Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Drengerøvsfilm på deroute

I ’Klassefesten 2: Begravelsen’ ryster Kopernikus, Berthelsen og Lyby posen med drengerøvsfilmenes klicheer uden at komme på højde med deres første komedie
Kultur
6. februar 2014

Jerry Seinfeld fortalte for nylig i et interview i The Guardian, at han af princip aldrig joker om sex, det er simpelthen for billige point at score. Hvis komikeren havde gennemgået manuskriptet til Klassefesten 2: Begravelsen efter den devise og med en rød tusch, havde der ikke været meget tilbage.

Man bør selvfølgelig fluks indvende, at der kan være kvaliteter i drengerøvshumor. Det var den første film om de cirka 40-årige venner Thomas, Anders og Niels, der forsøger at generobre deres ungdom på vej til genforening med gymnasieklassen, et underholdende eksempel på. Desværre er efterfølgeren til Klassefesten en rodebunke af jokes fra skuffen med pinligheder, der involverer kønsdele og kokain, strippere og fuldbyrdet sex til offentlig skue.

Under virakken løber tre tynde historietråde. Sangeren Thomas (Troels Lyby) skal giftes med sit livs kærlighed, men det slår alvorlige skår i glæden, da hans første album i to år får anmeldertæsk. Under hans polterabend foreslår Torben Tissemand derfor, at de inviterer musikbloggeren Gitte, der gerne veksler mandlig opmærksomhed til positiv omtale.

For polterabendløjerne står singlen Andreas (Anders W. Berthelsen), der netop er blevet afvist af samtlige kvinder til et speeddatingarrangement. Mens Andreas undertrykker sit kvindehad, flipper Niels (Nicolaj Kopernikus) lodret, da han under den fælles bowling opdager, at Torben Tissemand har knaldet hans kone på et seminar.

Før han når at konfrontere Lars Ranthes i øvrigt herligt selvfede Torben Tissemand, kreperer denne på toilettet, med bremsespor løbende ned ad sig. Få dage efter begiver de tre venner sig derfor mod det familiegods, hvor begravelsen skal finde sted.

Absurd overfladisk

Hovedpersonernes problemer kunne være et udmærket oplæg til en komedie. Men deres ligegyldighed over for kammeratens død bliver absurd overfladisk frem for sorthumoristisk. Problemet i Klassefesten 2: Begravelsen er nemlig ikke drengerøvshumoren. Problemet er, at de ikke overholder komedieguruen Steve Kaplans tommelfingerregel om, at man ikke skal forveksle humor, der er subjektiv, med universel komik.

At se personer skulle løse et problem, de er totalt uden forudsætninger for at klare, er universelt morsomt ifølge Kaplan. Af samme grund lykkes Klassefesten, hvor de tre midaldrende venners umulige mål er at være unge med de unge.

Uden en stærk fortælling lukrerer Lyby, Kopernikus og Berthelsens ellers veloplagte spil under Mikkel Serups instruktion for meget på, om man eksempelvis synes, det er sjovt at se en sexscene, hvor en mand og en kvinde hænger fast i hinanden som to hunde, der lige har parret sig.

’Klassefesten 2: Begravelsen’ Instruktion: Mikkel Serup. Manuskript: Lars Mering og Claudia Boderke. Dansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her