Læsetid: 4 min.

MØ fucker med koderne

Den unge danske sanger og sangskriver MØ er pakket ind i en så stærk hype, at det kan forplumre lytteoplevelsen. Informations musikredaktør forsøger sig med en hyperenset anmeldelse
MØ har lyst til at give slip og fucke up. Hvem har ikke det? De fleste. Men hun gør det med en løssluppen energi, som måske bedst kan ses i hendes kropssprog, fjernt fra Beyoncés stramt koreograferede forførelsesteknikker. I stedet udtrykker MØ med sine sløset flagrende bevægelser i sine musikvideoer en gennemsnitlig ung dames ukontrollable begejstring over at mærke beatet sætte kroppen i svingninger

MØ har lyst til at give slip og fucke up. Hvem har ikke det? De fleste. Men hun gør det med en løssluppen energi, som måske bedst kan ses i hendes kropssprog, fjernt fra Beyoncés stramt koreograferede forførelsesteknikker. I stedet udtrykker MØ med sine sløset flagrende bevægelser i sine musikvideoer en gennemsnitlig ung dames ukontrollable begejstring over at mærke beatet sætte kroppen i svingninger

Tor Birk Trads

7. marts 2014

Få herhjemme har kunnet styre deres stådreng – eller ståklit – over, at den store vide verden er med på en lytter, når vores egen sanger og sangskriver MØ giver lyd fra sig. Og hvor er det dog herligt, at vi som nation mener at kunne føle anpart i den succes, som er blevet den 25-årige sanger og sangskriver til del.

Lad os alle inhalere ordene, der bekræfter, at vi for en stund ikke længere er en prut i en by i provinsen. ’Hype’, ’hot’, ’efterspurgt’, ’stjerneskud’, ’massiv udenlandsk omtale’, ’på alles læber’, ’sangkomet’ – ord, der alle stammer fra danske medier. Og lad os sammen sniffe os høje på succesmarkører som opmærksomhed fra BBC Radio One, Pitchfork, Playboy (okay, det er vist så kun i Ekstra Bladets optik) og høje antal views på YouTube eller lytninger på Soundcloud.

Og så holde op med det pjat.

En uheldig sidevirkning af musikbranchens selverklærede musikkrise og 00’ernes omstrukturering af musikbranchen har været, at musikjournalistik har bevæget sig ind på erhvervs-journalistikkens felt. Hvilket er en fejl. For det risikerer at gøre succes – især international succes – til et uimodsigeligt kvalitetskriterium, hvilket ud fra et kulturelt perspektiv er dumt, fordummende, hvis ikke lige frem en vej mod kulturel forarmelse. Vi ved jo fra så mange andre områder af livet, hvad der sker, når markedskræfterne får lov til at dominere. Det bliver dem med det stærkeste PR-apparat – ikke den bedste sang – der løber af med sejren.

Løssluppen energi

Ikke desto mindre kan man i disse år her i Danmark genfinde en provinsiel benovelse over interessen fra det store udland og et knæfald for poppen som uimodsigelig kraft. Hvis masserne – men især den internationale presse – holder af musikken, så er alt ikke mindst musikkens kvalitet pr. automatik fjong.

LÆS: ’Det værste er at forsøge at skjule hvem du er’

Tillad mig at forsøge at lave en hyperenset anmeldelse af den kære MØ’s debutalbum, No Mythologies To Follow. Spoiler: Der kommer ikke til at være noget markedsanalytisk forsøg på at forudsige MØ’s fremtidsudsigter i popverdenen. For det er ikke en musikanmelders fucking job.

MØ er født den 13. august 1988 i Odense under navnet Karen Marie Ørsted. Hun har en fortid i punk/electropop-bandet MOR, der blandt andet har lavet utroskabssangen »Fisse i dit fjæs«. Den er sjov og kæk. Mens »Nazis« er et umodent, men morsomt skridtspark mod højreradikalismen.

No Mythologies To Follow dyrker almindeligheden på en festlig måde. Ikke ulig Lorde og Haim, der også signalerer at have benene på jorden. Og ulig Madonna, Beyoncé, Lady Gaga, der transmitterer fra et sted i stratosfæren.

»You’re still no hero,« synger MØ på albummets efter min mening bedste nummer, »Glass«. En sætning, der minder os om, at vi aldrig bliver ’royale’, som Lorde påpegede på sit hit »Royals« fra sidste år.

MØ har lyst til at give slip og fucke up. Hvem har ikke det? De fleste. Men hun gør det med en løssluppen energi, som måske bedst kan ses i hendes kropssprog, fjernt fra Beyoncés stramt koreograferede forførelsesteknikker. I stedet udtrykker MØ med sine sløset flagrende bevægelser i sine musikvideoer en gennemsnitlig ung dames ukontrollable begejstring over at mærke beatet sætte kroppen i svingninger. Og med kejtede knæbøjninger og kvasi-headbanging under koncerterne mimer hun alle de fjollede moves, vi alle sammen affyrer eller har affyret foran spejlet i teenageværelset.

Normaliteten er særlig

MØ forføres tilsyneladende af sin egen musik, og det er hendes egen lyst, der kommer til udtryk, når hun overbeglor produceren Diplos sixpack i videoen til deres samarbejde »XXX 88«.

Dét, jeg bedst kan lide ved hende, er, at hun ikke er bange for at ramme ved siden af. Der er både skingre udskridninger og vrængende udbrud. Poppens kontrol er her afløst af rockens løssluppenhed, og dermed fucker MØ med koderne. For pludselig fremstår hun ikke som en kunstig produktion eller et ekstatisk fatamorgana, men som et menneske, der udtrykker sit væsen ufiltreret gennem musikken. Altså med den samme form for signaler som rockmusikere har handlet med i årtier.

MØ leder heller ikke efter popperfektionen sammen med produceren Ronni Vindahl, men efter en komprimering af energi, frustration, fest. Sangene er spartansk klingende med god plads til at svinge med arme og ben og med beatstrukturer, der opfordrer til præcis dét.

Der er strategier fra 60’ernes Phil Spector-produktioner og de sene 00’eres witch house. Der parfumeres med lidt EDM-synth i skyskraberformationer, og der bankes fjollede plastikblæsere af i kubistiske melodifigurer. Her er mindelser om britiske AlunaGeorges dance-pop, amerikanske Sky Ferreira hudløse rock’n’pop og canadiske Purity Rings syntetiske modelbyggerier.

Og No Mythologies To Follow vinder på sin kantede charme og mister noget på et ujævnt kvalitetsniveau. Og på at MØ af og til fraserer som Lana Del Rey – for eksempel på »Dust Is Gone«.

Det er der virkelig ikke nogen, der er tjent med, for her låner MØ sig til en sofistikeret ynde, som ikke arbejder til hendes fordel. For det er normaliteten, der gør hende til noget særligt.

MØ: ’No Mythologies T0 Follow’ (Sony). Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorsten Lind

Hype,
er i mit lille indsnævrede musikunivers,
en advarsel om forudsigeligheder forude.

Madonna har banet vejen
for en genre, man kunne kalde "Fitness Rock",
der er i familie med det "vi" engang kaldte "Dåsedisko"...

Men ok, energien kan man ikke ta´ fra MØ,
sagt af et gammelt røvhul,
der aldrig er kommet ind i MTV & Musikvideo- alderen.
Mvh Th :-)