Læsetid: 4 min.

En parade af selvmodsigelser

DR3’s serie ’Selvoptaget’, hvor tidligere realitystjerner filmer deres eget hårde liv som C-kategorikendisser, er endnu et af kanalens forsøg på at hæve niveauet for reality-tv. Det falder til jorden, når programmet både vil udstille og efterligne den nådesløse realitybranche
’Selvoptaget’ på DR3 onsdage klokken 21.30 og på dr.dk/tv/se/selvoptaget

’Selvoptaget’ på DR3 onsdage klokken 21.30 og på dr.dk/tv/se/selvoptaget

13. februar 2014

De udleverede kameraer dulmer abstinenserne, men giver tydeligvis ikke den samme optur, som det gør at medvirke i Paradise Hotel, Singleliv, Fristet og Divaer i junglen. Med introens ord er deltagerne i Selvoptaget blevet »overladt til sig selv« efter en tid i rampelyset.

Introen spørger om, hvordan livet er efter reality, mens man ser billeder af de grædende deltagere og gætter på, at det nok ikke er let at se festen stoppe. Helt forladte er de unge mennesker ikke. DR3 har lige så meget appetit på deres tømmermænd, som TV3 og Kanal 4 havde på deres fester.

Pernille, Irina, Nicolai, Joy og Peter er blevet afhængige af pressedækning, og det er snedigt nok at udnytte det behov til at dokumentere afhængighedens glæder og sorger. Deltagerne får på den måde både eksponering og mulighed for at fortælle, at den ikke er god for dem. Det kan godt føles lidt penibelt at se på.

Det gør det dog ikke for min bofælle, som er fan af programmet. Han siger, det er glimrende at få de korttidskendtes sårbare sider med, det manglede bare. Desuden findes behovet for opmærksomhed mange steder i mange former i disse tider, det må man vel interessere sig for.

Og hvad den underlige dobbelthed angår, er det bare et typisk symptom på afhængighed, når deltagerne skammer sig over eksponeringen af sig selv og samtidigt savner den.

Der sukkes dybt, når Se og Hør har skrevet om en af deltagerne, og akkurat lige så dybt, når bladet ikke har. Nicolai smiler saligt over at have en offentlig kendt hemmelighed om en romance med en offentlig kendt frisør. Journalisterne får ikke lov at få historien bekræftet, den slags lunser deler A-kendisser ikke ud, men han kan næsten ikke vente, til journalisterne ringer, og han kan næsten ikke tale om andet, end at han ingen kommentarer har. Til gengæld har han hjerteformede pupiller, når han taler om manden – og om hans miljø af stilfulde A-kendisser.

I modsætning til realitydeltagernes kendisproletariat har de langtidskendte i kraft af deres penge og prestigefyldte job ret til at beklage sig over den massive interesse for deres person. Det privilegium ønsker deltagerne i Selvoptaget sig også, men når de klager deres nød, fremstår den selvforskyldt og selvvalgt. Enten fordi en pårørende fortæller dem, at den er det, eller fordi deres selvmodsigelser er klippet så effektivt frem.

Min bofælle kan måske have ret i, at programmet kan og gør noget andet end andre realityprogrammer. De rystede optagelser fra byture og nedture er klippet virkelig fint sammen og suppleret med mere tilrettelagte tableauer. Som f.eks. når Nicolai ligger som en lille laksefarvet skikkelse på et plastichavemøbel og venter på et opkald fra Se og hør, mens en kæmpestor busk stjæler billedet fra ham, bare for at vise, hvor nemt det er. Hvis man vil grine, har programmet også et par ekstremt dilettantiske, gangsterklædte managere, der forsøger at spinde guld på deltagernes letpåklædte gæstebartenderjobs, der aldrig bliver til noget. Og en masse dialoger, hvor folk modsiger sig selv og hinanden i flæng.

Brødres jagt på sex og tævetæsk

Indimellem monologerne, der skiftevis handler om alt, hvad reality-tv har givet og taget fra dem, viser det mest spændende (om ikke det bedst udfoldede) ved programmet sig: deltagernes forhistorier og deres sociale overlevelsesstrategier.

De fleste realityprogrammer nedtoner deltagernes hverdag og baggrund; det er dødvægt, der fjerner opmærksomheden fra deres gøren og laden i programmet. I Selvoptaget er Irinas ’kendiskarriere’ en måde at komme videre på fra en kuldsejlet kunstskøjteløbskarriere. Med assistance fra sine ekstremt ambitiøse forældre udnyttede hun sine evner til det yderste og blev lige akkurat ikke god nok.

Nu bor hun hjemme i kælderen i en alder af 26 og hører for, at hun ikke bare spilder sit eget liv, hun har også spildt alle de aftener, weekender og penge, de har brugt på et talent, som hun selv er overbevist om var utilstrækkeligt. Den historie er hverken kedelig eller opløftende, men helt udfoldet er den heller ikke.

Pernille gik under navnet Dumme-Pernille i Paradise Hotel, fordi hun ikke ville kendes ved den mest almindelige paratviden, og det ville være ægte public service, hvis Selvoptaget kom lidt tættere på at opklare, hvad den påtagede dumhed skulle til for.

Hendes bytur i Skagen, hvor folk skriger af hende, gramser på hende og i det hele taget demonstrerer en form for dumhed, der i modsætning til hendes egen ikke har til formål at fremstå charmerende, er et trist lille drama om provinsiel slut shaming. At det for nogle er toppen at drikke, score og konspirere på tv, viser sig, da Peters bror, Kasper, fortæller, at han skal afsted til optagelserne af en ny sæson af Paradise Hotel.

Der går lummer forbrødring i den, og Peter bliver så rørt! Så misundelig! Så stolt! Alt sammen ved tanken om al den fisse, hans bror nu skal have. Gør mig nu stolt, siger han. Det virker næsten, som om deres seksualitet er en holdsport. Nicolais stejle indlæringskurve, hvad takt og tone i kendiskredse angår, har også sine hjerteskærende øjeblikke, når han prøver at forklare, hvorfor han selvfølgelig ikke måtte komme til sin nye flammes fødselsdag. Det virker, som om det er fuldstændigt selvfølgeligt og fuldstændigt uforklarligt for ham.

Tydelige selvmodsigelser og oprørte følelser er måske det allermest karakteristiske ved realitygenren, og det kører godt for Selvoptaget på den front.

Men programmets overordnede selvmodsigelse – at lave et realityprogram, der fortæller, hvor groft realityprogrammer udnytter de ulønnede deltagere – virker utilsigtet. Om deltagerne bliver betalt, ved jeg ikke, men Selvoptaget ville have haft mere kant (og mere at have moraliseringen i), hvis betingelserne for at deltage i programmet havde været en del af historien.

Det virker lige så fjollet, når Selvoptaget i samme ombæring udstiller og efterligner realitygenren, som når Irina m.fl. både fortryder de tv-transmitterede udkrængninger og insisterer på at fortsætte med dem.

’Selvoptaget’ på DR3 onsdage klokken 21.30 og på dr.dk/tv/se/selvoptaget

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu