Læsetid: 3 min.

Vi er blot et skide knips i evigheden

Jim Jarmusch realiserer – i sin hypercool og pissesjove vampyrfilm ’Only Lovers Left Alive’ – sin våde drøm (og mareridt) om at leve evigt, læse alle bøger, mestre alle instrumenter, have kendt Schubert og Lord Byron og junke blod, til det går galt
Eva, spillet af Tilda Swinton, som er århundreders dannede værdighed samlet i én rank krop, omgiver sig fra sit gemme i Tangier i Marokko med verdenslitteraturen, som hun indtager på alle sprog og med øjne, der glider over siderne som en scanner

Eva, spillet af Tilda Swinton, som er århundreders dannede værdighed samlet i én rank krop, omgiver sig fra sit gemme i Tangier i Marokko med verdenslitteraturen, som hun indtager på alle sprog og med øjne, der glider over siderne som en scanner

Miracle Film

20. marts 2014

Forestillingen om hvad et evigt liv ville kunne bibringe os er en urbegærlig fantasileg. I ungdomsfilmserien Twilight har vampyren Edward og teenageren Bella supersex i dagevis, da først hun er blevet ’vendt’. Og når hipsternes og bohemernes kæledæggeinstruktør, amerikanske Jim Jarmusch, kaster sig over vampyrgenren i Only Lovers Left Alive, fuldstændigt cool og sjovt eksekveret, er det selvfølgelig det at konsumere og skabe kunst og hænge ud med kulturhistoriens genier gennem århundreder, der er drivkraften for vores hovedvampyrer.

Only Lovers Left Alive er den ultimative hipsterfetich, en slags portræt af instruktøren, kunne man mene, som både leverer et melankolsk suk over disse tider og et begærssuk over alt den vidunderlige kultur, som verden til alle tider har skabt for en nørd som ham.

Eva, spillet af Tilda Swinton, som er århundreders dannede værdighed samlet i én rank og bleg krop, omgiver sig fra sit gemme i Tanger i Marokko med verdenslitteraturen, som hun indtager på alle sprog og med øjne, der glider over siderne som en scanner.

Skak med Byron

Hendes ægtemand Adam, spillet af actionfilmhelten Tom Hiddleston, er undergrundsmusiker og gemmer sig fra omverdenen i triste Detroit. Han er genial, han er videnskabsnørd, han har hængt ud med Newton, spillet skak med lord Byron, delt seng med Mary Wollstonecraft, og han har givet sin ven, Schubert, nogle af sine kompositioner, så hans musik i det mindste kan komme ud i verden.

Adam komponerer musik på sin for guitarelskere våde drøm af en vintageinstrumentsamling. Det fungerer også som det svimlende tilbagelænede soundtrack skabt af eksperimenterende, hollandsk lutmusik og musik af Jarmuschs eget band SQÜRL.

Romantikkens digtere har sået en selvmordsfantasi i Adam, mener Eva, og den forstærkes nu af menneskehedens (som han kalder »zombier«) tiltagende uduelighed. At myrde for at få blod er til gengæld »so Middle Ages«, totalt middelalderligt, for i det 21. århundrede stjæler man blod fra laboratorier og drikker det af små, fine glas som distingverede luksusjunkies. Man tager det cool. På alle måder. Det gør kameraet også, ført af Yorick Le Saux. Det starter med svimlende rotationer omkring vores to hovedpersoner, som var deres liv en grammofonplade, der aldrig stopper, og kameraet indfanger siden den narkotiske stenethed, hvormed de svæver gennem nætterne.

Når alt lykkes

Only Lovers Left Alive er Jarmusch, når alt lykkes, det bedste fra en undergrundsinstruktør, newyorker-hipster, postpunkmusiker og litterat, der – ikke mindst indlagt i filmens humoristiske referencer og namedropping – forbliver superelitær og indelukket i sit passionerede univers, men aldrig bliver prætentiøs. Han har før leget med genrer, med roadmovies og med westerngenren som i Dead Man, og vampyrgenren bidrager, uanset hvor stor den er blevet i populærkulturen, med et nyt tværsnit gennem hans univers.

Only Lovers Left Alive er ikke milevidt fra den kulturelle fetichering i Woody Allens Pariser-nostalgiske Midnight in Paris, hvori Hiddleston i øvrigt spiller F. Scott Fitzgerald. Det er en metasjov hyldest til 1920’ernes Paris og en materialisering af en våd fantasi om at hænge ud dér og i den tid med folk som Hemingway, Stein og Picasso.

Analyse af tiden udfordringer

Men Jarmuschs Only Lovers Left Alive er også en mere besnærende og ambitiøs fortælling end Midnight in Paris. Den handler ikke kun om nostalgi, men bruger de oldgamle, dannede vampyrers tidsoverblik til at analysere på tidens udfordringer – og det i det store perspektiv.

At vi ’zombies’ blot er et skide knips i evigheden. Og at kulturen er det, der holder os i forbindelse med fortiden og hinanden.’

’Only Lovers Left Alive’ Instruktion og manuskript: Jim Jarmusch. Amerikansk. (Gloria, Vester Vov Vo, Øst for Paradis i Aarhus, Cafebiografen Odense, Biffen Aalborg, Albertslund Biograferne, Gentofte Kino, Ishøj Bio, Palads 1-2-3 Frederikshavn og Nicolai Bio Kolding)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Bertram
Eva Bertram anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Mærkeligt, så lidt kulturkritik, der kommer frai Information nu om stunder. Det hele er bare dejligt, som en vampyrs våde drøm.

Michael Kongstad: det er faktisk ikke så længe siden Christian Monggaard affyrede en bredside mod Far-til-fire film og andre danske folkekomedier. Og det er da absurd at beskylde Information for ikke at være kulturkritisk?
Egentlig tror jeg bare, du er uenig med Katrine, som det i høj grad også var tilfældet med hendes tekst om Nymphomaniac. Du hader tydeligvis Lars von Trier, og derfor er en positiv omtale af hans film det samme som manglende kulturkritik.
Jim Jarmusch beskriver tilsyneladende i sin film menneskeheden som zombier på grund af deres uduelighed - vel også en slags kulturkritik?