Læsetid: 3 min.

Jagten på den gode historie

Selvfølgelig er teatret inspireret af virkeligheden. Men ’Det Gode Liv’ på Aveny-T viser, at det ikke nødvendigvis går godt at låne inspiration i en fremragende dokumentarfilm
Så står Ghita Nørby og Tammi Øst og er fanget af hinanden og fattigdommen i den problematiske dramatisering af dokumentarfilmen ’Det Gode Liv’ på Aveny-T.

Natascha Rydvald

11. marts 2014

Det Gode Liv er en prisbelønnet dokumentarfilm fra 2012 om to danske kvinder i Portugal: en mor og hendes midaldrende datter, der tidligere tilhørte en ubekymret overklasse, men som i dag må vende hver en euro. Denne gode historie er nu så også blevet til en teaterforestilling på Aveny-T – med Ghita Nørby og Tammi Øst som de to passionerede overleverskikkelser.

Og jo! Ghita Nørby er durkdreven som en dominerende og overbærende mor, og Tammi Øst er sprudlende som en hævnlysten og mindst lige så dominerende datter. Det er selvfølgelig også forventningerne til disse to store skuespillerinder, der får folk til at valfarte til Aveny-T for at se Det Gode Liv. Disse forventninger bliver indfriet. Men det gør forventningerne til forestillingen som helhed faktisk ikke.

I stedet kan tilskueren sidde i mørket og tænke på, hvorfor man egentlig omsætter en dokumentarfilm til teater. Hvad er det ved denne ’ægte’ historie, der sætter sindene i brand på en anden måde end almindelig fiktion?

På Aveny-T har teaterdirektør og scenograf Jon Stephensen genskabt den portugisiske lejlighed fra Eva Mulvads film. På filmen er lejligheden klaustrofobisk og badeværelset uhumsk med et toilet, der altid stopper, så datteren må i gang med en ildelugtende svuppeteknik.

Men af og til forlader kvinderne lejligheden og deres endeløse opgør. Og det er faktisk ude på stranden og hos lægen og i de fordums paladser, at deres forfærdelige sociale deroute er tydeligst. Og hvor historien bliver bedst.

Lysekronernes magt

Teatret kan naturligvis ikke vise busstationer og ambulancer med filmens realisme. Velsagtens derfor har Jon Stephensen valgt at gøre scenografien til en kopi af filmens stuerum – nu kun med en udsigt til en toiletkumme ud mod bagscenen. Til gengæld daler der af og til de smukkeste lysekroner ned i rummet – lysekroner, der glimter af den fortid og den drøm, som kvinderne stadig klynger sig til: identiteten ved at være en del af samfundets førende jetset.

Netop i lysekronerne giver Jon Stephensens scenografi noget nyt til filmen. For her bliver lysekronerne til symboler på det ubekymrede festliv, som kvinderne engang har levet. Og præcis her nærmer teaterforestillingen sig noget eksistentielt, der sagtens kunne være blevet rendyrket og abstrakt – omtrent som en feminin udgave af Becketts Mens vi venter på Godot. Her ville det bare være kvinder, der ventede på pengene, der aldrig kom …

Kedsomhed truer

Men det sker altså ikke. Kvinderne hænger bare rundt i denne nedslidte stue, mens spændingen siver ud af teaterforestillingen. For det er den samme form for misforstået ’forpligtelsesrealisme’ over for filmen, der præger teksten. Det er Jakob Weis, der har skrevet teatermanuskriptet – dramatikeren bag Bang og Betty og Casper Christensen Komplekset. Han har taget filmkvindernes replikker og næsten uredigeret omsat dem til teaterreplikker. Men det er der ikke kommet nogen dramatisk overbevisende tekst ud af. Hvor replikkerne i filmen fungerer som to virkelige menneskers evige gentagelsesbeskydninger mod hinanden, bliver de på teaterscenen til tomgangsudsagn.

Død mand genopstår

Kamilla Wargo Brekling og Line Kromann har iscenesat forestillingen rundt om Ghita Nørbys ro og Tammi Østs oprørstrang. Men denne kontrast bliver faktisk ensformig i længden. Uanset hvor charmerende og ovenud ærlig, at Tammi Østs voksne og morsomt mavetykke datter er det med sine similibælter og nikkeløreringe, så er der simpelthen ikke indlagt nok spænding i dialogen med moderen. Og Ghita Nørby, der jo ellers nok kan være kvinde for et ondskabsfuldt sceneskænderi, er mest instrueret til at sidde stille og tavs i sofaen under en mystisk frisure og lade sig besudle af datterens bitre beskyldninger.

På ét punkt har teaterforestillingen taget sig en frihed: Den introducerer den afdøde far som en skikkelse af kød og blod, (hvilket han af gode grunde ikke kunne være i dokumentarfilmen, eftersom han var død og lå som aske i en urne). Det er den ellers nok så magnetiserende Peter Oliver Hansen, der blødt kommer listende ind i ruskindssko i rollen som den idylliserede dandy – med kikset paryk og nogle hule replikker. Det er et klart dramatikergreb. Det virker bare ikke.

Er det nødvendigt at låne en historie, kunne man spørge? Kunne dramatikeren ikke bare digte den selv? Eller er det netop dokumentarfilmens indlagte fiktionsgreb med klip og vinkler og fraklip, der egentlig forhindrer dramatikeren i at digte frit?

Årsagerne er sikkert mange. Men hvorom alting er, så er Det Gode Liv altså ikke blevet til Det Gode Teater.

’Det Gode Liv’. Baseret på Eva Mulvads dokumentarfilm ’The Good Life’. Tekst: Jakob Weis. Iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling og Line Kromann. Scenografi: Jon Stephensen. Kostumer: Maja Ravn. Lys: Antonio Rodrigues-Andersen. Lyd: Jes Theede. Kr. 380-247. 80 minutter. Aveny-T til 12. April. www.aveny-t.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer