Læsetid: 8 min.

Krigen der ikke måtte ske

Her i 100-året for Første Verdenskrigs udbrud har der aldrig været stærkere bestræbelser på at komme med nye forklaringer på denne urkatastrofe i europæisk historie. To nye bøger søger henholdsvis at så tvivl om, hvorvidt Tyskland var skyld i krigen, mens en anden er et enestående pacifistisk manifest og en af de mest rystende bøger, der nogensinde er skrevet om krigen
Alene i Frankrig mistede hver anden unge mand livet under Første Verdenskrig. To nye bøger giver hver deres bud på, hvem der bærer ansvaret for den europæiske katastrofe. Foto: Scanpix

Alene i Frankrig mistede hver anden unge mand livet under Første Verdenskrig. To nye bøger giver hver deres bud på, hvem der bærer ansvaret for den europæiske katastrofe. Foto: Scanpix

7. februar 2014

Den Første Verdenskrig er et af de pejlemærker, man orienterer sig efter i moderne historie. En skillevej, som markerer det lange 19. århundredes afslutning (fra 1789), civilisationens sammenbrud, diplomatiets fallit og det moderne menneskes fald, helt ned i skyttegravenes overlevelseskamp. Millioner omkom på slagmarkerne. Alene i Frankrig mistede hver anden unge mand livet mellem 1914 og 1918.

Krigens umiddelbare resultater kunne aflæses ikke bare i demografien, men også på europakortet. Fire enevældige imperier gik under som følge af krigen (det tyske, det østrig-ungarske, det russiske og det osmanniske) og blev opløst i talrige nye stater, mange af dem republikker og demokratier. I Rusland beredte krigen vejen for en revolution, der kom til at definere rammerne for to kolde krige, 1917-41 og 1945-90. Den geografiske beskæring af Tyskland skabte en række store tyske mindretal uden for landets grænser, som blev til politiske krudttønder i 1930’rne.

Ikke desto mindre har Første Verdenskrig stået i skyggen af krigen 1939-45 med dens langt større civile tab, Holocaust og den tyske raceideologiske krig på Østfronten. Nøglen til forståelsen af Hitler og den tyske katastrofe skal imidlertid findes i Første Verdenskrig. Også krigen 1914-18 havde sine kz-lejre og sit folkedrab (det armenske). Fronterfaringen og Versailles-bestemmelsernes kollektive afstraffelse og ydmygelse af tyskerne var afgørende erfaringer for den generation, der stemte Hitler til magten. Og de krigsskadeserstatninger, der blev pålagt tyskerne i Versailles, lagde grunden til det økonomiske sammenbrud i Tyskland og Østrig i 1931-32, som fjernede tyskernes tillid til det nye demokrati.

Krigsskadeserstatningerne var gennemtvunget af især Frankrig, som tre gange på 100 år var blevet invaderet af tyske hære. Sejrherren udskriver regningen – og han skriver som bekendt også historien: Tysklands tonstunge krigsskyld blev proklameret under henvisning til preussisk militarisme og Kejser Wilhelms aggressive udenrigspolitik. For tyskerne så det anderledes ud – hvilket nazisterne forstod at udnytte til fulde. Det lykkedes dem at vende befolkningen til, om ikke i begejstring, så i det mindste i accept af en tysk revanche. Tyskland havde været offer for fransk-britisk-russisk indkredsning, den tyske hær havde i 1918 været »ubesejret på slagmarken«, men den blev dolket i ryggen af socialister og andre korrumperede politikere, lød den myte, man fik opbygget. Man skulle helt op til Fritz Fischers bog Griff nach der Weltmacht fra 1961, før en tysk historiker kunne udlægge Tysklands historie siden 1871 som et kontinuum af ekspansionisme og fejlslagne stormagtsdrømme. Fischer var ikke i tvivl om Tysklands skyld i Første Verdenskrig, men hans bog udløste en voldsom debat i hans hjemland. Men så opløste den marxistiske indflydelse i 1970’erne til en vis grad kontroversen, fordi krigsskylden nu kunne placeres hos alle rivaliserende, kapitalistiske stormagter i deres globale kamp om markeder.

Skylden var grænseløs

I år er det 100 år siden krigen brød ud, og det kan man passende markere ved at blive klogere på denne urkatastrofe i europæisk historie. Det hjemlige bogmarked åbner ballet med oversættelser af Hew Strachans Første Verdenskrig fra 2003 og Adam Hochschilds Aldrig mere krig fra 2011.

De to bøger tager stilling i kontroversen på afgørende måder. Men mens Strachan accepterer præmisserne for den klassiske krigsskyldsproblematik og placerer ansvaret hos Østrig-Ungarn, lægger Hochschild sig i den pacifistiske tradition og viser, hvad den formår. Skylden var grænseløs.

I 100 år havde der stort set været fred i Europa. En europæisk storkrig havde man ikke set siden Napoleons nederlag i 1815. Krimkrigen og de krige, der førte til Tysklands samling 1864-71, var isolerede tilfælde og betragtedes gerne som nødvendige justeringer af gældende magtforhold, og Balkan-krigene i 1912-13 var vel gået helt i glemmebogen, havde det ikke været fordi deres årsag, Serbiens ekspansive politik, berørte det habsburgske, østrig-ungarske monarkis vitale geopolitiske interesser. Serberne havde benyttet Det Osmanniske Riges vigende position på Balkan til at forsøge sig som regional stormagt, og storserbiske planer omfattede Bosnien-Herzegovina, som Konstantinopel i 1908 havde afstået til Østrig-Ungarn. I sommeren 1914 kunne eller ville den serbiske regering ikke forhindre sin militære efterretningstjeneste i at organisere drabet på det østrig-ungarske tronfølgerpar i Bosniens hovedstad, og i Wien var den 84-årige kejser Franz Josef omgivet af militaristiske rådgivere, der betragtede krig som en legitim anvendelse af magt i politikkens tjeneste. Konflikten med Serbien kunne have været bremset, men blev det ikke, fordi høgene i Wien dels ønskede den, dels undervurderede den russiske vilje til at støtte Serbien – og i øvrigt fik dækket ryggen af den tyske regering, som ikke tøvede med at mobilisere mod Rusland.

Krigsudbruddet i august 1914 var således resultatet af den konflikt, der havde fået lov at eskalere efter mordet på Franz Ferdinand i Sarajevo den 28. juni. Det skyldtes ikke noget ønske om at vælte den europæiske magtbalance over ende; målet var en hurtig, lokal krig, der kunne sætte serberne på plads, sikre Østrig-Ungarns position på Balkan og genoprette respekten for det habsburgske dobbeltmonarki. Men konflikten i Balkans krudttønde havde allerede bredt sig, og Frankrigs alliance med russerne forpligtede. Franskmændene mobiliserede i forventning om et snarligt tysk angreb, der da også kom, fordi Berlin håbede at kunne knække den franske hær i et hurtigt felttog ligesom i 1870 og derpå have ryggen fri til opgøret med Rusland. Udsigten til endnu et fransk nederlag var uacceptabel for London, som overflyttede et ekspeditionskorps til Frankrig og dermed hjalp med at bremse den tyske fremrykning ved Marne. Fronten stivnede.

Den britiske historiker Hew Strachan leverer en ligefrem og kompetent skildring af verdenskrigens årsager og forløb, og han ligger helt i forlængelse af militærhistoriens renæssance de senere år. Ved siden af fremstillingen af storpolitikken spiller beskrivelsen af våbensystemer, taktiske og strategiske dispositioner, logistik og troppebevægelser en selvstændig rolle, ikke på grund af en pudsig fascination, men fordi det netop er en pointe i sig selv, at antallet af divisioner og mængden af hurtigtskydende feltartilleri faktisk var det, der afgjorde slagene.

I samme forbindelse er det værd at lægge mærke til Strachans tendens til at tillægge de ledende aktører personlig-psykologiske motiver; noget, der ellers hører en tidligere tids politiske historieskrivning til. Strachan gør det dermed klart, at han ikke kan støtte den strukturalistiske tilgang til international politisk historie, Fritz Fischer var med til at grundlægge, men han holder balancen og glemmer på ingen måde, at antallet af kanoner nu engang var bestemt af de krigsførende landes økonomiske formåen. Storbritanniens ledende økonomisk-politiske verdensposition siden 1815 var under voldsomt pres i begyndelsen af det 20. århundrede, og mens London stadig var førende i den finansielle sektor, var landet på det industrielle område allerede overhalet af USA og det nyligt forenede Tyskland. Sejren i verdenskrigen gik da også til den part, der kunne producere flest kanoner på kortest tid, og som samtidig forstod, at en flådeblokade af tyske havne til sidst ville få den tyske hjemmefront til at bryde sammen.

Briterne forstod nemlig, hvad det ville sige at være afhængig af forsyninger udefra. De havde selv et imperium at forsvare, hvad centralmagterne kun dårligt forstod. Tyskland og Østrig-Ungarn havde ingen kolonier, det var værd at tale om, og også her gør Strachan op med tidligere forestillinger: at den første verdenskrig skulle være den nærmest logiske kulmination på førende industrinationers kamp om det globale marked. Argumentet, som findes i Lenins imperialismeteori, har ikke noget godt empirisk belæg. Tværtimod kunne verdenskrigen sagtens være undgået, havde det ikke været fordi et svækket østrig-ungarsk monarki havde ment det ønskeligt at gå i krig for sine geopolitiske interesser på Balkan.

Krigen blev ganske rigtigt global, ikke blot på grund af USA’s indtræden i april 1917, men også – dette er en væsentlig pointe i Strachans bog – fordi krigen førtes overalt på kloden, hvor de krigsførende var til stede, og fordi det var en overordnet tysk strategi at ramme briterne på deres oversøiske forsyningslinjer. Argumentet har en vigtig, afledt konsekvens med hensyn til krigsskyldsspørgsmålet: Den tyske krigsskyld, som har været en grundsten i standardfortællingen om verdenskrigen, må ifølge Strachan revideres.

Naive generaler

Den tyske politik op mod krigsudbruddet var hverken mere eller mindre aggressiv end den der blev ført af ententemagterne – bestående af Frankrig, Storbritannien og Rusland. Det var derimod allianceforholdene og generalstabsplanernes indre logik, der krævede mobilisering og præventive angreb. Man kan højest klandre den tyske regering for tilbage i 1912 at have givet Østrig-Ungarn carte blanche til at gøre op med Serbien. Hvis man skal pege på en regering med direkte skyld i krigen, må det ifølge Strachan være Østrig-Ungarn og dets generalstabs naive tro på, at man kunne afvikle opgøret med Serbien som en kortvarig, geografisk isoleret krig.

Der er stort overblik og et velgennemtænkt udvalg af pointer og forklaringer at hente hos Strachan. Vælger man den danske udgave, må man leve med en oversættelse, der må være lavet med hovedet under armen og tilmed er skæmmet af en længere række fejl. Et grelt eksempel: på kortet over østfronten står der »Østrusland« (!), hvor der skulle have stået ’Østpreussen’. Kan man virkelig have forvekslet forlæggets ’Prussia’ med ’Russia’?

Man kunne næppe forestille sig nogen mere anderledes fremstilling af Første Verdenskrig end den, Adam Hochschild præsenterer os for i Lasse Rask Hoffs fremragende oversættelse. Hochschild lader en håndfuld virkelige mennesker fra det britiske samfund, nogle af dem fremtrædende, historiske personer, føre os ind i krigens malstrøm og dens dragende hhv. afskrækkende virkning: den unge, optændte rytteriofficer over for hans rebel og fredsforkæmper af en søster, den fattige minearbejder osv.

Her skal man ikke forvente den objektive beskuer a la Strachan; Hochschild er inkarneret krigsmodstander. Den tyske kejser er en temperamentsfuld hersker, som »ivrig efter at vise Tysklands magt« tilskynder Østrig-Ungarn til at »gå løs på lille Serbien«. Ingen revision af Tysklands eventuelle krigsskyld her. Ærindet er et andet: at vise os, at ingen krige er uundgåelige, men at de bryder ud, fordi beslutningstagerne ønsker dem. Vist er der helte, men de er ikke generaler. De er menige medlemmer af samfundet og af hæren, de går til modstand mod krigsmagerne, og nogle af dem ofrer livet for sagen.

Fordi skildringen går meget tæt på kilderne i hhv. London og ved udvalgte steder på vestfronten, kommer vi ikke ud til fronterne i resten af verden. Til gengæld bliver der plads til uhyggeligt detaljerede skildringer af, hvad pigtråd, maskingeværer og giftgas gør ved et infanteriangreb. Vil man den brede, globalt afbalancerede fremstilling, må man til Strachan. Men hos Hochschild forstår man, hvorfor så mange deserterede (og blev skudt for det), og hvorfor der blev fraterniseret i så stort et omfang.

Adam Hochschilds bog er faktisk en sjælden bedrift. Vel gør det indtryk, at 19.000 britiske soldater blev dræbt i den første time af det månedlange slag ved Somme, der indledtes den 1. juli 1916. Men Hochschild refererer også det brev, der blev fundet på en død soldat, fra hans lille datter og med indledningen »Kære Far …«.

Det giver stof til et enestående, pacifistisk manifest, som finder sit menneskemateriale i historiens virkelige liv og de meningsløse ødelæggelser og lidelser, der fandt sted i århundredets begyndelse som følge af uansvarlige og arrogante magthaveres tåbelige beslutninger og middelalderlige æreskodeks. Det må være en af de mest rystende og engagerede bøger, der nogensinde er skrevet om Den Første Verdenskrig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Torbensen
  • Tom Paamand
Per Torbensen og Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

peter fonnesbech

Ja lige bortset fra anden verdenskrig 1939-1945 og krigen i det tidligere Jugoslavien i 1991, så har der ikke ellers været krig i Europa.

Efter at bogmarkedet har været oversvømmet af halv og hel dårlige bøger om 2. verdenskrig (der er dog udkommet nogle gode her indenfor de senere år), er det befriende at fokus nu rettes mod 1. verdenskrig. Jeg har faktisk allerede bestilt et eksemplar af hver bog, og glæder mig.

peter fonnesbech

Ja, du rykkede skuddet af - og ramte ved siden af. Den 2. verdenskrig sluttede jo i 1945 - men i Grækenland udbrød der borgerkrig der varede indtil 1949.

1. Verdenskrig var i sandhed en mærkværdig krig. Både i den måde, den startede på, hvor ingen egentlig synes at have ønsket den, men hvor en slags "nødvendighedens logik" trak det ene land efter det andet med ind i den.

Men også deri, at den faktisk bølgede frem og tilbage, og at det dermed forekommer ret tilfældigt, at den sluttede, som den gjorde. Nogle få måneder før krigen sluttede, var det tyskerne, der havde overtaget på Vestfronten, og med en lidt bedre strategi havde de måske vundet hele krigen, efter at revolutionen havde trukket russerne ud af den. Nu tabte tyskerne i stedet, selvom krigen formelt set sluttede med en våbenhvile og uden, at allierede soldater på noget tidspunkt kom ind på tysk jord.

Hvordan Europa havde set ud i dag, hvis tyskerne havde vundet, er svært at sige. Men en ting synes ret sikkert, og det er, at vi var sluppet for 2. Verdenskrig. Så på den måde er det helt rigtigt, at 1. Verdenskrig fortjener mere opmærksomhed, end den har fået de sidste mange år.

Man kan også vælge at se de to krige som en lang samlet krig med en våbenhvile, der varede i 21 år. Det var mere eller mindre de samme fronter, der blev kæmpet på i begge krige, så den beskrivelse er ikke fuldstændig ved siden af.

Hvis man overhovedet skal tale om skyld i samtlige krige i det 20 århundrede - og før - så er det en særlig gruppe af mennesker med særlig interesse i dominans, konflikt og indtjening. Denne gruppes selvforståelse er, at de som selvudnævnt herrefolk, de 'sande' arvtagere af Romerriget, har fuld råderet over liv på jorden, og at alle, der står i vejen for deres projekt fortjener at omkomme.

En eugeniske, imperiale britiske elite beskriver nøje og i detaljer i deres interne skriverier fra sidste halvdel af 1800-tallet og hele vejen til i dag, hvordan de ser verden fremover. Vi ved fra hestens egen mund, at de store krige - de var så arrogante at kalde 1. Verdenskrig for 'the Great War', var på deres generalstabskort. Vi ved, at darwinismen var deres pseudovidenskabelige underbygning og legitimering af 'den stærkes ret' (og nej, Darwin skriver IKKE survival of the fittest, han skriver survival of the strongest!). Vi ved fra geopolitikken fader Halford McKinder, at beherskelsen af 'the Heartland', jordens centrale landmasse blev regnet for nødvendig for Imperiets fremtid. 1. Verdenskrig var bla. andre ting den 1. Irakkrig, hvad de færreste er klar over. Vi ved at briterne planlagde krigen for at smadre deres fjender - de ser alle andre som fjender og alt de tænker på er krig, magt og rigdom - Det tyske og det russiske kejserdømme. Vi ved at deres 'contracteers', de bankfolk, der slog sig ned i wallstreet, de store 'familier' (tænk blot ordet i dets mest mafiøse betydning), Warburg, Shiff, Morgan, Wanderbild, Rockefeller, Carnegier finansierede opbygningen af Nazityskland og den russiske revolution. Professor Anthony Sutton gennemgik samtlige regnskaber, dokumenter og fulgte samtlige pengestrømme, og hvis noget er i stand til at anfægte hans forskning, så tag udfordringen.

Hvis vi skal tale om skyld, så er det denne transatlantiske gruppe, det Britiske Imperium 1.0 og 2.0, som er ansvarlig for det store holocaust, som det 20 århundrede har været, de 250 millioner omkomne.

Da Tyskland to år før slutning af 1. verdenskrig foreslog fred i erkendelsen af det groteske og vanvittige projekt, nægtede den britisk elite. Der skulle dø endnu millioner af unge mænd og Tyskland skulle smadres for evigt. Disse folk har skrevet de historiebøger, som er proppet ned i kæften på skolebørn i 100 år, der lærer om, at et tilfældigt skud mod en tilfældig tronarving på Balkan frembragte en tilfældig kæde af events kaldet 1. Verdenskrig. Disse folk har okkuperet al information i vesten i samme periode.

Uden at forstå det afsæt af løgne, man baserede 1. Verdenskrig på, er der ikke for fem flade ørers chance for, at vi kan forstå noget som helst om 2. Verdenskrig, den kolde krig, Koreakrigen, Vietnamkrigen, Irakkrigene, Afghanistankrigen, Libyenkrigen, Syrienkrigen og den planlagte krig mod Iran, der starter tredje verdenskrig. Altså efter planen. Uden at stikke spaden helt ind i marven af elitens tankesæt og deres beskidte bedrifter, vil vi ikke blive klogere, og næste storkrig er uundgåelig. Løgnen ankommer før en krig, vokser i løbet af krigen og når sit klimaks i den beskrivelse af den overståede krig, der leder til en ny.

Laust Persson, Eva eldrup og Hugo Pieterse anbefalede denne kommentar

@Marco Hangman

Vrøvl or vildledt revisionisme.

Storbritannien var ikke engang en del af krigen, indtil deres ententemagt allierede blev invaderet af den tyske hær, i en kampagne, hvis eneste formål var at knuse Frankrig. Foreslår du virkelig at briterne planlagde en tysk invasion af Frankrig? Var den fransk-preussiske krig, hvor Tyskland også var aggressoren, måske også en britisk sammensværgelse?

Hvordan er det arrogant at kalde den største krig, verden nogensinde havde kendt, 'Den Store Krig'? (hvilket, indtil 2. verdenskrig, er det samme navn krigen havde her i Danmark).

Med hensyn til det tyske forslag om fredsforhandlinger (det var tyskerne selv, der afviste det første forslag om fredsforhandlinger), var det Frankrig og Belgien, som insisterede på, at man ikke kunne begynde fredsforhandlinger, indtil det tyske militær havde trukket sig fra de besatte områder. Du ignorerer også med vilje det faktum, at det tyske forslag kun var beregnet til at forsinke det amerikanske indgreb på ententemagternes side, og havde intet at gøre med et oprigtigt ønske om fred (i virkeligheden, på samme tidspunkt de lavede deres helt uoprigtige fredsforslag, forsøgte tyskerne at få Mexico til at deltage i krigen, som Tysklands allierede, så de kunne lave en fælles krigserklæring mod USA).

Det er svært at påstå, at nogen af siderne var særligt uskyldige. Havde den tyske hær og kejser territoriale ambitioner mod øst? Ja naturligvis havde de det. Det var de ambitioner, der blev forsøgt indfriet med den nye invasion af Sovjetunionen 23 år senere, som er den største landkrig nogensinde i Verdenshistorien.

Havde Storbritannien ambitioner om at udvide sit imperium? Ja klart havde de da det. De benyttede bla. anledningen til at sætte sig på store landområder i den arabiske verden, som de erobrede fra det osmanniske rige, der efter 1. Verdenskrig blev reduceret til det, vi i dag kender som Tyrkiet.

Samtidig blev Italien opfordret til at gå ind i krigen mod Tyskland og Østrig-Ungarn alene med det formål, at Italien kunne erobre landområder i det, vi i dag kender som Sydtyrol, og som dengang var en del af det tysktalende Østrig-Ungarn.

Så ingen af de to alliancer havde noget som helst at lade hinanden hører, hvad angår uprovokerede angrebskrig og territoriale ambitioner.

Laust Persson, Per Torbensen og Eva eldrup anbefalede denne kommentar

Som så ofte før og siden er det sejrherrene, der skrev historien. Og derfor skabte Storbritannien og Frankrig naturligvis en national myte om, at det hele var tyskernes skyld. Det var det ikke, men at drage den modsatte konklusion, at det hele var briternes skyld, er lige så grundløst.

Laust Persson og christel gruner-olesen anbefalede denne kommentar

@Lars Hansen 15:51

Du har ret. Men måske er det nødvendigt for et øjeblik at tage de tyske briller på for at få balance i regnskabet efter mange årtier med ensidige fremstillinger stampet ind i vores hjerner ved hjælp af i tusindvis af timer af veltilrettelagte film, underholdning og komedier som har gjort det meget svært at se sagen fra den nøgterne side selv om man intellektuelt set erklærer sig parat til det. Prøv f.eks. at fremmane et positivt billede af "en tysker" for dit indre øje. Jeg gætter på at der vil være en masse negativt flimmer om tyskere inden du måske kommer i tanke om et eller andet formildende.