Læsetid: 4 min.

En djævel i blækhuset

Stærkt udvalg af Hawthornes fortællinger
Stærkt udvalg af Hawthornes fortællinger
21. februar 2014

Mest kendt som forfatter er Nathaniel Hawthorne (1804-64) måske for Det flammende bogstav, en roman om et offer for den ekstreme puritanisme blandt nybyggerne i Amerika, en kvinde, som må bære dette broderede bogstav på tøjet som et brændemærke for utugt. Han var selv født og bosiddende i Salem, Massachusetts, stedet for en grum hekseproces, kendt fra Arthur Millers skuespil Heksejagt. Da han var efterkommer af dommere i den affære, har man her fundet en baggrund for det udbredte skyldmotiv i forfatterskabet. Således også i det fine udvalg på treogtyve af hans cirka hundrede fortællinger, som Hans-Jørgen Birkmose har udgivet under titlen Præstens sorte slør og andre fortællinger, ellers en tekst om denne landsbypræst, som en dag uforklaret møder frem med ansigtet dækket af et sort slør, som han siden ikke aflægger. Ingen i menigheden tager sagen op, og fortælleren forklarer ikke dette symbolske træk. Måske fordi alle fornemmer, at også de har noget at skjule.

Realitet og myte

Der er på den måde masser af symbolik, undertiden blot som allegoriske, mere let oversættelige forhold. Hvis der endelig moraliseres, er det i ironisk form, et incitament i alle disse atmosfæremættede historier. De kan være realistiske i miljø – fra staternes politiske historie, puritanisternes forfølgelse af kvækerne eller af verdslig lystighed, sammenstød med indianerne, vildmarkens farer, men diverse virkelige hændelser løftes op i mytens luftlag og kan tilføjes fantastiske elementer. Og her er de egentlige overraskelser i de groteske, dæmoniske eventyr, som er i klasse med E.T.A. Hoffmanns fantasistykker, med Edgar Allan Poes historier, hans gode ven Melvilles romaner ved siden af Thoreaus natursyn. I løbet af relativt få år skabtes den moderne amerikanske litteratur inden for et snævert område af New England, lutter udtryk for det sammensatte menneskes indre mysterier.

Egentlig tegner Hawthorne ikke detaljerede psykologiske portrætter i moderne forstand, men skildrer snarere visse typer og figurer med maniske ideer eller eventyrets uskyldige skikkelser i mødet med det gådefulde, så sjælelige mønstre opstår som faktorer i yderverdenen eller som handlingsdramatik. Tag den fantastiske fortælling om »Rappaccinis datter« om den fanatiske videnskabsmand og geniale alkymist, som har fremelsket en sjælden aromatisk blomst og ligedannet sin datter dermed. Vi møder hans eventyrlige have oplevet af en ung, naiv student, som fra sit nabovindue skuer ned i den vidunderlige have med den lige så underskønne datter. Han trænger eller lokkes ind og bliver del af det gyselige eksperiment med forskerens trylledrik, som så har dødelig virkning. Perspektivet er uheldssvangert gyldigt for os i betragtning af videnskabens eksperimentelle fremskridt og uansvarlige nutidige alkymi.

Et andet eksperiment står endnu en åndeligt stræbende forsker eller troldmand for i »Modermærket« i ønsket om at fjerne et lille rødt tegn af form som en hånd på sin smukke hustrus kind. Også her er døden indsats, mens de unge under behandling af »Dr. Heidegger« dog overlever hans ’livets vand’.

Heksekunst

Heksen Mor Rigby i »Feathertop – en moraliseret legende« omskaber et fugleskræmsel til en perfekt, veltalende ungersvend, der går i gang med at forføre en ung borgerpige, men pludselig ser sig selv i et spejl og erkender sin kunstighed. En skæmtehistorie om kunstens forføreriske magt er ligeledes »Monsieur du Miroir«, der ser sig selv spejlet overalt, en slags dobbeltgængermotiv i betydningen selvrefleksion. Næsten overalt er det artistiske intellekt på færde i persontyper og skriftbevidsthed, helt i forgrunden i »Det skønnes kunstner« med den stille urmager, som forsmås af en skønjomfru, der i stedet falder for den grove jordbundne smed i den lille by. Æstetikeren forfærdiger utrolig finmekanik, får ånd ud af materien i skabelse af en levende sommerfugl. Sådanne anfægtelser af kunstens udforskning af det skjulte, af hemmeligheder, af forførelser ligger bag mange af hekserierne og de syner, der fremkaldes: slemme afsløringer af løgn, dobbeltmoral, selvbedrag. Således også for »Unge husbond Brown«, der tror, at han modstår en hel landsbys heksesabbat, men ser, at hans unge, trofaste hustru også deltager i den natlige udskejelse og selv er lige så impliceret.

På den måde er der megen desillusion til stede, også hvor det gælder ungdom og naivitet. Det kan vise sig i en regulær skæbnefortælling af nærmest blixensk strenghed som »Roger Malvins begravelse« fra indianerkrigenes tid og især i »Min slægtning major Molineux«, hvor en ung bondesøn kommer til byen for at få hjælp af sin gavmilde slægtning, men møder en mørk by af hel kafkask uvirkelighed og gåder og endelig et hæsligt optog, der fornedrer den store mand på det ynkeligste.

Natur

Modstykker til sådanne tekster er skitseagtige idyller og naturvandringer, f.eks. et skønt panorama fra et kirketårn og »Fodspor på kysten«, som er en romantisk, rousseausk naturoplevelse, en primitiv nydelsesverden i tilslutning til Thoreaus berømte Livet i skovene (Walden). Stilistisk har Hawthorne et anseligt register fra det udtryksfulde i en rigt associerende refleksion til det nøgternt registrerede som i den lille fortælling om »Wakefield«. Han forlader en dag sit borgerlige ægteskab og slår sig ned i nabolaget i hele to år, hvorefter han uden forklaring vender tilbage til sin gamle lænestol. Han selv, konen og forfatteren er tavse. Tomheden overlades af den næsten altid tilstedeværende fortæller til læseren, som frydefuldt har nok at gøre gennem hele denne fortræffelige præsentation af Hawthornes fortællekunst. Hans-Jørgen Birkmose, der tidligere har fordansket Poe, Dickens, De Quincey og Hoffmann, har leveret en solid og gennemtænkt oversættelse trods genkommende uheldig brug af pronomener som ’hans’ og ’sin’, af typen: »han vendte sig dernæst om mod hans fælle«. Bogen, som er forsynet med et forord om at oversætte og en omfattende efterskrift, begge lovlig ordrige, skal følges op af nye oversættelser af Hawthornes romaner, fulde af flammende bogstaver.

 

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu