Læsetid: 3 min.

Tarteletter og en eksistentiel ener

Det mest fascinerende ved den danske singlesalgsliste er, hvor konstant konservativ den er. Lige som i udlændingelovgivningen er der heller ikke plads til meget immigration på hitlisten. Vi holder fast i vores slagsange, ja, vi knuselsker dem til døde. Og når der endelig dukker nye toner op, så er det minsandten fra gamle kendinge som Medina, hvis indtog på hitlisten er lige så sikkert som tarteletter i forsamlingshuset. Alligevel har en fransk ener listet sig ind på listen – måske er der alligevel håb
25. februar 2014

1. Medina: Jalousi

Svag ballade fra en dame, der har det med at balancere på kanten mellem selvoptaget selvmedlidenhed og alment tilgængelig melankoli. Her går det jammerligt galt. Og det er ikke kun den akustiske guitars skyld.

2. Pharrell Williams: Happy

Jeg er stadig glad på hr. Williams’ vegne. Men jeg er også ved at blive en liiille smule træt af al den lyksalighed. Man er trods alt en skandinavisk protestantisk ateist, så der er grænser for, hvor længe man kan lade, som om solen altid skinner. Ikke mindst når det er grovgrå februar. At dømme efter placeringen på ugens hitliste står jeg så rimelig alene med den følelse.

3. Stine Bramsen: Prototypical

Er det en The Knife-synthesizer-lyd fra 2006, de har samplet? Never Mind. »Prototypical« er virkelig ikke ringe. Intens turbogospel, hvor klappene falder som opfriskende lussinger. Og hvor tit hører man ordet »procrastination« – nølen – i et pophit?

4. Pitbull Feat. Ke$ha: Timber

Jeg er begyndt at forstå at »Timber« – hvor irriterende den end måtte være – kommer til at blive forbundet med denne tid. Sådan er pop jo også: Nådesløst limet til en periode i den offentlige og den private historie. Så klumpedumpesangen om noget, der går ned (festen) eller falder (mænd) kommer fremover til at være officielt soundtrack til salget af alt for billige DONG-aktier til Goldman Sachs, SF’s kollaps, Tyrkiets korruptionsskandale, udsigtsløsheden i FN’s Syrien-forhandlinger og selvfølgelig folks private ståhej i vinteren 2013/2014.

5. Christopher: Crazy

Ok, lilletrommen er da meget lækker, og knægten kan synge. Teksten er også i orden i sit livtag med noller kærlighed: »When you yell and throw shit, it ends with makeup sex/That’s why you’re the one«. Men det er en uopfindsom komposition. De dynamiske spring, melodierne og Christophers fraseringer går på krykker i Hitsville. Besøg i stedet Quadrons »Hey Love« for at forstå, hvordan man skriver kærlighedspop, hvor man føler, at sangerens egne dyrekøbte erfaringer gungrer gennem lydbilledet – i stedet for som her, hvor alt lyder lånt, forlorent, næsten gratis.

6. Shaka Loveless: 2 Mod Verden

Virkelig en bedrift at lave så højstemt en hyldest til så grundig en neder. »Filmen den var knækket før starten,« lyder det om en tosomhed, der aldrig burde have været. En smukt gjaldende power-serenade til kærlighedens forbistringer.

7. Ed Sheeran: I See Fire

Det kan godt være, at han ser ild – men jeg hører lyseslukker.

8. Klingande: Jubel

Saxofonen er tilbage! Her i et stykke fransk wellness-house, som ikke vil gøre en kat fortræd. Det er jo også en form for kvalitet.

9. L.I.G.A: Julia

Danseorkesteret og Thomas Troelsen har ikke levet forgæves. En let popvirus, som forhåbentlig også går let væk igen.

10. Stromae: Tous Les Mêmes

Bemærkelsesværdig. For det første, fordi det er en fransksproget sang, som har fanget vores anglofilt tunede trommehinder. For det andet, fordi den diskuterer mand- og kvindelige krav og idealer. Og for det tredje, fordi den synges af en herre, der optræder som halvt kvinde halvt mand i videoen – og bruger sin kvindefigur til at diskutere sit egentlige køns fejl og mangler. Ifølge hans sang gider mænd godt lave, men ikke opfostre afkom. De foretrækker kvinder, som ikke ældes. De gider ikke tale om problemer. Men samtidig udstiller Stromae også kvindens stereotype opfattelse af manden gennem disse klicheer. Så alt er altså ved det gamle, som han så livstræt synger. Og ingen giver sig i stillingskrigen, som Stromae indikerer i musikvideoen med sin langlemmede krop i en stangende dans med en kvinde med identisk tøj og frisure.

28-årige Paul Van Haver alias Stromae har rødder i Rwanda (hans far, der var arkitekt, døde i 1994 under folkemordet i Rwanda), og i Belgien via sin flamske mor. Han har kaldt sin musik for »selvmords-dance«, og franske Le Monde har kaldt ham »en antenne«, fordi han formår at opfange konfliktsignalerne i et kriseramt Europa. The New York Times påpeger, at han indfanger Europas »tristhed«, og han har fortalt avisen, at han vakler mellem »overbevisning, kynisme og eksistentiel ambivalens«. Og så bliver han ofte sammenlignet med sin landsmand, legenden Jaques Brel. »Tous Les Mêmes« er en begavet konstruktion, der er bygget af lige dele chanson, cabaret, house, hiphop og salsa. Den giver en lyst til at danse gammeldags, mens vi alle sejler stadig tættere på afgrunden. Så, voila, en højmoderne popstjerne med krisesmag i munden og udeneuropæisk stamtræ har sneget sig inden for i forsamlingshuset. Hurra for det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu