Læsetid 4 min.

Så lad dog kærligheden

Temperamenterne stormblusser i Morten Kirkskovs kærlige iscenesættelse af ’Indenfor Murene’. Med Henning Jensen som følelsesheftig patriark og Marianne Høgsbro som menneskeklog mor
21. februar 2014

Aldrig har klezmerstemningen rullet så muntert i Indenfor Murene, som den gør i opsætningen på Aalborg Teater. Og det er netop livligheden og komikken, der giver Morten Kirkskovs iscenesættelse sådan en uimodståelig charme. Sådan er det ellers ikke traditionelt set med opsætninger af Indenfor Murene, der ofte har noget mørkt over sig. Stykket er en jødisk københavnerversion af Romeo og Julie. Det handler om den unge, jødiske Esther, der forelsker sig i den kristne Jørgen – hvorefter hendes far, Gamle Levin, er ved at slå hånden af sin datter. Og så eksploderer begge familier.

Men på Aalborg Teater bliver historien overraskende livsbekræftende. Opsætningen er en boblende moderne fortolkning af overbærenheden mellem forældre og deres voksne børn, der selvfølgelig forelsker sig i ’de forkerte’. Og Kirkskovs iscenesættelse rummer en imponerende psykologisk indsigt, som umærkeligt glider sammen med Henri Nathansens gamle replikker fra 1912.

Castingen er blændende. Alle virker simpelthen som hovedpersoner – lige ned til den lille så-lad-dog-barnet-pige Emma Busk, der som en anden Shirley Temple er komplet bedårende og har den klareste pigestemme – og den bedste scenespurt i denne sæson.

Alle har hovedroller

Forestillingens midtpunkt er Henning Jensens Gamle Levin, der kindkysser med sit barnebarn og smiler ubekymret, mens Marianne Høgsbros fru Levin gør klar til at servere sabbatsaftenens legendariske kødbollesuppe. Alt ånder idyl, i hvert fald lige indtil datteren kommer hjem og har forelsket sig …

Som publikum kommer vi til at holde af familiens mærkelige personligheder. Vi bærer vi over med den snu søn Jacob, som Steffen Eriksen giver en fin pengegrisk troskyldighed. Vi nyder Lise Baastrups højgravide, men lavtbegavede svigerdatters Dinas jordnære forsøg på, at få familien til at holde bordskik. Vi ser fremtidsdrømmen om både vekselerforretning og byens smukkeste hustru i øjnene på prokuristen Meyer, når Jakob Højlev Jørgensen lyser forelsket i øjnene over både pengene og pigen.

I denne opsætning opstår der desuden en forestilling-i-forestillingen, nemlig den fortiede tragedie i den knyttede hånd hos sønnen Hugo, der engang har brudt en forlovelse med en kristen kvinde. Martin Lindsten er den lækreste og mest muskeltrimmede Hugo-fortolker i kvindes minde. Og som oplagt scorekarl bliver han derfor netop ikke en kikset singlestakkel, men en mand, der har truffet en beslutning om at vente på at møde den rigtige jødiske kvinde – eller helt at undvære. Nu med et forsonende whiskyglas i hånden. Det er godt set.

Hade og skade

Men aftenen er Henning Jensens og Marianne Høgsbros. Henning Jensens Gamle Levin er så spændstig og så fuldstændig i sine følelsers heftige vold, at hans raseri og fortvivlelse koster både tårer og blå mærker. Han vælter rundt både med stolene og sig selv, og hans højre hånd dirrer af hævntrang til at ’hade og skade’, mens krænkelsesordene sprutter ud af ham. Hans Levin synger virkelig en fars svanesang. Og publikum sitrer sammen med ham.

Imens sidder Marianne Høgsbro helt stille som hans hustru. Hun holder klogeligt sin indre brand tilbage, fordi hun ved, at det kun er sådan, at hun kan få manden til at falde ned. Marianne Høgsbro har en forunderlig timing. Man kan høre på Aalborg-publikummets latter, hvordan de virkelig elsker denne skuespillerinde. Mange af replikkerne er faktisk sørgelige, men Marianne Høgsbro serverer dem, så de bliver morsomme – lykkeligt uden at ironisere.

Mænd skal dulmes

Mødet mellem de jødiske og de kristne forældre er syleskarpt og ondskabsfuldt. Jørgen W. Larsen og Hanne Windfeld spiller de kristne forældre, der insisterer på kristen kirkevielse – med Hanne Windfeld som forrygende manipulator fra en sygelig kørestol. Her er det også hustruen, der skal dulme manden og sørge for, at han ikke begår for store dumheder. Og her er det, at kampen mellem fædrene virkelig udkæmpes på penge og potens i den store herskabslejlighed, som Karin Betz så fint har antydet med fem meter høje vægge og høje paneler – og gysende uhygge.

Jamen, hvad så med de unge, det hele handler om? Jo, Amalie Dollerup er en bedårende og trodsig pige med sorte kruskrøller og oprigtig forelskelse i kroppen, og Mads Rømer Brolin-Tani er en gudehøj, lyshåret fyr med alle høflighedsgaverne i orden. Ved forestillingens slutning er hans krop ved at knække helt over af skam i kantede fortvivlelsesskridt.

Her får man pludselig våde øjne. Fordi sammenstødet mellem kulturerne i det kristne Danmark virker så hæsligt aktuelt. Uanset om det er jøder eller muslimer, der kæmper med kulturaccepten.

Denne Indenfor Murene tænder i hvert fald alle tilskuerens følelser af uretfærdighed og forelskelse. Det er det hele værd. Men som Marianne Høgsbro nok ville sige det: ’Så lad dog kærligheden.’

Indenfor murene. Tekst: Henri Nathansen (1912). Bearbejdelse og instruktion: Morten Kirkskov. Scenografi: Karin Betz. Lys: Clement Irbil. Lyd: Aske Bergenhammer Hoeg. Koreografi: Katrine Engberg. Aalborg Teater til 29. marts. www.aalborgteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu