Læsetid: 3 min.

En halv Lou

Den første biografi om Lou Reed efter hans død glæder ved sin sproglige energi, men skuffer ved den stedmoderlige behandling, der bliver karrieren efter 1980 til del
En ny biografi fokuserer for ensidigt på den tidlige del af karrieren

En ny biografi fokuserer for ensidigt på den tidlige del af karrieren

Scanpix

17. marts 2014

Havde oprigtigt glædet mig til at læse Mick Walls Lou Reed-biografi. Især fordi Reeds overraskende bortgang den 27. oktober sidste år på sæt og vis afsluttede værket, og jeg så frem til det store forkromede overblik.

Over hele værket, vel at mærke. Og ’på sæt og vis’, idet ingen endnu aner, hvad der måtte dukke op af gemmerne i form af uudgivet musik, det være sig demoer, skitser eller liveoptagelser, som muligvis vil kunne ændre på opfattelsen af hans sangskrivningskunst.

Tænk på den stadigt pågående saga om hans oprindelige orkester, The Velvet Underground, hvor der til alles overraskelse (givetvis også de involveredes) bliver ved med at dukke ting og sager op. Selv om det vægtigste stadig må være de fire lp’er, det blev til i gruppens tid.

Og det er muligvis også tilfældet med Reed, hvem ved? 22 solostudiealbums af mildest talt svingende kvalitet blev det til fra og med den lidt forkølede debut Lou Reed i 1972 til 2011’s svanesang, Lulu, et både overraskende og kontroversielt samarbejde med metalikonerne Metallica. Læg dertil en håndfuld liveoptagelser, et flot samarbejde med den tidligere Velvet-kollega John Cale, samt en ordentlig røvfuld tracks og gæsteoptrædener spredt ud over alskens projekter, og værkets omfang (hvis ikke dets tyngde) begynder at tage form.

De fleste vil givetvis påstå, at Reeds vigtigste arbejder skabtes tidligt i karrieren, men det er så også tit folk, for hvem netop hans output i perioden sådan cirka 1967-1982 var identitetsskabende og derfor har fået en aura af det urørlige, trods de relativt mange kiksere. Personligt gad jeg godt læse en bog, der ruskede op i den grundholdning og satte lige så meget energi ind på den sene Reed, idet jeg har en fornemmelse af, at der er mere at hente der, end vi oprindelig troede, nu hvor støvet så småt er ved at lægge sig.

Ubalance

Nuvel, den største skuffelse (men den er så også til at tage og føle på) ved Walls i øvrigt sprogligt ganske veloplagte biografi er, hvor lidt plads der bruges på netop det sene værk, og omvendt hvor mange spalter, der gives til de mest veldokumenterede perioder i hans virke. Således står årene med The Velvet Underground for bogens første hundrede sider, og de tumultariske 1970’ere, hvor han agerede inspirerende kunstnerisk fyrtårn for utilpassede sjæle over den ganske klode, fylder de næste firs. Mens karrierens sidste nogle og tredive år presses ned på små 40 sider!

Det er ikke i orden, når det medtænkes, at næst efter Beatles, Stones og Dylan er The Velvet Underground et af rockmusikkens mest velbeskrevne blade, og at den, hvad Reeds solokarriere op gennem 70’erne og 80’erne angår, bestemt heller ikke har fået for lidt. Okay, det meste af den litteratur er så ikke oversat til dansk, så på den led kan Mick Walls bog muligvis have sin berettigelse. Muligvis. Især, hvis den glimrede ved nye perspektiver og indsigter, hvilket så heller ikke er tilfældet. Tværtimod er det den samme gamle historie om et musikalsk banebrydende og tekstmæssigt tabusprængende band, der skulle gå så meget igennem før det ikke så meget opløstes som imploderede, og dets frontfigur i en sky af narko og sprut og med hjælp fra en vis David Bowie famlede sig frem til et gennembrud, han straks satte over styr.

Går i brechen for ’Lulu’

Det skal atter nævnes, at der er knald på det sproglige, og at oversætter Jakob Levinsen langt hen ad vejen bibeholder Walls energi. At bogen så forfalder til mange af de sædvanlige klicheer, der byder sig til, når man skal videregive sin fascination af såvel Velvet Underground som Lou Reeds univers, tilgiver man Wall, fordi han skriver på sin egen fascination af en musik, han elsker og kender. Men det bliver kun rigtig interessant, da han hen mod bogens afslutning går i brechen for samarbejdet med Metallica, som det udmøntede sig i førnævnte Lulu. Men når han nu forsøger at hæve værket op i samme liga som f.eks. Transformer (1972) eller New York (1989), burde der bruges mere krudt på argumenterne, end tilfældet er. At Wall andre steder springer albums helt over eller kun lige berører dem i bisætninger, tjener heller ikke bogen til ære.

I sidste ende henvender værket sig derfor primært til den, der ikke har beskæftiget sig med emnet før. Den kræsne kender må kigge andetsteds efter ny indsigt, perspektivering og en mere fair vægtning af ældre og nyere udgivelser.

 

Mick Wall: Lou Reed 1942-2013. Oversat af Jakob Levinsen. 243 sider, 269 kr. Klim

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thorsten Lind
Thorsten Lind anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorsten Lind

Tak for den.
Min altid ufejlbarlige `timing´,
har slået til igen, idet bogen blev erhvervet...I GÅR!
Mvh Th :)

Ps. Med det nye lay out fra d.d. er det møj´ svært at overskue hva´for noget sludder man skriver;
og typografien? ..er den inspireret af de spritduplikater man brugte i skolen først i 70´erne?

Thorsten Lind

Ps. Til Lou Reed´ofile og andet godtfolk.
Det er mig magtpåliggene at anbefale trioen Hospitality fra BROOKLYN,
der har udgivet årets´hidtil bedste skive, `Trouble´.

Jeg vil æde min gamle hamster, hvis jeg tager fejl, når jeg påstår
at Onkel Lou i himlen, nynner med på på `Going out´ og `It´s not serious`.
Så er det sagt! :-)
Mvh Th