Læsetid: 7 min.

Hun afskyede alt, hvad Disney stod for af forloren idyl, godt humør og animerede dyr

Med sine fremragende sange, morsomme historie og opbyggelige budskab er ’Mary Poppins’ blevet en klassiker for hele familien. Filmens tilblivelse begyndte dog med en langvarig og udfordrende duel mellem Walt Disney og P.L. Travers, forfatteren af bøgerne om Mary Poppins. Og det handler John Lee Hancocks fine, biografaktuelle ’Saving Mr. Banks’ om
Med sine fremragende sange, morsomme historie og opbyggelige budskab er ’Mary Poppins’ blevet en klassiker for hele familien. Filmens tilblivelse begyndte dog med en langvarig og udfordrende duel mellem Walt Disney og P.L. Travers, forfatteren af bøgerne om Mary Poppins. Og det handler John Lee Hancocks fine, biografaktuelle ’Saving Mr. Banks’ om

Scanpix

13. marts 2014

I 1977 medvirkede den australske forfatter P.L. Travers i et radioprogram på BBC, og selvfølgelig faldt talen på hendes mest berømte figur, Mary Poppins, som Walt Disney 13 år forinden havde forvandlet til en populær familiemusical.

»Jeg har set den en enkelt gang eller to, og jeg har lært at leve med den,« sagde P.L. Travers, der lød som en indfødt brite.

»Den er glamourøs, og det er en god film på sin egen måde, men jeg synes ikke, den minder ret meget om mine bøger.«

Og det havde hun ret i. Disneys udgave af Mary Poppins er betydeligt mere lys og positiv end Travers’ original, der måske ikke ligefrem er mørk, men heller ikke fuld af sang, sentimentalitet og animerede pingviner som hos Disney.

Som det fremgår af citatet ovenfor, var Travers ikke glad for, hvad Disney gjorde ved hendes bog, og det tog ham da også 20 år at overtale hende til at sælge ham filmrettighederne til historien om titlens usædvanlige, magiske barnepige, der med østenvinden ankommer til familien Banks’ hus i London for at tage sig af deres fire børn og siden med vestenvinden forlader det igen.

At det lykkedes Walt Disney at lave filmen trods alle P.L. Travers’ forbehold er en god historie, og den fortæller John Lee Hancocks fine Saving Mr. Banks, som har dansk premiere i dag. Det interessante er, at hvor filmudgaven af Mary Poppins – der fortjent er blevet en klassiker blandt film for hele familien – filer de værste af bogens kanter af, så gør Saving Mr. Banks lidt det samme med skildringen af forholdet mellem Travers og Disney.

Det ændrer ikke ved, at både den og Mary Poppins er gode film, der akkompagnerer hinanden strålende. Men det demonstrerer, hvad det var, Disney (og Hollywood) kunne og gjorde (kan og gør) med mange store og små bøger og eventyr gennem filmhistorien: Forvandler dem til underholdende, farvestrålende og ikke mindst opbyggelige hyldester til fantasi og positivitet, der nok rummer konflikt og drama – og måske en smule uhygge – men som altid ender lykkeligt.

Saving Mr. Banks fortæller sin historie ad to spor: I det ene ankommer en meget modvillig P.L. Travers (Emma Thompson) i 1961 til Hollywood for at møde Walt Disney (Tom Hanks) og arbejde sammen med manuskriptforfatter Don DaGradi (Bradley Whitford) og de to musikalske brødre, Richard og Robert Sherman (Jason Schwartzman og B.J. Novak), der skrev musikken og sangene til Mary Poppins.

Disney regner med, at han kan fordreje hovedet på forfatteren med al den magi, hans navn og animerede univers repræsenterer, men det bliver et alt andet end harmonisk møde, hvor han er oppe imod en formidabel modstander og en for tiden ganske ukonventionel kvinde. Travers, der afskyr alt, hvad Disney står for af, i hendes øjne, forloren idyl, godt humør og animerede dyr, siger gang på gang nej til de forslag og sange, DaGradi og Sherman-brødrene præsenterer hende for, og Disney selv behandler hun med skiftevis mild overbærenhed og voldsom irritation.

Kærlighed og magi

Det andet spor i Saving Mr. Banks består af P.L. Travers’, født Helen Lyndon Goff i 1899, erindringer om en på én gang magisk og ulykkelig barndom i Australien i begyndelsen af 1900-tallet. Hendes far, Travers (Colin Farrell), var bankbestyrer, der lærte Helen – prinsesse Ginty kaldte han hende – og hendes lillesøster at bruge deres fantasi og drømme sig væk fra en støvet og kedelig hverdag. Men faren var også en uforbederlig alkoholiker, der drak sig syg og endte med at svigte sine børn og sin kone (Ruth Wilson), der havde det svært med hans humørsvingninger og irrationelle opførsel.

Det er i denne barndom og kærligheden til faren, at P.L. Travers’ stærke bånd til Mary Poppins skal findes – og hendes genopfindelse af sig selv som britisk med nyt navn i 1924. Det mener Saving Mr. Banks i hvert fald, hvis titel hentyder til det øjeblik, hvor det går op for Walt Disney, at Mary Poppins ikke lader sig ansætte hos familien Banks for børnenes skyld, men for deres far, hr. Banks’, skyld. Hr. Banks arbejder, som P.L. Travers’ far, i en bank og har mistet evnen til at nyde livet og more sig sammen med sine børn. Den evne er han nødt til at genfinde – og det gør han med Mary Poppins’ hjælp.

På den måde er Mary Poppins altså en art selvbiografi, hvor Travers skriver om sin egen far og behovet for en Mary Poppins til at redde ham. Denne teori, der virker meget troværdig i sammenhængen – ikke mindst fordi filmudgaven af Mary Poppins handler om, at børnene og deres far skal finde hinanden – står dog i nogen udstrækning for manuskriptforfatterne, Kelly Marcel og Sue Smiths, egen regning.

Bidsk og britisk

De to manuskriptforfattere har researchet i og bruger elementer fra den viljestærke og notorisk hemmelighedsfulde P.L. Travers opvækst og liv – der er lavet dokumentarfilm og skrevet biografi om hende, og figuren Mary Poppins er blandt andet baseret på en tante. Men bogen Mary Poppins handler faktisk ikke rigtig om hr. og fru Banks, men om den strenge, respektindgydende og helt fantastiske Mary Poppins og hendes eventyr sammen med familiens ældste børn, Jane og Michael.

Saving Mr. Banks tillader sig med andre ord at søge en sammenhæng mellem forfatteren og hendes værk. Det fungerer i filmen, og det er svært ikke at blive berørt af historien om den lille, australske pige, der bliver til en bidsk britisk dame, der betragter Mary Poppins og familien Banks som sin egen familie. (I virkeligheden blev P.L. Travers aldrig gift – en teori går på, at hun var homoseksuel – men adopterede en søn, som hun dog ikke rigtig kunne finde ud af at være mor for, hvilket ikke nævnes med et ord i Saving Mr. Banks.)

Tom Hanks er en god Walt Disney – handlekraftig, medfølende, mystificeret og lidt for bevidst om sin egen magt og indflydelse – og birollerne spilles alle af glimrende skuespillere. Men det er Emma Thompson i rollen som P.L. Travers, der bærer filmen. Umiddelbart er hun et skrækkeligt kvindemenneske – kontrollerende, arrogant og uimødekommende – men efterhånden, som man finder ud af, hvad det er, der driver hende, får man også mere forståelse for hende. Man ender med gerne at ville tilgive hende, at hun er så barsk over for ikke blot Walt Disney, men også Don DaGradi og de stakkels Sherman-brødre, der skrev nogle af deres bedste sange til Mary Poppins.

Sandhed med modifikationer

Uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at Saving Mr. Banks ender med en slags forsoning mellem Walt Disney og P.L. Travers – hun kan stadig ikke lide de animerede sekvenser i Mary Poppins, men lader sig forføre af blandt andet sangen Let’s Go Fly a Kite, hvor hr. Banks og hans børn finder hinanden igen.

I virkeligheden var forfatteren dog alt andet end glad for filmen: Hun kunne ikke lide Dick Van Dyke, der spiller Marys ven, Bert, Julie Andrews, der spiller Mary, var alt for køn, filmen for sentimental. Når hun til BBC sagde, at hun havde lært at leve med den, var det sikkert en sandhed med modifikationer. Travers var tvunget til at lære at leve med Mary Poppins, der overskyggede hendes bøger, men samtidig øgede salget af bøgerne og takket være en lukrativ aftale om procenter af billetsalget gjorde hende til en meget holden kvinde.

Scenerne, hvor P.L. Travers sætter Don DaGradi og Sherman-brødrene på plads, fordi de efter hendes mening forgriber sig på Mary Poppins, er nogle af de sjoveste i Saving Mr. Banks. Hun holder sig virkelig ikke tilbage og går i detaljer med alt fra familien Banks’ hus og Mary Poppins’ paraply til ord i sangteksterne, hun ikke bryder sig om. Bliver man siddende længe nok i biografen, når rulleteksterne begynder, vil man kort kunne høre virkelighedens Travers folde sig ud.

En kamp om ord

Det samme kan man på en 50 års jubilæumsudgave af soundtracket til Mary Poppins, som næsten lige er udkommet, og hvor den dengang 62-årige P.L. Travers med sin formfuldendte britiske accent skarpt skærer igennem, når hun ikke mener, at manuskriptet udvikler sig, som hun gerne vil have det. Men der er også liv og latter, når hun, Don DaGradi og Sherman-brødrene læser sig igennem replikkerne og hver har en rolle.

»Inderst inde er han en venlig mand, og han ser hende komme ind med hans hjemmesko,« siger Travers på et tidspunkt om en scene med hr. og fru Banks.

»Hun er et forfærdeligt sødt menneske, og man skal huske, at hr. Banks forguder hende. Men han lader sine nerver løbe af sted med sig, ser I. Men det skal være et elskeligt par.«

På et andet tidspunkt synger Sherman-brødrene den fine og rørende Feed the Birds, der handler om den gamle kvinde, som sidder på Skt. Pauls Katedralens trappe og for tuppence sælger poser med brød, man kan fodre fuglene med. Man kan høre P.L. Travers stille synge med, og bagefter siger hun, »det er vigtigt, at hr. og fru Banks ikke kigger på hinanden, imens de lytter. De kigger på sig selv, forstår I, indeni.«

Det er tydeligt, hvor vigtigt det er for hende, at ikke blot scenerne, men også følelserne bliver, som hun ser dem for sig – at de figurer, hun har skabt på papiret, også bliver fremstillet rigtigt oppe på lærredet. Det er det, Saving Mr. Banks handler om; to meget forskellige kunstneres – Walt Disney og P.L. Travers – kamp om at gøre en historie til deres egen. Den handler også om, at bog og film er to vidt forskellige medier, og om at man som forfatter på et tidspunkt må give slip og lade filmfolkene gøre, hvad de vil med ens ord. Også selv om det gør ondt.

’Saving Mr. Banks’ Instruktion: John Lee Hancock. Manuskript: Kelly Marcel og Sue Smith. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu