Læsetid: 4 min.

Et barn længes mod sygdom og død

Lever vi mere intenst, hvis vi ved, at vi kan dø? To nye børnebøger undersøger døden og dens konsekvenser. Også når den alligevel ikke kommer, men bare altid er der
14. marts 2014

Denne bog har lix 18« står der på sidste side i Morten Dürrs Skaderne. Det er en letlæsningsbog, men emnet er bestemt ikke let. Men det føles knap så tungt i Morten Dürrs lette sprog. Det kan han noget med. De dér korte sætninger. Og det rolige tempo, som de skaber. I Skaderne er Asger og Oscars mor syg, sådan rigtig syg. Hun ryger ind og ud af hospitalet og sover det meste af tiden. »Næste dag kom mor hjem. Hendes trøje hang ned over hendes skuldre. Hun havde tabt sig. Men hun krammede mig med arme, der lagde sig blidt om mine skuldre som vinger. Hun lugtede af hospital.«

Selv i et smukt øjeblik mellem mor og søn er sygdommen til stede. Det er en fin lille beskrivelse af ømhed med forhindringer mellem mor og søn, men Morten Dürrs fortælling er generelt ikke sådan en sød nåååårh-historie. Far opfører sig for eksempel lettere utilregneligt og lidt som et røvhul engang imellem, og børnene drømmer om ham som en råbende ting med tænder. Man kan diskutere, hvordan man skal skrive om døden for børn. Og mange fristes til det, hver gang, der udkommer en børnebog om det. Døden er et af den slags ubehagelige emner, som voksne helst ikke vil snakke med deres børn om. De vil hellere diskutere med hinanden, om man overhovedet skal skrive om det for børnene. De voksne burde i stedet læse bøgerne. I Skaderne er der mange forskellige måder at reagere på sygdom på, og der er ingen af dem, der er mere rigtige end andre. Det samme gælder den stilfærdige konflikt om skaderne i haven. Far er ved at blive sindssyg af de skader, der har bygget rede i et træ i haven, mor synes, de er hyggelige, Oscar og Asger har ikke rigtig en holdning til dem, men fordi de er så små, så er det dem, der bliver sendt op i træet for at fjerne reden. Men de undgår bøddelskæbnen. Der er æg i reden, og så kan man jo ikke sådan smide reden væk. Der ligger en fremtid i den. Skader er selvfølgelig ikke bare skader i Morten Dürrs bog. Det understreges raffineret af Peter Bay Alexandersens illustrationer, hvor skaderne bliver overdimensionerede og umulige modstandere for et par små drenge. De store næb kan nemt hugge den gren over som Oscar og Asger står på. Det viser sig også, at skaderne har en vigtig besked til dem. Morten Dürr går til et tungt emne med skøn nænsomhed, men ikke med overbærenhed. Lidt ligesom i hans bud på en alternativ Anden Verdenskrig-fortælling Det Skjulte Kort og historien om gadebarnet i Marias Dukke. Hans nøgterne sprog giver en næsten knugende fornemmelse. Det er godt.

Pelle skal dø

Der er mere fart på i Håkan Jaenssons Dødsikker. »En dag skal vi alle dø. Alle de andre dage skal vi ikke,« står der under titlen. Pelle skal dø. Det tror han i hvert fald. Han har set et program i fjernsynet, fundet en knude, og nu er han begyndt at klippe centimeter af et målebånd, for om fjorten dage skal han dø. Det sagde lægen i fjernsynet om folk, der finder sådan en knude. Men Pelle bliver som genfødt. Han er ikke længere den stille nørd, der lader sig kue af klassekammerater og overse af fraværende forældre. Han kræver sin ret og står fast på den. Han ved, han skal dø, så nu er der ikke noget at miste. Han kan pludselig spille fodbold, slås og svare sine forældre igen. En slags Gummi-Tarzan med dødsdrift. Det ændrer ikke kun ham, men også hans verden, at han ved, at han skal dø. Pointen i Håkan Jaenssons bog står altså allerede på forsiden. Så husk at lev, kunne man selv tilføje, og hvis man skulle pege på et irriterende element i denne fortælling, så er det denne fremhævede opbyggelige pointe, for den gør bogen uret. Generelt er Jaenssons bog nemlig en åben undersøgelse af, hvordan man reagerer på døden. Ikke kun sin egen, men også andres. Dér, hvor det bliver virkelig interessant, er, når han tager Pelles forventning om snarlig død alvorligt, som da Pelle er til sin morfars begravelse, og han påpeger, at hans mor og mormor ikke er ærlige i talerne. Morfar slog og var også urimelig. Det er der ikke nogen, der taler om. »Men hvis man nu aldrig har sagt noget før? Hvorfor skal man så beklage sig over en, som er død og ikke kan forsvare sig?« spørger mormor tilbage. Og det kan hun jo have ret i. Pelle går direkte ud og brækker sig. Og noterer senere i planerne for sin egen begravelse, at der ikke skal være smørrebrødslagkage. Dødsikker er en sjov fortælling og selvom alt pludselig lykkes for Pelle, så bliver den aldrig forudsigelig. Og det gør omgivelsernes reaktioner på ham heller ikke. Og det er næsten det mest underholdende – at betragte gruppedynamikkerne blive voldsomt forstyrret af, at én pludselig begynder at være dødsensærlig og ikke vil finde sig i noget pis. Man får øje på nogle nuancer i historiens karakterer, som ellers ikke var kommet til syne. Lidt ligesom når Gummi-Tarzan sender sin far op i træet i baghaven.

 

Morten Dürr: Skaderne. Alvilda. Illustreret af Peter Bay Alexandersen. 56 sider. 199,95 kroner

Håkan Jaensson: Dødsikker. Oversat af Kina Bodenhoff. Høst & Søn. 240 sider. 199,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu