Læsetid 3 min.

Slagtet af anmelderne

Erlend Loe leverer stadig underholdende og toptunet prosa af høj litterær kvalitet, men det bliver sværere og sværere at forstå, hvor forfatteren er på vej hen
7. februar 2014

Hvor voldsomt og ondt det kan gøre for en forfatter at få hård kritik, forstår man for alvor, når man har læst Erlend Loes nye roman Status. Her udspiller han i yderste konsekvens det, som Ib Michael kun har truet Lars Bukdahl med, men som adskillige forfattere sikkert har været stærkt fristet af: At gå på hævntogt. Ikke bare sådan tage alvorligt til genmæle, men korporligt gå ud og straffe de kritikere, der har formastet sig til at fælde en negativ dom over ens nye bog.

Den ældre lyriker, Nina Faber, er i Loes roman en af de forfattere, der tilbage i 1970’erne »kunne suge selve essensen ud af livet« og ifølge mange, og ikke mindst hende selv, burde have fået Nordisk Råds Litteraturpris. Eller som Loe, ikke uden en vis ironi, portrætterer hende:

»Hun var, på sin egen varsomme måde en fin lyriker, men faldt aldrig helt i trit med den tids manierede politiske melodi. Hvor andre skrev om Mao, skrev Nina om sump-hullæbe, mønstret i guldsmedens vinger og om vejret i byer, hun aldrig havde været i.«

Nina får aldrig den eftertragtede litteraturpris, i stedet går hun i stå og i hundene. I hvert fald forsvinder hun fra radaren, og der går der rygter om druk og ikke meget skriveri og måske en kæreste i Istanbul.

Pludselig er hun tilbage igen efter lang tids tavshed. Teksterne er begyndt at strømme igen, og hun skriver med afsæt i udsigten fra sin lille lejlighed i Istanbul digtsamlingen Bosporus:

»På impressionistisk vis beskrev hun det samme syn, strædet, broen, byen og landskabet rundtom under forskellige tankemæssige associationer fra dag til dag og time til time.«

Hendes redaktør aner muligheden for et sent comeback. Nina Faber er stadig sådan en forfatter, som man anmelder på dagen, og da hendes nye digtsamling endelig udkommer, er det med en enslydende slagtning af bogen.

Senere samme dag er det meningen, at Nina skal læse op og signere bøger i Universitetsboghandlen. De ringer imidlertid fra boghandlen og aflyser aftalen, fordi butikken skal have statusopgørelse. Nina er imidlertid sikker på, at det bare er et påskud og skyldes de dårlige anmeldelser, så hun opsøger boghandleren, som hun ved et hændeligt uheld kommer til at slå ihjel, da hun skubber ham ind mod et arkivskab.

Foreløbig er det hele bare tragikomisk. Ingen er vidne til hændelsen, så hun fortsætter sit amokløb til den anmelder, der har skrevet den hårdeste anmeldelse af hendes bog. Hun finder hans adresse og opsøger ham i hjemmet. Og hvad der derfra udspiller sig, skal ikke afsløres, men det er både bestialsk, kulørt og meget morsomt. Ligesom den ret teatralske afslutning på historien heller ikke skal afsløres.

Svært at skrive let

Hvad stiller man i grunden op med sådan en bog? Når man ved, hvor svært det er at skrive sjovt og let, må man endnu en gang anerkende, hvor god en forfatter Erlend Loe er. I Status leverer han et veloplagt og sjovt portræt af en forfattertype, som de fleste nok vil kunne finde en række forbilleder for, ligesom han igen skriver en gennemført vellykket farce.

Man griner meget igennem en Loe-roman, men det er svært ikke at sidde tilbage med en følelse af, at forfatteren til romaner som Naiv. Super, Doppler og Stille dage i Mixing Part har mistet lidt af sin vilde galskab og gale vildskab – og ikke mindst har mistet noget af den samfundsmæssige brod og relevans, som morskaben trods alt havde. Det er som en flot sæbeboble, man beundrer den i det øjeblik, den svæver foran en, men så snart hinden brister, efterlades man med en lidt sjasket fornemmelse. Var det bare det?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu