Lilja Scherfigs (f. 1970) Bobolina bærer undertitlen ’En for underlig kærlighedshistorie’, og det er ikke engang løgn. Bobolina er sågu underlig. Underligheden er både helt skøn og overrumplende og en lille smule irriterende. Så er det sagt, men ikke som det vigtigste.
Teenageren Bobolina er vokset op og bor i et cirkus, der på én gang ligner og ikke ligner et cirkus, som vi kender det. Cirkus Romanze (!) er for det første ikke omrejsende. Det kunne minde lidt om en fristad med fælles madsal og egen skole. Men i stedet for deltagerdemokrati og fællesmøder er den øverste myndighed cirkusdirektøren Bosse – en tikkende bombe, helt urimelig og diktatorisk i sin ledelsesstil. Cirkus Romanze har en cirkuspsykolog, dr. Pil (hvis navn lyder som ham fra amerikansk tv). Han har givet Bobolina diagnosen som »længselsfuldt indadvendt«. Ud over dr. Pil konsulterer Bobolina sin veninde Carola, der igen konsulterer sin røde plysbog med titlen Scor din drømmefyr på 8 uger for at vejlede Bobolina (og sig selv).
Bobolina og Carola er to oprørske pigesind, der fantaserer om sex. Bobolina vil ikke trække maven ind for at få drengenes og mændenes opmærksomhed. Carola er mere den type, der har erfaret, at det virker, så hvorfor ikke bruge tricket? Mens Bobolina venter på rigtig sex, har hun tirsdagslegene med kusinen og varmedunken, onanerer opfindsomt og får også en hund til at tilfredsstille sig. Lige cirkushunden vidner om Scherfigs blik for komikken og om, hvordan cirkusuniverset bliver udnyttet til fulde. Morens plan med at give datteren en hund var nok mere, at hun skulle træne den til et cirkusnummer.
Fucking uforstående
Lilja Scherfigs måde at skildre teenagepigers oprør, drømme og seksualitet på minder mig om Mikkeline Gudmand-Høyers (Gajolmanifestet) og Sanne Munk Jensens (En dag skinner solen også på en hunds røv). Det er en skildring af piger, der har svært ved at tilpasse sig, og som opsøger outsidere og rusmidler for at finde en retning i livet. Deres det værste er forestillingen om det perfekte liv, deres det bedste er det outrerede. Forældre er overhovedet ikke til nogen hjælp, de er enten fraværende eller bare belastende. Sådan her lyder det f.eks. hos Bobolina og hendes mor: »Jeg rejste mig og gloede ind i mit lille spejl på væggen der. Pressede en bums under læben. Blodet løb, og det sved i min hud, men det var intet imod den smerte, mama påførte min sjæl ved at være så fucking uforstående.
– Mama, ska’ jeg sige dig noget?
Hun så på mig, så jeg fortsatte.
– Når jeg engang får en datter, ved du hvad, jeg så vil gøre?
– Nej, det ved jeg ikke, svarede hun overbærende. – Hvad vil du så gøre, Bobo?
– Jeg vil lære hende at kende.«
Lyden af kanin
Sissel Bergfjords (f. 1972) Blå vrede udspiller sig ligeledes i et samfund i samfundet, men her er der absolut ingen komik. Minisamfundet er Kongelunden, hvor afghanske Malik venter sammen med sin familie på svar på en anmodning om opholdstilladelse. De vildt pressede børn presser hinanden, og Malik får sig en fjende i Abdi, der har lært voldens sprog af sin far. Blå vrede skildrer ud over afsavn og tab også trangen til at få hævn over sin fjende.
Kendetegn nr. 1 og 2 for Bergfjords roman er sansningerne og det antydningsvise. De tragiske hændelser er ikke nogens skyld, heller ikke rigtig samfundets. Forfatteren er mere interesseret i, hvordan flugten, ankomsten til det nye land og ventetiden i asylcentret opleves for et barn. Romanens scener er kantinen med dens skarpe lys og mad i hvide plasticbakker, lyden af de plasticbakker, når de bliver trykket sammen i affaldsspandene. Det er den første oplevelse af sne og hav og børnenes samvær med de frivillige fra Røde Kors, voksne som viser omsorg, men som også med ét er væk igen. Det er fodbold og kaniner i bure, der skal have frisk halm og mad:
»Jeg går ud til min kanin hver dag efter skole. Fatira kommer med. Hun plukker mælkebøtteblade fra buskadset bag burene, mens jeg henter vand ved vandposten. De andre passer ikke særlig godt på deres kaniner. Jeg skæver til burene, lytter, det rumsterer når vi kommer, kaninerne tror, der er mad. […] Vi kigger med, mens den gnaver på guleroden, vi lytter til de ivrige kæber, gnasken og gumlen, mens vi kan høre de andre drenge, der leger krig mellem barakkerne, smældende og klingende, og den hakkende lyd når Abdi og Mohammed imiterer en kalasjhnikov.«
Så tyst og sigende er Bergfjords realisme. Meget fint har hun placeret en slags skytsengel i historien. En gammel mand, der flygter sammen med Malik og hans familie. Han er sådan set realistisk nok som figur betragtet, men han får noget magisk over sig, idet han ofte dukker op, når Malik har brug for en beskytter.
Det eneste, jeg kunne ønske mig af Blå vrede, var, at den ikke bare i den enkelte scene gav sig god tid, men også i sin helhed. Det går vel hurtigt med at komme fra den knagende lyd af fodtrin i sne til sand mellem tæerne på stranden en sommerdag. Det forekommer paradoksalt at overstå en ventetid på et asylcenter så nærmest jappet.
Bobolina og Blå vrede præsenterer unge læsere for hhv. samtidens hysteriske kropsdyrkelse og for asylbørns liv i centrene, og de gør det som sprogkunst og ikke som debatindlæg. Alligevel har de hver deres ’bør’ over sig. Man bør interessere sig for flygtningebørn, og man bør ikke tro, at lykken er at blive plastikopereret som ind i helvede. Forfatterne er ikke ude på at opdrage deres læsere, projekterne kan måske snarere beskrives som en nænsom påvirkning i retning af oprør og humanisme. Og det kan være, den projektfornemmelse helt enkelt er ungdomsromanen store uundgåelige.
