Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En fandens karl dør da med støvlerne på

Ron Woodroofs kamp for et længere liv med aids har resulteret i en gribende og sort komisk film om fandenivoldsk kampgejst og medicinalindustriens magtmisbrug. Og de sande stjerner er den møgbeskidte miljøskildring og en hulkindet, smadret Matthew McConaughey
McConaugheys udmagrede og hulkindede ansigt taler sit eget tydelige sporg om en lang lidelseshistorie af modgang. Den er opfundet til rollen, men det er jo netop skuespillerens store kunst, som denne gang er stærkt fysisk. McConaughey tabte 45 pund til rollen

McConaugheys udmagrede og hulkindede ansigt taler sit eget tydelige sporg om en lang lidelseshistorie af modgang. Den er opfundet til rollen, men det er jo netop skuespillerens store kunst, som denne gang er stærkt fysisk. McConaughey tabte 45 pund til rollen

UIP

Kultur
6. februar 2014

44-årige Matthew McConaughey er endelig ankommet, selv om det tog ham noget tid. Men med sine seneste roller har han placeret sig som en af sin generations vigtigste skuespillere efter en uskøn begyndelse i 1990’erne i actionbrag og storfilm.

Bevares, der var tidlige samarbejder med Richard Linklater, men der var også de romantiske komedier, der viste, at han havde sit kønne ansigt imod sig, at mainstream strøg ham med hårene. Og det giver ligesom ikke rigtig karakter.

Modgang klæder mennesker

Men her i 2010’erne har han præsteret en trio af smadrede hovedroller i Mud, HBO-tv-serien True Detective og Dallas Buyers Club. Og der er ikke noget, der klæder mennesket som modgang. Og, manner, hvor har disse tre roller har modgang. De har alle betændte slagsider, noget misbrugende eller misbrugt, en tung erfaringsmasse, som bløder igennem rollerne og giver dem en fornemmelse af trykkomprimerede kamre i sjælen, som til enhver tid kan åbne sig eksplosivt destruktivt til enhver tid.

Dét forløses med sindsoprivende klasse i Dallas Buyers Club, ikke mindst i kropssproget, som når nye tragikomisk kærlige højder. Eksempelvis i McConaugheys hidsige gangart, hans fucked up tynde skikkelse i narkoluntende halvtrav, med den venstre arm strittende ubevidst olmt ud fra kroppen. Eller hans ranglede skikkelse i dinglevals sammen med ’Salt and pepper’, aftenens to udkårne, letlevende damer.

Det er det udsvævende liv, han lever i rollen som virkelighedens Ron Woodroof. En hustler, en horekarl, en gambler, en drukkenbolt. Kokain, poppers, whisky, vodka, damer. Fandenivoldsk fremad. »Gotta die somehow,« som han siger. Og som sagt så gjort. Levemanden bliver dødsmærket.

Det anes allerede i den brillantte åbningsscene, hvor han knalder med to damer i en tyrebås til et rodeo, tager stoffer og kan mærke, at kroppen ikke rigtig kan klare det længere. Og det kan seeren også. Med en simpelt klanglig finte indlever vi os, endda ufrivilligt. For vi får det også en kende skidt, som vi sidder dér og mærker en højfrekvent hyletone ramme vores trommehinder og lukke al anden lyd ude. Woodroof er fanget i sig selv og sin tiltagende lidelse.

30 dage tilbage

Ved et tilfælde finder lægerne ud af, at Woodroof er hiv-positiv, og han får 30 dage at leve i. Men der er sgu’ ikke nogen, der bestemmer, hvornår Woodroof skal dø. »I prefer to die with my boots on.« Så op på hesten igen. I gang med at studere virussen og snart hustle sig til testmedicinen AZT fra en hospitalspusher. Det viser sig bare, at AZT er giftig i for store mængder – og patienterne får den netop i store mængder.

FDA – den amerikanske fødevare- og sundhedsstyrelse – overhører advarslerne og er tydeligvis i lommen på medicinalfirmaerne, her repræsenteret ved folk med dyre Rolex-ure og løfter om gavmilde kompensationer til de læger, der indvilger i at assistere i forbindelse med forsøgsprogrammet.

Alternativet finder Woodroof i Mexico, hos en læge, der er blevet frataget sin ret til at praktisere, og dennes livsforlængende, ikkegiftige kombinationsbehandling. Som virker. Og snart har Woodroof en smuglerforretning og en abonnementsordning kørende. Klubben er i gang, og det er kampen mod myndighederne også.

Vi er i Dallas i 1985, og filmens miljøskildring er et fornemt studie i snavs. Alle glinser af sved og stråler af fejlernæring. Spyt, stoffer, skidt, blod. Maskulinitet som en klæbrig masse af stådreng, selvdestruktion, homofobi, hybris og indavlet selvretfærdighed. De lokale kodriveres udstødelse af den heteroseksuelle Woodroof effektueres prompte, da fordommene om hiv som en bøssepest er i fuldt firspring.

Med kærlig hilsen fra Nemesis får Woodroof sin horisont udvidet nådesløst, især i mødet med den transseksuelle Rayon, spillet falmet koket af Jared Leto. Mens Jennifer Garner forlener rollen som den moralsk anfægtede læge med en tung sødme.

Virtuost nuanceret spil

Men det er miljøet og McConaughey, der for alvor stråler og gør Dallas Buyers Club vildt engagerende. Der er et fandenivoldsk groove på spil på barerne, hospitalsgangene, motelværelserne. Det stinker næsten gennem lærredet af skidden menneskelig overlevelseskamp. Det hyler bogstavelig talt i ørerne igen og igen, når sygdommen minder Woodroof om sin magt over ham. Og vi lærer at elske mandens grovkornede kæft med de fabelagtige oneliners. »If it sucks, I got it!«

McConaughey har gjort alt for at spolere sit udseende, for at vinde karakter og lade dårligdommen stå mejslet i sine træk. Som en anden Harry Dean Stanton er hans kranie kun dækket af sparsom hud, og det udmagrede og hulkindede ansigt taler sit eget tydelige sprog om en lang lidelseshistorie af modgang. Den er opfundet til rollen, men det er jo netop skuespillerens store kunst, som denne gang er udpræget fysisk. McConaughey tabte 45 pund til rollen.

»Men lad dét nu hvile. McConaughey har en stor komisk og tragisk rolle i hænderne, og han forløser den med et virtuost nuanceret spil, der aldrig bliver skingert, selv når han er oppe i det røde felt. Og det er han tit. Den dramatiske bue, som Woodroof gennemlever, er besættende og gribende. Og kampen mod systemets foragt for menneskeliv bliver aldrig til selvretfærdigt, politisk korrekt Hollywood-drama råbt med store bogstaver, men en rasende personlig kamp for at presse de sidste timer og dage ud af livet. Og dermed bliver den ægte politisk.

Et liv og en dødskamp vibrerer lyslevende foran os på kun to timer på det store lærred. Filmkunstens magiske evne til at vække empati demonstreret på mest møgbeskidte vis.

’Dallas Buyers Club’ Instruktion: Jean-Marc Vallée. Manuskript: Craig Borten og Melisa Wallack. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her