Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Eksiltuareger, trommevirvar og fremtidsfolklore

Postkoloniale tømmermænd og religiøse konflikter og dialoger mellem Nord og Syd farver vestafrikansk musik. Men også rytmiske hallucinationer, sprudlende ungdom og elektronisk folklore
Tinariwens leder, Ibrahim Ag Alhabib (nummer to fra højre), voksede op i en flygtningelejr i Algeriet ved grænsen til Mali og senere opad den algeriske by Tamanrasset. Selve bandet blev dannet i slut-70’erne i en af Gaddafis libyske fangelejre for tuaregrebeller.

Tinariwens leder, Ibrahim Ag Alhabib (nummer to fra højre), voksede op i en flygtningelejr i Algeriet ved grænsen til Mali og senere opad den algeriske by Tamanrasset. Selve bandet blev dannet i slut-70’erne i en af Gaddafis libyske fangelejre for tuaregrebeller.

Marie Planeille

Kultur
10. februar 2014

Postkoloniale tømmermænd, religiøse konflikter og dialoger mellem Nord og Syd præger afrikansk musik. Men det præger jo også europæisk musik. Det ser selvfølgelig lidt anderledes ud dernede på det sydlige kontinent. Men ellers var Afrika jo heller ikke Afrika, og Europa var ikke Europa.

Lad os tage til Vestafrika i dag. Malinesiske Tinariwen har længe huseret i vores vestlige verden med deres fabelagtigt snedkererede og blankslidte rundgange i det, som nogle kalder ørkenrock og andre tuaregblues. Eller tichumaren, den nordafrikanske stilart, der blev formet af tuaregfolkets geo- og sociopolitiske trængsler og blandede amerikansk elektrisk blues med afrikanske og mellemøstlige traditioner.

Tinariwen tilhører tuaregfolket fra Vestsahara, et område, der er blevet skamferet af kolonialistiske grænsedragninger uden hensyntagen til lokale kulturers bevægelsesmønstre. Det er områder i Niger, Mali, Algeriet, Libyen, Burkina Faso, som er blevet kunstigt adskilte. Tinariwen siges at være det første tuaregband, der brugte elguitarer, og lederen, forsangeren Ibrahim Ag Alhabib, voksede op i en flygtningelejr i Algeriet ved grænsen til Mali og senere opad den algeriske by Tamanrasset. Bandet blev dannet i slut-70’erne i en af Gaddafis libyske fangelejre for tuaregrebeller, og flere af medlemmerne var en del af hans ørkenhær såvel som af tuareg-modstandshæren Mouvement Populaire de l’Awazad.

Med det nye, fremragende album Emmaar har de for første gang indspillet uden for Sahara. Grundet militante muslimers fremturen i deres hjemland er de gået i indspilningseksil i et studie i Joshua Tree-ørkenen i Californien. Fra en mindre velfungerende til en lidt mere velfungerende ørken. I pressemeddelelsen fortæller bassisten Eyadou Ag Leche, at der ingen administration, mad, banker eller mad er i Nord- mali, hvor de egentlig bare gerne vil leve i fred og ro.

Med sin melankolsk duvende ørkenrock er Emmaar en smidigt groovende plade gennemskåret af rustent kantede riffs, der formuleres som hvirvlende figurer. Fatamorganaer og konkrete erfaringer smelter sammen i bandets harmonisk og måske hidtil stærkeste sange. Og hjemlandets misere spøger også.

»Folkets idealer er blevet solgt billigt, mine venner/En fred som er blevet påtvunget ved magt er dømt til at fejle/Og baner vejen for had,« synger Eyadou Ag Leche.

Spraglet og følelsesrigt

Emmaar er en helt igennem mesterlig plade, der præsenterer bandet i offensivt og alligevel meditativt gear – rytmisk berusende med sine hallucinatorisk cirkulære taktarter, som tager fat om rygraden og holder den i et fast cirklende greb, mens synkoperingerne prikker over den salte hud. Kom, oasen er lige dérovre, giv ikke op nu, hvor vi er så tæt på.

Eller så tag med ind til den malinesiske hovedstad Bamako sammen med Africa Express. I en uge i oktober stillede producere og musikere som Brian Eno og Damon Albarn studier, ører og hænder til rådighed for unge malinesiske musikere i en ungdomsklub. Og hvilken uge. Albummet Africa Express Presents: Maison Des Jeunes giver et voldsomt spraglet, følelsesrigt og eksorbitant melodisk billede af malinesisk ungdom.

Der er sammenstød mellem den britiske rapper Ghostpoet og talking drum-bandet Doucoura. Der er en smuk kalimbaunderstøttet ballade sunget af Bijou. En super gadesynkoperet instrumentalslasker fra Lil Silva, inklusiv fløjtesolo. Ørkenrock fra Songhoy Blues – en slags løst festlig udgave af Tinariwen – som kommer fra Timbuktu og blev dannet i protest mod islamisternes besættelse af byen. Og der er hiphop, der ekstatisk sampler det traditionelle strengeinstrument, koraen. Det river i fødderne, og der bliver ikke sat en fod forkert på dette formidable nord-syd-samarbejde.

Og endnu et nord-syd-samarbejde: Det senegalesiske band Jeri-Jeri har over nogle år indspillet en række forrygende singler sammen med tyske Mark Ernestus. Og de blev sidste år samlet på den sublimt polyrytmiske 800% Ndagga.

Ernestus er en af tysk technos og dubs største excellencer, men det høres kun yderst subtilt her, hvor Jeri-Jeri får lov at brillere på strenge og især trommer. Men til gengæld kan technoslægtskabet høres i den rytmiske trance, som musikken skaber, hvordan trommerne nogle gange kan lande med en lokomotivisk logik, der genkalder sig technoens repeterende massage. Men her altså i sofistikeret akustisk ekstase.

Genren bliver kaldt mbalax, og der bliver høvlet løs blandt andet på talking drums, men også regulært trommesæt. Umiddelbart falder slagene som en liflig regn over ørerne, men hvis man stiller skarpt, viser der sig et intrikat smukt mønster i virvaret på 800% Ndagga. Helt uforligneligt.

Med sig har Jeri-Jeri og Ernestus fremragende gæstesangere, heriblandt den også heroppe kendte Baaba Maal. Og på nummeret »Bamba« er der hele tre sangere, som i call-and-response-mønstre og under Ernestus’ ekkoende dubbehandlinger hylder Amadou Bamba – den sufimuslimske spirituelle leder, som bekæmpede det franske kolonistyre på pacifistisk vis i Senegal.

Skrattende rytmeboks

Og så bare lige for at blive mindet om, at Afrika for længst er blevet elektronisk: I Niger tilbage i 1974 fik Mammane Sani Abdullaye – angiveligt legendarisk i nationens avantgardemiljø – fingre i det elektriske orgel. Og på det komponerede han nogle lummert groovy og dronende og minimalistisk melodiske stykker musik. Han trak på inspirationer fra landets folkemusik, ja, de fleste sange på det nu genudgivne – og ellers ekstremt sjældne – album La Musique Électronique du Niger fra 1978 er fortolkninger af tudsegammel folklore.

Altså er Mammane Sani på den måde beslægtet med Walter (senere Wendy) Carlos, der satte Vesten på den anden ende med sine Moog synthesizerfortolkninger af Bach på Switched-On Bach fra 1968. Men La Musique Électronique du Niger er faktisk mere charmerende med sine improvisationer over enkle melodiske rundgange, sindig bas, skrattende rytmeboks og summende klangflader. Dengang lød det givetvis futuristisk. I dag er det en nostalgisk betonet oplevelse at høre forestillingerne om Nigers historie fortolket fra loungen i en flyvende tallerken.

Tinariwen: ’Emmaar’ (PIAS/Cooperative/Target). Udkommer i dag.

’Africa Express Presents: Maison Des Jeunes’ (Transgressive) transgressiverecords.com.

Mark Ernestus Presents Jeri-Jeri: ’800% Ndagga’ (Ndagga) ndagga.com.

Mammane Sani et son Orgue: ’La Musique Électronique du Niger’ (Sahel Sounds). Hør den her.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Billedet af tuaregfolkets band er vist fra Californien, hvor de stakkels tuareger bor, og de har det nok ok., i modsætning til deres landsmænd, der blev hjemme, hvor franskmænd og danskere har forfulgt dem i en overdreven krig mod islamister, som tuaregerne ikke er en del af. Den rigtige forklaring på krigen kan anmelderen være undskyldt, men musikken er sikkert god og interessant, hvordan man end kommer i nærheden af den (hvordan køberman eller streamer?)

Morten Pedersen

Jeg har haft fornøjelsen af at downloade Tinawirens tidligere albums på iTunes.
Bare skriv band-navnet i søgefeltet.

Michael Kongstad Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Her er noget YouTube Tinawiren, "Lula", med mere autentiske billeder fra hjemlandet, tror jeg. Der er i alt fald dromedarer i stedet for heste.
http://www.youtube.com/watch?v=WcqlOq1cjjc

Ralf Christensen

Michael Kongstad Nielsen:
Jeg nævner to forskellige konflikter: Tuaregernes kamp for ordentlige levevilkår under nye grænsedragninger, som er en gammel konflikt. Og islamisternes alt for succesfulde fremfærd i Mali de seneste par år. Det er to forskellige konflikter. Læs teksten igen, tak.
Jeg synes det er nobelt at du kan ironisere over de trængsler, som medlemmerne af Tinariwen har været udsat for. Og at du mener nu at kunne gøre nar af dem, fordi de indspillede – ikke, som du foreslår‚ slog sig ned – i USA, istedet for i Mali. Alt er relativt, og de har det sikkert nemmere end mange andre i Mali. Men helt ærligt, tror du de har det nemt?

Michael Kongstad Nielsen

Nej, jeg var godt klar over, da jeg læste artiklen igen i roligt tempo, at jeg havde været for frisk, og det beklager jeg. Spændende musik i øvrigt, og helt fint at høre om noget "verdensmusik" i Information.