Læsetid: 3 min.

Gentagelse uden forskydning

Nielsens kønstransformationer forskyder sig ingen steder hen, men genopfører Nielsen som den uudslettelige Nielsen
Hvis man vil se kønnet sat på spil, bør man løse billet til Det Kgl. Teaters opsætning af ’Metamorfoser’ frem for Nielsens genopførelse af sig selv som en anden, mener denne anmelder.

Sofie Amalie Klougart

18. marts 2014

 

Al snak forstummer pludselig blandt det ventende publikum i foyeren til CaféTeatret, da en stor glasmontre bliver trillet ind af to assistenter. »The Artist is Absent«, står der på den hvide sokkel, der bærer glasmontren, som aftenens hovedperson, Nielsen (tidligere Claus Beck-Nielsen, f. 1963), sidder sammenkrøbet inden i, så godt som nøgen.

 

På polemisk vis henviser skiltet – for de bekendte med samtidsscenen for performancekunst – til den serbiske kunstner Marina Abramovics (f. 1946) maratonperformance på Museum of Modern Art i New York i 2010. Abramovic opførte her værket The Artist is Present, der bestod i, at kunstneren sad på en stol ved et bord, som publikum var inviteret til én ad gangen at sætte sig ved og se kunstneren i øjnene, så længe som de ønskede. Abramovic sad ved bordet i museets åbningstid gennem hele udstillingsperioden fra 14. marts til 31. maj, nærværende og koncentreret.

Nielsen, derimod, ser ikke nogen i øjnene. Han folder sin knoglede krop med dens vokslignende hud sammen om sig selv og indtager introvert positionen som udstillingsgenstand, ubevægelig og på karakteristisk Nielsen-vis nærdødsagtigt livløs. Kunstneren er fraværende. Og ja, det er vel naturligt nok at proklamere sit fravær, når man er en kunstner, der allerede i 2001 erklærede sig for bortgået og ’død’, og i samme anledning senere iscenesatte sin egen begravelse på Assistens Kirkegård.

Uklare kønsudfordringer

Men proklamationen af kunstnerens fravær kan også ses som en ufrivillig diagnose af fraværet af kunstnerisk ide i aftenens forestilling, Transformatoren, der energiforladt og sammenhængsløst cirkler omkring velkendte nielsenske temaer, nemlig rollespillet, efterligningens kunst, fraværet af et essentielt selv og ikke mindst fraværet af køn. Det sidste er buddet på noget nyt i Nielsens repertoire.

Forestillingens sammenbindende fortællestemme tilhører Karen Blixen, naturligvis spillet af Nielsen, som først i levende live og dernæst via et på forhånd optaget videobillede dukker op ad flere omgange i aftenens løb. Andre figurer, publikum får lov at opleve Nielsen indtræde i, omfatter mytologiske skikkelser som Medea og Antigone, Shakespeares Ofelia samt historiske figurer som Adolph Hitler, Charlie Chaplin, Andy Warhol og Michael Jackson.

Den røde tråd er angiveligt kønstransformationer, men det er uklart, hvad disse kønstransformationer består i, og hvad meningen med dem er. Handler det om, at figurerne i deres udgangspunkt udfordrede bestående kønsforståelser, eller skal vi forstå Nielsens aktuelle transvestisme som en udfordring af kønnet i dag?

Det får publikum ikke noget svar på i forestillingen. Uanset hvad, er det vanskeligt at se Nielsens indtagelse af de kvindelige roller som synderligt udfordrende eller grænseoverskridende. Nielsen forbliver som altid utvetydigt Nielsen, uanset hvilken rolle han selvudslettende påtager sig. Han forbliver også utvetydigt maskulin i kvinderollerne, med nogle næsten parodiske stiliseringer af feminine gestus som den teatralske markør af kvindelighed.

Nielsen som Nielsen

Der er intet, der for alvor flyder. Tværtimod befinder kønnet sig trygt og stabilt forankret i den martrede maskuline krop, Nielsens krop, som demonstrativt fremvises for publikum imellem omklædningerne og forklædningerne. Kønnet viser sig i sidste ende ligeså vanskeligt at frigøre sig fra som identiteten i mere bred forstand har været det for Nielsen.

Hvis intentionen med Transformatoren er at »åbne døre til andre verdener og andre former for liv, som vi måske endnu ikke har udforsket«, sådan som forestillingens ledsagende folder via Baronesse Blixens fortællestemme meddeler, så fejler stykket.

Nielsen demonstrerer, at navnelege og forklædningsnumre ikke i sig selv er tilstrækkelige til at transformere hverken identiteten eller kønnet. Der opstår ikke noget nyt mulighedsrum, ingen ny usikkerhed omkring kønsidentiteten – ligesom man heller ikke er i tvivl om, at det er teater det hele.

I Nielsens selvforståelse er der ellers tale om et så tværkunstnerisk flydende eksperiment, at anmeldere fra alle traditionelle kategorier må hidkaldes for at yde værket retfærdighed. Derfor inviterede CaféTeatret specifikt Informations musikanmelder – angiveligt ud fra lodtrækning – til at se udstillingen. Kulturredaktøren valgte dog at trodse anmelder-eksperimentets præmis og sendte derfor undertegnede, kunst- anmelderen. Som altså ikke er i tvivl om, at værket paradoksalt nok er rendyrket, uflydende scenekunst.

Det er et næsten ondsindet ironisk tilfælde, der vil, at Transformatorens spilleperiode overlapper med Det Kgl. Teaters opsætning af Metamorfoser, som via Ovid ligeledes griber fat i det græske mytestof, men gør det med en energi, subtilitet og originalitet, der helt modsat Nielsens matte forsøg triumferer i sin iscenesættelse af kønnet som flydende og transformativt. Hvis man vil se kønnet sat på spil, bør man løse billet til sidstnævnte forestilling, frem for Nielsens genopførelse af sig selv som en anden.

Nielsen. ’Transformatoren’. CaféTeatret. Skindergade 3. København. Indtil den 5. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Jessen
Søren Jessen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu