Læsetid: 2 min.

Midt i en dronetid

Krigs- og kamprobotter er nærmest blevet hverdag, så det er ikke så sært, at den satiriske science fiction-film ’RoboCop’ nu er genindspillet. Resultatet er hæderligt
Genindspilningen af ’RoboCop’ har bevaret en del af den kritiske brod, og lægger sig blandt andet op ad debatten om krigsdroner.

SF Film

6. februar 2014

14 år fra nu er det ikke gået synderligt fremad for USA’s storbysmertensbarn Detroit: Gaderne flyder med stoffer, og i politikorpset er korrupte slubberter ingen sjældenhed.

Gigantkoncernen med det ildevarslende navn OmniCorp har en hær af ordenshåndhævende robotter, som de brænder efter at afsætte. Dog er offentligheden enerverende skeptisk, så OmniCorp har, helt bogstaveligt, brug for et produkt med et menneskeligt ansigt.

Da den retskafne strisser og familiefar Alex Murphy kun lige akkurat overlever et attentat, har de fundet deres kandidat. Murphy genopstår som RoboCop, superdatabase og elitepanser i en og samme skabning. Kampen mod de kriminelle i både baggårde og direktionslokaler kan begynde, men Murphy må samtidig ud på en identitetsmæssig mission.

Paul Verhoevens originalversion fra 1987 var ikke blot en film med det klassiske ’mand møder maskine’-tema. Den var også en sort ’har du penge, så kan du få …’-dystopi, oplagt at læse som en satirisk kindhest til Reagans højredrejning af Amerika.

At debattere med en hammer

Heldigvis har genindspilningen bevaret en del af den kritiske brod og lægger sig blandt andet op ad debatten om krigsdroner: I 2028 synes pressefrihed en saga blot, mens våben- og forsvarsindustrien til gengæld råder over et omfattende propagandamaskineri, der frejdigt stempler dens modstandere som potentielle landsforrædere.

Dog er der skruet noget ned for den sorte humor: Hvor originalen havde et mindre arsenal af slibrigt karismatiske skurke, har denne kun én, nemlig forvandlingsmandslingen Jackie Earle Haley. Han spiller en våbenekspert, der er forgabt i kampmaskiner og derfor afskyr titelpersonen for hans menneskelige træk. Det er også Haley, der tegner sig for nogle af filmens bedste og bedst afleverede replikker. I et par andre scener, hvor vigtig baggrundsinformation skal formidles, er dialogen desværre anderledes klodset.

Hovedrolleindehaver Joel Kinnaman synes desuden en kende blodfattig sammenlignet med forgængeren Peter Wellers løjerlige blanding af sårbarhed og farlighed.

Men generelt har den brasilianske instruktør José Padilha et elegant touch, og han får endda et par gange skabt blændende øjeblikke – især i en tidlig scene, der skildrer en glidende overgang mellem to bevidsthedsplaner samt to vidt forskellige visuelle universer. Noget lignende er på spil lidt senere, hvor den storpolitiske udvikling i de 27 år, der er gået mellem de to film kommenteres vittigt og overrumplende.

RoboCop anno 2014 er altså helt hæderlig, skønt den ikke matcher Verhoevens temperamentsfulde spydigheder om kapitalisme og privatisering i yderste, inhumane potens.

’RoboCop’ Instruktion: José Padilha. Manuskript: Joshua Zetumer, Michael Neumeier og Michael Miner. Amerikansk (biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu