Læsetid: 4 min.

Arbejde adler

’Downton Abbey’ hylder det daglige slæb og er lige straks tilbage på dansk tv
I ’Downton Abbey’ arbejder tjenestefolkene for herskabet, som arbejder for at bevare godset, så tjenestefolkene og forpagterne kan beholde deres arbejde; det lille system gør, hvad det kan, for sin selvopretholdelse. 
 Foto fra serien
20. marts 2014

I Asterix og briterne ser man en passant en tweedklædt gentleman i færd med at finpudse hvert strå på sin græsplæne. »Efter 2.000 års pleje er min plæne temmelig acceptabel …,« siger han på angloficeret dansk, hvorefter den romerske hær kommer stormende og fræser plænen op.

Lord Grantham og hans butler mr. Carson – i det britiske periodedrama Downton Abbey, hvis fjerde sæson bliver vist på DR1 fra på lørdag den 22. marts – er ikke mindre nidkære i driften af det gods, der er seriens omdrejningspunkt, ikke mindre bevidste om den tradition, som tingenes nuværende orden er baseret på, og de er heller ikke mindre sårbare over for historiske forstyrrelser.

I 1922, hvor fjerde sæson begynder, er Titanic for længst sunket, Første Verdenskrig har drevet mange mænd i døden og mange kvinder ud på arbejdsmarkedet, og det er ikke længere en selvfølge, at en hel familie kan have som sin eksistensberettigelse at beskæftige så mange som muligt i sin husholdning. Strenge tider i den engelske landadel, med andre ord.

Der må arbejdes for sagen, og det bliver der i et væk. Tjenestefolkene arbejder for herskabet, som arbejder for at bevare godset, så tjenestefolkene og forpagterne kan beholde deres arbejde; det lille system gør, hvad det kan, for sin selvopretholdelse. Nogle føler sig modarbejdet af fremskridtet, andre hilser det velkomment, og inden sæsonen – kun et år senere i 1923 – er omme har Downton Abbey erstattet isskabet med et køleskab.

Folk arbejder på at stige i det sociale hierarki, på at dygtiggøre sig, på at holde formløsheden fra døren og græsplænen pæn. Kun en enkelt flabet lakaj, Jimmy, arbejder for at kunne holde fri. Han er ret usympatisk på de fleste gængse parametre, og det er næppe noget tilfælde. Downton Abbey er en fortælling om, hvordan arbejde adler, om idealiserede loyalitetsforhold mellem arbejdsgivere og ansatte, deres gensidige afhængighed og fælles fodslag. Og den virker. Helt uforvarende er jeg begyndt især at identificere mig med den ærkepedantiske butler. For ham falder lyst og pligt sammen i en tilfredsstillende forestilling om, at alting har sin plads, og at orden faktisk kan opretholdes, hvis bare man hænger i. Han kontrollerer borddækningen med en lineal og slår hårdt ned på useriøse stemninger ved tjenestefolkenes langbord.

Mr. Carson minder mig om de stærke følelser for teltorden, parader og klare kommandoveje, som jeg udviklede engang i det danske spejderkorps. Fans af ham kan glæde sig til at se ham blive konfronteret med en skikkelse fra sin fjerne fortid i show business. Denne mere letsindige type er endt på arbejdsanstalten, hvor alting er gråt, alle hoster og luften er muggen. Gamle sår springer op igen, og mr. Carson er i sine følelsers vold meget tæt på at udbryde »my goodness« eller »oh dear«.

Forandre for at bevare

Manuskriptforfatteren Julian Fellowes (der selv er baron og konservativt medlem af det britiske overhus) er endnu ikke blevet træt af at lade gemte og glemte testamenter og diverse potentielle ægteskaber drive plottet frem. Det virker ikke altid 100 procent elegant, men kampene for at få og passe forskellige former for arbejde er elementært spændende. Den største af kampene er lord Granthams forsøg på at holde datteren Mary ude af godsets drift efter svigersønnen Matthews død.

Den forhenværende socialistiske chauffør, der giftede sig med den yngste datter, som døde i barselsseng, hvorefter han blev ansat som en slags daglig leder (først nu går det op for mig, at Downton Abbey er en sæbeopera), er uenig: Marys sorg skal arbejdes væk, og desuden er hun mere omstillingsparat end sin far.

Matthews mor, Isobel Crawley, mangler også en måde at gøre sig nyttig på. Som i de foregående sæsoner løses problemet ved, at hun får kontakt til nogle (arbejdsløse) stakler, hun kan hjælpe.

Nede i køkkenet drømmer tjeneren Alfred om at blive kok, kokken mrs. Patmore drømmer om en fremtid uden køkkenmaskiner, og Matthews nu overflødige kammertjener, Molesley, drømmer nervøst om at genvinde sin tidligere status. Det hårdt prøvede ægtepar Anna og mr. Bates er stadig stabile kammertjenere. Som to dygtige sosu-assistenter kan de færdes i herskabets intimsfære uden at være intimiderende, mens de hjælper til med påklædning, hygiejne og høflig rådgivning. Det faktum, at også adelige selv kan tage tøj på, trænger sig mere og mere på, efterhånden som serien bevæger sig op gennem århundredet.

Downton Abbey er et nydeligt minisamfund, hvor man forandrer for at bevare, og hvor privilegier forpligter, men ikke anfægtes. Socialisten Tom Branson og den velgørenhedsvillige middelklasserepræsentant Isobel Crawley har fået slidt de politiske kanter af. De ser, at adelsfamilien gør, hvad den kan, for det fælles bedste. Herskabet og tjenestefolkene kæmper en daglig kamp for at udbedre, hvad gårsdagen bragte i uorden, reglerne respekteres og brydes med relativt stor dygtighed, hvis det er nødvendigt for at sikre den grundlæggende orden. Det er nok ikke at tage munden for fuld at kalde seriens jævnt harmoniske miljøskildring for utopisk, men kønt ser det alligevel ud, det daglige slæb sat omhyggeligt i system.

Fjerde sæson af ’Downton Abbey’ vises lørdage kl. 20.00 på DR1

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Riisgaard

Pudsigt, så lidt kritisk opmærksomhed der er på konservativ ideologisk propaganda i underholdningsprogrammerne i DR, sammenlignet med al den opmærksomhed der bliver viet påstået "Rød propaganda", når det drejer sig om kritisk journalistik.

Lars Olsen, Tue Romanow, Per Torbensen og Slettet Bruger anbefalede denne kommentar

Noblesse Oblige - Adel Forpligter! Og ja, det gør det! Og hvad forpligter det så til? Mon ikke til dette: At være loyal over for historien, og for de goder og de ting, forfædrene bragte til os! Og til den kultur og de kulturminder, vi alle er rundet af, ikke sandt. Og læg mærke til at Lord Grantham var imod de nye tiltag som Mary allerede i sæson 3 foreslog. Og så glemmer Lone Nikolajsen da lige at nævne at der kommer en udsending fra den socialistiske regering....(altså Labour-regeringen i 1920erne) og kigger på om godset kan overleve.

Lad mig også nævne for Lone Nikolajsen - at det altså er De Konservative i Danmark der er imod at der bygges helt ned til strandkanten! Og lad mig også nævne, at de De Konservative er anderledes end de Liberalistiske ideer, som bl.a. udspringer fra Liberal Alliance og Venstre her i DK! Havde man haft en sådan tilgang til livet på Downtown Abbey, så havde man solgt det hele, delt Downtown Abbey op i mindre lejligheder, og udstykket jordene til sommerhuse. Og læg også mærke til, at det altså er great aunt Grantham, som fast fastslår, at det ikke nytter noget at Mary lukker sig inde....

De konservative dyder, politisk set, handler også om at bevare og passe på det, som de tidligere generationer har givet os...

olivier goulin, Lise Lotte Rahbek og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Arbejde adler, men adelen arbejder ikke.

Og det er godt for de fattige, at adelen ikke arbejder, for hvor skulle de fattige få føden fra, hvis ikke de adelige var der til at holde dem beskæftiget med at varte herskaberne op i hoved og r.. mod betaling i cash og naturalier? Des stakkels fattige kan jo ikke leve af at klippe og barbere hinanden, vel?

Bortset fra det, er jeg nu også forfalden til serier som Herskab og Tjenestefolk og Downton Abbey - for ikke at tale om gode gamle pæredanske Matador. Lidt royal har man da heldigvis lov til at være, og nogen laster skal man have, hvis englevingerne ikke skal vokse sig så lange, at man går og falder over dem.

Så hurra for gensynet i DRtv med Downton Abbey, nu hvor genudsendelserne af Men behaving badly er slut for denne gang.

Michael Kongstad Nielsen

Hvordan kan det være, at Information promoverer kommende tv-serier på DR 1. Jeg troede, at Information var uafhængig af økonomiske og politiske interesser.