Bhutan har længe været kendt for sin satsning på ’bruttonationallykke’, men ikke ligefrem for sin filmscene. Det er ikke mere end 15 år siden, landet fik sin første tv-station, og en egentlig filmproduktion så småt startede op. Nu viser landets biografer primært bhutanesisk producerede film. Der bliver lavet 20-30 om året, mange af dem efter Bollywoodskabelonen, men en ny generation af filmskabere er i fuld gang med at skubbe rundt på både filmscenen og den nationale politiske dagsorden i det lille sydasiatiske kongedømme.
Den ’store mester’ i Bhutans unge filmindustri er den reinkarnerede lama Khyentse Norbu, der fungerede som konsulent på Bertoluccis Lille Buddha, før han selv blev instruktør. Norbu har vundet priser på filmfestivaler fra Kerala over Pusan til Sao Paolo og München, og i efteråret åbnede hans nye film Vara: A Blessing Busan International Filmfestival i Sydkorea. Norbu er den ubestridt største inspirationskilde og læremester for den nye generation af filmskabere i Bhutan, der hverken har filmskole eller statsstøtte at læne sig op ad, men »bare har taget et kamera og er gået i gang«, som instruktøren Phuntsok Rabten formulerer det. Sammen med tre kolleger gæstede han i marts Danmark under festivalen Nye film fra Bhutan, organiseret af Venskabsforeningen Danmark-Bhutan.
Det søde ingenting
Fælles for den nye generation af filmskabere i Bhutan er, at deres film først og fremmest er lavet med et lokalt publikum i tankerne, og de ved, at de teknisk har svært ved at stå distancen internationalt – endnu. »Vi lærer, mens vi arbejder. Og vores fokus er historier, ikke effekter,« siger Phuntsok Rabten.
Den anden centrale udfordring for Bhutans filmscene er, at det nationale filmråd ikke har filmfaglig ekspertise og i stedet er optaget af at regulere, hvilket billede af Bhutan der bliver vist gennem landets filmproduktion.
»Karaktererne må ikke bære vestligt tøj, de må ikke bande, ikke kysse. Som i 1920’ernes USA befinder Bhutans filmindustri sig i en decade of sweet nothings,« siger Phuntsok Rabten, der selv gik radikalt anderledes til værks med sin seneste film Chuut Wai, hvis titel i sig selv er en slags bandeord på dzongka, som er det sprog, der tales i Bhutan.
Filmen foregår i hovedstaden Thimphu, og de tre hovedpersoner er en psykisk nedbrudt stofbruger, hvis mor har begået selvmord, en blind mand med hang til buddhistiske læresætninger og en barsangerinde, der sagtens kan sige nej, men ønsker sig en, der er værd at sige ja til. Skuespillerne er amatører, hvis kvalifikationer er, at de spiller sig selv fra hver deres marginaliserede position bag lykkelandets facade. Men selv om filmens plot og dens tilblivelse langtfra følger de nationale retningslinjer for, hvordan Bhutan skal skildres, har sundheds- og uddannelsesministeriet købt filmen for at vise den til unge landet over.
»Vi har store problemer med depression og stofbrug blandt de unge i Bhutan,« siger Phuntsok Rabten, der mener, at det er hans »gode intentioner« med filmen, som gør, at det går an at »fortælle nogle virkelige historier« om det Bhutan, der også findes.
Crash course
Phuntsok Rabten arbejdede i byggeindustrien, da han i 1999 så Norbus The Cup og som følge heraf tog hele sit liv op til genovervejelse.
»Den slog benene væk under mig. Det er en film, som formidler alderens og tidens visdom til fremtidens generationer. Den er fuldstændig anderledes, end hvad vi hidtil havde set. Film er så nyt et fænomen i Bhutan, og folk forbinder film med ren underholdning, med Bollywoods larm og ramasjang og romantik og sange og dans. Men vi er flere, som brænder for at frisætte hele filmkunstens potentiale,« siger Phuntsok Rabten. Og det indebærer også at opdrage det lokale publikum, mener han.
»Folk er blevet vænnet til, at en film skal være et tre-fire timer langt Bollywoodrabalder. Og eliten i Bhutan rynker på næsen ad film, den føler sig for fin til det. Men det er ved at ændre sig nu – elitens børn trækker deres forældre med i biografen, og det brede publikum er ved at blive mere kræsent.«
Filmproduktion er dog stadig en niche i Bhutan. Da Phuntsok Rabten udskiftede en lukrativ karriere i byggeindustrien med en brødløs tilværelse som selvlært filmskaber, uden andre redskaber end et to måneders ’crash course’ fra et filminstitut i Manila, Filippinerne, forekom det hans familie og venner at være et bizart valg.
Også dokumentarfilminstruktøren Kesang Dorjee fravalgte den oplagte karrierevej til fordel for at lave film, da hun kom tilbage til Bhutan i 1998 med en udenlandsk kandidatgrad i statskundskab.
»Jeg var på vej ind i et godt job i staten, da Bhutan Broadcasting Service åbnede i 1999. Min kærlighed til dokumentarfilm og mit engagement i kvinders rettigheder trak mig ind i tv-verdenen, hvor jeg arbejdede nogle år, indtil jeg gik freelance.«
En økonomisk tåbelig beslutning, eftersom uafhængige filmprojekter ikke støttes af staten i Bhutan – på trods af en erklæret intention om at »udvikle en film- og musikindustri, der kan stå sig imod Hollywood og Bollywoods samlede vægt«, som det blev formuleret i en regeringsrapport fra 2011. Først i efteråret 2013 fremlagde Bhutans regering imidlertid en skitse til en politik, der kan understøtte landets filmproduktion.
Finansieringen til de to af Kesang Dorjees film, som blev vist under Nye film fra Bhutan, har hun i stedet fundet hos Dansk Institut for Partier og Demokrati. Yes, Madam Prime Minister og Bhutan Women Forward sammenligner kvinders vilkår for demokratisk deltagelse i Danmark og Bhutan og følger bhutanesiske kvinders kamp for en plads i parlamentet.
»Alle er i princippet enige om, at kvinder skal deltage i demokratiet på lige fod med mænd i Bhutan, men politik er en beskidt affære, og mænd begynder hurtigt at føle sig truet, når kvinder faktisk bliver valgt ind på indflydelsesrige poster,« siger Kesang Dorjee, der med sine film vil give kvinder nogle billeder, som viser, at politisk deltagelse er en reel mulighed.
Mellem land og by
Den tredje bhutanesiske instruktør, der gæstede Danmark under festivalen, Rinzang Rigzang, er opvokset i en lille landsby og skulle have været bonde ligesom sine forældre og bedsteforældre. I stedet søgte han i 2001 ansættelse på et filmhold, hvor han gjorde lynkarriere.
»De havde allerede ansat alle dem, de behøvede, men jeg fik lov at komme med som kok,« fortæller Rinzang, der var lykkelig for bare at kunne komme i nærheden af filmmediet. Han blev imidlertid fyret allerede efter det første måltid. »De synes, jeg var en frygtelig kok! Så dårlig er jeg altså heller ikke til at lave mad. Men det var mit held, for så fik jeg lov at hjælpe med lyssætningen dagen efter. Og på tredjedagen manglede de pludselig en sekundant for en af skuespillerne, og det blev mig.«
Siden tog han et kort kursus på en filmskole i Indien, og nu har han selv instrueret to spillefilm, Yeethro Lhamo og Hingsel. Begge film tager udgangspunkt i Rinzangs egne erfaringer i brydningen mellem land og by, mellem det traditionelle og det moderne Bhutan. Det er kærlighedshistorier om klasseskel, om at finde og miste, om fortid, karma og fremtid. I filmenes mellemtekst bliver der også, ligesom i Chuut Wai, vist et Bhutan bag lykkefacaden; et Bhutan, der er lige så præget af social kontrol og frygten for andres fordømmelse, af smålighed og jalousi, af uforsonlighed og splittede familier, som det er tilfældet alle andre steder.
Vor tids medie
Rent fortælleteknisk henter Rinzang inspiration dels fra andre asiatiske landes uafhængige filmscene, og dels fra 1960’ernes Hollywoodklassikere. Ligesom nogle af de nye bhutanesiske instruktører med deres film viser en tiltrækning mod den gyldne Hollywoodæra, men samtidig er optaget af at finde en særlig bhutanesisk måde at lave film på, er Khyentse Norbus klassiker Travellers and Magicians fra 2003 en venligt bidsk og labyrintisk fortælling om, hvad der kan ske, når individet gribes af begær efter drømmelandet symboliseret ved USA; og om at forlige sig med der, hvor man er, og – måske – dermed blive i stand til at bringe drømmelandet lidt tættere på.
Da Phuntsok Rabten skal introducere publikum til Travellers and Magicians under Nye film fra Bhutan-festivalen, gør han det med ydmyghed og beundring for »mesteren«: Norbu har vist, hvordan Bhutan ikke blot kan træde ind i en ny tidsalder uden at miste sin sjæl, men også kan bruge film til at bringe alternative livsopfattelser ud til et globalt publikum, mener Phuntsok Rabten.
»Khyentse Norbu bliver tit spurgt, hvorfor en munk som ham, en filosof, en lama og buddhistisk læremester, med ansvar for klostre og skoler verden over, er begyndt at instruere film.
Han siger, at der ingen modsætning er mellem det at skabe film og det at videregive visdom til nye generationer. Man har altid brugt medier til at lære fra sig: malerier, skulpturer, tekster. Vor tids medie er audiovisuelt,« siger Phuntsok Rabten og tilføjer: »Det er det budskab, som jeg og andre filmskabere i Bhutan har taget til os.«
’Nye film fra Bhutan’ var arrangeret af venskabsforeningen Danmark-Bhutan og kurateret af filminstruktør Hans Wessing
