Læsetid: 5 min.

Kold krig anno 2014

Bent Jensens bog om Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991 lægger an til en sober analyse af militære, politiske og kulturelle trusler mod Danmarks sikkerhed i efterkrigsperioden, men ender som et monomant ’opgør’ med hele den danske venstrefløj
Demonstration mod Vietnam-krigen ved Langeliniekajen i København

Demonstration mod Vietnam-krigen ved Langeliniekajen i København

Waclaw Charewicz

25. februar 2014

Denne bog er resultatet af en folketingsbevilling, som gjorde det muligt at oprette og drive Center for Koldkrigsforskning under professor Bent Jensens ledelse fra 2007 til 2010 med det formål at korrigere de resultater, DIIS-undersøgelsen fra 2005 var nået frem til. Eneste navn på titelbladet er centerlederens eget; her er ikke noget »under medvirken af …« eller lignende. Bent Jensens juniorpartnere på Center for Koldkrigsforskning nævnes i forordet for at have »ydet store og væsentlige bidrag« til bogen, men det fremgår ikke, hvori deres bidrag består, eller om de har haft mulighed for at publicere egne arbejder som en del af projektet. Bogen er kun Bent Jensens. Af forordets 15 afsnit begynder de otte med ’Jeg’.

Ifølge forfatteren behandler bind 1 af Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991 truslen fra øst mod Danmarks sikkerhed efter 1945 og bind 2 de forholdsregler, der blev taget fra det danske samfunds side for at beskytte sig. 1980’ernes fodnotepolitik får en grundig behandling: En markant konklusion på DIIS-undersøgelsen var som bekendt, at fodnoterne ikke havde haft nævneværdig effekt på Danmarks forhold til USA og de øvrige NATO-partnere. Bent Jensen når ikke overraskende den stik modsatte konklusion. I realiteten er bogens knap 1.300 sider for store deles vedkommende lagt an som et opgør med ikke bare fodnoterne men hele den danske venstrefløj, fra DKP til Socialdemokratiets fredsaktivister, samt hele efterkrigstidens fredsbevægelse. Alle betragtes de nemlig af Bent Jensen som fuldgyldige trusler mod Danmarks sikkerhed. Venstrefløjen kritiserede USA og den danske samfundsmodel og var dermed pr. definition på fjendens side.

Et barn af Den Kolde Krig ...

Denne eklatant fejlslagne fortolkning af periodens altoverskyggende politiske problemstilling kan ikke, som forfatteren skriver, tilskrives det forhold, at han er »et barn af Den Kolde Krig«. Det er vi jo så mange, der er. Forklaringen på misforståelsen skal derimod findes i den klassiske nationalkonservative tolkning af Den Kolde Krig, som giver den amerikanske oprustning, og særligt den republikanske præsident Reagans stålsatte oprustningsprogram, æren for Sovjetunionens kollaps i 1990.

Skal man forstå Bent Jensens bog, må den læses i denne optik. Sovjetunionens politik var »hensynsløs« og »aggressiv«, skriver han; Vestens (USA’s) defensiv og fornuftig. Konflikten var ideologisk og handlede om de vestlige demokratiers kamp for at beskytte sig mod totalitære systemers ideologisk drevne ekspansionisme.

Tolkningen spiller en afgørende rolle for forfatterens behandling af den nye fredsbevægelse, der opstod omkring 1980 (bd. 1). Bakker man som Bent Jensen op om den vestlige oprustning som forsvar for frihedsværdier og som legitim strategi for at knække de socialistiske regimer, må man i logisk forlængelse heraf betragte og behandle fortalerne for nedrustning som politiske modstandere, der, alene ved at opfordre til forhandlinger, gik fjendens ærinde: »Fredsbevægelserne gjorde […] hvad de kunne for at hjælpe høgene i Kreml« (s. 66). Herfra er der jo ikke langt til landsskadelig virksomhed, og konklusionen ligger lige for: Da gennembruddet i nedrustningsforhandlingerne endelig kom i 1987, »trak Moskva tæppet væk under fødderne på fredsbevægelsen« (s. 686). Udsagnet giver kun mening, hvis man betragter fredsbevægelsen som et kommunistisk levn fra tiden før Gorbatjov. Kunne det tænkes, at fredsbevægelsen havde opnået, hvad den ville? Eller i det mindste så dét ske, som den havde arbejdet for?

Forfatteren nægter simpelthen at tage det fænomen alvorligt, som var den drivende kraft bag 1980’ernes uafhængige fredsbevægelse, som vægrede sig ved at sværge troskab til nogen af de to parter i konflikten. Heri ligger fremstillingens store svaghed. Bortset fra det lille – men velorganiserede – DKP betragtede venstrefløjen og fredsbevægelsen nemlig hverken USSR eller USA som hovedmodstander. For dem var det våbenkapløbet i sig selv, der udgjorde den dødelige trussel.

Pudsige selvmodsigelser

Den sovjetkritiske venstrefløj kæmpede en brav kamp mod DKP’s overtagelsesforsøg i faglige og græsrodsorganisationer, og at dømme ud fra de til tider meget heftige opgør på venstrefløjen i 1970’erne og 1980’erne kan man undertiden få det indtryk, at DKP og ikke den borgerlige lejr var SF’s og VS’ hovedfjende. Antikommunismen var velbegrundet, og den var ikke forbeholdt højrefløjen.

Men hos Bent Jensen finder vi ingen seriøs diskussion af alternative tolkningsmuligheder, og hans bog gør intet reelt forsøg på at forstå Den Kolde Krig som en geopolitisk konflikt mellem to konkurrerende politisk-økonomiske systemer, der hver især opererede med militære strategier over for modparten, defensive såvel som offensive, og som hver især på forskellig vis søgte at påvirke meningsdannelsen i Vesteuropa. Moskva og DKP fik kontrol med f.eks. Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed, mens konkurrenten Nej til Atomvåben opstod som reaktion herpå. Den ikkekommunistiske fredsbevægelse kan med rette beskyldes for ikke kraftigt nok at have påpeget brud på menneskerettigheder i Østeuropa. Men opfattelsen var jo den – og det udtrykte ret præcist den meget reelle krigsfrygt – at man risikerede at blive spændt for amerikanernes propaganda og dermed øge øst-vest-spændingen i stedet for at mindske den.

Bent Jensen er tilsyneladende ude af stand til at forestille sig, at folkelige bevægelser kan besidde nogen form for autonomi. Dette vikler ham ind i nogle pudsige selvmodsigelser, som når han f.eks. på den ene side erkender, at Nej til Atomvåben ikke var en del af netværket Samarbejdskomiteen-DKP-Moskva (s. 628) og lidt senere alligevel synes, at »DKP på sin side styrede eller øvede stærk indflydelse på bl.a. […] Nej til Atomvåben« (s. 633). Men i bogens forsimplede optik kan græsrødder kun være naive redskaber i fjendtlige magters hænder.

Et polemisk overdrev

Forfatteren konkluderer derfor, at østlige agenter påvirkede fredsbevægelsen til at arbejde for USSR’s interesser, og at DKP i øvrigt med stort held opnåede kontrol med den. »Den danske fredsbevægelse som sådan agiterede og virkede i det hele taget objektivt for Sovjetunionens sag« og »lod sig ligeledes bruge til at udbrede sovjetisk desinformation« (s. 685). Fredsbevægelsen faldt derfor fra hinanden, da USSR’s støtte til DKP ophørte, og DKP faldt sammen. Kunne det tænkes, at fredsarbejdet blev indstillet som følge af Den Kolde Krigs ophør?

Diskussionen fortsætter, og i den forbindelse kunne man virkelig ønske sig, at myndighederne lettede vilkårene for denne vigtige kamp om fortolkningen af vores nære fortid: Adgangen til det relevante materiale kunne utvivlsomt udvides betragteligt, også uden at det skadede »Rigets forhold til fremmede magter«, som standardbegrundelsen hedder, når der gives afslag på arkivadgang. Som små nålestik angiver Bent Jensen disse afslag rundt om i teksten (uvist hvorfor er disse steder markeret med et antal røde hammer-og-segl). Arkivadgangen i dette land er stadig ualmindeligt ringe, og forfatteren har haft urimeligt besværlige arbejdsvilkår.

I sin overordnede tolkning af Den Kolde Krig som et opgør mellem det demokrati- og frihedselskende Vest og de østeuropæiske bad guys kan Bent Jensens bog nok bedst læses som et forsinket partsindlæg. Som historisk analyse af et fænomen som f.eks. den danske fredsbevægelse skuffer den fælt. Efter endt læsning er det svært at drage anden slutning, end at værkets forfatter med alle sine fordømmelser har forvildet sig så langt ud på det polemiske overdrev, at sagligheden er gået tabt.

’Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991’. Bent Jensen. Gyldendal. 1.512 sider. 799 kroner. Udkommer 25. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Toke Andersen
  • Tino Rozzo
  • Eva Bertram
  • Bjarne Riisgaard
  • Niels Mosbak
  • Anne Eriksen
  • Jens Falkesgaard
  • Mogens Michaelsen
  • John Hansen
  • Rasmus Knus
Malan Helge, Toke Andersen, Tino Rozzo, Eva Bertram, Bjarne Riisgaard, Niels Mosbak, Anne Eriksen, Jens Falkesgaard, Mogens Michaelsen, John Hansen og Rasmus Knus anbefalede denne artikel

Kommentarer

anker fjeld simonsen

Der kan natrurligvis opstilles forskellige teser op om socialdemokratiets kovending, da Kjeld Olesen ved Jern-Ankers afgang som statsminister overlod pinden som udenrigspolitisk ordförer til Lasse Budtz. Om der er noget om snakken om, at koldkrigeren Kjeld Olesen havde bidraget til opstilling af SS-20, kan det have väret en helt naturlig strategi for partiet i opposition, ikke blot som partidrilleri-er, som Uffe Ellerman skal have väret irriteret over, men som konstruktiv international demokratiserende politik, der kunne väkke opsigt internationalt, at lade Lasse Budtz före en mindre agressiv anti-kommunistisk politik.
I sig selv er overladelse af roret til en anden i den farlige situation ikke kapitulation over for kommunismen, som jeg må formode at Bent Jensen fantasilöst i sit bestillingsvärk betragter det som, men egentlig en konstatering med baggrund i de förste internationaler, af, at kommunisme og socialdemokratisme har samme rödder, et synspunkt selv Erhard Jacobsen som anti-kommunist og anti-socialdemokrat ville kunne erindre fra sin ungdom, men ikke stod for. En mere begavet opfattelse må väre, at en socialdemokratisk mindretalsdeltagelse i det alternative folketingsflertal også kunne väre en sensation fremfört diplomatisk af de borgerlige udenrigsmi-nistre og diplomatiet, også over for ledere i den kommunistiske verden.
Dels repräsenterede Danmark et land Sovjetunionens ideologiske koryfäer aldrig havde kritiseret väsentligt, hvad velfärd angår, og ideologiske ledere måtte kunne väre modtagelige for demokrati i forsvarsstrukturen som dansk socialdemokrati havde väsentlig andel i, dels måtte det kunne in-spirere lokale DKP ledere som Jaruzelski i Polen til at tage sig lignende friheder. Jeg ved ikke om
hvorvidt socialdemokratiet tänkte så vidt, men 80erne var velegnede til slige tänkninger, kommunistpartierne i östlande var på den vej mod demokratiet, som var blevet forladt ved splittelsen af internationale i 2 efter den förste verdenskrig.
Jeg må gå ud fra, at Bent Jensen automatisk har placeret Lasse Budtz og fodnotepolitikken fra 1982-88 i en brokkasse af kommunistisk dominerede holdninger. I övrigt har jeg selv väret med-lem af socialdemokratriet frem til 1979, og deltog bl.a. sammen med Lasse Budtz et eller andet tidspunkt i 80erne i sikkerhedspolitiske tvärpolitiske möder.

@georg christensen. Og historien har mere endnu – jeg husker nemlig at Ekstrabladet afslørede USA's plæner om at bombe Danmark med a- våben u tilfælle af vi blev besat af Sovjetunionen. Dengang som nu vakte det ikke synderlig opmærksomhed – de fleste tror jo USA er vores bedste venner!

anker fjeld simonsen

Jeg må absolut og nödvendigvis af hensyn til fremtidig koldkrigsfoprskningemn tilföje, at min cykeltur PoMorze rundt im 1976 (ikke i 1978) på billige sommerstudenterkollegier (5 nätter) blev en stor oplevelse, også fordi jeg selv kom af med nogle af mine öst-vestfordomme, fordi jeg fandt ud af, at polakkerne larmede med discomusik om natten, ligem som danskere, at jeg ikke var särligt god til at spille rytmisk musik, samt at de smukke og höflige unge kvinder der kunne indlade sig i snak med een, kunne väre officielle og dermed agenter, som en bekendt på Nörrebro9 fortalte mig.
Dog vil jeg tro, at det vigrigste for koldkrigsforskningen må väre at erkende mit bekendtskabm med de elendige veje i polske skove, som jeg dog overlevede med bombespray på mine däk, uden at punktere, selv om jeg, uvist af hvilken årsag kom til at kaste en medbragt pumpe op i et trä, hvor Bent Jensen, om han forsker länge måtte kunne finde den endnu.
Siden har jeg nesögt Polen i musikalsk öjemed et par gange, i WZDOW i det sydöstlige Polen, i 1981 med MUSIK OG UNGDOM, og på statsstipendium i Krakow 1984.
Da jeg var tilbage i Danmark, i 1976, punkterede jeg på Lyngbyvej.

anker fjeld simonsen

Det var märkeligt i Polen dengang, at köre den cykeltur, meget smuk, med storke på taget langs lan-devejen i august, at det kunne väre helt nervöst at köre fra Wpjewodja til Wpjewodja, amt til amt, fordi en overgang var markeret ved en tennisbane eller sådan noget med gitter om, ved at der var glasskår på vejen. Nåjh, jeg overlevede det på däkkene, för jeg for alvor sidste dag begav mig ud på de elendige polske veje.
Bent Jensen kan have ret i en eventuel mistanke om at skulle ville väre agent, fordi jeg af en eller an-den grund havnede på politistationen i Sczeczin (Stettin) på vejen ned, efter färgeovergangen fra Köbenhavn, og for totalt vild i denne cementbygnings labyrintiske gange. OM jeg ikke havde fundet ud på en eller anden måde, havde jeg måske siddet indespärret i, tjah, 28 år, vbar jeg måske blevet deporteret til Sovjetunionen eller var blevet tvangsudleveret til spot og spe i polsk
efterretningstjeneste. Det var midt på dagen, så jeg nåede vist ikke at blive mistänkt for spioneri for vestlig magt. Men da havde jeg vel også kört de 20-30 kilometer fra Swinousce, om jeg ikke havde fået cyklen med toget; det tror jeg ikke, at jegh gjorde. Vejret holdt alle dage.

anker fjeld simonsen

Det har väret karakteristisk for polske byer på den tid, hvilket ikke generede mig, at den arbejdende befolkning vandrer rundt i byerne og kun talte polsk. Efter den femte nat på rundturen var jeg blevet trät, kunne näppe et ord slavisk og fik for förste gang i mit liv den oplevelse at skulle finde en jernbanestation, uden at vide hvad det hedder på slavisk, altså polsk. Jeg havde ikke noget leksikon med, heller, ikke engang det billigste. Det er egentlig meget morsomt at få den erfaring at skulle tegne et futtog og få vist retningen til "Dworcec", banegården på den måde. I 1976.
Nej, nej, det var en selvopgivelse af projekt " Pomorze rundt", at tage toget det sidste stykke vej, med cyklen, så jeg har kört fra Sweinousce til Sczeczin, for at få et stempel på politistationen, har vek väret lidt trät, blev helt ör i hovedet i krinkellabyrinten på politistationen, der virkede temmelig tom, det kan have väret middagspause !

anker fjeld simonsen

Nåhja, jeg skal ikke kunne svare på, om Boguslaw mente, at jeg la´vede for lid6t, sdatser fra Jörgen Nashs digtsamling "Atomelegien" (1946), jeg tog mig da lidt tid til at vandre rundst i byen, og höre på folkemusik på Rynek, markedspladsen, en gang imellem tage til andre byer, se film på DDR-ambassaden og internationale på markedspladsen, höre koncerter, se opera og teater.
Forskellen mellem den danske og den polske opfattelse af Polen kan jeg bedst illustrere fra året 1981, hvor jeg var på "Musik og Ungdom"-kursus i Polen, for at komme hjem til en koncert på Lerchenborg, hvor en eller anden polsk komponist, jeg husker ikke navnet, der havde väret konservatorierektor var blevet inviteret. Nu skal det siges, at det sikkert er kedeligt ikke längere at väre kendt komponist og konservatorierektor, og godt at komponisten Rovsing-Olsen präsen-terede ham for den danske offentlighed, men alligevel.
Mens "Musik-og-ungdom"-kurset i det sydöstlige hjörne af Polen, på et slot Wzdow, när Sanok, var veldisciplineret, let i ånden, med bl.a. komponisterne Gorecki og Lutoslawskij, kunne hold-ningen omkring den tidligere konservatorierektor i Danmark virke patetisk solidarisk, miskendt geni, de ulykkelige tilstande i Polen, osv.osv. Flygtning var han ikke, hans musik bl.a. mini-malistisk jkassicistisk, erindre jeg vistnok. Og her ville jeg gerne kunne huske, om det allerede var i 1981 der vajede röde Solidarnosc-faner omkring en banegård, vistnok i Poznan, for så havde jeg bedre forstået, hvorfor kurset planlagt til Poznan när var blevet aflyst, blev flyttet til det sydöstlige Polen, när gränsen til Sovjetunionen. Bortset fra det var det absolut en bedre ide at bo på et slot, end i en ganske vist smuk by, friere, forekom det mig. Det fungerede også som säsonafslutning for komponiststuderende fra hele Polen, også ikke-etnisk polske, erindrer jeg med et eller andet kämpe sakralt jödisk värk, som har krävet lang tid at komponere, men måske aldrig opförtes. Jeg mener, at vi blev hentet i bus i Warszawa, snarere Torun; ministeriet var også til stede, en venlig yngre dame, som snakkede noget om, at det sådan set var ligegyldigt, nu gik det så enten den ene eller den anden vej, mens jeg körte med hende, sikkert til Sanok. En belgisk komponist var også der, eventuelt andre europäere.
Arbejdet på konservatorierne og afslutningsfesten forlöb da i let ånd, medens den danske präsentation af en mindre heldig kollega var mildt sagt patetisk.

anker fjeld simonsen

Jeg var jo stadig musiker, fik da megen applaus for at stille mig til rådighed for kompositioner fra kurset som pianist, men var mindre heldig med en solo for kontrabas, hvilket sikkert fik mig til tre år senere at skrive en kontrabaskvartet i 4 satser, som led i "Atomelegien" på statssatipendiet til Krakow.
Jeg blev i alt fald ikke häldt ud, var måske for upolitisk, men også for tidsmässigt presset af kun at have et halvt år hos musikteoretikeren, komponisten dr. Boguslaw Sc haeffer til et omfattende kompositionsprogram, i 1984 i foråret, burde vel have krävet eller forsögt en forlängelse af statsstipendiet, men så kom de förste halvfrie valg måske i vejen, et kommunevalg ved sommertide.
1984, Og dr. Schaeffer var også en travlt optaget mand, både i Salzburg og Krakow.
Det var et kursus i "musikalsk animation", en art pädagogik.
Om Wzdow, som slottet hedder og den närliggende lille landsby, samt landarbejdere der hästede med segl, vil enhver moderne dansker naturliugvis kunne komme med materialistiske udtryk om fattigdom, jeg har ikke undersögt det. Det er i övrigt de der 33 år siden; med mine öjne ser jeg nok billedet af et eller andet middelalderligt feudalt, men jeg fik intet kendskab til landarbejdernes vil-kår, om det var et kollektiv eller organiseret på anden måde, finder näppe at det var mit bord.
Det er jo på mere sydlige breddegrader, hvor det er varmere; og her i Sverige er man mere i stand til at forstå den lille köbmand eller måske også smugkro, som var lige ved at lukke kurset förste dag !
Der er også langt mellem afstandene i det sydöstlige Polen. Det er helt uden for min kompetence eller interesse, egentligt at vurdere muligheden for eller nödvendigheden af ändringer, selv om mdet nok er förste gang jeg har set en landsby der ved en overfladisk betragtning kunne vurderes som rest fra det feudale Polen. Men det er jo9 en helt anden historie.
Jeg burde nok tilföje, at der fines en artikel om Wzdow på Wikipedia, der kan virke noget tendentiös, som skrevet af en ejer, der ikke har haft råd til at f¨godset tilbage. Artiklen nävner kun at Wzdow henlå i forfald, da kommunisterne i 1944-45 eksproprierede ejerne. I 1981 var slottet ikke forfaldent, men naturligvis er det muligt, at landarbejderne har väret en art feudale bönder, nu med pligter over for ejeren, staten ! Jeg vil dog tro, at de har väret betalte. Dårligt, sikkert. Et-hvert sted har sin historie; havde jeg kunnet polsk, ville jeg sikkert have kunnet finde et eller andet lokalarkiv, hvor jeg kunne läre stedets historie at kende, også efter 1982.

anker fjeld simonsen

For nu at gå over til dagens forhold f.eks. i Hvide Rusland, så vil jeg tro at "rabbni" Karl Marx med den voksende menighed i opposition til, men med baggrund i jödedommen, i dag hvor industriarbejdernes forhold er väsentligt forbedrede, ville betragte popindustriens musik som, ikke opium for foiket, men ufarlig harmlös eufori for den arbejdende ungdom, der dog også har brug for nogen gläde.
Men det ser ud til. at "Informations" redaktion er trät af mine kommentarer i nulökonomi, jeg får ikke flere mindre uddrag af dagens avis tilsendt, så jeg kan nåppe fortsätte mit irriterende kritikhjörne på fri hånd, hvad årsag det end kan väre, min kritik af genrer i musikken, som med-arbejderne sätter höjt eller eensidige koldkrigsböger, som jeg ikke har läst.
Jeg vover at kritisere ideologisk. Tak for denne gang.

Sider