Læsetid: 6 min.

Fængslende slægtshistorie

Taiye Selasi tegner et medrivende, smukt gruppeportræt af en amerikansk-afrikansk familie, der prøver at finde sig selv og hinanden, efter at faderen har forladt dem
Taiye Selasi, britisk forfatter og fotograf, er født i 1979. Hun er uddannet på Yale og bor i dag i Rom. ‘Gå væk, Ghana’ er hendes debutroman.

Magnus Hallgren

21. marts 2014

Slægten er den egentlige hovedperson i Taiye Selasis stort lancerede debutroman, Gå væk, Ghana. Familien Sai bor i Boston, USA, og har nigeriansk-ghanesiske rødder, med et twist af hvidt fra den skotske mormor Maud. Faderen Kweku er en dygtig kirurg, moderen Fola, kortform for det melodiske Folasadé, opgav sine jurastudier for at passe familiens fire børn, den ældste søn Olu, tvillingeparret Taiwo og Kehinde og efternøleren Sadie.

Familien lever lykkeligt i et ærkeamerikansk middelklassekvarter, indtil Kweku Sai bliver fyret fra sit job på et stort Boston-hospital, som offer for en blodig uretfærdighed. Chokeret og forurettet forlader han uden et ord til forklaring sin familie og det fine hus. Han tager ’hjem’ til Ghana, og familien splittes ad. Da romanen begynder, 16 år efter hans afrejse, er ingen af de nu voksne børn i jævnlig kontakt med hverken hinanden eller deres mor.

Eminent velskrevet

Alle søger at skabe form i deres egen tilværelse, da de får nyheden om Kwekus død i Ghana. Her, i Ghana, samles de fem efterladte og prøver at genforene de bristede familiebånd. Olu medbringer sin kinesisk-amerikanske kone Ling, som insisterer på at dele genforeningen med ham.

Romanen er basalt fængslende som en kompleks slægts- og migrationshistorie, og dertil eminent velskrevet, fortalt med energi og blomstrende metaforik, som i dette bitre møde mellem Olu og hans far på skolen: »Inden nogen af dem kunne sige noget, ringede en skinger klokke, som stål, skar sig rent gennem afstanden fra far til søn, der stod forlegen og påfaldende i den pludselige hvirvelstrøm af elever, der vælter ud fra murstensbygningerne for at juble over sneen.« Romanen præsenterer et helt andet hold afrikansk-amerikanere end slaveefterkommerne. Nemlig en sort veluddannet middelklasse, der i 1970’erne forlod Afrika for at søge deres lykke.

For familien Sai lykkes integrationen, men prisen er høj. De fire børn er begavede og talentfulde, men faderens svigt har ramt dem hårdt. I arv har de fået forpligtelsen til succes, men også en afgrundsdyb rædsel for at noget skal gå galt, for at blive svigtet eller for selv at svigte. De er overdrevent selvkritiske, Sadie lider af bulimi, den perfektionistiske Olu går i lægefaderens fodspor, Kehinde er verdenskendt kunstner i London, mens tvillingesøsteren Taiwo (en variant af forfatterens fornavn) er i gang med en lovende akademisk karriere, da et foto af hende i kysseri med sin noget ældre universitetsvejleder får skandalen til at rulle.

Romanen har stof nok til mange romaner. Selasis fokus er især at beskrive morens og børnenes fælles søgen efter rødder og sammenhold i den splittede familie. Som om begrebet familie netop er så kostbart, fordi personerne ikke ved, hvor de har den. På én gang søger børnene sig selv i slægtens ydre fællestræk, de går levende op i, hvem der har fået moderens kindben og faderens mund, og samtidig er de på flugt fra den »dårlige« afrikanske arv, som bl.a. omfatter en tankeløs sjakren med børn inden for slægten.

Maskulint svigt

I chok over mandens uventede farvel til familien sendte mor Fola sine teenagetvillinger til sin halvbror i Nigeria, en velhavende narkohandler. Da børnene ankommer, ligger onkel Femi »henslængt på en leopardskinds- vandseng (…) som en shah, der venter på sine haremsdamer«. Tvillingerne bliver da også udsat for netop, hvad man kunne forvente, før det med en vens hjælp lykkes drengen og pigen at stikke af, hjem til USA.

Ikke mindst adresserer romanen et maskulint svigt. Den ’voksne’ generations afrikanske mænd repræsenteres dels af onkel Femis traditionelle patriarkalske magt, dels af Kwekus egoisme og leddeløshed. Man aner et narcissistisk mønster hos begge mænd: Femi ønsker magt over familien – og har den. Kweku har den også, både kone og børn beundrer ham og alt hvad han gør, men da hans idealiserede selvbillede krakelerer, tager han ikke kampen op, men flygter og overlader stumperne til Fola.

Fra dette svigt stammer storebror Olus mistrøstighed og angst for at gøre som sin far. Hans kones far, den kinesisk fødte hr. Wei, gennemskuer ved deres første møde, at Olus mor blev forladt af hans far, og Wei konfronterer sin kommende svigersøn med »afrikanernes« manglende familiefølelse: »Fædrene viser ikke deres koner eller børn respekt … Det er derfor, I har børnesoldater, voldtægter. Hvordan kan I respektere en anden mands datter, når I ikke engang respekterer jeres egen?«

Olu bliver rasende, men begriber også, at Wei vil overbevises – nemlig om, at Olu er den rigtige mand for Ling. Hvad Olu desværre selv tvivler på. Weis spørgsmål rider derfor Olu som en mare, indtil han bliver klar over, at han har et valg. Han kan være læge som Kweku, og samtidig give Ling den stabilitet og omsorg, hun fortjener: »Jeg vil gerne gøre det bedre,« siger han til slut til sin kone.

Olus erkendelsesproces står centralt i romanens tema om slægt (Afrika) over for individualisme (USA), og det gør Olu til romanens mest sammenhængende karakter.

Mindre vellykket er mor Fola, der forsinket påtager sig rollen som matriark, også for det forladte tvillingepar, der har svært ved at tilgive deres mor. Fola skildres dog især som Moder, mindre som menneske – er det for eksempel realistisk, at hun tilsyneladende aldrig foretager sig noget, der ikke er relateret til familien?

Forfatteren kan heller ikke nære sig for at understrege, hvor smukke, interessante og intelligente de er i familien Sai, i en grad, så deres mangel på selvtillid er svær at fatte.

Den unge generation

Men som led i en ny afrikansk immigrantselvforståelse er det velgørende, at forfatteren understreger, at den unge generation faktisk har alle muligheder. Et ekko fra Obamas »Ja, vi kan« gennemtrænger romanen, når svigerfar Wei udbreder sig om afrikanernes flid og intellektuelle kompetencer: »Hver eneste afrikanske mand, jeg nogensinde er stødt på i det akademiske miljø, har udmærket sig, alle uden undtagelse.«

Romanen er fed læsning, ikke mindst for sin intense, skulpturelle optagethed af kroppe og ansigter (evnen til at danse, faconen på øjne, læber, kindben), og sin elegante flashbackteknik, der skaber sammenhæng mellem flere tidsaldre: Fra nutiden omkring 2011 ses tilbage på Kwekus og Folas sejrssikre kærlighed som nyankomne i 1970’ernes USA, og på Kwekus skæbnesvangre farvel i midt-1990’erne.

Det historiske bagtæppe udgøres af den begivenhed, som romantitlen Gå væk, Ghana (Ghana Must Go) lidt indforstået henviser til, nemlig Nigerias udvisning i 1983 af to millioner ghanesere. En – i hvert fald for mig – overset afrikansk diaspora, som splittede tusinder af blandede familier.

Romanen viser endnu en gang, at kultursammenstød rummer interessante historier, der gør migrantlitteratur til et centralt tema i aktuel verdenslitteratur. Gå væk, Ghana, viser indefra den dobbelte opgave, der påhviler nutidens migranter: at finde vej i en ny verden og bære den gamle identitet med sig.

Men romanen peger også på, at migranternes gamle verden kan rumme elementer, som der er gode grunde til at lade bag sig. Modsat dem, der blev tilbage, har migranterne dog et valg. De kan som Kweku vælge at lade sig opsluge af fortidens tragiske vilkår, »jeg er sådan én, der har mistet alt, og nu kan det være lige meget«, men de kan også som Olu og Taiwo etablere nye sammenhænge i kraft af kærligheden til de mennesker, der faktisk er i deres liv, nu, her.

Uanset om man er fra Ghana eller Gedved er det et væsentligt budskab i en tid, hvor mange af os lever med opbrud i familien – også dem, vi selv har valgt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu