Den Grønne Elevator er navnet på Danmarks mest berømte teaterdrink – inspireret af den danske titel på en elsket amerikansk farce af Avery Hopwood fra 1915. Lige nu er farcen trækplastret i et ellers vinterøde Tivoli, der har lokket latterglade tilskuere til langt-ude-morskab med Bodil Jørgensen og Tommy Kenter under lysekronen i Glassalen.
Lad det være sagt med det samme: Komik i Danmark fås ikke festligere og mere anarkistisk end hos disse to fænomenale komikere. Hvad Tommy Kenter har i forbløffelsesgrimasser og tegneseriebenspjæt, har Bodil Jørgensen i sortsynsskuldre og nakkerutsjen. Og hvad Bodil Jørgensen har i knirkestemme, har Tommy Kenter i rædselshvisken. De to kan sammen få grotesk morsomme øjeblikke ud af absolut ingenting: et biord, et gulvtæppe, en vandspejling – eller bare en fod, der er blevet væk, fordi den er kommet uden for synsfeltet. Alt kan blive til latter. Som i den bedste revy eller det sjoveste standup-show.
Langt ude
Når det er sagt, må det også konstateres, at den 99 år gamle tekst til Den Grønne Elevator vitterlig er so last century. Tiden er i den grad løbet fra den platte handling, at den i dag virker decideret provokerende – på grænsen til det sexistiske. For hvad handler forestillingen om? Såmænd bare om nogle mænd, der er hamrende bange for, at deres koner tager et enkelt sidespring, mens de selv dyrker organiseret utroskab på faste ugedage til borgerskabets udelte velsignelse. Og det skal vi så sidde og forherlige i 2014! Det er langt ude.
Nuvel. Måske skal man bare strunte i den slags og nyde det fabelagtige komikerpar, når de shaker cocktails og bliver fuldere og fuldere. Men det er godt nok svært ikke at drømme om, at nogen havde bedt en ferm forfatter om at skrive en ny ’førstesal’ og ’tredjesal’ til denne elevatortekst, så ’andensalskomikken’ i fuldescenen kunne blive matchet af en tidssvarende tekst.
Tømmerflådekomik
Det fortjener forestillingen. Lisbet Dahls fabelagtige iscenesættelsestiming er så sikker, at hun kan afbryde en hvilken som helst replik hvor som helst. Og hun har fået Jørgensen og Kenter op i superligaen af komikere, så det virker, som om Kjeld og Dirch har parkeret deres tømmerflåde ud for elevatordøren på 2. sal.
Samtidig giver Lisbet Dahl skuespillerne friheden til netop ikke at efterligne hendes eget spil sammen med Claus Ryskjær i 1980’erne og 1990’erne, men i stedet at finde deres egen galskab. Det er generøst.
Wonderskørter
Nuvel. Der er også ’elevatorførere’ med i denne farce. Ann Eleonora Jørgensen er både smækker og hårdtslående i rollen som Kenters kone, der keder sig i sit ægteskab. Og Peter Gantzler har fundet en eksplosiv vrede, så snart han tror, at Kenter har løftet de gyselige blomstrede wonderskørter på Jørgensen, der har fået scenografen Nina Schiøttz’ sjoveste kostume. Desuden er Alexandre Villaume herligt overfladisk i rollen som ubekymret playboy – og Max Hansen genfinder sin indre flyttemand, som var den en af hans faste revyroller. Det kører bare, og det kører sjovt. Mathilde Norholt har lidt sværere ved at finde latterbalancen, men det skal nok komme.
For Bodil Jørgensen og Tommy Kenter løfter alle med op i elevatoren. Det er bare sjovest, når den standser ved barvognen på 2. sal.
Den Grønne Elevator. Tekst: Avery Hopwood (Fair and Warmer, 1915). Oversættelse: Palle Kjærulff-Schmidt. Iscenesættelse: Lisbet Dahl. Scenografi: Nina Schiøttz. Glassalen i Tivoli til 13. april. www.tivoli.dk
