Læsetid 3 min.

At gøre det rigtige, men forkert

Daniel Denciks rædselsberetning om en far der afskæres fra sine børn, er hudløs vidnesbyrdlitteratur
Daniel Denciks selvbiografiske roman gør stærkt indtryk som vidnesbyrdlitteratur.

Daniel Denciks selvbiografiske roman gør stærkt indtryk som vidnesbyrdlitteratur.

Morten Holtum
7. februar 2014

En fredag i februar 2011 hopper Alexander som sædvanlig på morgentoget til Stockholm, hvor han samme eftermiddag skal hente sine tvillinger. Sådan har arrangementet fungeret, siden børnenes mor flyttede fra København tilbage til Sverige og tog børnene med sig.

Men i løbet af togrejsen sender hun ham en besked: Han må først hente dem dagen efter, de udtrykker uro omkring ham. Denne sms bliver begyndelsen til det fortærende mareridt og den ydmygende spidsrodsgang, der året igennem fører Alexander fra sagsbehandler til sagsbehandler, fra sagfører til advokat og til politiets kontorer, alt sammen til ingen verdens nytte. Han må ikke mere se sine børn, angiveligt fordi de – igennem deres mor og formentlig tilskyndet af denne – har rejst grundløse anklager imod ham.

Beskyldningerne bliver siden hen frafaldet, og Alexander bliver ved en offentlig instans tilkendt samværsret med sine børn. Men han får dem stadig ikke at se, og hvad han sender til dem af gaver og post, konfiskeres konsekvent.

Resultatet bliver, at han, som han nu oplever det, mister adgang til verden i dens uforfalskede, uskyldige, umiddelbare form.

Som Daniel Dencik gør regnskabet op i sin hudløst direkte og skånselsløst konkrete selvbiografiske roman, har Alexander tre muligheder: »At sætte mig over loven, hente mine børn, gå under jorden, flygte sammen med dem. / At lade det sejle, droppe mit liv som det er blevet, starte forfra, prøve på ny, en anden chance, nye mennesker, glemme og glemmes, et fiskerleje på den spanske kyst, en brostenstrappe uden navn, et springvand på et lille torv, et glas rom i solen. / At have tålmodighed.«

Offentligt nødråb

De to første muligheder er de mest fristende. Den tredje, som blot består i at vente, er den eneste, han kan vælge, som den mand, han nu engang er. Men det er samtidig netop her, forfatteren og Alexander skilles, uanset hvor selvbiografisk beretningen ellers kan tænkes at være. For det at skrive og udgive Anden person ental er ikke kun at sende en flaskepost til sine børn – det er også at prøve at gøre sit private mareridt til et offentligt anliggende og forsøge at rejse debat.

At perspektivet er fælles og ikke bare individuelt, understreges på sindrig vis af Alexanders profession. For hvor Daniel Dencik selv, som nogle måske allerede vil vide, er forfatter og filminstruktør, har hans talende jegfortæller og hovedperson sit virke som rejsearrangør og er som sådan dybt involveret i det problem, at hver gang man finder et eksotisk turistmål og laver en selskabsrejse dertil, så mister det allerede lidt af sin oprindelighed. Verden i dens uforfalskede, umiddelbare form tildækkes af en forfalskning og forvandles til middelbarhed – i en proces, der hjælpes på vej af selve eksotismens diskurs, det, der jo ellers skulle være ægthedens sprog.

Som læser får man lært adskillige svenske ord: Stadsdelsförvaltning. Barnenheten. Orosanmälan. Tingsrätt. Brottsmålet. Polisutredning. Kontaktverksamhet. Familjerätten. Full vårdnadsutredning m.m. Man forstår, at midlerne, der skal bruges til at identificere og løse et givet problem, i visse ulykkelige tilfælde kun gør det større, ja, fremkalder nye.

Det har muligvis alt sammen noget med tidsånd at gøre. Det var næppe sket for 20 år siden, ikke så grotesk og udvejsløst. Og om 20 år vil det, formentlig, forhåbentlig, være utænkeligt igen. Men lige nu kan det altså hænde, at de, der i korrekthedens hellige navn hævder at gøre alting på den helt rigtige måde, bare gør det hele forkert.

Helt efter bogen

Daniel Denciks bog giver det indtryk, at det ikke kun har med tidsånd at gøre, men også med den korrekte svenske, bureaukratiske adfærd, den upersonlige sagsbehandling, den håbløse telegramstil. Formynderiet – i hyklerisk terapeutisk og psykologisk indpakning. Man gjorde to børn fortræd. Man gjorde en mand, deres far, fortræd. Og alt sammen foregik helt efter bogen.

Hvad angår Denciks egen bog, unddrager den sig på en måde anmeldelse og vurdering som ’litteratur’. Jeg nøjes med at konstatere, at den gør voldsomt indtryk, og jeg skynder mig at føje til, at det ikke kun skyldes de ulykker, som der berettes om, men også en tosporet montageteknik, hvor forfatteren, rykket helt ud i højre side af klummen, anbringer diverse citater, ikke mindst fra sagsakter og myndighedskorrespondance, men også f.eks. af fortællerens far, hvem Alexander netop ikke er afskåret fra, men som tværtimod prøver at støtte ham.

Derved indlejres førstepersonsberetningen i andre, til dels ’fremmede’ diskurser, som på én gang konkret forklarer den gennemgående desperation og stemningsmæssigt medvirker til at holde den så nogenlunde i ave.

»Gud giv mig sindsro til at acceptere / det jeg ikke kan forandre« lyder en bøn, som en psykolog hen imod bogens slutning giver Alexander i hænde. I sin helhed beder den også Gud om styrke til at ændre det, som der kan laves om på, og om visdom til at skelne det ene fra det andet. Daniel Denciks bog handler om at få denne styrke og denne visdom, ja, det er vel just derved, at den adskiller sig fra det rene nødråb og bliver – litteratur. Gyldig vidnesbyrdlitteratur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu