Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Fri leg under opsyn

Arkens genopførelse af Palle Nielsens ’Modellen’ fra 1968 er så kontrolleret og mandsopdækket, at den oprindelige idé om børns frie leg som revolutionær kraft er gået tabt
Ideen bag Palle Nielsens kæmpe legeplads, ’Modellen’ fra 1968, var, at børns leg er den mest revolutionære kraft i et samfund med fokus på produktivitet og effektivitet. Men Arkens beskårne genopførelse harmonerer dårligt med projektets idé.

Jens Nørgaard Larsen

Kultur
11. februar 2014

Palle Nielsen (f. 1942) blev egentlig uddannet maler fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i årene 1963-67, men derefter har han primært arbejdet aktivistisk og aldrig med traditionelle kunstværker. Derimod har han arbejdet med sociale processer ud fra en forståelse af kunstneren som en figur, der kan sætte spørgsmålstegn ved alle gældende normer. Nielsen har ikke mindst arbejdet med de urbane livsrum, der øver så afgørende indflydelse på mange menneskers trivsel og muligheder. For eksempel opførte han illegale legepladser i Nørrebros baggårde tilbage i 1960’erne.

Lige nu, strategisk planlagt ved indgangen til vinterferien, bliver Nielsens mest berømte projekt, Modellen, genopført på Arken – Museum for Moderne Kunst. Modellen blev lavet til Moderna Museet i Stockholm i oktober 1968, hvor Nielsen indrettede en kæmpe legeplads til børn i museet. Her kunne de boltre sig frit: Klatre i tove, kravle i trækonstruktioner, arbejde med værktøjer, kaste sig ud i skumgummipuder, male med fingermaling og klæde sig ud i kostumer. Ukendte anarkistiske kræfter blev dermed sluppet løs på museet, som blev forvandlet til en blanding af en byggelegeplads, et puderum og et formningslokale med børnene som en selvorganiserende dynamo.

Fri leg

Modellen, som bar undertitlen: »En model for et kvalitativt samfund«, blev en kæmpe succes med lange kødannelser i udstillingsperioden. Og selv om værket ikke revolutionerede hele samfundet, så revolutionerede det museumsvæsnet og forestillingerne om, hvad museumsrum kan bruges til. Det skabte grobund for de børneprogrammer og børnemuseer, som i dag er så godt som obligatoriske på alle museer.

Projektets ambition var dog mere vidtrækkende, næsten utopisk. Ambitionen var et nyt samfund, et andet samfund, hvor børnenes frihed til at gøre, hvad de selv ønskede – frem for hvad voksne ønskede af dem – skulle bidrage til at fremelske nye samværsformer, en ny etik, hvor det kvalitative var i centrum. Nielsen arbejdede som nævnt aktivistisk ud fra denne idé i flere projekter i slutningen af 1960’erne, hvor han blandt andet også lavede den store legeplads, Alsikemarken, i Høje Gladsaxe.

Børns leg er revolutionær

Udgangspunktet for Nielsens arbejder er, at ideen om øget produktivitet og effektivitet, samt dens underliggende forståelse af borgeren som en forbruger, er med til at skabe et dårligt samfund. Velfærdssamfundets paradoks, at verdens ’lykkeligste’ folk samtidig har høj selvmordsfrekvens, højt alkoholkonsum og højt indtag af antidepressiv medicin, var en central årsag til, at Nielsen i 1968 udpegede børn og deres leg som den stærkeste revolutionære kraft. Hvad angår de voksne, er man for sent ude, for de er uhjælpeligt indsovset i velfærdsstatens strukturer og vaner.

Arkens genopførelse af Modellen efterlader dog projektets oprindelige ideer som rudimenter, der kun stedvist lader sig ane gennem den mere velfriserede og beskårede version, hvor børnene mandsopdækkes af ’legeværter’, som tilser, at alt sker på den rigtige måde, hvor skumgummipudernes areal er nøje afgrænset, og hvor alle ’farlige’ værktøjer helt er udeladt. Så meget for fri leg! Naturligvis er det alt sammen for børnenes bedste, kan man hævde, men sådan en velment ’beskyttelse’ af børnene harmonerer påfaldende dårligt med projektets idegrundlag.

Utopien om en ny samfundsorden er historie, et museumsstykke, fornemmer man, selv om børnene tydeligt nok nyder at boltre sig i vovede udspring og sjove udklædninger, mens stolte forældre fotograferer dem fra sidelinjen. Men det revolutionære i projektet bliver mest af alt underholdning, når dets radikalitet afmonteres og det gøres til et udflugtsmål for ferierende familier. Sjovt nok. Men amputeret og ufarligt – uden den ’naivitet’, som tidens temmelig uimodsagte vækstparadigme og effektiviseringsdoktrin ellers godt kunne kalde på.

Palle Nielsen. Modellen. Arken – Museum for Moderne Kunst. Skovvej 100. Ishøj. Indtil den 7. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Knudsen

Når jeg (undskyld)betragter mine to børnebørn på godt 3 og meget godt 5 udviser de mentalt og fysisk igangsættervirksomhed som både forbavser mig og glæder mig.
Nu starter de så snart i heldagsskolen, hvor dette langsom,t men sikkert bliver pillet af (erhvervsrettet!)og de vil som voksne kunne læse, at samfundet savner mange flere igangsættere!!
Den største men stort set forbigåede forbrydelse, var ,da man begyndte at sætte dem i såkaldte børnehaver,fritidshjem på fuldtid.
Forbrydelsen var, at man fjernede børnenes frihed, fra de kunne gå (med lidt opsyn) til de var vel 14 år til et liv med andre børn i kvarteret helt uden indblanding fra voksne, hvor de medfødte egenskaber at igangsætte lege og aktiviteter havde fuld udfoldelse også med nogle blodtude engangimellem.
Fuld frihed og aktiviteterne udviklede sig med alderen, far mor og børn, når det skulle være med pigerne og i hundredvis af etablerede og frit opfundne lege.
Strandture om sommeren, skøjteture om vinteren og havde man fået med til et pølsebrød, var den hjemme. Alt var efter børnenes egen evner til at arrangere det ene eller det andet.
Havde man ikke selv evnerne kom man bare med på holdet som det ene eller det andet.
Engang imellem måtte man gå til klaverspil, som jeg (undskyld) uden mine forældres viden meldte mig ud af og anvendte tasken med noder, som den ene målstang i fodbold indtil spillelæreren henvendte sig hjemme en dag.
Nostalgi? absolut ikke. Istedet for denne frihed, hvor individet udviklede sig uden forældres indblanding, sidder de unge idag foran spillemaskiner i 4-6 timer per dag, Iphones, Ipads, når de er sluppet ud af børne og ungdomsfængslerne, børnehaver og fritidshjem!!! og SFO.
Legepladser og især dem i 50erne, men legepladser i det hele taget, hvor far med Iphone i hånden stå hvileløst og gynger ungen i søndagstung tåge. Helt overflødige og aktivitetsbegrænsende!
Slip ungerne fri og iværksætter og ansvarfulde/selvstændige unge vil myldre frem.
Sælg fjernsynet, sluk Iphones og Ipads og vend tilbage til livet med børn og med børn, der slippes løs i kvarteret.
I kan jo altid låne deres udstyr.

Torben Knudsen,

Hold nu lige fokus..

Artiklen handler om den måde hvorpå, Arken genopføre Palle Nielsen's Modellen. Ikke hvorledes institutioner strukturerer sig og arbejde på.
...og hvis du vil gå den vej, og beskrive institutionslivet, så få dog en viden, fakta om det, og ikke halve gisninger, det ikke holder vander ,

En ideologisk tanke om at den frie leg er fri...er for barnets skyld, ifht. understøtning af barnets trivsel, dannelse, læring og udvikling, nød til at ske i et af nærvær og samspil, med en kompetent voksen, der kan guide og hjælpe barnet med at, udvikle og styrke kompetencer, der skal bruges i den frie leg.

Den frie leg er for det barn med ingen eller ringe forskellige kompetencer (så som, sproglige, personlige, sociale og kropslige), en leg der kan skade barnets trivsel, dannelse, læring og udvikling, mere end det gavner. Men når de kompetencer er lært, så er der gode muligheder for at øve/afprøve sig/de kompetencer i samspil med andre børn.

Steffen Gliese

Bullshit, Torben Loft, legen, den frie leg, er en socialisation, der sker af sig selv.

@ bullshit, Peter Hansen,

Robert A. Heinlein (Amerikansk forfatter):
"Prøv aldrig at lære gris at synge, det er spild af tid og irriterer grisen"....(det citat passer perfekt)

Og ja der sker en socialisering sted, når vi mennesker er tilstede og nærværende i relationen og det samspil vi skaber.

Den frie leg er ikke altid ligeværdig, den kræver empiri, viden og kompetencer.

Steffen Gliese

Du udtrykker en uhyrlig faglig arrogance, Torben Loft, en mistillid til helt almindelige menneskers evne til at gøre det, mennesker har gjort siden tidernes morgen. Jeg har stadig til gode at se pædagogikkens positive indflydelse på helt almindelige, ikke skadede børn.

Jeg ligeledes mangler at du dokumenterer, hvor det er, at pædagogik, faglig uddannede pædagoger, har en negativ påvirkning på børns trivsel, dannelse, læring og udvikling.

Det jeg er interesseret i er, at vi som samfund, skaber de bedste betingelser, så vores kommende generation får de bedste vilkår til at udvikle sig i.

Det handler om anerkendelse af og respekt for mennesker, der brænder for, og har en faglig identitet, der gør, at de formår at løft børns evne/ kompetence, til at kunne begå sig i vores samfund.
Et samfund der har ændret sig MEGET, siden "tiderens morgen"...
De krav og forventninger samfundet stiller til vores børn og unge, er steget enormt.

Alle skal måles og vurderes/evalueres i forskellige tests (fx. Pisa)
"En gris bliver ikke tungere selvom en svineproducent, vejer hans grise hver dag"... Der skal en/flere handlinger til..

Majbritt Nielsen

Peter Hansen
14. februar, 2014 - 10:59
Bullshit, Torben Loft, legen, den frie leg, er en socialisation, der sker af sig selv.

Bullshit? Er der et sted hvor børn kan være i fred for voksne. Så er det på nettet. Og underligt nok, så er der begyndt at dukke sager op med børn helt ned til 10-12 års alderen der begår selvmord.
Da de er blevet mobbet af andre børn.
Det er vist den ultimative "selv-socialisering" uden forældrene bekymre sig om hvad deres børn laver(mod andre børn).

@ Majbritt Nielsen,

..."Om børn er i fred for voksne på nettet", er jeg ikke helt sikker på..,, der har jo været sager frem om, at voksne har udgivet sig for at ha' været børn, og forsøgt at lokke børn til både det ene og andet...
Nogle er heldigvis blevet fanget, men at børn er helt i fred, kræver at vi som voksne og forældre, snakker med vores børn om hvad og hvordan de bruger nettet, ikke for at blande os, men for at beskytte dem mod mennesker der ikke vil dem godt...

Men jeg er optaget af og tilhænger af at implementerer nettet, digitalisering og mobilsering af vores kommunikationsmønstre, så vores mulighed for at opsøge ny viden, bliver opdateret til anno 2014.
De digitale og virtuelle fællesskaber, samvær og oplevelser bliver en stor af vores og de unges hverdag. Det kræver at vi som samfund er klar til at, se os selv i et forandringsperspektiv.
Samfundet er i en hastig transformation fra industrisamfund til et videnssamfund, hvor betegnelsen Web 2.0 beskriver at, det enkelte menneske ikke længere blot er bruger af IT, som værktøj, eller blot fungere som passiv konsument/modtager, men har mulighed for trådløst og mobilt at kunne deltage i kommunikation og samvær/relation med andre mennesker, på helt nye måder.
Den læring der skal ske, for kunne agere i dette nye samfund, kræver at vores børn og unge er ordenligt 'klædt på". Det er i samspil med kompetente og nærværende voksne, denne læring sker.