Læsetid: 3 min.

Tilbage til fremtiden

En moderne klassiker som ’Verklärte Nacht’ kan vække modernisten i et moderne publikum og ekspandere nuet til en evig størrelse
7. februar 2014

En moderne klassiker kan vække modernisten i et moderne publikum og ekspandere nuet til en evig størrelse.

Diamanten sørger prisværdigt for at have en moderne klassiker med i hvert sæsonprogram. I denne sæson Arnold Schönbergs Verklärte Nacht. At kalde værket moderne føles som en relativ betegnelse. I forhold til Schönbergs senere kompositioner er det klassisk og et højdepunkt i den senromantiske stil. Omvendt er det måske netop fra et sådant højdepunkt, at vi virkelig skuer ind i noget moderne forstået som kunst, der sprænger en fortids rammer og netop i dette udtryk kaster sig ud i en tidløshed, der gør, at værket aldrig vil gå af mode. Mere end når vi i dag hører Schönbergs tolvtonekompositioner, der blot bliver en begrænset tids musikalske eksperimenteren. Så heldigt faldt værket i hvert fald ud ved tirsdagens koncert i Dronningesalen.

Forenklet kompleksitet

Koncerten indledtes af Schumanns Kinderszenen udsat for blæserkvintet af Hans Abrahamsen.

Schumann er en moderne klassiker i sig selv, og hans tilsyneladende nuttede stemningsbilleder fra barndommen er billeder på næsten abstrakt tonekunst – klassisk komposition hørt gennem et kalejdoskop. I sit umiddelbare udtryk er de små klaverstykker tæt på naive, mens det at spille dem kan gøre én lige så skør, som Schumann endte med at være. Trods deres programmatiske titler er billederne ikke mere konkrete end en pille af erindring i et glas vand og kræver en meget moden kunstner.

Schumanns særlige kunst – at samle mange tanker i én ånd – blev med fem blæsere mere til mange ånder, der forholdt sig til én tanke, så noget af den modne opgave gik tabt.

Inden aftenens hovedværk spillede blæserkvintetten Jean Françaix’ Blæserkvintet nr. 2, og tro det eller ej, men den var fra 1987. Det havde jeg aldrig gættet, men havde nok sat den til noget, der var et halvt sekel ældre, og det var i hvert fald ikke musik, man kunne kalde moderne, ikke engang relativt, men bare musik, der bevægede sig inden for enhver tidsalders slappe linje. Dog, på grund af blæserkvintettens hjemmevante beherskelse af musikken måtte man konstatere, at den var både vellydende og svingende »med plads til musikalsk leg«, som en ejendomsmægler ville udtrykke det. Og så var man i hvert fald sulten til efter pausen.

Forløst angerskab

Schönberg hentede inspirationen til sin strygekvartet fra et digt af Richard Dehmel og skrev værket som en slags programmusik over dette. En kvinde tilstår over for sin elsker, at hun er gravid med en anden, elskeren forløser hendes anger ved at tage hendes ufødte barn til sig som sit og lade dem alle forenes i kærlighed.

Det sidste i en sådan sproglig sensuel grad, at det engang vakte anstød. I dag er det svært at få øje på det anstødelige, men det, at en mand vælger at acceptere et ufødt barn som sit, kan til gengæld stadig mærkes som en mentalt ekspanderende beslutning. En romantisk kærlighed udsat for en uforældet og ret uromantisk konflikt. På samme måde som Wagner i sin Tristan og Isolde lader akkorderne alternere og skifte i et harmonisk system, der ekspanderer den klassiske harmonik, lader Schönberg med samme teknik sin strygekvartet være komponerede følelser, der transcenderer og forløses. Ikke i en mytologisk verden som Wagners, men i det helt daglige og hverdagslige kærlighedsrod.

Modsat den udskrevne klavermusik udsat for blæsere koncentreredes her alle stemmer til en kompleks enhed i en fremragende fremførsel af værket. Diamantensemblets strygere med ekstra kontrabas som dejlig dyb bund i klangbilledet holdt et fokus og en stringens gennem hele værkets ene sats, så stærkt, at man ikke turde slippe koncentrationen et øjeblik, og det ultra-senromantiske værk forløstes og forklaredes som musik, der netop ved sin stærke aktivering af både musikere og tilhørere aldrig går af mode og måske ligefrem kan hjælpe os mennesker til at føle os moderne igen.

Diamanten, Dronningesalen, Tirsdag d. 4. februar 2014 kl. 20. Diamantensemblet. Musik af Schumann, Françaix og Schönberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu