Læsetid: 3 min.

Lysmesse

Christian Lemmerz har omdannet Cisternerne til en smuk krypt, der blander kyndelmisse og dødskult uden at ville være religiøs
I de kolde rum i Cisternerne er Christian Lemmerz’ mange flakkende stearinlys både visuelt og fysisk nærende kilder af varme og lys.

Anders Sune Berg

5. marts 2014

Christian Lemmerz (f. 1959) hører til blandt de mest markante billedhuggere i Danmark. De fleste vil kende ham fra værket Scene fra 1993, hvor rådnende grisekroppe grundigt satte Esbjerg Kunstmuseum på Danmarkskortet og blev startskuddet til endnu en diskussionsrunde om kunstens grænser og kunstens værdi.

For Lemmerz var der dog ikke noget nyt i værkets afsøgning af død, forgængelighed, opløsning og forfald. Det har været temaer, der siden hans debut som billedkunstner har karakteriseret hans arbejder. I 1986 var det således hans skrøbeligt smukke, men ildelugtende margarineskulpturer, Anamnesis, der sommeren over satte deres præg på Charlottenborg. Siden har han med stor konsekvens forfulgt spørgsmålet om opløsning og grænseoverskridelse på både et formelt og et tematisk plan.

Samtidig med at flygtigheden ved et værk interesserer Lemmerz, er han også leveringsdygtig i den størst tænkelige bestandighed, idet han behersker det traditionelle billedhuggerhåndværk og har lavet et utal af marmorskulpturer samt adskillige skulpturer i bronze. De, der havde lejlighed til at se den omfattende præsentation af Lemmerz’ arbejder på ARoS Kunstmuseum i Aarhus i 2010, Genfærd, fik indblik i spændvidden i Lemmerz’ teknikker, der ud over det skulpturelle, installatoriske og mere performanceorienterede også tæller tegning.

Andante

Hvor det undersøgende og ekspansivt grænseafsøgende kendetegner Lemmerz’ tilgang til materialer og teknikker, så han har mere entydigt fokus på det tematiske plan. Her er de emblematiske træk patos og ekspression – endda i overdådige doseringer, som kan forekomme næsten fremmedartede på dansk grund. Men Lemmerz udnytter netop det sceniske og bruger uden blusel løs af de teatralske virkemidler, som udstillingsmediet byder på i form af dramatiske lyssætninger, der udvider skulpturernes omfang til at gribe det totale rum.

Lemmerz’ nye udstilling, Andante, er ikke nogen undtagelse i den henseende. Han har fået mulighed for at bruge de meget specielle og atmosfæriske rum i Cisternerne i Søndermarken, hvor fugt, kølighed, drypsten og en rungende akustik med et sløvt ekko sætter et distinkt præg. Det er næsten, som om rummene i sig selv er hjemsøgt af en Lemmerz’sk geist, kuldslåede, dunkle og klamme som de er, men også gennemtrængt af en mystisk skønhed, fordoblende vandspejlinger og slæbende rumklang.

Hvad kan man tilføje disse rum, som ikke blot trækker fra deres dominerende stemning eller adderer et lag af det samme? Det er en vanskelig opgave, Lemmerz har påtaget sig, for den er næsten for oplagt. Han har da også valgt et relativt simpelt greb, som ikke tager kampen op med rummet for at stjæle billedet fra det, men derimod indgår en pagt med det. Dybest set gør han nemlig ikke så meget andet end at oplyse omgivelserne.

13 enorme, hængende lysestagehjul i flere etager er ophængt i cisternernes lofter. I de kolde rum aftegner de mange flakkende stearinlys både visuelt og fysisk nærende kilder af varme og lys.

De drager én dybere og dybere ind i cisternerne, som alene oplyses af lysekronernes levende lys, der skulpturelt formgiver rummene og fremhæver det organiske i væggenes drivende fugt. Men også stearinmassens skulpturelle præg, som den langsomt smelter sammen til hængende, deforme væsner af størknet stearin, understreges af lysene.

Rigelig patos

Den andægtige, sakrale stemning af kyndelmisse og dødskult, som lysene også fremkalder – og som forstærkes af, at publikum inviteres til selv at tænde lys og anbringe dem i kronerne – er helt bevidst og ligger i forlængelse af Lemmerz’ tematiseringer af religion og af passionshistorien i tidligere arbejder. Men det diabolske anstrøg, der plejer at være så signifikant i Lemmerz’ værker, er helt fraværende her, hvorfor lysskulpturerne truer med at slå over i ren kitsch.

De hvide stearinmasser tager sig i det lys mest af alt ud som flove, sammenstyrtede bryllupskager med opulente mængder flødeskum, der vælter vulgært omkring. Hvor et tidligt signaturværk som Fettbaby fra 1985 i al sin monstrøse vælde evnede at forurolige gennem sit overbud, fremtræder de nye arbejder mere som en harmløs og hjertelig sammenkomst af sundhedsstruttende mozzarellababyer.

Andante er en smuk og højstemt installation med en varm glød af katolsk dødskult, men helt uden den bidske dæmoni, der ellers er så karakteristisk for Lemmerz. Okay, der er 13 lysekroner, og dette diskrete islæt af uheldssvanger talmagi udgør måske et element af diabolsk modstand midt i alt den storladne skønhed. Men det er ikke nok til at redde installationen fra først og fremmest at fremstå som en lidt tam lysfest garneret med vel rigelig patos.

Christian Lemmerz. ’Andante’. Cisternerne. Søndermarken. Frederiksberg. Indtil den 30. november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu