Læsetid 3 min.

Mor Løgn og far Pære

Den er parisisk fiks, ’Naked lunch’-syret, dadaistisk, knugende og klaustrofobisk. Line-Maria Långs første roman forbinder raffineret forældre med sprog, løgn og svigt
21. marts 2014

Line-Maria Långs Artiskokhjerte kan faktisk indfanges med et par linjer fra en anden bog, jeg også er optaget af, nemlig Athena Farrokhzads Vitsvit. Linjerne er: »Mødre og sprog ligner hinanden/idet de uophørligt lyver om alt«. Mor-figuren i romanen Artiskokhjerte er ekspert i at pynte på sagerne – også helt konkret. I en årrække afblegede hun sin fortællerdatters hår »så ingen skulle være i tvivl om, at hun var ægte blondine«. ’Hun’ er vel og mærke moren selv, og oplysningen falder på første side sådan en passant, for sådan fortæller fortælleren i Artiskokhjerte. Den skal læses langsomt og opmærksomt, som god litteratur jo skal det. Blondineløgnens større sammenhæng kommer her. Datteren er på vej op ad trapperne til lejligheden, hvor hun bor sammen med sin mor. Moren har gjort klar til studenterfejring af sin kloge datter og står for enden af trappen i sin turkise buksedragt og sit honninglyse hår parat til at bryde sammen, når det sparsomme antal gæster er gået.

Gamlingen

Artiskokhjerte er indrammet af to trapper. På den første står som sagt fortællerens mor, på den sidste hendes far. Ham, der med morens ord har afstedkommet »det franske svigt«, fordi han forlod hende og den dengang tiårige datter og rejste til Paris. Ned til en anden kvinde og den datter, han havde der. Romanens handling er enkel: svigtet datter opsøger som 15-årig far i Paris, far vil gerne, men evner ikke rigtig at være tilstedeværende, datter finder en slags farerstatning i Le Monstre – en depressiv, alkoholiseret musik-anmelder og enkemand. Hun kalder ham Gamlingen og binder hans snørebånd, går på opdagelse i hans gamle ansigt. Trækker et par lange øjenbrynshår ud, finder et ar på hans kind, kysser sin finger og rører arret med den, imponerer ham med sin just tilegnede whiskyviden. Hun giver ham bind for øjnene, hun siger: »Jeg kan godt sidde øverst, hvis du bliver træt i benene.«

Alligevel afbryder Gamlingen deres forhold. Hjemme i Danmark hedder den svigtede Lisa, i farens Paris hedder hun Lizette. Hun begynder at se sig selv udefra, siger ’hun’ i stedet for ’jeg’ og bruger Lizette-identiteten som et skjold. I den parisiske lejlighed er der fugt og kakerlakker. Lizette giver dem navne og krummer og indretter meget symbolsk et hjem til de uønskede gæster. Kakerlakhistorien bliver helt Naked lunch-syret, samtidig med, at den har en pendant til det dukkehus, Lisa havde på sit værelse som barn.

Lisa/Lizette har mange tricks til at skjule sin sorg og tristhed på. Hun tager en festlig kjole på, når hun er ked, går i ægte nylonstrømper, der knitrer, når hun gnider benene mod hinanden. Hun skriver falske, ubekymrede dagbøger og efterlader dem skødesløst, så de kan overbevise læseren om, at alt er godt. Som bulimiker er hun endda måske ekstra opfindsom i forhold til at have en skjult og en synlig identitet. Line-Maria Lång arbejder ret raffineret med overflade og dybde, med den synlige skønhed og iscenesættelsen over for de ulykkelige liv, kjolerne og makeuppen skal skjule. Her er eufemismen ikke bare et sprogligt fænomen, som når toilettet kaldes for »det lille hus« og kassen, man sidder på, »en stol« og den tiloversblevne unge et kærlighedsbarn. Her er eufemismen en måde at leve på. Sidestillet med livsløgnen.

Elegant

Som en slags modsvar til morløgnagtigheden står L’s nonsenslignende »flimren« og huskeremser. Sproglege, hun lærte af sin far inden svigtet – en af remserne indeholder endda ordet ’dadaisme’: »Vores gade var 1900-tallet, jeg skulle bare gå ned ad den for at komme i tanker om, hvad der var sket hvornår. Fra opgang 16, hvor den gamle dame med den skaldede hund boede, og ned til opgang 24 var dadaismen, 1916-1924. Selvfølgelig tænkte jeg på far, hver eneste gang jeg gik forbi, ikke at jeg nogensinde kaldte ham dada. Jeg kaldte ham pære.« Pære, der lyder som père.

Det slår mig, hvor utvungen og elegant, Line-Maria Långs Artiskokhjerte fremstår. Hvor fint Lisas »flimren« og romanens billeder får lov at myldre, samtidig med at hele den komplekse molevit hænger sirligt sammen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu