På trods af, at Maria Grønlykkes nye bog er betitlet med det mest irriterende ordspil omtrent nogensinde – Hundrede års kvindsomhed, åh nej dog – er den forundrende og intrikat læsning. Især fordi man ikke helt kan lure, hvad det er for en type tekst, man har mellem hænderne.
Grønlykke har samlet 100 danske kvinders vidnesbyrd, hvor alt der forener dem, er deres køn og stemmeret. De lader til at være fiktive. Samtidig er flere kvindestemmer tydeligvis baseret på virkelige, berømte personer, som Grønlykke så taler igennem. Koret af kvinder beretter om stort og småt: deres mening om systemet og politikerne, hvad meningen med det hele er, døde hunde, døde ægtemænd, at sende sine børn i krig, og hvis skyld det er, at samfundet ikke helt hænger sammen. Tilsyneladende lige ud ad landevejen.
Men så bliver det alligevel underligt. For bogen er skrevet i 2015, efter at flere vigtige, men fiktive, begivenheder har sat en ny politisk dagsorden i Danmark. Der er noget med marmorkirken, børnene, brune uniformer og en bogafbrænding, og disse skandaler omtales, omend tåget, i bidragene. Alligevel ligner det meste i Velfærdsdanmark sig selv. En form for mikro-scifi, måske?
Livet bliver politisk
Uanset graden af fiktion og den forskudte tidsramme, så handler bidragene både konkret om kvinder og stemmeret og om mere indirekte måder, livet bliver politisk på, når man går rundt i verden og er kvinde.
Det er tidsløst forstemmende at læse breve fra mødre, som græder over at sende deres børn afsted i krig i Afghanistan – mens de selv husker deres ungdom i Kvinder for Fred. Samtidig må de forholde sig til et officielt mål med krigen: at oprette pigeskoler, at hjælpe kvinders rettigheder på vej, mens flere stille tænker, at krigen har mere med opiumsvalmuer at gøre.
»Jeg ved ikke hvor mange mødre der bliver indlagt ligesom jeg, de siger der ikke laves statistik over det, for der er nok af andre ting at tage sig af.« Uanset om bidraget er fiktivt, virker det presserende at undersøge, om dette usynlige problem er reelt; hvor mange mødre går i stykker af krig?
En stor styrke i værket er, hvordan Grønlykke blander store visioner og menneskelig smålighed på en vældig realistisk måde. Alle samlingens kvinder synes at ranke sig stolt over at udtale sig om et vægtigt emne: kvinder og stemmeret. De vil gerne sige noget væsentligt, også hvis deres bidrag er beskedent.
Bodil R., socialrådgiver og forhenværende folketingsmedlem og brevkasseredaktør, er oprigtigt gal over, hvordan fattige produceres og behandles i dag. Da hun arbejdede, var det for at hjælpe »velfærdsstatens oversete ofre – dengang var det ikke noget man ville se i øjnene fandtes, men i det mindste heller ikke noget man ville acceptere, dét er trods alt noget, og især noget andet end i dag.«
Yes! Tænker man, et ansvarligt menneske, der vil revse dem, som lader mennesker gå til. Men folk fortaler sig og afslører sig selv som forfængelige eller fordomsfulde: Bodil viser sig at være fuld af småracistiske, islamofobiske betragtninger.
Punkterede kvindestemmer
Grønlykke punkterer ironisk sine kvindestemmer, især dem, som har helt styr på deres solide holdninger. Det bliver aldrig satirisk udstillende, snarere menneskeliggørende. Ingen får lov helt at have deres på det tørre, og det gør også samlingen til mere sympatisk selskab.
Der dukker også søde freaks op midt i Danmarks homogene gennemsnitsomhed: En kvinde vil bare gerne tale lidt om sin døde hund og får alligevel sagt en masse mere. Men især er det her skønt: »[E]n af mine kolleger fik endog sin hund udstoppet, den står nu i hjemmet på fire hjul, en cockerspaniel, hun kan også gå en lille tur med den af og til (...), dog helst når det er mørkt. Også fordi hjulene knirker en smule.«
Bogen stiller gode spørgsmål: Har vi forvaltet vores stemmeret godt nok, og gør vi det fortsat? Hvorfor har kvinder ikke ommøbleret samfundet mere? Har det forhold, at rød blok udelukkende er ledet af kvinder, resulteret i en mindre blå eller maskulin ført politik?
