Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Alle fortabte drømmeres rekviem

’The Grand Budapest Hotel’ er Wes Andersons mest gennemkomponerede film til dato. En supermusikalsk fortælling om trofast kærlighed og menneskelig grådighed. Og den viser med en enorm detaljerigdom, hvor smuk og romantisk verden kan være. Hvis man selv bygger den
Wes Anderson har med The Grand Budapest Hotel skabt et mere end almindeligt musikalsk filmværk

Wes Anderson har med The Grand Budapest Hotel skabt et mere end almindeligt musikalsk filmværk

SF Film

Kultur
27. marts 2014

Til sidst i Wes Andersons The Grand Budapest Hotel siges det om hovedpersonen: »To be honest his world had vanished long before he entered it. But he sustained the illusion with a marvelous grace.«

Hermed opsummeres hovedpersonen Gustave H, men hermed opsummeres også filmens instruktør, Wes Anderson, og hele hans værk. Besat af tabt og stadig intakt uskyld. Af trofaste, heltemodige enere, som elegant og inderligt trodser konventioner og altid er fulde af noble eller i hvert fald romantiske intentioner. Enere der typisk kendetegnes ved en minimal, kontrolleret, nærmest udtryksløs mimik, der paradoksalt nok indikerer dyb følsomhed og dedikation.

LÆS: En tanke til Stefan Zweig

I The Grand Budapest Hotels rammefortælling besøger en ung, unavngiven forfatter (Jude Law) det faldefærdige bjerghotel af samme navn i det fiktive land Zubrowka i det mere eller mindre virkelige år 1968. Han møder den karismatiske ejer, Zero Moustafa (F. Murray Abraham), der indvilliger i at fortælle sin historie. Herefter former filmen sig primært som et langt flashback. Og filmen skifter fra widescreen-format til det gammeldags 4:3 (det som vores gamle billedrørsfjernsyn også havde). En typisk nostalgisk idé fra Wes Anderson, der tidligere har udtrykt stor kærlighed for rejsegrammofoner, klassisk musik og ridderlig adfærd.

Zero er i det herrens år 1932 en ung portier (Tony Revolori), der kommer under bestyreren Gustave H’s (Ralph Fiennes) vinge i etablissementets storhedstid. Han lærer, at portierens vigtigste opgave er aldrig at røbe gæsternes hemmeligheder – som på Grand Budapest Hotel i høj grad involverer Gustave H selv. Han kurtiserer og knalder nemlig et væld af kvindelige gæster, alle kendetegnede ved at være gamle, rige, blonde, overfladiske og usikre.

Da én af dem, Madame D (en grundigt makeuppet Tilde Swinton), myrdes rejser Zero og Gustave H afsted for at vise deres respekt. Men under oplæsningen af testamentet påkalder de sig den grådige families vrede ved at blive tildelt et værdifuldt maleri af en ung mand med et æble. Zero får H til at stjæle maleriet, og så går det ellers over stok og brosten, gennem bjergnatur og i fængsel i forsøget på at redde skindet, hotellet og Zeros udkårne, konditorjomfruen Agatha. Og undervejs bliver H og Zero som brødre.

Wes Anderson har med The Grand Budapest Hotel skabt et mere end almindeligt musikalsk filmværk. Ikke nok med at det fremragende soundtrack konstant digter på vores forestillinger om Østeuropa af både den folkelige og finkulturelle variant. Ikke nok med at Randall Poster inkorporerer reallyde fra filmens begivenheder (den knirkende lyd af en svævebanekabine bliver til et rytmisk element) eller arbejder med reallyde som referencer (vi hører lyden af en bordtennisbold da et bordtennisbord bæres rundt). Og ikke nok med at tempoet i filmen er så musikalsk, at man rives lykkeligt med i den sofistikerede rytmik. Men Anderson arbejder også lige som i klassisk musik med variationer. Flere scener opføres i 4-6 udgaver altså med mere eller mindre identisk dialog, men med andre personer og situationer.”For eksempel: En mand spørger: »Er du Gustave H?« H svarer ja. Manden siger at H skal gå dér og dér hen. Og: En hoteldirektør ringer til en anden hoteldirektør for at sætte en plan i værk. Hoteldirektøren hentes af en portier midt i en aktivitet – smagning af suppe, slukning af brand etc. – lader portieren overtage og besvarer opkaldet. Hvorefter han ringer til den næste.

Visuelt er The Grand Budapest Hotel en form for filmet teater. Når kameraet bevæger sig, så er det for at vi kan benoves over den struktur i scenografien, som det dermed kortlægger. Det er en slags superkomplekst teaterstykke, fuld af så mange fabelagtige locations og kulisser, at det ville være selvmord at realisere det som andet end, ja, film.

The Grand Budapest Hotel er Andersons ottende spillefilm. Blandt hans andre hovedværker er Rushmore, The Royal Tennenbaums og Moonrise Kingdom, og hans stadig mere kunstfærdige, hyperæstetiske og ultranostalgiske udformninger af filmfortællingen har gjort ham til en auteur. Og den aktuelle er hans uden sammenligning mest ekvilibristiske og detaljerede bedrift. Hans lejlighedsvise brug af dukketeaterets todimensionelle naivisme og uskyld, som krøller den filmiske illusion sammen er ved at blive et nyt varemærke, mens hans farvefornemmelser, scenografiske visioner og musikalitet nu har nået det sygeligt lækre sanseorgies niveau.

Men det er også filmens problem. At dens æstetiske nydelse og evidente opfinderglæde og stiliserede skuespil ikke tillader dybere konflikter. Okay, filmen handler selvfølgelig om at kæmpe for det, man tror på. Men det er nok ikke en dybere pointe som forfatteren Stefan Zweig, der udnævnes til inspirationskilde for filmen, ville ligge søvnløs over.

Zubrowka er et fiktivt land, men det er klart, at det ligger i Østeuropa, for både kommunismen og en forklædt nazisme skyller kulturen og hotellets storhed ud med badevandet. Men totalitær brutalitet er jo også børnelærdom.

Andersons værk er måske tematisk set stadig det samme, men han har bevæget sig i retning af de kunstfærdige konditorværker, som Zeros udkårne mestrer: Fulde af farver, intrikate former, overvældende sødme, men ingen dybere næring. Det er der ikke noget galt med – hvem vil afvise en sanselig nydelse af denne karat? – kun når filmen mister pusten. Og det gør den sjældent.

Hvad der er vigtigere er Andersons vilje til at fortælle en smukkere verden, hvor mysteriet lever, og hvor skønånderne holder på etiketten, indtil at det er for galt, hvad der foregår. The Grand Budapest Hotel er alle fortabte drømmeres rekviem – i hvert fald dem, der tænder på en europæisk dekadent overklassevision med lidt arbejderklassemarmorering i Zeros og Agathas skikkelser.

Wes Anderson viser os i hvert fald, hvor smuk verden kan være, hvis man bruger tid nok på selv at bygge den. Det har han og hans hold gjort.

’The Grand Budapest Hotel’ Instruktion og manuskript: Wes Anderson. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her