Læsetid: 5 min.

Dansktoppens vildmand

John Mogensen var 1970’ernes store populist, der formåede at nå længere ud end den dansktop, hvis ukronede konge han var. En ny bog fortæller historien om den scenesky arbejderdreng fra Amager, der skrev protester med udgangspunkt i personlig forfægtelse, ikke fra en politisk platform
Som overvægtig, langhåret og langskægget lå John Mogensen langt fra den ferske artighed, dansktopkunstnere normalt legemliggjorde, og han lignede en slidt klaverbokser, og folk kunne lide det. Her i 1973.

Mini Wolf

25. marts 2014

På papiret havde Socialdemokratiet sejret ad helvede til, da befolkningen slog øjnene op og 1970’erne tog deres begyndelse. Som Henrik Vesterberg beskriver det i sin nye bog om sangeren og sangskriveren John Mogensen, Så længe jeg lever:

»Partiets store mission: at bringe arbejderklassens levestandard i vejret, sikre de syge, de gamle og de uarbejdsdygtige økonomisk og forbedre uddannelsesmulighederne for arbejderklassens børn var stort set lykkedes i løbet af efterkrigstiden. Resultatet var: velfærdsstaten […] Prisen for al den tryghed: […] var blandt andet et øget bureaukrati, en større grad af standardisering, fremmedgørelse, betonbyggeri, forurening af naturen, forbrugerisme, masseproduktion …«

Man skulle måske tro, at Socialdemokratiets succes ville lægge låg på den revolutionære trang hos den radikale del af venstrefløjen, men nej, der var målet stadig det sande marxistiske nirvana, trods intern uenighed om vejen dertil. Om ikke andet kunne man da synge en sang for ’folket’, ikke for underholdningens skyld, men for at bevidstgøre det, så revolutionen kunne skydes i gang.

Desværre prædikede navne som Røde Mor, Trille, Benny Holst & Arne Würgler, De fortabte spillemænd, og hvad de nu hed, for de allerede omvendte. Jo, de fyldte godt i landskabet til tidens ufatteligt mange demonstrationer og den obligatoriske 1. maj-seance i Fælledparken, men ude i de små hjem hørte man nu hellere Dansktoppen, som blev bestyret af Jørn Hjorting fra dens start i 1968.

Spiselig underholdning

Her var tonen positiv og samfundsbekræftende, tit sjov, nogle gange gribende, nogle gange rørstrømsk. Men ofte også kønsløs, berøringsangst og konfrontationssky.

Det var den, indbyggerne i den fagre ny socialdemokratisk-kapitalistiske verden spejlede sig i, lyttede og dansede til og ikke mindst samledes om. Dansktoppen var et af Radiofoniens allermest aflyttede programmer, for folket (hvad det så end er for en størrelse) vidste godt, hvad det ville have: uforpligtende, hyggelig og spiselig underholdning efter otte timer på fabrikken, ikke kapitalkritiske kampsange, afsunget af unge intellektuelle mænd med ufattelige mængder hår og skæg og svar på snart sagt alt.

Derfor skar følgende linjer som en kniv gennem Dansktoppens pænhed i det herrens år 1971: »Der er noget galt i Danmark. Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til/Bare tegnedrengen er i orden kan man få det, som man vil/Blæse vær med andres mening, selvom det er dem, der står for skud/Der er noget skævt i toppen/Noget, der trænger til at skiftes ud …«

Solidarisk med den lille mand

Sangen hed »Der er noget galt i Danmark«. Og det var John Mogensen, ophavsmanden til den sang, der bedre end nogen anden i tiden satte ord på en omsiggribende lede ved såvel politikere og det system, de bestyrede, så også endnu en rød lejesvend, der lå vågen om natten og drømte om at skære halsen over på de fæle kapitalister? Overhovedet ikke, faktisk.

Ifølge Vesterbergs letlæste, men også underholdende og informative biografi var manden bag postyret selv overbevist sofavælger. Og måske derfor gik sangen så rent ind.

Den udsprang af personlig forfægtelse og ikke en politisk platform og den udtrykte bramfrit en tradition, hvor man både identificerer sig med og stiller sig solidarisk med den lille mand. Som modsætning til statsapparat, store koncerner og uigennemskuelige magtstrukturer.

Som sådan er sangen i lige så høj grad udtryk for magtesløshed som trang til oprør og dermed altså også gennemsyret populistisk. Og i øvrigt undtagelsen i et sangkatalog, der tæller evigt grønne, men generelt apolitiske titler som »To mennesker på en strand«, »Livet er kort«, »Fut i fejemøget«, »Så længe jeg lever«, »Nede i møjet«, »Sidder på et værtshus«, »Karl og Ann-Cathrin’« og mange flere.

I marts 1971, hvor »Dybbøl Mølle« landede på Dansktoppen, var John Mogensen 42 år gammel og på alle måder forhenværende.

Han havde befundet sig i udkanten af dansk musikindustri, siden opløsningen af den populære barbershopkvartet, Four Jacks, syv år tidligere.

En sammensat personage

Kvartetten var Mogensens opfindelse og smertensbarn, men med fremkomsten af The Beatles og hele rockbølgen, var musik af den type blevet kørt bag ud af dansen, og han havde opløst orkesteret med henblik på en karriere som sangskriver, arrangør og producer, hvilket kun i begrænset omfang lykkedes, hvorfor han siden hen døbte de syv magre år i periferien som den blå tid.

Den og meget andet fra Mogensens liv fortæller Vesterberg om i værket Så længe jeg lever, hvor han har sat sig for at fortælle Mogensens livsforløb, mens der endnu findes levende kilder.

Suppleret med små dramatiske afsnit, hvor Vesterberg forsøger at belyse nogle af Mogensens konflikter indefra, så at sige.

De er sat med gammeldags skrivemaskinetyper, hvorved de skiller sig ud fra bogens gængse typografi og udgør måske bogens svageste afsnit, for der vitterligt ikke står noget, læseren ikke kan udlede af teksten som sådan. Men ellers et solidt kildearbejde, hvor især ældre interview med Mogensen selv giver et indblik i psyken hos denne sammensatte personage. Bogen gengiver sikkert og solidarisk historien om arbejderknægten fra Amager, der blev sin tids mest berømte sangkunstner.

Vesterberg har endvidere grebet chancen til parallelt med Mogensens historie at fortælle, hvordan den moderne danske underholdningsbranche blev til, og der er en god balance mellem det biografiske og det historiske.

Uindviede kan trygt gå til vaflerne, thi Vesterberg forudsætter intet kendskab og indvier uden de store armbevægelser læseren i musikformidlingen i monopolets dage. Samt hvordan kampen mellem fin- og massekultur nådesløst udkæmpedes i diverse medier helt op til Mogensen alt for tidlige død i 1977, kun 48 år gammel. Og giver endvidere indblik nok i de skiftende tider til, at læseren kan føle og forstå de impliceredes dispositioner.

Klaverbokser med stor tørst

Interessen samler sig naturligvis primært om den Mogensen, de fleste danskere stadig ved hvem er: Overvægtig, langhåret og skægget lå han langt fra den ferske artighed, dansktopkunstnere normalt legemliggjorde, og han lignede en slidt klaverbokser fra den lokale bodega, hvilket var sandt nok, det var han også.

Omend han skam begyndte som pæn mand i smoking i de glade Four Jacks-dage. Og endnu før det som menigt medlem af Blue Boys. Men allerede dengang i starten af 1950’erne havde Mogensens alkoholisme fat i ham, for den gruppe blev han kylet ud af med fuld musik, idet han havde en tendens til at komme for sent. Eller slet ikke. Der var altid hyggeligere på beverdingen. Og så var der sceneskrækken, der plagede ham livet igennem og kun blev værre og værre med årene.

Og selv om første halvdel af 1970’erne blev hans både kommercielle og kunstneriske storhedstid, var den inspiration, der havde skabt hans største sange (og der var mange!) henover midten af årtiet allerede på vej i lokummet grundet det umådeholdne drikkeri, og selv om hans liv var fyldt af triumfer, fremstår det i bogen her mestendels som en tragedie. Som man ikke kan lade være med at læse til ende, thi udover de mange nye oplysninger, om især den unge Mogensen, er her også meget at hente, hvis man interesserer sig den mindste smule for den danske underholdningsindustri.

En solid og grundigt researchet biografi, der gør sit emne ære.

Henrik Vesterberg: ’Så længe jeg lever – en biografi om John Mogensen’. People’s Press. 336 sider. 299,95 kr. Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Helge Rasmussen
  • Christian Harder
  • Thorsten Lind
Espen Bøgh, Helge Rasmussen, Christian Harder og Thorsten Lind anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Karl og Ann-Cathrin" var sgutte en apolitisk titel, men for sin tid et provokerende forsvar for Christiania. Tilsvarende solidariserer "Nede i møjet" med en "bums for Vorherre". Den dygtige herre var aldrig partipolitiker, men turde skrive sange med både bid og mening, samt få dem solgt til Dansktoppens publikum - det er stor kunst!

Karsten Aaen, Anders Kristensen, Henning Pedersen, Helge Rasmussen og Thorsten Lind anbefalede denne kommentar
Thorsten Lind

...lettere forudindtaget,
efter et delvis mislykket besøg i Fona,
daffede jeg ind i Stereo Studie i Bruuns Galleri.
( Jeg havde afskrevet muligheden for John,
hos den lokale pladepusher, der har alt eller kan skaffe det,
men Dansktop og Klassisk er ikke lagervare,
og hvis jeg skal være ærlig, og det skal jeg,
heller ikke en mangelvare...indtil i går! )

."Dagen er oprundet, hvor jeg gerne vil høre om i har noget med John Mogensen og 4 Jacks.
Jeg har godt nok en med 4 Jacks, men den er `forsvundet´ i samlingen. Og John Mogensen
kender jeg mest fra Bodegaer...I Jukeboksen...Midt om natten...Hø hø.
...Jeg har nemlig bestilt en helt ny biografi om ham, ..såeh?"

Nu har jeg 5 originale Cd´er med John. Som hun sagde, ekspeditricen: " Jeg er opvokset
med John Mogensen". Og så fik vi en længere, hyggelig snak om ham.

Jeg glæder mig til at læse bogen, og jeg må sige, at John holder 100%, her 40 år senere.
Tak til Hr. Lynggaard for anmeldelsen....og undskyld forstyrrelsen! :-)
Mvh Th

Thorsten Lind

Ps.
Og så kan alle Indie staklerne godt pakke deres hipster skæg sammen;
John Mogensen er den ægte vare. :-) Th

Det fortælles om den dag, hvor John Mogensens storslåede plan om at indspille med fuldt Big Band endelig løb af stabelen, at nerverne klikkede ud igen. Folk blev sendt ud for at lede, og i en baggård ikke så langt fra studiet fandt de ham. Høflig og stangstiv var han i stedet gået i gang med at orkestrere nogle gademusikanter, han just var snublet over. Og det skal jo ikke glemmes, at manden kunne det hele - noder, udskrivning af enkeltstemmer, alt det besværlige og eminent flotte. Så hans brandertbaserede klaverbokseri foregik på en absolut solid baggrund. Ambitionerne var i orden, men knækkede ham åbenbart også.

Ja, det er trist vi mistede ham så tidligt, og så på den baggrund.

De helt store lyser så klart, men desværre også kun i kort tid!