Enere, der kan finde ud af at være alene

Elektronikken har været en skuffelse for os. Den har vist sig at give for lidt modstand. Den har vist sig at være alt for behjælpelig med bevidstløs kopiering. Her er fire enere, der har brugt elektronikken til det modsatte
Jens Berents Christiansen formår med sine kompositoriske evner som en af de få at gøre elektronisk musik særegen under navnet Rumpistol. På sit fjerde soloalbum blander genrer sig i selskab med både de elektroniske toner og akustiske instrumenter.

Jens Berents Christiansen formår med sine kompositoriske evner som en af de få at gøre elektronisk musik særegen under navnet Rumpistol. På sit fjerde soloalbum blander genrer sig i selskab med både de elektroniske toner og akustiske instrumenter.

Tobias Wilnerz
12. februar 2014

Vi er jo godt klar over det. Elektronikken er ikke kun vores ven, ikke bare en hjælper til et bedre og dybere og mere intenst liv. Den løber også om hjørner med os. Accelererer os dérud, hvor dagene begynder at ligne en plettet skitse af mikroskopiske, usammenhængende skærm-events, der ikke tilbyder dybder for erindringen at aflejre sig i. Elektronikken hjælper os til at genskabe de samme problemer, som vi havde, før den invaderede vores liv, og den hjælper os til at opfinde nye.

Da elektronikken for alvor blev potent og/eller billig i de sene 80’ere og op gennem 90’erne, satte det en musikalsk revolution i gang. Det er utænkeligt at høre nutidens r&b, EDM, hiphop og alskens former for pop og rock uden de kreative detonationer, som først hiphop-, techno-, housemusikere og siden ambient-, electronica- og drum’n’bass-musikere foranstaltede i de år. Bevares, de stod på skuldrene af især Kraftwerk, men det var i frisættelsen af produktionsmidlerne, altså med prisbillige samplere, synthesizere, sequencere og siden computere, at den teknologiske kreativitet blev åbnet for nye, unge generationer.

Jeg skriver alt dette, fordi den elektroniske musik har sejret sig selv ihjel. Den er blevet mainstream og allestedsnærværende, og ethvert skolebarn kan banke et EDM-track sammen. Ikke fordi de er geniale, men fordi de er unge, og fordi teknologien er blevet ekstremt hjælpsom. Grænsende til det usundt servile.

George Martin, ’den femte Beatle’, sagde engang, at han havde ondt af de nye generationer af musikere, fordi der ikke var nok modstand i deres udstyr. Det var de tekniske begrænsninger, der tvang ham til at være kreativ. I dag kan teknologien ramme uendelig præcist, hvis vi lader den gøre det, og det er der rigtig mange, der gør. Så i stedet for at være alene med sig selv i det elektroniske rige, så er der godt overbefolket af musikalske forbilleder i selv den mest indelukkede eners computer.

Så den her multianmeldelse går ud til fire enere, der på den ene eller anden måde formår at være alene med sig selv – og har fundet deres særegne musikalske spejlbilleder (ikke forbilleder) inde i elektronikken.

Analogt afrundet electronica

Danske Jens Berents Christiansen har under navnet Rumpistol forfinet sit virke over mere end et årti. Away er hans fjerde soloalbum, og titlen refererer netop til skabelsesprocessens isolation. Men samtidig er Rumpistols kommunikation med omverdenen åbenbar, fordi den er så imødekommende: De melodiske spjæt, de blåtonede harmonier, de diskrete basbevægelser, de velafrundede beats er alt sammen genkendelig komfort.

Dét, der gør Rumpistol bemærkelsesværdig, er hans kompositoriske evner; helt enkelt, hvad han formår med toner og rytmer. Og hvordan han drypper den menneskelige stemme (ofte i form af gæstesangere) og akustiske instrumenter (meget ofte klaveret, men vistnok også en sav) ned i softwaren. Musikken klinger altså både i reelt fysiske rum og i elektronisk byggede klangverdener.

Away er en atmosfærisk, analogt afrundet electronica, som kærligt absorberer musikhistorie og erindring: Elementer fra både nye og ældre genrer blander sig i Rumpistols eget romantisk betonede mix. Og når albummet er bedst, skaber det en forhandling mellem det maskinelle og det menneskelige, mellem uro og wellness: Altså dér, hvor vellyden og det harmonisøgende modsiges af en eller anden form for grimhed eller spænding eller dissonans. Som det gurglende spøgelse, der synger på »A Town«. Eller den aldrig forløste længsel på titelnummeret.

Away kan af og til blive lidt for enfoldigt skønhedsdyrkende, men når den diskrete troldsplint stikker i trommehinden, så er det ikke bare et fint drømmende værk, men en anfægtet diskussion om menneskets plads i maskinparken, hvor vi alle bor.

Sidste skud fra Actress?

Britiske Darren J. Cunningham alias Actress lyder til gengæld som en gammel, grovkornet, sort-hvid fotokopi på sit seneste album. Eller som om hele lydbilledet er blevet kørt igennem først en industriel stenkværn og så et computerspil fra dengang, store firkanter på skærmen bare var bomben.

Han har gennem sin kortvarige karriere været en auteur ud i udforskningen af primitivistiske konstruktioner og tilbagestående lydkvaliteter, men her på Ghettoville regredierer klanguniverset ekstremt – og helt tilbage til Actress’ lavteknologisk klingende udgangspunkt med debutalbummet Hazyville fra 2008.

Det er en 8 bit-kirkegård hjemsøgt af slowmotion-hvirvelvinde, groft pixellerede genfærd og tilbagedateret grundangst. Her er mindelser om soundtrackene til filmene Terminator og A Nightmare on Elm Street – i uhyggelige Lego-udgaver – men også til footwork og tidligt naiv techno og house, der her lyder som om, manden har fundet dem på kassettebånd og bare overført dem til sit sidste album.

Og det kunne faktisk tyde på, at dette er Actress’ definitivt sidste album:

»Ghettoville is the bleached out and black tinted conclusion of the Actress image,« står der i en overdrevent lyrisk, men også smådepri stil på Actress’ hjemmeside:

»The machines have turned to stone, data reads like an obituary to its user.«

Actress mobber igen maskinerne på deres ømme punkt: Perfektionen. Og han får klangkvaliteten til at briste i mørkt dunkle og oftest ildevarslende repetitioner af simple, men ekstremt stemningsfortættede loops. So long, Actress, vi ses i en anden, lavopløselig solnedgang.

Fra Britney til rytmisk bakkanal

Britiske James Holden befinder sig lige som Rumpistol også i et elektronisk territorium, hvor akustiske instrumenter brydes med elektronikken.

Holden startede sin karriere som trance-producer og har også remixet Madonna og Britney Spears. Men det er længe siden og føles lysår væk på hans brillante, andet album The Inheritors. Og manner, et værk... Ambient elektronisk krautrock, Four Tet, Aphex Twin, Jean Michel Jarre, Boards of Canada spøger, men det er kun som ånder i et underfuldt changerende landskab.

Hurtigt glider vi ind i et rytmisk tampende bakkanal. Udenfor er der nogen, der trommer. I vinden blæser hujende stemmer. Vi er hensat til en svunden tids hedenske ritual, i gang med at stampe liv i frugtbarhedsdyrkelsen for fuld hammer med samplede instrumenter, elektronisk klampen – og endelig på det helt uforlignelige »The Caterpillar’s Invention« en modaljazz-sax-solo. Derefter glider vi uden for bålets cirkel, ud på markerne, hvor stjernerne blinker i mystiske mønstre.

Årets bedste, 2013

Der er en overlegen melodisk og harmonisk vilje på spil, men Holden formår også ved hjælp af konkretmusikalske tricks med raslende og metalliske klange at bygge klare forestillinger om faktiske rum, som musikken udfolder sig. Der er noget meget dramatisk og billedskabende over hele menageriet.

The Inheritors changerer med en fornemmelse af at være en suite af ud- og indviklinger, hvor Holden med en mesters hånd sætter akustiske instrumenter, slideguitar, trommer, sax, harmonium og orgel til at bygge nye paralleldimensioner i de vildt intense arrangementer.

Og så fortæller støjende transmissioner og kæntrende orgler os med deres egen brutale form for lyrik, at vi skal dø. Hvis jeg havde opdaget denne plade i 2013, hvor den udkom, havde jeg kaldt den en af årets bedste.

Og endelig: Britiske Cooly G er også for længst ankommet. De billige lydeffekter, klikkende og sitrende beats og alligevel oceanisk duvende fornemmelse er hendes særegne stil. En fornemmelse af at flyde i rolige vande, mens en varm regn prikker synkoperet over ansigtet. Og den fornemmelse har ikke mistet sin charme på Cooly G’s aktuelle EP, Hold Me, især ikke på det formidabelt insisterende titelnummer.

Det er enkle virkemidler, der sætter smæld på atomerne i rum, der klinger afgrænset, men pludselig kan invaderes af udefrakommende lydeffekter; såsom en doven stemme, der siger »Dirty...« eller et usandsynlig billigt klingende strygerriff eller en fedtet synth-boblen, der synes at gyde olie på de spidst groovy vande. Kom, svøm med.

Rumpistol: ’Away’ (Rump Recordings/Target) – udkommer i dag .

Actress: ’Ghettoville’ (WerkDiscs/Ninja Tune/Playground).

James Holden: ’The Inheritors’ (Border Community).

Cooly G: ’Hold Me’, EP (Hyperdub)

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu