Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ingeborg uden Viggo

Først skrev Ingeborg Stuckenberg et strømmende og hidsigt svulmende romanudkast, så rettede ægtemanden Viggo pedantisk til og satte sit eget navn på titelbladet. Nu genudgives Ingeborgs førsteversion
Kultur
14. marts 2014
INGEBORG

Et rygte siger, at Viggo Stuckenberg engang satte sit navn på en novelle skrevet af hans hustru, Ingeborg Stuckenberg, og da dele af kritikken ikke brød sig om den, straks svarede, at det da heller ikke var ham, der havde skrevet den.

Historien er jo grum, den er muligvis endda sand. I hvert fald argumenterede litteraturforskeren Johannes Brøndum-Nielsen i en bog fra 1962 ret overbevisende for, at en såkaldt Feuilleton med titlen »En Karnevalsskitse« bragt i Morgenbladet i 1886 i Viggos navn i virkeligheden var skrevet af Ingeborg. »Det kan med stor sikkerhed godtgøres,« konkluderede Brøndum-Nielsen, »at der er noget om dette Rygte«. Og tilføjede så: »samtidig maa det siges, at hendes Ægtefælles paastaaede Ringeagt for hendes Arbejde – hvis den ikke er Rygtespind – var i høj Grad uretfærdig; han har selv leveret baade Prosastykker og Digte af ringere Kvalitet end Ingeborgs Smaaskizzer«.

Ingeborgs anti-viggoske stil

Hvis den ifølge et andet rygte både dovne og ødsle Viggo selv har haft en fornemmelse af, hvordan talentet var fordelt i ægteskabet, kan det ikke have gjort noget godt for selvopfattelsen. Og det bliver kun værre:

Johannes Brøndum-Nielsen dokumenterede – eller afslørede – i samme bog, at Viggo Stuckenbergs prosahovedværk Fagre Ord fra 1895 for hovedpartens og de bedste deles vedkommende er skrevet af Ingeborg. Et tidligt manuskript til romanen efterladt af en søster til Viggo falder i tre afsnit, et »Grundrids« over fortællingen, en række »Kapitel-Udkast« og endelig »Redaktion« I og II. Sidste afsnit er i Viggos håndskrift, her har han filet og tilpasset, de to første afsnit i Ingeborgs stil og vigtigere endnu med hendes karakteristiske, på nogle punkter ligefrem anti-viggoske stiltræk.

Det har ikke været den rene fornøjelse for Viggo, at han ved bogens udgivelse og positive modtagelse fik brev fra vennen Johannes Jørgensen med følgende lille fanfare: »Lære-aarene er endt.«

I Ingeborg Stuckenbergs Samlede værker fylder hendes udkast til Fagre Ord godt hundrede af de i alt 180 sider. Målt på den måde er de hendes største bidrag til litteraturen. Bogen er en ægteskabsroman af moderne tilsnit om Morten og Johanne, men med højst tydelige paralleller til Ingeborgs og Viggos eget ægteskab. Det er historien om deres kriser, om hans, skal det snart vise sig, tempererede eller med kvindens ord »lunkne« natur, og om hendes udvikling fra forsagt og uselvstændig hustru til erotisk og intellektuelt krævende kvinde. Til det moderne hører desuden et vist seksuelt frisind, også med selvbiografisk forbillede, der i krisens mest alarmerende faser gør henholdsvis hendes søster og en nær ven af ham til en del af ægteskabsspillet.

Et billed- og ordbombarderende jeg

Tematisk, dvs. som ægteskabsdrama og kvindeemancipation, er bogen ikke meget opsigtsvækkende. Henrik Ibsen, Amalie Skram og flere andre havde været der allerede (Et Dukkehjem er fra 1879, Constance Ring fra 1885), og Fagre ord lægger ikke stort nyt til, endda tillader den sig en ikke særlig overbevisende happy end.

Stilistisk derimod virker den, dvs. Ingeborgs førsteversion, både nyere og vildere end de fleste samtidige.

Hans Otto Jørgensen peger i sin efterskrift på kapitlet, hvor hun pludselig bryder med tredjepersonsfortællerens lettere distancerede og psykologiserende form og overlader synsvinklen til et sansende og billed- og ordbombarderende jeg: »Døvet af Sol! blænded af Sol sidder jeg og klæder mine Tanker, former dem ikke, klæder dem kun i dejlige Farver.« En lettere manieret gentagelse af de samme ord, for ikke at sige en bevidst overlæsset stil er et andet Ingeborg-træk.

I samme efterskrift gøres der i øvrigt en del ud af, at forfatteren, altså Ingeborg Stuckenberg, ikke har fået et litteraturhistorisk skudsmål efter fortjeneste. Det kan ingen være uenig i. Men at give Johannes Brøndum-Nielsen skylden for det, som Hans Otto Jørgensen gør, virker ikke retfærdigt.

Brøden består i, at Brøndum-Nielsen i sin bog, hvor man første gang kunne læse Ingeborgs romanudkast, omtaler hende som »medarbejdende forfatter« og er alt for ivrig med at beskrive de fleste af hendes stils kvaliteter som »kvindelige«. Begge dele virker da også aflægs og anno – ja, 1962. Men vil man have klar besked om, hvad det er, Ingeborg kan, og hvad Viggo ikke kan, er det ikke desto mindre i Brøndum-Nielsens gamle bog man skal slå op. Her finder man med pædagogisk klarhed Ingeborgs strømmende, dagligsprogsnære, hidsige og J.P. Jacobsen-agtigt svulmende sætninger i kapiteludkastene stillet op over for Viggos knastørre »tilpudsninger«, som Brøndum-Nielsen kalder dem. Med tilføjelsen: »Ofte virker i øvrigt hans rettelser noget skolemesteragtig pedantiske, og det sker ogsaa, at de er det modsatte af Forbedringer (…)«.

Reportagerne og døden i Auckland

Foruden Ingeborg Stuckenbergs Fagre Ord består Samlede værker af den fint indfølende, men også noget konventionelle novelle Badegæster (om en ung kvinde splittet mellem sin kærlighed til havnefogedens søn og tidens kønsmoral og sociale vedtægter) samt en række breve sendt fra New Zealand og fra Ingeborgs lange rejse dertil som én af den tids mange udvandrere.

Og ih, du milde, hvor er sidstnævnte gode! Brevene – eller reportagerne, som der er tale om – udkom første gang i 1986 (ikke i 1966, som efterskriften angiver). På den måde er der ikke noget sensationelt over deres udgivelse i dag, men på alle andre måder er der. Her får vi i tæt sansede, detaljerige, ironiske, nøgterne, voluminøse ingeborg Stuckenbergske fremstillinger af Bremerhafen med dens forhutlede udvandrere, det grusomt trivielle og for det meste af tiden søsyge liv om bord på den klasseopdelte damper, skraldet og de vanføre tiggere i Neapels gader, den brændende sol og den ubærlige hede gennem Suezkanalen og endelig det ørkesløse, slidsomme og bedrageriske Auckland, New Zealand. Hvor i øvrigt Ingeborg Stuckenberg efter flere skumle varsler i reportagerne og i brevene hjem tog sit eget liv i 1904 (ikke i 1905, som der står i efterskriften).

Reportagerne, genudgivelser eller ej, er scoopet, det helt store scoop. Her er Ingeborg ikke bare langt forud for sin eks, hun er fuldt på højde med tidens store reportere Herman Bang og Johannes V. Jensen, men helt i sin egen ret: Følsomme frenetiske Ingeborg.

 

Ingeborg Stuckenberg: Samlede værker. Efterskrift af Hans Otto Jørgensen. Forlaget Gladiator. 199 sider. 199,95 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her