Læsetid: 2 min.

Men hvad blev der af Kai?

Snedronningen er blevet til eksklusivt madteater hos Republique. Men eventyrets kærlighedshistorie forsvinder i marvben og røverhistorier
18. februar 2014

Hvilken sans er din stærkeste? Egentlig er det dén leg, som Republique inviterer til, når teatret præsenterer H.C. Andersens Snedronningen som sitespecific madteater. For her konkurrerer ord og lyde med billeder og smagsindtryk om at få tilskuerens største opmærksomhed – alt imens kulden fra sneens herskerinde fyger gennem rummene.

For mig personligt var det dog lugtesansen, der fik overtaget: Lugten af finnekonens tørrede, røgede fisk i en campingvogn et sted på Østerbro jog så infam en skræk i min krop, at den nægtede at indtage mere føde. Munden lukkede bare – og herfra kunne jeg intet få i mig. Lugtesansen trumfede smagslysten. Nej tak, sagde kvalmen bare. Øv, sagde jeg.

Madteatrets Noma

Ikke en eneste af Mette Martinussens ellers så avancerede delikatesser klarede turen forbi min næse. Hverken hånddolket vildsvin eller trevlet harelår eller camoufleret fåremælksfromage kom længere end til min tallerken. De udsøgte vine stod også bare og lokkede. Kun vandglasset opnåede audiens med mine smagsløg. Min personlige forestilling blev altså ærgerligt nok til madteater uden mad.

Til gengæld fik jeg så ekstra mulighed for at iagttage mine meddeltagere mæske sig – og til at høre, hvordan de differentierede deres ’åhhhh’ og ’uhmmmm’ og ’ahhhh’. Selv min kræsne veninde var yderst imponeret, når hånddrejede filodejsække og mærkelige sovseklatter og sære dessertdrys viste sig at være himmerigsmundfulde. Dette er madteatrets Noma.

Handling forsvandt

Andersens kærlighedseventyr har dog sværere kår på Republique. Scenograferne Martin Tulinius og Dorte Holbek har tydeligvis forelsket sig i de nordiske lokaliteter hos Andersen – prinsesseslottet, røverhulen og isslottet – og videomagikeren Mikal Bing har skabt en himmeltunnel, der er et eventyr i sig selv.

Men handlingen og personerne blegner. Og da der næsten ingen replikker er i denne forestilling, så er det faktisk ikke muligt at følge historien, hvis man ikke lige kender den – og det hjælper ikke, at dramaturgen Sanna Albjørk har godkendt, at begivenhedernes rækkefølge er røget en tur i cocktailshakeren.

Spejlsplint blev væk

Slutningen er ubetinget forestillingens flotteste billede – med den underskønne, høje, rødhårede Charlotte Engelkes, der i sin uendeligt lange, hvide pelskåbe drejer Kai og sine hundelænkede undersåtter til vanvid højt oppe fra sin ispiedestal. Men selv i dette storslåede billede forsvinder eventyrets pointe – at det kun er Gerdas altopofrende kærlighed, der kan smelte snedronningens dræbende is og fjerne spejlsplinten i Kais øjne. For pludselig er forestillingen bare slut, hvorefter man trygt kan slubre kaffe.

Kai listede vist bare ud af isslottet sammen med Gerda. Ingen hjemvenden til bedstemor og blomsterkasserne. Ingen voksenrødmen. Tilbage på gulvet stod kun Gerdas røde sko. Som levn fra et dødsensfarligt eventyr, der ikke blev fortalt.

Snedronningen. Frit efter H.C. Andersens eventyr. Koncept, scenografi og iscenesættelse: Martin Tulinius, Dorte Holbek og Mette Martinussen. Lys: Mikael Sylvest. Lyd: Thomas Matyjasik. Video: Mikal Bing. Dramaturgi: Sanna Albjørk. Pris: 1.400-1.300 kroner. Varighed: 4 timer 15 min. Til 8. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu