I Berlingske kunne man forleden læse det opsigtsvækkende rygte, at praktiserende læger i og lige omkring Kartoffelrækkerne på Østerbro er begyndt at udskrive Søren Ulrik Thomsen og Per Aage Brandt på recept til bedrebemidlede, humanistisk indstillede københavnere, der går rundt og lider af Posttraumatiske Yahya Hassan Abstinenser – bedre kendt som PYHA.
De er ifølge avisen simpelt hen blevet så følelsesmæssigt sindsoprevne af den storsælgende, unge digters ligefremme og hårdtslående tekster, at de har fået brug for medicin i form af »indadvendte, formfuldendte og svært tilgængelige lyriske billeder,« som normalt kun udgives i meget små oplag.
Det med det formfuldendte må Berlingskes Jesper Eising vistnok have misforstået, i det mindste for så vidt angår Brandt. For dennes poesi kendetegnes netop ved sin principielle henkastethed. Hver tekst skal kun være et udkast, en mulig gestus i skriften. En art foreløbighed – ikke et monument.
Hvordan Per Aage Brandt skriver digte, er der atter rig lejlighed til at studere i den ene halvdel af den optimistiske dobbeltudgivelse, forlaget Basilisk for godt og vel en uge siden sendte på gaden, Nansensgade nærmere bestemt, hvor man troligt fortsat residerer i samme kælder som den, hvor Brandt for 30 år siden var mellem grundlæggerne.
Samtidig med hans Nitten semiotiske smuler, hans tiende essaysamling på dansk, udkom Tidens tand, mørkets hastighed, indeholdende så store mængder af digte, at de, dersom man havde ofret en side på hvert, ville have fyldt 500 sider.
Dog, det halvandet hundrede, digtbogen er havnet på, er allerede alt, alt for meget. Konfronteret med så mange tekster af denne digter indser man for alvor, hvad det er, som er rivegalt. Bevares, manden er lynende intelligent og har såvel sans for spidsformulerede indsigter som en smittende humor. Han kan så let som ingenting ryste strofer ud af sit ærme: kasseformede eller undertiden let skrånende og altid tilsyneladende stramme, indholdstætte, og det er ham en smal sag at få fjorten linjer til at ligne en sonet eller få tre stillet op i et haiku.
En meta-filur
Problemet med hans digte er imidlertid deres at-agtighed – dette at han i virkeligheden kun giver ret lidt af sig selv og foretrækker at filosofere, sådan lidt på skrømt. Hans tekster virker pansrede mod både ham selv og hans læsere, for til deres at-agtighed kommer deres man-agtighed – dette, at deres subjekt er hvem som helst og ingen som helst. Føj dertil hans forkærlighed for citater og hans hang til fortænkte ordspil samt hans forskrækkelige uvane med på én gang at lukke sin tekst med en laber slutning og samtidig hermed viske slutningen ud ved at anbringe den i en parentes, og De har, hvad der nærmest ligner en parodi på en akademisk poet eller i hvert fald en metafilur, som simpelt hen ikke kan høre, hvornår hans flotheder ender i selvrepeterende tomgang.
Her må et barmhjertigt eksempel da vist være på sin plads. Det kunne så være Per Aage Brandts ligegyldige leg med den gamle latinvits ’lectiles colitorum femiverum’ eller hans ti selvgentagende linjer om begrebet bevidsthed, men begge dele virker for nemt. De to tekster er bare for tynde. Nej, kig i stedet på dette digt, der netop ikke er direkte dårligt:
jeg siger én ting og gør så
en anden, med oprejst pande
og tungen lige i kinden, tanden,
vinden, hvor den skal være,
helst, lige dér hvor virkeligheden
befinder sig til enhver tid,
og også i munden, mellem
tidens tænder, deres uhørlige
gnidsel er sandhed: fint sand,
let knasende under talens tørke
Her er oplagte kvaliteter på færde såsom rytmisk substans, tankemæssig tilspidsning, begavet leg med sprogets faste billedlige udtryk. Men samtidig falder digtet pladask til jorden på grund af tunge abstrakter såsom ’virkeligheden’ og ’talen’. Digtets billeder står ikke som magiske gåder, men som knirkende redskaber for tanken. Vi har at gøre med, hvad vi kalder et dårligt godt digt – livsforsikret på forhånd imod enhver indvending, og netop derfor pivåbent for elementær kritik.
Nej, så er der heldigvis ganske anderledes læseoplevelser at hente i de Nitten semiotiske smuler, hvor Per Aage Brandt brillerer ved sin evne til at tænke på tværs og ligesom piruetterende danse eller sanse en problemstilling frem, samtidig med at han filosoferer. Bogens spørgsmål lyder bl.a.:
I hvilken forstand er noget rigtigt? Hvad er det for en sær mekanisme, som gør, at vi egentlig altid går ud fra, at en tekst har en sandhedsfunktion? Hvorfor kan et moderne samfund umuligt blive en etnisk stat? Hvori består den æstetiske trang, som måske er mennesket iboende? Hvad er det ved musik, som gør, at den så ofte kan bruges til at ledsage en overgang fra én tilstand til en anden? Hvorfor kan vi bedre tage afdøde digteres værker personligt?
På disse og andre almene spørgsmål søger samlingens essays – nå ja, ikke deciderede færdige svar, men trods alt den slags svar, der består i, at et spørgsmål bliver stillet bedre, mere præcist, og under brug af adækvate begreber. Metoden hertil er, som titlen angiver, genuint semiotisk, dvs. at anskue kultur som tegnsystemer og undersøge menneskeskabte forhold nærmest geografisk, som domæner, der strukturelt ligner hinanden, men samtidig må studeres og beskrives på deres specifikke præmisser. Sådan som det fornemt kan ske, når en forfatter lader begrebslig skarphed gå hånd i hånd med associativt inkluderende, inspirerende leg.
Tidens tand, mørkets hastighed: Per Aage Brandt. Basilisk. 151 sider.175 kroner
Nitten semiotiske smuler: Per Aage Brandt. Basilisk. 127 sider. 175 kroner
