Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kibbutzens fløjlsbløde stålnæve

Amos Oz’ otte fortællinger om en kibbutz i 1950’erne er en dyster beretning om en vigtig del af Israels historie, der blev formet af idelogisk og doktrinært stivsind, men også om menneskelig idealisme og barmhjertighed
De otte sammenhængende historier, som Amos Oz fortæller om den fiktive kibbutz Yekhat, er morsom, rørende, underholdende, men mest af alt dyster læsning.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
14. februar 2014

Som stor dreng flygtede Amos Oz fra sin højreorienterede, lavstammede og boglærde far (moren havde begået selvmord nogle år før) til en kibbutz, fast besluttet på at blive alt det modsatte af faren: venstreorienteret og langbenet traktorchauffør.

Historien, som Amos Oz har fortalt ved flere lejligheder, siger noget om, hvor stærk en ideologisk rolle kibbutzen gennem historien har spillet for Israel og for israelerne, og hvordan den har virket både samlende og splittende. Historien antyder også, at kibbutzen nok er et åndfuldt sted, hvor der er blevet læst bøger og ført samtaler på højt niveau, men at håndværket – mekanikeren, skomageren, landmanden – har nydt en naturlig fortrinsstilling. Og så siger den omstændighed, at det lykkedes Amos Oz både at blive venstreorienteret og få lært at køre traktor, men ikke at lægge nævneværdigt til sin højde, at vist er kibbutzen en stærk og forandrende kraft, men mirakler har den aldrig udrettet.

Man skal være ’en af os’

De otte sammenhængende historier, som Amos Oz fortæller om den fiktive kibbutz Yekhat, er morsom, rørende, underholdende, men mest af alt dyster læsning.

Vi er i 1950’erne, et tiår efter Holocaust og staten Israels dannelse. Der mobiliseres, militært, økonomisk, men i kibbutzens noget isolerede verden ikke mindst ideologisk. Forrest går i den forbindelse kibbutzens ledelse, blandt dem det karismatiske muskelbundt David Dagan, der indleder enhver konfliktforhandling med den noget dobbelttydige formulering: »Giv mig lige et øjeblik, så vi kan få løst det her.« Men lige under ham, forstår man, regerer et kollektiv af fælles vilje og retning, der i Amos Oz’ historier giver sig til kende gennem et stadigt tilbagevendende ’vi’: »Vi værdsatte alle sammen hans indsats …«, »vi meldte ham til kunstgruppen …«, »Her i kibbutzen betragter vi Osnat som en stille pige.«

Det er kollektivets og en højere hensigts regime, en uimodsigelig magt, der understøttes af landets udsatte stilling og den fælles erindring om krigen og Holocaust. Den personlige vilje er i vigtige spørgsmål suspenderet (uddannelse, arbejde, rejser), det samme gælder ejendomsretten.

Man skal, som det udtrykkes af medgrundlæggeren og patriarken David Dagan, være »en af os«.

Det gådefulde og uregerlige

De grummeste konsekvenser får det for kibbutzens børn, især dem uden rank ryg og barkede næver. De overnatter alle sammen i børnehuset og har kun deres forældre i knapt afmålte doser sidst på eftermiddagen og først på aftenen. På andre tidspunkter er de udleveret til de uovervågedes selvjustits og kostskoleterror.

Kollektivets fløjlsbløde stålnæve rammer også de voksne. Dem, der savner deres børn, dem, der gerne vil skilles fra deres ægtefælle. Men mest og stærkest dem måske, der ikke kan holde trit med kibbutzsystemets enkle sandheder. Til dem hører drengen Moshe Yashar, der er »mere tiltrukket af ubesvarede spørgsmål end af overfladiske løsninger«. Og som i øvrigt har svært ved at vænne sig til kibbutzens tilsyneladende affortryllede og prosaiske omgang mellem kønnene. Hans egen følsomhed er så stor, at han kan ligge vågen en hel nat, når han har berørt den skygge, en pigekrop kaster på væggen. Ikke noget dårligt billede.

Med til det uregerlige, på én gang fremmed og forsonende, hører naturen, som Amos Oz giver stærke billeder af i korte, men jævnt tilbagevendende glimt. Naturen er tæt på i form af dufte fra blade og jord og som regn, der falder på taget. Og den er fjern som en gådefuld hvisken om andre muligheder og andre perspektiver.

En bog om virkelige liv

Er 1950’ernes kibbutz, en af grundstenene for den israelske stat, totalitær? I hvert fald er den, som Amos Oz skildrer den, doktrinær. Eller som en af dens loyale kritikere, Nina, udtrykker det:

»Pionererne er i bund og grund religiøse mennesker, som forlod religionen til fordel for en ny religion, der er lige så fuld af synder og overtrædelser, forbud og strenge regler. De er stadig fromme og har bare udskiftet én trosretning med en anden. Marx er deres Talmud. Generalforsamlingen er synagogen, og David Dagan er rabbineren. Jeg kan sagtens forestille mig nogle af mændene her med skæg og ørelokker og nogle af kvinderne med tildækket hår.«

Der er det doktrinære, kollektivismens regelrethed. Men der er også og som et mildt skær, spredt og pletvist, en rørende idealisme (skomagerens tillid til, at det menneskelige fællesskab og verdensfreden en skønne dag vil vokse på esperantoens frodige jorde) og en ukuelig godhed (kvinden Osnats omsorg for den dødssyge; sekretæren Yoav, der meget til sin egen fortvivlelse ser det menneskelige i sig bøje det principfaste).

Det er det varme, der møder det kolde, og indlevelsen i kibbutzens idealister, der supplerer kritikken af deres stivsind. Det, i kombination med, at Amos Oz’ opgør med en del af Israels historie også er et selvopgør, gør hans bog til en stor bog og til en bog om virkelige liv.

 

Mellem Venner. Amos Oz. Oversat af Hanne Friis. Gyldendal. 195 sider. 249,95 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Riisgaard

Når Thomas Thurah skriver: "i kombination med, at Amos Oz’ opgør med en del af Israels historie også er et selvopgør, gør hans bog til en stor bog og til en bog om virkelige liv." - Så hører det med til billedet af Amos Oz`s såkaldte "selvopgør", at det altså ikke stikker dybere end, end at han så sent som i 2006 offentligt støttede den israelske invasion i Libanon. Sammen med en række andre fremtrædende israelske intellektuelle, kulturpersonligheder og officerer offentliggjorde han samme år den såkaldte Lake Tiberius (Lake Tiberius=Genesaret-søen) erklæring, der afviste dialog med palæstinensiske intellektuelle og israelske dissidenter, medmindre de på forhånd afstod fra kritik af den zionistiske præmis om, at Israel skulle forblive en særskilt jødisk stat.

Episoden og forhistorien er grundigt belyst i bogen: "The forgotten Palestinians" fra 2010, af den Israelske historiker Ilan Pappe.