I de seneste to årtier har italienske psykologer gjort en pionerindsats for at få indsigt i mafiaens psykologiske strukturer. Det skyldes især statens vidnebeskyttelsesprogram og den antimafiakultur, som er spiret frem siden starten af 1990’erne, især på Sicilien. Disciplinen psichismo mafioso handler om, hvordan mafiakulturens dogmatiske virkelighed hæmmer personlighedsudviklingen. Mafiaen har det til fælles med det totalitære samfund, at dens magt beror på et absolut forbud mod at kritisere den etablerede orden – derfor kan mafiasoldater dræbe på kommando uden at føle skyld, ligesom nazismens krav om total lydighed fritog den enkelte nazist for at føle sig personligt ansvarlig. Klanernes »’vi’ tager ’jegets’ plads«, skriver feltets førende teoretiker, psykologen Girolamo Lo Verso fra universitetet i Palermo.
Min geniale veninde er ikke en roman om mafiaen, men handler om at vokse op i et fattigt kvarter i Napoli, hvor et mafiøst autoritetsprincip og dermed »en implicit tvang til vold« hersker. Det er den første af foreløbig tre bind om et livslangt venskab mellem to kvinder, der nu foreligger på dansk. Måske er forfatterens navn, Elena Ferrante, blot et pseudonym. Forfatteren er aldrig stået offentligt frem, men foretrækker at lade teksterne tale for sig selv:
»Jeg føler ingen nostalgi i forhold til vores barndom, den var fuld af vold,« hævder bogens fortæller, »men jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har tænkt, at det liv, vi havde var særlig forfærdeligt. Livet var, som det var, vi voksede op med pligten til at gøre det vanskeligt for andre, før de gjorde det vanskeligt for os.«
Umulig at kradse i
Romanens hovedperson er egentlig skomagerens datter, Lila. I prologen bliver fortælleren, Elena eller Lenù, ringet op af sin venindes søn. Han meddeler, at Lila er forsvundet og har slettet alle spor efter sig:
»Det er mindst tredive år siden, hun fortalte mig, at hun havde lyst til at forsvinde uden at efterlade spor (…) Jeg tændte for computeren og begyndte at skrive vores historie i alle detaljer, alt det, jeg stadig huskede.«
Lenùs fortælling handler om deres fælles barndom og tidlige ungdom i Napoli i 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. Som datter af en portner ved rådhuset befandt hun sig et eller to trin højere end veninden på den sociale rangstige:
»Lila dukkede op i mit liv i første klasse, og hun gjorde straks indtryk på mig, fordi hun var meget uartig.«
De leger med dukker, læser bøger, slås og fantaserer om en fremtid i overdådig rigdom. En mytisk og fortiet fortid har skabt den sociale orden, som de forsøger at forstå, og som domineres af den frygtede og forhadte don Achille:
»Da vi blev venner, talte hun så meget om dette absurde – før os – at hun endte med også at gøre mig nervøs. Det var den uendeligt lange tid, hvor vi ikke havde eksisteret; den tid, hvor don Achille havde vist sig for alle som den, han var: et ondskabsfuldt væsen af en uvis fysiognomi, en blanding af dyre- og mineralriget, som – efter sigende – sugede blod af andre, mens der aldrig kom noget ud af ham selv, måske var det ikke engang muligt at kradse i ham.«
Ifølge psykologerne er det netop erfaringen med en truende og uforanderlig social orden, der bremser personlighedsdannelsen og skaber et underkastelsesbehov hos individer i en mafiakultur.
»Der var noget uudholdeligt ved tingene, ved menneskene, ved ejendommene, ved gaderne, som kun kunne blive udholdeligt, hvis man genopfandt det hele, som under en leg. Det vigtigste var dog at kunne lege, og det kunne hun og jeg, kun hun og jeg.«
Voldelig logik
Lila er genial, fordi hun lærer Lenù at hæve sig over virkeligheden. De brillerer begge i den hårde konkurrence i skolen, men kun Lenùs forældre har råd til at sende deres datter i gymnasiet. Da Lila bliver sat til at arbejde i familiens skomagerværksted, fortsætter hun alligevel med at studere i fritiden for at kunne hjælpe sin veninde med at bestå alle eksaminer med topkarakter:
»Du er min geniale veninde, du skal blive den bedste af dem alle sammen, drenge og piger,« siger Lila.
Men da pigerne kommer i puberteten, begynder de langsomt at glide fra hinanden. Lenùs verden rækker efterhånden videre end kvarteret, mens Lila er prisgivet dets voldelige logik, som hun desperat forsøger at beherske. Hun bliver smuk, »kvarterets Jacqueline Kennedy«, og de unge mænd kæmper om hende som et trofæ. Bejlerne lover hendes far, at de vil investere i værkstedet, så familien kan fremstille sko i stedet for blot at reparere dem. Trusler og vold er en del af kurmageriet. Selv om Lila gør sit bedste for selv at forme sin fremtid, ender hun alligevel med at være underlagt kvarterets logik.
»Lila var forblevet dér,« konstaterer Lenù.
Min geniale veninde er en rørende skildring af forsøg på modstand og overlevelse i fattigdommens og mafiakulturens eksistentielle spændetrøje.
Elena Ferrante: Min geniale veninde. Oversat af Nina Gross. C&K Forlag. 384 sider. 299 kroner
