Theis Ørntofts anden digtsamling har den umuligt ambitiøse titel Digte 2014, så barren er sat højt, Adam Oehlenschlägers Digte 1803 og Johannes V. Jensens Digte 1906 er trods alt de to vigtigste samlinger i dansk lyriks historie.
Men Oehlenschläger skrev om beåndet natur og nordiske myter, og Johannes V. Jensen skrev med en sund og heroisk jegfølelse. Digte 2014 er i stedet fyldt med surreelle og sært komiske profetier fra en verden, hvor apokalypsen allerede har fundet sted. Den globale natur er helt af led, men cirkulerer stadig gennem vores kroppe.
I Digte 2014’s suiter af skiftevis helt korte og sidelange digte står man ikke længere over for den, naturen, sådan som det lyriske jeg gjorde i romantikken. I stedet er man gennemtrængt af en ødelagt natur. Planter gror gennem husene, tungmetaller flyder i vores årer. Her er bogens allerførste linjer:
»I nat, i år/ et sted imellem alle sine atomer/ døde det man kaldte min mor./ Det siges at hun stadig sang mens de skar hende op./ Det siges at olien dryppede fra hendes lever.«
Men snart efter skrider digtenes jeg rundt mellem »ligegyldighed og desperation«, som der står, hvilket også vil sige mellem vilde visioner og en nærmest antilyrisk hverdag. Han daffer rundt i et liv fuld af netsurfing, mismod og lede. Han magter ligesom ikke al den håbløshed, der strømmer ud af ham og heller ikke den ødelagte natur, der strømmer igennem ham:
»Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål/ tænker jeg på apokalypsen/ hver gang nogen udtrykker håb for det bestående/ får jeg det fysisk dårligt./ Lad os sætte os her i skumringen og vente på/ at revolutionen griber os./ Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne/ og flyforbindelsen i hud og hår/ og læse breaking news/ de sløjfer skøjtebanen i årets kommunale budget/ hvad fanden er det for noget/ de finder eftersøgt drabsmand inde i tv-stjernes barndomsminde/ hvad fanden er det for noget.«
Hvabehar? Hvad fanden er det? Det er umanerlig godt, og når Digte 2014 for alvor kommer op i omdrejninger – det sker i de lange digte – så er det sindssygt godt, afsindigt stilsikkert i sit anslag, ikke et ord sat forkert, konsekvent i sine greb, sindssyg i sine blandinger af latter og fortvivlelse. Og især i sin genuint nye måde at sætte de to i forbindelse med hinanden.
Syg humor
Det er nemlig værd at holde fast i den humor. Når Theis Ørntoft skriver så sjovt, som han gør, og også så sort, som han gør – og det med rette: i dag forsvinder dyrearter med samme hastighed som da dinosaurerne uddøde, og der er ingen grund til at tro, vi vil gøre noget ved det – når han gør det, så er det ikke fordi, han vil bruge humoren som et eksistentielt skjold. Hans humor vil ikke beskytte læseren, give ham et lille håb.
Men den er heller ikke kynisk, også det ville være et skjold jo, give os en lille bedøvelse. Humoren i Digte 2014 er snarere afmægtig.
Jeg tror, at bogens tegneserieagtige udtryk, dens sære blanding af undergang og ungdomskultur, bunder i en følelse af ikke at have et sprog, der er stærkt nok til katastrofen. Men så alligevel at måtte sige noget, fordi det trods alt er bedre end at være tavs.
Hovedværk
Humoren markerer den afstand eller opstår måske ud af den. Det gør jo ikke digtene mindre sjove, men det betyder, at latter og sortsyn og afmagt er allierede i Digte 2014. De forstærker hinanden. Her i den sidste suite, »arktisk kommando«’s afsluttende crescendo og magtdemonstration:
»jeg skal se dem sprede min aske/ ud over alle biologiske modersmål, før jeg handler/ jeg skal se dem trække et fiskenet fuld af havfruer/ op af min morgenurin/ hvor skal man gå hen med sin kærlighed/ hvor skal man gå hen med den/ bag skrankerne står de bare og smelter/ der er ingen hjælp at hente/ træk et nummer og knep et foster/ læg dig selv i natostilling og gø mod himlen/ vof vof/ anarki i alle atomer/ arktisk kommando/ hvepse i min afføring, de første tegn på straf.«
Passager som ovenstående viser, hvor skarpt og stærkt de minimale billeder står i Digte 2014 – bogen illustrerer fint pointen om, at digte generelt bliver bedre, når man sparer på adjektiverne – selv når visionerne flimrer afsted i overdrive. De viser også, hvor rytmisk hårdtslående Theis Ørntoft kan skrive, og hvor præcist han denne gang økonomiserer med sine virkemidler.
I sin debut Yeahsuiten skrev Ørntoft anderledes ubekymrede digte. Der brugte han hele arsenalet af tricks, ordspil, indrim, stilskred, enjambement. Det var fint, denne gang er der skåret væk.
Nu dominerer gentagelsen og det at linjeskiftene falder sammen med sætningernes naturlige opdeling. Det giver digtene en stødende, knopskydende puls. Og så blandingen af profetisk stemmeføring og et underligt skødesløst, nutidigt sprog, som er svær at slippe igen. Et sidste eksempel:
»De atomer jeg var som barn/ er de stadig til stede på denne blå planet/ i så fald vil jeg gerne vide det/ er de i Genève, er de i Stillehavet/ er de på Fiji, er de i Tutankhamons grav/ er de i amerikansk teenagers school shooting-fantasier/ eller er de i psykiaterens dårlige ånde når han spørger mig/ kan du høre døden banke på den anden side af dine tanker?/ er dine drømme stadig små klik i en ankel af metal?/ pollenpsykose og tågejuice, fuck mig selv baglæns/ jeg er brakvand på dåse.«
Selv dér, midt i jegets udgravning af sin indre smerte, dukker miljøødelæggelsen altså op. Den er det, Ørntoft skriver om, den er de billeder, han tænker i. Så konsekvent er Digte 2014.
Skal vi sætte 1803, 1906 og 2014 som en ny serie i dansk litteratur? Det ville være at tage munden for fuld. Det må fremtiden bestemme, hvis den da ikke har andet at tage sig til. Men Digte 2014 er et hovedværk i de sidste ti års danske lyrik, så har jeg ikke sagt for meget.
Theis Ørntoft: Digte 2014. Gyldendal. 66 sider. 175 kroner. Udkommer i dag
