Læsetid: 4 min.

Diner-melankoli i New Hampshire

Den litterære sensation Joël Dicker ejer ikke gnisten af et stilistisk særpræg, motiverne i hans roman er staffage, lolitaforelskelsen uden begær. Men plottet – plottet er fantastisk
’Sandheden om Harry Quebert-sagen’ foregår i en dyster-idyllisk provinsby og skildrer pigedrømme side om side med skruppelløse hvide mænd formummet bag småborgerlighed og offentlige embeder

’Sandheden om Harry Quebert-sagen’ foregår i en dyster-idyllisk provinsby og skildrer pigedrømme side om side med skruppelløse hvide mænd formummet bag småborgerlighed og offentlige embeder

T.J. Krikpatrick

21. marts 2014

Den unge forfatterkomet Marcus Goldman er efter en overstrømmende modtagelse af sin første bog og et cash flow, der vil noget, løbet tør for ord. Ikke ét eneste er der tilsyneladende tilbage i hans talents ellers så brusende kilder.

Som svar på skriveblokeringen opsøger han sin gamle universitetslærer og mentor Harry Quebert, hin legendariske forfatter til den storslåede kærlighedsroman med den uudgrundelige titel ’Ondskabens oprindelse’. Det skal på flere måder få sat skub i tingene.

I Harrys baghave til huset i Aurora, New Hampshire, hvor han har boet det meste af sit berømte liv, findes de næsten ubestemmelige rester af en ung pige, der forsvandt i 1975, 33 år tidligere. Pigens navn er Nola Kellergan, hun er præstens engleblide datter, elsket af hele Aurora, elsket også, ud over alle grænser, men i dybeste hemmelighed, af Harry Quebert.

Det upassende kærlighedsforhold mellem de to, som nu røbes, ligets opdukken på netop dét sted samt den omstændighed, at originalmanuskriptet til ’Ondskabens oprindelse’ findes sammen med liget, kaster mistankens grelle lys på mesterforfatteren Harry.

Og så går det hurtigt. Marcus må af alle kræfter forsøge at redde sin ven ud af to slags beskyldninger, den ene værre end den anden. Han må fægte sig vej gennem årtiers fortielser og løgne, udholde lillesamfundets voksende modstand, for ikke at tale om et stadig stigende antal anonyme trusler samt presset fra sin altid sultne forlægger, der kun har Goldmans næste succesroman i hovedet.

Og apropos Goldmands næste roman og apropos hans skriveblokering: Ligger stoffet måske ikke for næsen af ham her i Auroras forlorne idyl? Og er han ikke, Goldman, den nærmeste til at fortælle sandheden om denne opsigtsvækkende skandalesag?

En karakterløs stil

Joël Dicker er franskskrivende schweizer, født i 1985, og jævnaldrende med sin romans hovedperson og succesforfatter Marcus Goldman. Derudover kan man i dag konstatere, at den overstrømmende modtagelse af Sandheden om Harry Quebert-sagen (bogen er blevet belønnet med adskillige priser og var shortlistet til Goncourt-prisen) og indtjeningens omfang (den er solgt til udgivelse i 45 lande, førsteoplaget i Tyskland var på 100.000, den udkommer i USA og England til maj) meget godt matcher, hvad fiktionens Marcus oplever. Og hvad fiktionens Harry oplevede før ham. Det havde følgende spøjse konsekvens for mig, da jeg læste bogen: Hver gang jeg nåede til et af de tilbagevendende citater fra Harry Queberts roman, altså den store amerikanske succesroman om ondskabens oprindelse, og til citaterne fra Marcus Goldmans kommende roman, vrissede jeg sagtmodigt for mig selv, at en meget succesfuld og lovprist roman umuligt kan være skrevet så fantasiløst, så drengeromanagtigt, så helt uden karakter. Men det kan den, for på det punkt er Joël Dickers succesroman identisk med fiktionens, dens stil er uden gnisten af et særpræg udover det upåfaldendes. Som nu her om romanens følelsesmæssige centrum, den myrdede 15-årige: »Alle der kan huske Nola Kellergan, er enige om at hun var en helt vidunderlig ung pige. En af dem der gør indtryk: sød og hensynsfuld, dygtig til alt og fuld af liv. Hun udstrålede åbenbart den særlige livsglæde der kan bringe lys til den kedeligste gråvejrsdag. Om lørdagen serverede hun på Clark’s – hun snurrede rundt mellem bordene, let og lystigt, så hendes lyse bølgende hår dansede i luften.«

Tre forklaringer

»Lys til den kedeligste gråvejrsdag« og lyst bølgende hår, der danser i luften. På samme måde – lige ud ad Aurora hovedgade, den ene kliché efter den anden – er det med romanens skildring af dyster-idyllisk provins dengang og nu, af pigedrømme indfattet i Edward Hoppersk diner-melankoli, af bibelbæltets mørkemænd og af skruppelløse hvide mænd formummet bag småborgerlighed og offentlige embeder. Og sådan er det også med romanens røde tråd om kærlighed, boksning og litteratur, der er spundet gennem romanens næsten 700 sider – eller rundt om den for at holde det hele forsvarligt på plads.

Man skal meget staffage igennem, man skal også udstå den ejendommelige uskyldighed og noget ligesom kækt, der gennemsiver både miljø- og personskildring. Hårdest går det ud over Harry og hans forelskelse i lolitafiguren Nola; mere kønsløst, mindre begærligt kan motivet ikke males op. Men så følger endelig belønningen. Den består i et udspekuleret plot, tydeligt fra omkring midten af romanen, der til slut giver os ikke mindre end tre på hinanden følgende og (næsten) fyldestgørende forklaringer, til og med en morder, inden romanen falder til ro i et nyt og forandret Aurora. Det er raffineret på den behagelige måde, hvorefter alle uforklarlige hændelser og kun delvis udfoldede scener tidligt i bogen finder deres begrundelse og deres afrunding mod slutningen. Og hvor de to forfattere og to romaner, vi indledte med, er blevet til tre forfattere og tre, næ, fire romaner, der meget snedigt spejler sig i hinanden.

Det sidste her fatter ingen noget af, jeg ved det. Jeg siger bare, at plottet – plottet er fantastisk.

Joël Dicker: Sandheden om Harry Quebert-sagen
Oversat af Mette Olesen
Rosinante
704 sider

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu