Læsetid: 8 min.

Litteraturen er blevet politisk, fordi politikken ikke er det

Generation Etik blev en gruppe yngre forfattere for nylig kaldt her i avisen, men har litteraturen ikke altid haft en politisk dimension? Måske. Men det kan være på tide at gøre op med ideen om tekstens autonomi, mener litteraturkritiker.
Generation Etik blev en gruppe yngre forfattere for nylig kaldt her i avisen, men har litteraturen ikke altid haft en politisk dimension? Måske. Men det kan være på tide at gøre op med ideen om tekstens autonomi, mener litteraturkritiker.
28. februar 2014

Ikke hælde virkeligheden på digte/ikke hælde digte på virkeligheden/bare skrive digte/virkelige digte.

Således skrev Søren Ulrik Thomsen i digtsamlingen Ukendt under samme måne fra 1983. Og for et par uger siden valgte Lars Bukdahl at referere denne lille poetik for at holde æstetikkens og politikkens domæner adskilt – forfattet af en digter, som Weekendavisens markante litteraturkritiker ellers ikke sætter specielt højt.

LÆS: Generation etik

Ja, der er opstået besynderlige alliancer i litterære landskab som følge af artiklen »Generation Etik«, der blev bragt her i avisen sidst i januar. I artiklen iagttog litteraterne Elisabeth Friis og Mikkel Frantzen en særligt etisk forpligtelse i omgangen med verden som fællesmængden for en række danske forfattere født mellem 1983 og 1989. Litteraturen har ifølge artiklen bevæget sig fra en idé om at fungere autonomt i forhold til det omkringliggende samfund til at indgå i et stadigt mere dynamisk forhold til den verden, teksten eksisterer i. Det kan det være på tide at gøre op med det autonome tekstbegreb og, i forlængelse af det, med den nykritiske tilgang til tekstanalyse, som har præget de fleste steder, hvor der bliver undervist i litteratur, mener blandt andet lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet Stefan Kjerkegaard.

»Hvis man læser for eksempel Yahya Hassan som en autonom tekst, læser man den dårligere, end hvis man ikke gør det. Man kan ikke lave en tilstrækkelig læsning uden at tage hensyn til, hvem Yahya Hassan er, og hvor han kommer fra,« forklarer Stefan Kjerkegaard, der medgiver, at det måske kan være givtigt i undervisningssammenhænge udelukkende at se på teksten.

»Men der er nogle spørgsmål omkring etos og udsigelsespositioner, som man ikke kan ignorere. Det, at han bliver lyttet til, hænger sammen med, hvem han er, og hvor han taler fra. Nogle vil så kritisere en sådan læsning for at være ren ideologikritik og en umyndiggørelse af det subjektive i litteraturen, men faktisk kunne man vende den om og sige, at den autonome forståelse af litteraturen også er en umyndiggørelse af den, der faktisk gerne vil sige noget med sin tekst,« siger han.

Et unikt udtryk

Også professor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet Anne-Marie Mai mener, at en forståelse af teksten som ren æstetik kan være problematisk. Ifølge hende befinder den moderne kunst sig netop i spændingsfeltet mellem bare at være kunst og samtidig være en kunst, der peger ud over sig selv. Det er den placering, der giver den en mulighed for at sige noget om vores samfund, som andre af samfundets sprog ikke kan ytre sig meningsfuldt om.

»Virkelige digte befinder sig lige præcis i den spænding mellem tekst og kontekst. I det paradoks, at det både er teksten selv og teksten i en sammenhæng. Det ene udelukker ikke det andet. Og det er der, digtet kan få fat i et unikt udtryk.«

Kunsten er det umuliges politik, sagde Per Højholt i 1969. På kanten til det, der senere skulle blive kendt som de politiske 70’ere, formulerede den danske digter og performeren Højholt kunstens mulighed for at handle i sproget. På den måde var Højholt og digtere som Peter Laugesen, Kirsten Thorup og Klaus Høeck med til at formulere en anden tilgang til det politiske i dansk litteratur, forklarer Anne-Marie Mai.

LÆS: Sorry Mallarmé

Og om den nye generation af forfattere med kvindelige digtere som Olga Ravn, Asta Olivia Nordenhof og Julie Sten-Knudsen i spidsen registreres der ofte en tilbagevenden til 70’erne privatpolitiske sfære. Den kobling er på en gang korrekt og samtidig en simplicifering af, hvordan og hvornår det politiske kommer til udtryk i litteraturen, mener Anne-Marie Mai.

Ifølge hende var der nemlig to typer politisk litteratur i 1970’erne: en budskabslitteratur, der fokuserede på konkrete problemstillinger og en mere formorienteret litteratur, der undersøgte mulighederne for at handle gennem sproget. En tradition, digtere har videreført i 90’erne og 00’erne, ligesom den yngre generation af danske forfattere, der er debuteret i 10’erne, også arbejder med muligheden for at handle gennem sproget.

»Der er en forbindelse mellem 10’ernes litteratur og 70’ernes som den kunst, der går ind og arbejder med det umuliges politik. Den forandrer verden på en måde, man ikke helt kan forudse, men forandringerne i den måde, litteraturen og samfundet og politikken bedrives på, er der. Og de virker.«

Professor i dansk litteratur ved Aalborg Universitet Peter Stein Larsen mener, at vi har at gøre med en gruppe forfattere, der udviser et ekstraordinært politisk engagement i deres tekster. Men det er ikke så overraskende de institutioner, de er vokset frem under, taget i betragtning.

»Hvordan man end vender og drejer det, har vi med en forfatterskolegeneration at gøre. De er selvfølgelig forskellige, men der er stadig valgslægtskaber. Det er Lars Skinnebach, Mette Moestrup og Ursula Andkjær Olsen, de har læst. Ikke Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen og Henrik Nordbrandt. Det er en bestemt type digtere, der er forbilledet.«

Kritikeren

I Politiken har digter og kritiker Olga Ravn indvendt, at det ikke nødvendigvis er teksterne, der bliver mere politiske, men at det er kritikerne, der i stedet er begyndt læse mere efter de politiske dimensioner. Samme standpunkt har forfatteren Lars Frost indtaget på blogkollektivet Promenaden, hvor han angriber den præmis, at for eksempel forfattere som Katrine Marie Guldager, Kirsten Hammann og Christina Hesselholdt ikke skulle have en politisk – og særligt kønspolitisk – dimension i deres digtning.

Olga Ravn og Lars Frost kan have en pointe, mener Anne-Marie Mai.

»Litteraturkritikken spiller også en rolle. Igen læser og kategoriserer vi ofte alt for simpelt. 80’er-lyrikken kan også sagtens læses politisk, selvom vi har det med at afskrive det årti som upolitisk. Der er masser af politik i Michaels Strunges digtning for eksempel. Læs eksempelvis hans Nigger-bøger.«

Etik og politik

Ifølge Anne-Marie Mai kan man heller ikke ignorere den politiske kontekst den påståede politiske litteratur er skrevet i. Der er nemlig stor forskel på, hvordan politik manifesterede sig i 70’erne og i dag. I 70’erne reagerede nogle af digterne på datidens firkantede politiske slagord og budskaber. Ifølge Mai er litteraturen blevet politisk, fordi politikken netop ikke er det. Den er i stedet netop blevet etisk.

»Dansk politik handler i mediernes fremstilling næsten udelukkende om moral, løgn, dårlig opførsel og løftebrud. På den måde er der utrolig meget etik i den måde det politiske fremtræder på.«

Når de politiske uenigheder i den grad handler om moral, bliver det netop nødvendigt for litteraturen at finde en måde at genformulere det politiske på, mener Anne-Marie Mai. Men det er ikke nødvendigvis en ny tendens hos 10’ernes forfattere, men snarere eksperimenter og fornyelse i den måde, hvorpå forfattere som Lars Frost og Lars Skinnebach gentænker og reaktualiserer debatten om velfærdsstat og klima for eksempel, forklarer hun.

Ironien driller stadig

Stefan Kjerkegaard har omtalt 10’ernes forfattere som »Den bekymrede generation« på sin blog, fordi han hos dem aner en udpræget omsorg og bekymring for, hvordan det skal gå verden. Men er litteraturen så blevet mere alvorlig?

Ja, mener han. »Der er kommet en alvor, som måske er konjunkturfølsom. Danmark er blevet et mindre rigt samfund, hvilket påvirker måden at tænke litteratur på. Ideen om teksten som sprogleg og attituderelativisme hører måske mere en højkonjunktur til. Derudover har vi siden COP15 fået klimapolitikken ind i litteraturen, og det hele giver en af-ironisering eller en alvor, som man ikke har set i et godt stykke tid.«

Peter Stein Larsen noterer sig i stedet, at ironien i litteraturen i 10’erne er blevet meget mere kompliceret som følge af en udpræget brug af for eksempel samplingsteknikker, hvilket bidrager til den ironiske tendens, litteraturen altid har haft.

»Ironi er en flerstemmighed, og sampling giver teksten en flertydighed. Hvis man skal tale om af-ironisering, er det i 70’ernes bekendelseslitteratur, man skal lede. Nu mener jeg, at vi har at gøre med så sofistikerede former og udtryk, at udsigelsen er virkelig tvistet i mange af de – i øvrigt ikke særligt let tilgængelige – digtsamlinger, der udkommer i dag.«

Det affektive

Samtidig er der ifølge Kjerkegaard sket en forfinelse af det, man inden for humaniora kalder det affektive: de følelser, som værket gennem relationens form mellem en afsender og en modtager fremkalder.

»Netop igennem en høj grad af formbevidsthed i forhold til den digteriske henvendelse, bliver følelserne desto nemmere at få øje på. Der er et politisk budskab at spore her, nemlig at det politiske ikke kun handler om rationalitet, men også om lidenskab. Det er formentlig nyfeminismen, der har sat sit præg på den nye litteratur som sådan.«

Peter Stein Larsen mener, at selvom unge læner sig op ad den politiske dimension i digtningen, som var karakteristisk for 70’erne, er der alligevel foregået en radikalisering af nogle forskellige udtryk.

»Formlen for 00’erne og 10’erne er ligesom i 70’erne en udstrakt brug af det private og det talesproglige. Hertil kommer så den formbevidste æstetiske dimension, som de forfatterskole- og universitetsuddannede forfattere i denne generation tillægger det politiske. Mens Knud Sørensen var landinspektør, Anders Bodelsen journalist, og Vita Andersen og Dan Turèll uden uddannelse, er mange af forfatterne i denne generation uddannet i institutioner, der fokuserer på det æstetiske.«

Konteksten

Men hvad er det så, der adskiller 10’ernes forfattere fra dem, der debuterede i 00’erne og 90’erne? Ifølge Stefan Kjerkegaard har de simpelthen et helt andet forhold til teksten og verden.

»Der er en anden forbindelse til kontekst i den yngre generation. De tænker sig mere ind i en sammenhæng, end vi andre gør. Også i 90’erne talte man meget om, at der intet var uden for teksten, men det var på en måde pseudosnak, og før de nye medier og det digitale for alvor vandt indpas. Nu er det blevet alvor. De unge forfattere anser sig selv for at være en form for tekst. De er så opflaskede med mobiltelefoner og sociale medier, at de tænker sig selv som noget, der kan opdateres, revideres, skrives om. Skrift og tale har nærmet sig hinanden mere, end vi forestillede os, og det giver et mindre autonomt tekstbegreb. Jeg tror det er en af grundene til at for eksempel Asta Olivia Nordenhof kan glide så ubesværet mellem forskellige former for medier. Måske skulle man kalde dem generation Snapchat i stedet.«

LÆS: Skriften findes i verden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per-Olof Johanssson

Hvem fandt lige på generationsbetegnelsen 'generation etik' - ? Noget af en påstand at reservere
etikken til dem?