Kold krig anno 2014

Bent Jensens bog om Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991 lægger an til en sober analyse af militære, politiske og kulturelle trusler mod Danmarks sikkerhed i efterkrigsperioden, men ender som et monomant ’opgør’ med hele den danske venstrefløj

	Demonstration mod Vietnam-krigen ved Langeliniekajen i København

Demonstration mod Vietnam-krigen ved Langeliniekajen i København

Waclaw Charewicz
25. februar 2014

Denne bog er resultatet af en folketingsbevilling, som gjorde det muligt at oprette og drive Center for Koldkrigsforskning under professor Bent Jensens ledelse fra 2007 til 2010 med det formål at korrigere de resultater, DIIS-undersøgelsen fra 2005 var nået frem til. Eneste navn på titelbladet er centerlederens eget; her er ikke noget »under medvirken af …« eller lignende. Bent Jensens juniorpartnere på Center for Koldkrigsforskning nævnes i forordet for at have »ydet store og væsentlige bidrag« til bogen, men det fremgår ikke, hvori deres bidrag består, eller om de har haft mulighed for at publicere egne arbejder som en del af projektet. Bogen er kun Bent Jensens. Af forordets 15 afsnit begynder de otte med ’Jeg’.

Ifølge forfatteren behandler bind 1 af Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991 truslen fra øst mod Danmarks sikkerhed efter 1945 og bind 2 de forholdsregler, der blev taget fra det danske samfunds side for at beskytte sig. 1980’ernes fodnotepolitik får en grundig behandling: En markant konklusion på DIIS-undersøgelsen var som bekendt, at fodnoterne ikke havde haft nævneværdig effekt på Danmarks forhold til USA og de øvrige NATO-partnere. Bent Jensen når ikke overraskende den stik modsatte konklusion. I realiteten er bogens knap 1.300 sider for store deles vedkommende lagt an som et opgør med ikke bare fodnoterne men hele den danske venstrefløj, fra DKP til Socialdemokratiets fredsaktivister, samt hele efterkrigstidens fredsbevægelse. Alle betragtes de nemlig af Bent Jensen som fuldgyldige trusler mod Danmarks sikkerhed. Venstrefløjen kritiserede USA og den danske samfundsmodel og var dermed pr. definition på fjendens side.

Et barn af Den Kolde Krig ...

Denne eklatant fejlslagne fortolkning af periodens altoverskyggende politiske problemstilling kan ikke, som forfatteren skriver, tilskrives det forhold, at han er »et barn af Den Kolde Krig«. Det er vi jo så mange, der er. Forklaringen på misforståelsen skal derimod findes i den klassiske nationalkonservative tolkning af Den Kolde Krig, som giver den amerikanske oprustning, og særligt den republikanske præsident Reagans stålsatte oprustningsprogram, æren for Sovjetunionens kollaps i 1990.

Skal man forstå Bent Jensens bog, må den læses i denne optik. Sovjetunionens politik var »hensynsløs« og »aggressiv«, skriver han; Vestens (USA’s) defensiv og fornuftig. Konflikten var ideologisk og handlede om de vestlige demokratiers kamp for at beskytte sig mod totalitære systemers ideologisk drevne ekspansionisme.

Tolkningen spiller en afgørende rolle for forfatterens behandling af den nye fredsbevægelse, der opstod omkring 1980 (bd. 1). Bakker man som Bent Jensen op om den vestlige oprustning som forsvar for frihedsværdier og som legitim strategi for at knække de socialistiske regimer, må man i logisk forlængelse heraf betragte og behandle fortalerne for nedrustning som politiske modstandere, der, alene ved at opfordre til forhandlinger, gik fjendens ærinde: »Fredsbevægelserne gjorde […] hvad de kunne for at hjælpe høgene i Kreml« (s. 66). Herfra er der jo ikke langt til landsskadelig virksomhed, og konklusionen ligger lige for: Da gennembruddet i nedrustningsforhandlingerne endelig kom i 1987, »trak Moskva tæppet væk under fødderne på fredsbevægelsen« (s. 686). Udsagnet giver kun mening, hvis man betragter fredsbevægelsen som et kommunistisk levn fra tiden før Gorbatjov. Kunne det tænkes, at fredsbevægelsen havde opnået, hvad den ville? Eller i det mindste så dét ske, som den havde arbejdet for?

Forfatteren nægter simpelthen at tage det fænomen alvorligt, som var den drivende kraft bag 1980’ernes uafhængige fredsbevægelse, som vægrede sig ved at sværge troskab til nogen af de to parter i konflikten. Heri ligger fremstillingens store svaghed. Bortset fra det lille – men velorganiserede – DKP betragtede venstrefløjen og fredsbevægelsen nemlig hverken USSR eller USA som hovedmodstander. For dem var det våbenkapløbet i sig selv, der udgjorde den dødelige trussel.

Pudsige selvmodsigelser

Den sovjetkritiske venstrefløj kæmpede en brav kamp mod DKP’s overtagelsesforsøg i faglige og græsrodsorganisationer, og at dømme ud fra de til tider meget heftige opgør på venstrefløjen i 1970’erne og 1980’erne kan man undertiden få det indtryk, at DKP og ikke den borgerlige lejr var SF’s og VS’ hovedfjende. Antikommunismen var velbegrundet, og den var ikke forbeholdt højrefløjen.

Men hos Bent Jensen finder vi ingen seriøs diskussion af alternative tolkningsmuligheder, og hans bog gør intet reelt forsøg på at forstå Den Kolde Krig som en geopolitisk konflikt mellem to konkurrerende politisk-økonomiske systemer, der hver især opererede med militære strategier over for modparten, defensive såvel som offensive, og som hver især på forskellig vis søgte at påvirke meningsdannelsen i Vesteuropa. Moskva og DKP fik kontrol med f.eks. Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed, mens konkurrenten Nej til Atomvåben opstod som reaktion herpå. Den ikkekommunistiske fredsbevægelse kan med rette beskyldes for ikke kraftigt nok at have påpeget brud på menneskerettigheder i Østeuropa. Men opfattelsen var jo den – og det udtrykte ret præcist den meget reelle krigsfrygt – at man risikerede at blive spændt for amerikanernes propaganda og dermed øge øst-vest-spændingen i stedet for at mindske den.

Bent Jensen er tilsyneladende ude af stand til at forestille sig, at folkelige bevægelser kan besidde nogen form for autonomi. Dette vikler ham ind i nogle pudsige selvmodsigelser, som når han f.eks. på den ene side erkender, at Nej til Atomvåben ikke var en del af netværket Samarbejdskomiteen-DKP-Moskva (s. 628) og lidt senere alligevel synes, at »DKP på sin side styrede eller øvede stærk indflydelse på bl.a. […] Nej til Atomvåben« (s. 633). Men i bogens forsimplede optik kan græsrødder kun være naive redskaber i fjendtlige magters hænder.

Et polemisk overdrev

Forfatteren konkluderer derfor, at østlige agenter påvirkede fredsbevægelsen til at arbejde for USSR’s interesser, og at DKP i øvrigt med stort held opnåede kontrol med den. »Den danske fredsbevægelse som sådan agiterede og virkede i det hele taget objektivt for Sovjetunionens sag« og »lod sig ligeledes bruge til at udbrede sovjetisk desinformation« (s. 685). Fredsbevægelsen faldt derfor fra hinanden, da USSR’s støtte til DKP ophørte, og DKP faldt sammen. Kunne det tænkes, at fredsarbejdet blev indstillet som følge af Den Kolde Krigs ophør?

Diskussionen fortsætter, og i den forbindelse kunne man virkelig ønske sig, at myndighederne lettede vilkårene for denne vigtige kamp om fortolkningen af vores nære fortid: Adgangen til det relevante materiale kunne utvivlsomt udvides betragteligt, også uden at det skadede »Rigets forhold til fremmede magter«, som standardbegrundelsen hedder, når der gives afslag på arkivadgang. Som små nålestik angiver Bent Jensen disse afslag rundt om i teksten (uvist hvorfor er disse steder markeret med et antal røde hammer-og-segl). Arkivadgangen i dette land er stadig ualmindeligt ringe, og forfatteren har haft urimeligt besværlige arbejdsvilkår.

I sin overordnede tolkning af Den Kolde Krig som et opgør mellem det demokrati- og frihedselskende Vest og de østeuropæiske bad guys kan Bent Jensens bog nok bedst læses som et forsinket partsindlæg. Som historisk analyse af et fænomen som f.eks. den danske fredsbevægelse skuffer den fælt. Efter endt læsning er det svært at drage anden slutning, end at værkets forfatter med alle sine fordømmelser har forvildet sig så langt ud på det polemiske overdrev, at sagligheden er gået tabt.

’Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991’. Bent Jensen. Gyldendal. 1.512 sider. 799 kroner. Udkommer 25. februar

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Professor Bent Jensen

Foto: 
Scanpix

Københavnere demonstrerer på Slotspladsen ved Christiansborg mod oprustning

Foto: 
Walther Månsson

Aksel Larsen taler i Fælledparken den 1. maj 1956.

Foto: 
Allan Moe

Plakat for Påskemarchen mod atomvåben

Foto: 
Fredsakademiet

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Per Eskildsen

Det er godt arbejde, når Bent Jensen stiller skarpt på venstrefløjens naivitet, men når han trækker den for langt, minder det lidt om den amerikanske professor og historiker H. W. Brands, der ser en sammenhæng mellem George W. Bush´s ubehandlede afhængighedstype og Irak krigen..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Curt Sørensen

ER et en god forsker der har en på forhånd given konklusion som hele han 'forskning' så drejer sig om at 'bevise'?

Er det en god forsker som ikke et øjeblik overvejer og diskuterer sine egne præmisser og tilgang? ( det forlanger man ellers af selv 1. års historiestuderende)

Er det en god forsker der ikke et øjeblik indgår i en seriøs diskussion med andre forskere og modstående opfattelser?

Er det en god forsker som ikke for alvor tester sine hypoteser mod data?

Bent Jensen ville falde igennem i enhver sammenligning medr nyere internationale regler for redelig forskning og god videnskabelig praksis.

Men alligevel skamroses han ud over alle grænser, ikke af kolleger i det videnskabelige samfund, som forlængst har gennemskuet ham, men af talrige venner og rygklappere i de blå medier og blandt den blå højrefløjs politikere og ideologer. Men er det sådanne instanser der I dag skaL afgøre hvad der er 'god videnskab'?

Brugerbillede for Ole  Brockdorff

Ingen pragmatiske mennesker kan i den sidste ende løbe fra den ubestridelige historiske kendsgerning, at den samlede danske venstrefløj stod ude på gaderne i 1980`erne og demonstrerede vildt mod amerikanernes opstilling af Pershing-missiler i Vesteuropa, mens de overhovedet ikke protesterede tilsvarende over Sovjetunionens opstilling af SS 20-missiler i Østeuropa, der blev påbegyndt helt tilbage i 1976, og som var årsagen til gennemførelsen af NATO’s dobbeltbeslutning den 12. december 1979.

Sovjetunionen fik af NATO fire år fra 1979 til 1983 til at trække mellemdistanceraketterne ud af Østeuropa, men det ville kommunisterne bag Jerntæppet overhovedet ikke høre tale om. Derfor opstillede forsvarsalliancen og amerikanerne fra 1983 sine 572 atommissiler i Vesteuropa. Udelukkende som modsvar på Moskvas provokationer med SS 20, der forhindrede muligheden for en stabil fred med en fornuftig militær-strategisk balance for begge parter.

Hele vejen igennem demonstrerede de vesteuropæiske fredsbevægelser udelukkende mod USA’s opstilling af Pershing, og efterlod oven i købet det indtryk i de nationale befolkninger, at det var amerikanerne og NATO-alliancen, der havde startet ”festen” op med de mange atomare mellemdistanceraketter, skønt det var sovjetrusserne der indledte oprustningen i 1976 med deres atomare SS 20, der alle pegede mod forskellige mål i de frie vesteuropæiske lande med demokrati som politisk styreform.

Også vores eget Danmark var truet af de kommunistiske SS 20`ere.

Sovjetunionens massive påvirkningskampagner af den europæiske venstrefløj fik disse til at begå et ufatteligt intellektuelt og moralsk forræderi mod demokratiet og folkestyret, hvilket bedst illustreres af den skamfulde periode med fodnotepolitikken, hvor et alternativt udenrigspolitisk flertal pålagde den borgerlige Schlüter-regering, at få NATO-alliancen til at acceptere en årelang forhandling med kommunisterne om nedrustning/fjernelse af SS 20-raketterne, alt imens de ikke selv måtte opruste i perioden for at skabe en militær-strategisk modvægt.

Joh, de kommunistiske magthavere i Moskva var dygtige til at manipulere rundt med folkevalgte danske venstrefløjspolitikere og glade aktivister i fredsbevægelserne (styret af Danmarks Kommunistiske Parti), der stod i tusindvis foran den amerikanske ambassade på Dag Hammerskjolds Allé i København som nyttige idioter for den totalitære kommunistiske østbloks aggressioner, mens de holdt sig langt væk fra den russiske ambassade i Kristianiagade rundt om hjørnet med tilsvarende demonstrationer.

Sovjetrusserne klaskede sig på lårene af grin over danskerne.

Hele vejen igennem fik venstrefløjen herhjemme det til at se ud som om, at USA var aggressorerne bag opbygningen af de atomare mellemdistanceraketter, mens det forholdt sig lige omvendt. Pershing-mellemdistance raketterne fra USA var aldrig blevet opstillet, hvis ikke Sovjetunionen havde etableret SS 20`erne i Østeuropa, men det har adskillige venstrefløjsaktivister på magelig vis fortrængt gennem årene fra deres hukommelser.

Professor Bent Jensens koldkrigsværk er på ingen måde et partsindlæg, men en grundig historisk og veldokumenteret gennemgang af en politisk venstrefløj herhjemme, der havde nogle hede drømme om, at Danmark blev smidt ud af NATO-alliancen, så vi derved lå blottet for en regulær kommunistisk magtovertagelse fra øst. Hvilket er blevet så rigeligt bekræftet af de militær-historiske arkiver fra blandt andet Polen, hvor der lå klare strategiske og taktiske planer for en lynbesættelse af Danmark inden for 48 timer, hvis der opstod en konflikt mellem øst og vest, ligesom vores medlemskab af NATO-alliancen var i alvorlig fare på grund af fodnotepolitikken.

Sovjetunionen havde frem til genforeningen af Tyskland i 1990 ikke færre end 22 hærdivisioner med 330.000 soldater opstillet i Østtyskland, der med 24 timers varsel kunne sættes i gang med kurs mod de frie vestlige demokratier, og det ville de helt sikkert nok have gjort i en tilspidset international politisk situation, hvis ikke USA og NATO-alliancen havde opstillet Pershing-raketterne som modsvar til kommunisternes SS 20-raketter.

Men under alle omstændigheder kan en hvilken som helst politisk bevidst dansker nu læse et grundigt og detaljeret værk om Den Kolde Krig samt de politiske konsekvenser af den skamløse periode med fodnotepolitikken, som ikke fremgik klart og tydeligt af det store koldkrigsleksikon fra DIIS i 2005, hvor politisk korrekte historieforskere konkluderede, at fodnotepolitikken ikke havde nogen større betydning for Danmarks forhold til NATO-alliancen, selvom det modsatte var tilfældet ifølge britiske og amerikanske diplomater fra tiden dengang.

Professor Bent Jensen fortjener ros for sit omfattende historiske værk.

Brugerbillede for Curt Sørensen

Ole Brockdorf så kom dog ud af din kold krigs tidslomme og tag stilling til Bent Jensens notoriske overtrædelse af gængse normer for videnskab. Er dette ligegyldigt blot han siger det I gerne vil høre? I årevis er Bent Jensen blevet dikket under hagen og klappet på hovedet i de blå medier, med den gamle nazisympatiserende avis Jyllandsposten i spidsen. Nu bliver vi så igen præsenteret for et 'videnskabeligt' makværk -og højreløjen jubler igen og plaprer løs om 'den store Bent Jensen'. Det er et galehus det her-. Hvornår tør en af jer sige, 'Ja, men han har jo ikke noget tøj på"! Aldrig er en så elendig historiker blevet pustet så højt op.

Brugerbillede for Willy Johannsen

Bent Jensen er provokerende for alle os, som engang tog fejl, og som - de fleste sikkert i en eller anden god mening - var en eller anden form for forrædere mod vores eget land. Om det videnskabelige i værket, kan jeg ikke udtale mig, jeg har ikke læst det. Men han rammer klart nogle ømme ligtorne, og nogle dårlige samvittigheder. Det mærker man på hylene. Og den kolde krig var desværre ikke bare en "tidslomme". Det var en meget lang og - i adskillige perioder en meget nervepirrende tid, hvor lige præcis Danmark på grund af sin særlige geografiske beliggenhed kunne være blevet udslettet. Men er man ung, så det selvfølgelig bare historie. Men for os andre var det virkelighed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Riisgaard

Man behøver ikke at have været for ung til selv at opleve den kolde krig, for at finde Bent Jensen for ensidig og unuanceret til, at kunne gøre krav på troværdig videnskabelighed. Jeg aftjente personligt frivillig værnepligt i kamptropperne i perioden 1984 - 1985 ( - dengang var værnepligten i kamptropperne meget længere) - Primært et valg jeg havde truffet, som en reaktion imod hvad jeg, som ca. 20-årig, opfattede som fredsbevægelsens naive pacifisme. Samtidig delte jeg dog, iøvrigt sammen med mange af mine befalingsmænd i Danske Livregiment i 2. sjællandske brigade, en markant utilfredshed med en intolerant, dobbeltmoralsk og selvretfærdig konservativ koldkrigsmentalitet, der ukritisk bakkede op om en hvilken som helst diktators menneskerettighedskrænkelser, bare han var antikommunist. For mit eget vedkommende betød det, at jeg samtidig med at være frivillig panserinfanterist, var talsmand for menige værnepligtige, i en garnison med ganske mange politisk bevidste soldater, der heller ikke accepterede den form for selvretfærdig og intolerant konservativ logik som Bent Jensen og hans sympatisører repræsenterer.

Det han bedriver med sin fremstilling af et virkelighedsbillede jeg overhovedet ikke kan genkende, synes jeg derfor, ud fra personlige erfaringer fra den tid, nærmer sig historieforfalskning.

Brugerbillede for Ole  Brockdorff

Curt Sørensen burde gå på biblioteket og låne nogle af professor Bent Jensens mange bøger, især ”Stalinismens fascination – og danske venstreintellektuelle” fra 1984 samt ”Gulag og Glemsel” fra 2002, der sammen med professorens mange andre historiske værker, er veldokumenterede med et omfattende historisk kildemateriale, der åbenlyst udstiller venstrefløjens ufattelige moralske og intellektuelle forræderi over for deres egen demokratiske opbyggede retsstat siden 1849.

Joh, Curt Sørensen, professor Bent Jensen har i allerhøjeste grad ”tøj på kroppen”, mens venstrefløjen anno 2014 fremstår som ”Kejserens Nye Klæder”, der forsøgte at ophidse befolkningen til et veritabelt had mod USA og den vestlige militære NATO-alliance, hvis blotte eksistens var årsagen til, at Sovjetunionen og deres lydstater i østblokken aldrig turde angribe de vestlige demokratier militært.

”Aldrig er så elendig en historiker blevet pustet så højt op”, skriver Curt Sørensen i sin kommentar, men når vi taler om tiden med Den Kolde Krig er der ikke bare èn af DIIS-forskerne bag det politisk korrekte useriøse koldskrigsleksikon fra 2005, der når professor Bent Jensens dokumenterede værker til sokkeholderne, hvis vi skal tale om videnskabelig redelighed og menneskelig anstændighed, og derfor er hans nye værk om Den Kolde Krig en meget vigtig del af Danmarks-historien.

Venstrefløjen hyldede under Den Kolde Krig historiens værste massemordere som Josef Stalin i Sovjetunionen, der myrdede over 20 millioner af sine egne borgere, fordi de var politisk uenige med den kommunistiske centralmagt i Moskva. Nøjagtig som de hyldede formand Mao i Kina, skønt han myrdede over 60 millioner borgere. Pol Pot i Cambodija slog omkring to millioner borgere ihjel, og Fidel Castro myrdede også løs på alle sine politiske modstandere.

Eller hvad med alle Vietnam-demonstrationerne?

Tusinder af mennesker på venstrefløjen protesterede i årevis helt vildt mod amerikanernes tilstedeværelse i det asiatiske land gennem 10 år, men da kommunisterne fra Nordvietnam overtog landet i april 1975 – og nedlagde demokratiet som politisk styreform – var der ingen som helst protester over, at millioner af vietnamesere nu skulle leve med politisk enhed under tvang i et totalitært regime, og har gjort det nu i snart 40 år.

I marts 2012 rejste folketingsformand Mogens Lykketoft sammen med Folketingets præsidium på officielt besøg i Vietnam, der stadig lever under et totalitært kommunistisk et-parti regime, og her nedlagde han en mindekrans på kommunistlederen Ho Chi Minhs grav, skønt han sammen med sine kommunister har myrdet løs på sine egne borgere. Men hvis en højrefløjspolitiker i dag nedlagde en mindekrans på spanske general Francos grav ville hele venstrefløjen i Europa gå amok, og udråbe ham som fascist og nazist af den værste skuffe.

Næh, Curt Sørensen, det er meget tragisk og forstemmende at observere anno 2014, hvordan venstrefløjens selvudråbte intellektuelle i dag nyder almindelig anseelse i samfundet på alle mulige høje poster, selv om de og deres forgængere gennem 1930`erne, 1940`erne, 1950`erne, 1960`erne, 1970`erne og 1980`erne var forblændet af kommunismens lyksaligheder, der sammenlagt kostede over 100 millioner sjæle livet, og hvis ideologi stadig koster masser af uskyldige liv på kloden.

Men alle dem som roste Adolf Hitlers beskæftigelsesprogrammer i 1930`erne og nationalsocialismen i øvrigt, hvor de besøgte Tyskland på diverse studierejser, er lige siden brændemærket som morderiske nazister og fascister, skønt kommunismen/nazismen er fuldstændig samstemmende i sin ideologi: nemlig politisk enhed under tvang for befolkningen - og nul demokrati med personlige frihedsrettigheder.

I dag kan de glade og naive kommunister/socialister, der før og under Den Kolde Krig rejste Sovjetunionen og Østtyskland tyndt på adskillige betalte studieture af magthaverne, selvom det var de værste terrorregimer med politisk enhed under tvang – og stadig er det for blandt andet Vietnams og Kinas vedkommende – som nævnt drage fordel af stor anseelse på grund af vores demokratiske nedsmeltning gennem de sidste 40 år, men de skal bare ikke have lov til at skrive Danmarks-historien alene.

Godt at vi har dygtige historikere som professor Bent Jensen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Curt Sørensen

Brockdorff,

Du tager jo slet ikke stilling til de konkrete kritikpunkter jeg retter mod Bent Jensen. Jeg kender godt BJ's andre værker og de er gennemgående præget af de samme skavanker. Både i forskningen i Sovjetunionen og i den kolde krig falder han helt igennem i forhold til nutidig international standard på feltet . Men han siger det du og ligesindede gerne vil høre, herunder det sindssyge sludder om at halvdelen af den danske befolkning var 'landsforrædere'.

Men til det du slet ikke vil tage stilling til. Vi kan opstille det som nogle normer for videnskabelig forskning:

1) En forsker må diskutere sin tilgang og metode og forholde sig reflekterende hertil
2) En forsker skal forholde sig seriøst , diskuterende til andre forskere og teorier
3) En forsker må forsøge at skelne mellem videnskab og sine egne politiske-ideologiske holdninger
4) En forsker må ikke bare søge at få bekræftet en på forhånd givet konklusion
5) En forsker skal efterprøve sine hypoteser og teorier mod data
6) En forsker skal overholde helt elementære kildekritiske regler
7 En forsker må ikke være selektiv i sin udvælgelse af data så de passer ind i hans teori
8) En forsker må orientere sig bredt og uhildet i den foreliggende forskning og litteratur på feltet

Hvis du og BJ bestrider disse normer, så er I på kollisionskurs med de regler som man både internationalt og herhjemme udformer i disse år for at sikre videnskabelig hæderlighed og standard

Brugerbillede for Robert  Kroll

Man får næppe taget sig sammen til at købe og læse bogen med sine ca 1.300 sider.
Der er morsommere ting at tage sig til, og verden er gået fremad siden USSR’s sammenbrud.
Men der er en del nulevende danskere, der kan huske den kolde krig , og som selv har set østtyske grænsevagter med hunde og skarpe patroner i maskinpistolerne, der forhindrede folk i at flygte til Vesten – ækelt syn !
Og mange kan vel også huske USSR’s og dets vasallers ret upassende retorik , som den tids venstrefløj havde let ved at forsone sig med.
Venstrefløjens gamle drenge (og piger) er noget mimoseagtige, når de en gang imellem med rette bliver kritiseret for deres dengang de facto accept af skueprocesser, undertrykkelse , arbejdslejre o s v i det hedengangne sovjetimperium.

Lad ”de gamle” slås videre om den rette fortolkning af historiens gang – vi skal nok endnu en generation videre, før en objektiv og klinisk gennemgang af facts er mulig – i øvrigt er der jo tilsyneladende stadig papirer fra dengang, som stadig holdes hemmelige – gad vide hvad de indeholder af pinlige og saftige ting og sager om bl a danske offentlige personer m v ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars R. Hansen

Curt, at Bent ikke skulle overholde dine 8 punkter er jo blot din oplevelse.

Men det er da rigtig, at Bents udgangspunkt er at Danmark og de vestlige demokratier var the good guys og sovjet og østdiktaturerne var the bad guys, at Bent sådan set tager etisk stilling i konflikten mellem de vestlige demokratier og de østlige diktaturer til vesten fordel. Det oplever jeg ikke som et problem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Geert Larsen

Jaja Ole Brockdorff, det var Russerne der opfandt bomben og derefter straks omringede stakkels USA, der lige havde mistet 30 millioner indbyggere og set en del af sine byer jævnet med jorden , ikke sandt ?
Og det var LANGT FRA hele 'venstrefløjen' der hyldede Stalin, Mao
eller bondeparadiset i Albanien, hvor det var helt normalt at se mænd spænde konen for ploven når der skulle pløjes ..
Bare det at diskutere atomkraft med en DKP'er var en surrealistisk oplevelse .

I øvrigt var sovjet-kommunisterne rigtig begejstrede for Next Stop Sovjet-bevægelsen der jo ikke protesterede mod det atomare vandvid USA og USSR havde gang i .. NOT !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jens peter hansen

I årevis er Bent Jensen blevet dikket under hagen og klappet på hovedet i de blå medier, med den gamle nazisympatiserende avis Jyllandsposten i spidsen.
Skriver Curt Sørensen.
Når det er niveauet så kan Jensen vel være lige så god som Sørensen.
Der var jo også en del der blev peppet godt op af den Sovjetbetalte presse i Danmark, herunder moskvalydavisen Land og Folk.
Vi andre der var imod opstillingen af raketterne var ved at brække os over DKP'ernes omfavnelser, men de var fandme gode til det og mon ikke stenansigterne i Kreml frydede sig. Vi ønskede ikke at verden blev smadret, men det forhindrede nu ikke at fossilerne i øst gned sig i hænderne over at se os som nyttige idioter. Det var en omkostning som vi måske skulle have set, men modstanden var ikke dirigeret af Kreml. De profiterede måske af den, som de ådselædere de var, men de havde ikke styringen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Geert Larsen

I øvrigt : Var Ronald Reagan så også en nyttig kommunist-idiot ??
Selv den gamle cowboy var ikke specielt begejstret for det nukleare vanvid .

Jeg vil vove den påstand at ikke blot gjorde 'vi' 'det rigtige' den gang, 'vi' vandt også -
Både Den Kolde Krig og freden - Og vi er stadig i live på en stadig beboelig Planet .

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Egon Jensen

Man behøver jo kun ganske overfladisk beskæftige sig med almen tilgængelige publikationer om øst-vest-konfliktens og NATO-strategiens udvikling efter den Anden Verdenskrig for at se, at Bent Jensens bog ikke er skrevet i dialog med den generelle historiske videnskab. Nøgleordene er f.eks. "Roll back" og "détente". Se f.eks. bare https://en.wikipedia.org/wiki/Cold_War

Bent Jensen derimod baserer sin bog på et tegneserieagtigt "trusselsbilede", som ikke engang blev brugt i de vestlige regeringernes propagandamateriale. Det er derimod identisk med de tyske nazisternes propaganda om en "bolsjevistisk trussel for Europas civilisation", som Jensen måske er blevet bekendt med i sine tidlige barndomsår.
Så noget har ikke den mindste chance for at blive taget seriøst i videnskabens verden og indgå i den aktuelle videnskabelige debat.

Brugerbillede for Ulrik Hermann

Har lige bestilt Bent Jensens bogværk, glæder mig til at læse det. For det var tiltrængt.

For det var et katastrofalt svigt at Danmark ikke bakkede op om Nato da det gjalt under den kolde krig. Og så hjælper det ikke noget at komme og brokke sig over at blive hængt ud, for det er fuldstændig rimeligt at blive hængt ud for at være imod Nato, under de omstændigheder der herskede i Europa i 80erne. "Fredsbevægelsen" støttede ensidigt Danmarks fjender, og det kan de ikke løbe fra idag. Fuldstændig ligesom dem der støttede Tyskland under anden verdenskrig, de var også galt på den, og de er blevet hængt ud. Dem der argumenterede mod NATO's dobbeltbeslutning svigtede også Danmark fuldstændig som som dem der støttede Tyskland under 2. verdenskrig. Det er helt parallelle situationer.

Se også anmeldelsen i Berlingske, JP og Den Korte Avis, som alle giver topkarakter til dette nødvendige værk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Ole Brockdorff: de politiske konsekvenser af den skamløse periode med fodnotepolitikken, som ikke fremgik klart og tydeligt af det store koldkrigsleksikon fra DIIS i 2005

"fodnotepolitikken" var en demokratisk klat sæbe i øjet den neokonservative Ronald Reagan, der kun kendte en vej i udenrigspolitikken: Trusler om krig, død og ødelæggelse.

Hvis Poul Schlüter og Uffe Elleman, efter at have konsulteret den danske overhøjhed CIA, havde haft grund til at mene at Danmarks sikkerhed var i fare så havde de nok udskrevet valg.

Svend Auken skriver i refleksioner over Danmarks forhold til USA efter 2 verdenskrig:
Uenigheden om ’dobbeltbeslutningen’ med de famøse danske fodnoter skabte få reelle problemer i forholdet til USA. Også i det amerikanske politiske liv var der heftig kritik af Reagans voldsomme oprustning og konfrontations-politik overfor USSR (’ondskabens rige’), og det Hvide Hus var vant til at regeringen havde en opfattelse, mens parlamentet havde en anden. Reagan-administrationen opnåede aldrig flertal i begge kongressens kamre, og navnlig mht. oprustningen var der en ganske markant demokratisk kritik. Fodnoter i NATO kommunikéer var ikke usædvanlige – og Danmarks havde den samme ordlyd med reservation overfor NATO’s opstilling af Pershing II og Cruise missiler – og i øvrigt var det den samme kritik der lød fra socialdemokratiske partier overalt i Europa.

---

Det er hele det danske establishment inklusive Rebild-komiteen, der er blevet fornærmet på vegne af deres egen umodne tilbedelse af USA. Selv den amerikanske ambassadør i Danmark James Cain grinede overbærende af dansk establishments logrende underdanighed.

Brugerbillede for Willy Johannsen

I betragtning af, at INGEN af Informations debattører kan have læst værket - alene på grund af dets omfang - er det jo fantastisk, at de pågældende alligevel er i stand til at fastslå, at det er en omgang videnskabeligt, uredeligt makværk, og det i øvrigt er en evident omgang løgn mm. Af samme grund, kan man jo undre sig, at de pågældende tager i den grad på vej.
Forklaringen er jo den enkle. Vi er en hel del, som er blevet trufne. Nogen af os erkender, at vi engang har taget fejl. Andre har beton i hovedet. Fred med dem. For andre er det simpelthen så stort et personligt trauma, at de ikke kan klare det. Det forstår jeg egentlig godt. Det kræver nok mere, end de fleste normale mennesker kan klare. Jeg har godt lagt mærke til navnene. Prøv at leve med, at man engang lavede noget, man i dag skammer sig over. Dengang så det bare ikke sådan ud. Nobody is perfect...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Det er muligt at Ronald Reagan ikke var neokonservativ men kun senil, for hans politik var neokonservativ.

De neokonservative opnåede første gang indflydelse på USA's politik under Ronald Reagan præsidentperiode (1981-1989) og de opnåede fuld kontrol under præsident George W. Bush. (Lek.org)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg

@Ulrik Hermann:
Nogle af os har levet under det meste af den kolde krig og har derfor ikke meget brug for gentagelse af argumenterne fra dengang; men når du nu sætter dig til rette med værket, så skal du huske at fodnoterne var en del af bevægelserne mod oprustning og krig, for fredelig sameksistens, menneskehedens udvikling i fred.
Og så kan man mene at fredsbevægelserne støttede vore fjender, men det forholder sig snarere sådan, at de ikke var med på oprustning, og altså imod NATOs politik; at de dermed skulle støtte fjenden skal vel så videre tage med, Sovjetunionen kunne iøvrigt ikke have interesse i at forøde ressourcer i et våbenkapløb - derimod nok våbenindustrien.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helge  Berg

"Venstrefløjen kritiserede USA og den danske samfundsmodel og var dermed pr. definition på fjendens side."

Det er jo sådan fejlkonklusioner der kommer forud for en heksejagt på folk. Hvad er der forresten i vejen med selvransagelse?, at hævde sig selv over al/nogen kritik er lidt at være lidt for meget selvglad og lidt for meget arrogant, og på grænsen af idioti, er det charmerende?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for anker fjeld simonsen

Den måtte jo komme, bogen af den frustrerede koldkriger der ärgrer sig over, at den kolde krig han viede det meste er forbi, er slut for en menneskealder siden. Manden med de urokkeilgt faste dog-matiske holdninger opdelinger af verden i de gode og de onde, dem der elsker USA's vold og hader Sovjets, en inddeling som ingen kultur- eller sportsudveksling kan hjälpe til med at sätte sig udover.
Det er kun magthavernes verden, ikke folkenes verden, ikke menneskernes verden, kun ledernes,
hele den gang alderdomssväkket apori drejer sig om.
Her er intet om, at kultur- og sportsudveksling gavner mellemfolkelig forståelse, intet om det trods alt som fik mange höjskolefolk til at trodse den sovjetforskräkkelse de selv havde, i et tredie standpunkts fredsforsög i en voksende bevägelse, intet andet end frustreret menneske- og folkeforagt.
I går var jeg på bogudsalgt og köbte en kämpemåssig Beethovenbiografi for 159 svenske kroner.
Ny, 4-5 år gammel. Når jeg et par år kan finde Bent Jensens Jeronimusjeremiader, som skulle väre legitimation for Fogh-Rasmussen til at bliver NATO-generalsekretär og repräsenterer hans synspunkter endnu - helt uaktuel er den ikke ! - når jeg om et par år kan fin de "Ulve, får og vogtere, en hyrdesang, på bogudsalg for en tier eller antikvarisk for tyve kroner med signatur,
vil jeg overveje at få plads til den i mit bibliotek. Mine 10000 kilometers vandring efter årtusind-skiftet, begyndte faktisk i "Kampagnen mod atomvåben", en yderst fredsommelig beskäftigelse, som först på sent tidspunkt blev tilladt i Polen og andre östlande, sikkert. Eller er også det syns-punkt en jeronimusjeremiade ?

Brugerbillede for Eva Bertram

Ole Brockdorff: interessant at du finder det præcist at kalde DIIS' forskning i den kolde krig 'politisk korrekt'. Kan man forestille sig noget mere politisk korrekt (i ordenes sande betydning) end Bent Jensens center? En særbevilling på 10 mio fra de politiske magthavere UDEN en objektiv faglig udvælgelse af centerlederen. Med den historie bag sig bør hverken Bent Jensen eller du bruge udtrykket 'politisk korrekt' negativt.

Brugerbillede for anker fjeld simonsen

Brokkehovede: Sovjetunionens massive påvirkningskampagner af den europæiske venstrefløj fik disse til at begå et ufatteligt intellektuelt og moralsk forræderi mod demokratiet og folkestyret, hvilket bedst illustreres af den skamfulde periode med fodnotepolitikken, hvor et alternativt udenrigspolitisk flertal pålagde den borgerlige Schlüter-regering, at få NATO-alliancen til at acceptere en årelang forhandling med kommunisterne om nedrustning/fjernelse af SS 20-raketterne, alt imens de ikke selv måtte opruste i perioden for at skabe en militær-strategisk modvægt.

Alt dette pseudoakademiske sludder uden, at der er krummet et hår på noget hovede i forbindelse med krigslignende tilstande mellem öst og vest, uden at et diplomati har väret nävnt som gyldigt og åbenbart tilsträkkeligt alternativ til krig. Uden forståelse for, at fodnotepolitikken kan have haft dämpehnde virkning på höge i vest som öst, som et frisk alternativ til de tradi-tionelle og ubegavede indoktrinerende ledersynspunkter. Imponerende, at demokratier i USA som i Vesteuropa, isär Danmark ikke har väret udsat for militärkup i anledning af fodnotepolitikken. Der må have väret noget galt: Danmark har i9kke haft tilsdträkkelig strategisk betydning eller osse har de höjeste officerer väret for höjt lönnede til at slå til mod Schlüter, for at kunne gennemföre käft, trit og retning !

Brugerbillede for Claus Oreskov

Diskursen er sat og den er nationalistisk i form og indhold. Ud fra denne diskurs (indbildt nationalt fællesskab) diskuteres venner og fjender. Fjerner man denne diskurs, afsløres det hurtigt at også Danmark var (og er) er klassesamfund med modsigelsesfyldte interesser. USA imperialismen blev dengang, som i dag, støttet af højrefløjen og dermed kapitalen. USA's verdens herredømme blev kun udfordret af og holdt i skak af Sovjetunionen. USA kapitalen og deres nyttige idioter stod for en nådeløs global udbytning og undertrykkelse. I Sovjetunionen var det ene menneskes udbytning af det andet strafbart. Kapitalen udgjorde et internationalt fællesskab og arbejderklassen udgjorde et internationalt fællesskab. Moralsk holdt vi med vores klasse frænder i Sovjetunionen og kampen stod imod USA's globale herredømme. USA og kapitalen vandt den kolde krig og det er altid sejrherrerne der skriver historien således også nu. Havde Sovjetunionen vundet den kolde krig – hvem havde så lyttet til Bent Jensen?
Jeg kommer til at tænke på den gamle modstandsmand Mogens som jeg af og til løb ind i på Strøget i mine unge dage. For ham (og mange andre) var Sovjetunionen ”arbejdernes fædreland”. Mogens følte sig moralsk forpligtet overfor ”arbejdernes fædreland” og ikke overfor den klassedelte national stat, hvor han boede. Var Mogens så landsforræder og er det være end at være klasseforræder?

Brugerbillede for Bill Atkins

Claus Oreskov, Ramt lige på kornet!

Hvad er det egentligt der har fået det danske bedsteborgerskab til i den grad at slutte op om dyrkelsen af alt hvad der var amerikansk? ...langt mere end vore nordiske broderfolk.

Jeg har en mistanke om at det var Samarbejdspolitikken under anden verdenskrig og de efterfølgende Værnemagerlove. Ved befrielsen 1945 havde mange af det bedre borgerskab svært ved at deltage i festlighederne. Pengene havde flydt rigeligt fra den danske nationalbank via den tyske besættelsesmagt ned i lommerne på fabrikanter, grosserer, storbønder og entreprenører. Danmark var endnu ikke 5. maj 1945 anerkendt som allierede. Truslen om et retsopgør gav en ubehagelig stemning i borgerstuerne med de store prismelysekroner, og "værnemagerbuerne".

En østrigsk løsning truede for Danmark. Men pludselig blev Danmark alligevel anerkendt som allieret, og Danmark kunne skrue ned for truslerne mod samfundets driftige medløbere. Det blev alligevel ikke nødvendigt at signalere bod og anger ved at offentligt at føre værnemagersager mod Danmarks rige borgerskab.

Og hvorfor gik det sådan. Jo, Roosevelt, Churchill og Stalin havde lavet en aftale om hvordan verden skulle deles, og den deling lå fast. Ændringer kunne, især efter at Den Røde hær havde haft langt større militær gennembrudskraft end forudset, få store konsekvenser for det aftalte Europakortet. Men USA ville meget gerne have militær kontrol med Grønland. Det letteste var så, at hive Danmark over i den allierede lejr, og det danske borgerskab kvitterede da også med en evigt logrende underdanighed. Og USA fik fri rådighedsret i Grønland, hvilket de kvitterede for ved at tabe en tre fire brintbomber i Thule i 1968.

Det er den danske tradition Bent Jensen afrundet af.

Brugerbillede for anker fjeld simonsen

Ple Br4ockdorff falder i en demokratisk gröft med den evindelige sammeenligning mellem Hitler og
den kommunistiske ideologis bannerförere, der dog havde til hensigt at give en analfabetisk befolk-ning arbejde, steder at bo og rimelige forhold. Den danske skolelov er fra begyndelsen af 1800-yallet, for at ende i en teroorbalance om demokrati. Alene dette, at Hitler (som Lenin), men med an-dre hensigter end denne, afskaffede et ungt demokrati, synes at blokere for enhver fornuftig tanke-gang om den forskel, at demokratiske bevägelser, navnlig i Polen, var i hård, men fredfelig kamp mod den kommunistiske bévägelse, men ikke nödvendigvis med dens institutioner.
Den militäre ensretning i 80erne i Vesten synes at have väret noget när komplet, mere end 60 år efter 1917-revoplutionen, da den socialdemokratiske bevägelse gik til demokratisk modstand mod den militäre ensretning, sikkert fört frem af tidligere udenrigsminsitre som Kjeld Olesen el-ler Ritt Bjerregaard, veel vidende at fodnoterne ikke nödvendigvis måtte få andet end formel betyd-
ning, begge, hvem det nu har väret med praktisk kendskab til östdiplomatiet, og til at hverken kory-fäerne Lenin eller Stalin ikke har haft til hensigt at indlemme Danmark, endsige Bornholm. Men militärfolk og deres mentale tilhängere tänker kun i sort og hvidt, i alliancer, uden interesse
fpr almindelige menneskers liv og livsforhold. Det er troligt, at socialdemokratiet har sendt Uffe Ellerman og hans diplomati på overarbejde ! En lejlighed dansk diplomati også havde til at stot-te spirende demokratiske bevägelser i östlande; der skal et mere detaljeret kendskab til historien end jeg har, om fodnotepolitikken har bidraget til opstillingen af Breznjevdoktinen, som jo ud-siger at östlande altid vil forblive kommunistiske, hvor når kom den num frem, har det4 noget med SS20 at göre ? Men, det ville väre helt ny sovjetisk politik at overfalde Danmark, i strid med koryfäernes ideologi, og den socialdemokratiske fodnote kan med en dygtig diplomatisk indsats
fra dansk side have bidraget til, at det heller ikke skete !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for anker fjeld simonsen

I ere dikkende amerikanske lammehaler, hvis vilje ligger i Wahington, ikke i Moskva, med de ord som venstreflöjen anvendte om DKP i sin tid. Danmark har en noget anden geografisk placering som naboer til östlande end USA.
I 1980erne var östlande på demokratisk vej, og den socialdemokratiske fodnote kan dygtigt udnyttet diplomatisk have stöttet demokratiske bevägelser i Sovjetimperiet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for anker fjeld simonsen

I ere dikkende amerikanske lammehaler, hvis vilje ligger i Wahington, ikke i Moskva, med de ord som venstreflöjen anvendte om DKP i sin tid. Danmark har en noget anden geografisk placering som naboer til östlande end USA.
I 1980erne var östlande på demokratisk vej, og den socialdemokratiske fodnote kan dygtigt udnyttet diplomatisk have stöttet demokratiske bevägelser i Sovjetimperiet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for anker fjeld simonsen

BREZNJEVDOKTRINEN
Vi vil ikke ha ungdomsoprör i Sovjet !

Brezhnev Doctrine
noun
the doctrine expounded by Leonid Brezhnev in November 1968 affirming the right of the Soviet Union to intervene in the affairs of Communist countries to strengthen Communism.
Så blev han äldre med årene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for anker fjeld simonsen

Det var Lasse Budtz der var udenrigspolitisk ordförer for socialdemokratiet under fodnotepolitikken 1982-88, tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen (frem til 1982) havde väret stärkt antikommu-nistisk i sin ungdom, og blev i folketinget frem til 1987.
Der kan sikkert anlägges talrige tolkninger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for anker fjeld simonsen

I et centralstyret forsvarssamarbejde som Warszawapagten, kan det väre af värdi -stadig med bagklogskabens viden om, at det faktisk gik den vej, - at NATO dog må acceptere enkeltdemo-kratiernes särstandpunkter. Men det er nok en påvirkning af ideologiske ledere gennem demo-kratiet, om overhovedet nogen, for pressefriheden havde ikke stort rum dengang.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for anker fjeld simonsen

Et spörgsmål til rejser sig vedrörende det meget omtalte SS-20-raketter opstillet i DDR, og det er, om logikken vedrlreende disse forhold nu förer til sande deduktioner.
Warszawapagtlande har haft deres egne folkehäre, og derfor en styret selvständighed vedrörende
hvad de bruges til.
Militärpersoner mener at have fundet planer om angreb på Danmark i hine tider, påsatår de i alt fald.
Vel, et hvert militärakademi i Östtyskland har sikkert kunne producere sådanne planer.
Men, har östtysk militär overhovedet haft egentlig adgang til selvständigt at benytte sig af ss-20ere, uden tilladelse fra Moskva ?
Om ikke, kan det väre temmelig ligegyldigt, om nogle östtyske militärtosser har skrevet nogle doktordisputatser om angreb på Danmark, som også NATO-militärtosser på den anden side har kunnet misbruge til krigsformål eller optrapning af terrorbalancen. De blev stillet op i Breznjevs sidste år og fjernet efter at Kjeld Olesen var gået af som udenrigsminister, for nu at tillägge denne antikommunist og sömand historisk betydning !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for georg christensen

Når nu "den kolde krigs eksperter", udtaler sig så velvidende, som de nu mener de er, ønsker jeg bare at stille et spørgsmål: Er det rigtigt, at en amerikansk præsident midt i krigens hede udtalte følgende på spørgsmålet: Hvad vil amerika gøre, hvis russerne forsøger at komme igennem østersøen for at få indflydelse?. og svaret så lød nogenlunde sådan: Et par "atombumber" i hovedet på danskeren og svenskeren ville nok være muligheden til overvejelse.

Så vidt eller vildt, kom det så heldigvis ikke, og derfor stiller et nyt spørgsmål sig: Hvem skyldes det?: Tilbageholdenhed eller provokationen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

@ anker fjeld simonsen. Jeg syndtes godt om dit indlæg, undtagen: ”Alene dette, at Hitler (som Lenin), men med an-dre hensigter end denne, afskaffede et ungt demokrati”. I Rusland var der intet demokrati før Lenin. Ligesom der heller ikke var nogen plæner om at indføre demokrati. Med kommunismen virkeliggjordes langsomt men sikkert økonomisk demokrati – noget vi end ikke har drømt om i Europa!

anbefalede denne kommentar

Sider