Læsetid: 3 min.

Krøyers forsvundne erotik

Sanseligheden blusser ikke nok i Jacob Schjødts iscenesættelse af ’Krøyers Yderste Nat’ på Folketeatret. Men Preben Kristensen spiller Krøyer med betagende charme
21. marts 2014

Hvor har Preben Kristensen bare været savnet på teatret! Men nu står han så der – med rødt skæg og runde malerbevægelser i rollen som P.S. Krøyer på Folketeatret.

Det er dramatikeren Vivian Nielsen, der har begået skilsmissedramaet Krøyers Yderste Nat – et drama, der under titlen Den yderste Nat blev opført blandt andet på Vendsyssel Teater og det lillebitte Boldhusteatret tilbage i 2003.

Men stykket er stadig lige aktuelt i sin skildring af et parforhold i opløsning, og nu har det berømte Krøyer-par så indtaget Hippodromen.

Her optræder stykket i en strømlinet scenografi med symmetrisk havestue af Carsten Burke Kristensen. Krøyers umalede lærreder står opstillet med vinkelpræcision.

Alt er overmåde nydeligt og gennemsigtigt. Men nu skal idyllen smadres.

For Marie Krøyer har en heftig affære med den svenske komponist Hugo Alfvén – i havestuen med lutter glasvægge – og denne passionerede juleaften beslutter hun sig for, at hun vil skilles fra sin syge mand, der er indlagt på sindssygehospital.

Men så er det altså, at Krøyer alligevel dukker op bag de regnvåde ruder og overrasker de to halvnøgne …

Løgnemesteren

Preben Kristensens Krøyer er en meget charmerende mand. En egocentrisk kunstner, jovist, men også et følelsesmenneske med stor indsigt i andres følelser. Når han overbærende stiller Kenneth M. Christensens komponist et par spørgsmål, afslører han kvindebedårerens løgnagtighed med uhyrlig akkuratesse. Og når han bærer over med Maibritt Saerens’ Marie og hendes passionerede opflammen over for den yngre komponist, er det med livserfaringens ro og tålmodighed. Altså indtil han hævngerrigt sætter tænderne i dem begge – og brutalt afslører deres hemmeligheder.

Sindssyg eller følsom

Krøyer og Marie er et par, der stadig fascinerer andre kunstnere vildt. Senest i Bille Augusts film Marie Krøyer, hvor Søren Sætter-Lassen betoner Krøyers egomane vanvid og forstyrrede sind – altså en helt anden tolkning end Preben Kristensens, der først og fremmest viser Krøyer som kvindeelsker og følsom kunstner.

I Jacob Schjødts iscenesættelse sættes Krøyers beske livserfaring over for Maries livssult og hendes erotiske begær. Og Krøyers brutale oprigtighed bliver en skarp kontrast til Alfvéns løgne, både over for Krøyer og over for Marie. Selv hans syfilis får en naturlig plads i spændingsdialogen.

Men iscenesættelsen får aldrig fat i sanseligheden. Jovist, Maibritt Saerens er indbydende lækker og smuk, når hun går rundt med sine fine nakkepositurer både i en barmsmækker grøn kjole og den hvide kniplingssag fra malerierne – og Kenneth M. Kristensen er machoflot under overskægget med sin høje, muskuløse skikkelse og sine vilde lårløft på divanen. Når forestillingen begynder, har han faktisk underbukserne umiskendeligt helt nede om hælene. Men uimodståeligt passioneret bliver deres kærlighedsaffære altså ikke; måske fordi iscenesættelsen har dyrket Maries melankoli mere end hendes oprørstrang og hendes lyst.

Ordorgasmer

Billedet fejler ellers ingenting. Kostumerne er smukke og malerikorrekte med kraver og knapper og seler i rigtige Skagen-placeringer. Men de brusende følelser under idyllen kommer ikke frem.

Både dramatikeren og tilskueren ved, at det gik Marie skidt, fordi Alfvén selvfølgelig ikke holdt op med at se andre kvinder. Problemet ved forestillingen er, at vi ikke bliver overbeviste om, at hun er så vild med Alfvén, at hun vitterlig er parat til at forlade sit barn – og til at gøre sig selv økonomisk afhængig af endnu en mand. Hendes erotiske lyst svinder på scenen.

Men til gengæld møder vi altså Krøyer i storform. Med Preben Kristensens ordorgasmer som Krøyers vildeste penselstrøg.

’Krøyers Yderste Nat’. Tekst: Vivian Nielsen. Iscenesættelse: Jacob Schjødt. Scenografi: Carsten Burke Kristensen. Lys: Lars Schou. Lyd: Jakob Ramskov-Pørtner. Hippodromen til 26. april. www.folketeatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu