Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Nogle myrers bevægelser rundt i en installation

Glem plottet, glem pengene: I ’Arvingerne’ er det de levende miljø-tegninger, der gør det ambitiøse værk til en uset god prisme for at nuancere kulturelle miljøers modstridende kræfter
Jesper Christensen må have haft en sand fest i rollen som Thomas Konrad. Og han har nærmest aldrig været bedre. Anden sæson af ’Arvingerne’ kommer i januar 2015.

Martin Lehmann

Kultur
3. marts 2014

Hver gang, der går en myre igennem den der kanal dér, ik’, så er der en, der optager eller sådan mærker, at den går der, og så tænder den ved en grøn lampe. Hver gang, der er en grøn lampe, så er det nogens tur til at lave noget musik, og det er dig eller mig. Vi skiftes, ik’? Og når der er grøn for én, så må man bruge to instrumenter, ik’?«

I markant modsætning til andre danske serier i disse succesovervældede noir-år for nordisk tv-dramatik, så er der momenter i Maja Ilsøes undertippede, men erklæret kunstnerisk ambitiøse gigantsucces Arvingerne, der er faktisk fantastiske.

Det ligger ikke så meget i plottet, for det overdominerer midtvejs på en puslespilskedelig og forudsigeligt konfliktoptrappende måde: Nogen besidder testamentet, men så er det ugyldigt, men så er underskriften alligevel gældende, men så afslører nogen en hemmelighed, og nogen viser sig fra deres værste side, men så skifter de taktik, men SÅ! osv. Drama. Blargh.

Det fantastiske ved Arvingerne er alt det, der bare får lov til at være, til at tegne karakterer op uden at blive forceret og symbolbelastet. Det er løse replikker som citatet herover, mumlet af avantgardemusiker Thomas Konrad, spillet af Jesper Christensen.

Thomas har slæbt sin gamle kunstnerkæreste Veronicas barnebarn med ned i sin arkæologiske skat af en hippiehytte bag kunstnerborgen Grønnegaard for at improvisere med noget perkussion og nogle myrers bevægelser rundt i en installation. Og så står de der, den gamle, verdensfjerne boheme med spaltet hestehale og den lille, platinblonde advokatsøn og slår løs på træinstrumenter og kigger på myrer og på lamper. Pling, plong, plang.

Det er ikke et symbolsk tegn, lamperne og myrerne, det er en tegning af nogen, af Thomas som en truet dyreart blandt 68-generationen, og af en lille purk, for hvem sådan et ’pling plong plang’-liv er en bedsteforældreting. Scenen er en fin løs skitse, hverken ikonografi eller karikatur.

Fed konfetti

Arvingerne handler helt oplagt om generationer, om arv og miljø og om, hvordan konflikt korrumperer, men den handler også om nogle specifikke arvinger i deres forskellige kulturelle miljøer. Det er dette sidste, ikkekarikerede karakterer i miljøer, der gør serien levende og stærk og til sådan en, som kritikere og vildt mange seere, 1,6 millioner og flere, godt gider følge og føle for.

I Arvingerne er der hverken mere cool eller koldt på ’toppen’ eller lunt eller lunkent på ’bunden’. Håndbajer og håndbold er fedt, især når man vinder, og publikum flipper ud, og musikken brøler, og konfettien falder, og maskotten danser i sit varme dyrekostume. Og det er fedt med bohemekarakterernes kunst og med at være spontan og kreativ og gøre en begravelse til en nytårsfest og synge børnesange og sådan noget.

Money, monster, matriark

Med alt dette handler Arvingerne om værdimæssige brudflader. Kunstner og boheme Veronica Grønnegaard, seriens fra andet afsnit fraværende hovedperson, er en moder med kæmpe M for Monster og Money og Matriark. Det moderlige bryst både nærer og kvæler hendes tre afkom – og, på egen vis, også det hemmeligholdte fjerde. Hun strides med storebror Frederik, advokaten, der tillægger hende fuldt ansvar for deres fars selvmord.

For museumsleder Gro er hun den dominerende moderrøst, der altid har forventet datterens uselviske behovsudskydelse og ensomme varetagelse af Moders kunstneriske arv. For lillebror Emil er Veronica den konstant fodrende moderpat, der svigter på grund af sin grænseløshed og efterlader ham uden andet handlerum end at være flink og afhængig og magtesløs. Og så er der altså Signe, kaldet Sunshine på Grønnegaard, der er opvokset i middelklassens håndboldhal, men som har Veronicas (Sun)shine i sig, og som vist er på vej til at blive et ægte Veronica-spøgelse i seriens kommende sæson.

Veronicas arvinger flås i fra alle sider. Arven, de kæmper om, er ikke en grådighedsting, for arv handler sjældent om arv. Og pengene og huset frigør ikke. Tværtimod. Børnenes kamp om arven er ikke en mulighed for frigørelse. Snarere sikrer arven, at børnene forbliver i Moders skygge, at de med arven kan klamrer sig fast til de kulturelle verdener, de lever (godt nok) i, men også lider lidt under: Gro som kunstnerisk praktiskgris, Emil som evigt finansieret lillebror, Frederik som faderspøgelsets skyldbetyngede søn, der i angst for sig selv kræver sin ret i stedet. Arvingerne handler om kulturelle miljøer, der lokker og fordærver.

Proptrækker

Jesper Christensen, der har instrueret afsnit og også gør det i næste sæson, må have haft en sand fest i rollen som Thomas Konrad. Trine Dyrholm har en fest, når hun spiller over for ham. De to har nærmest aldrig været bedre. Det er i måden, de to taler til hinanden på, at man aner kræfterne i Gro trække i flere retninger:

»Skal du ikke have en proptrækker med, Thomas?« spørger hun ham, da han tusser rundt i Grønnegaards køkken med en flaske rødvin, som han skal have med over i hytten.

»Nej, der er det der … skruelåg.«

Den er fantastisk, sådan en udveksling, det er noget med hippiens langsomme adoptering til en ny verdensorden (skruelåg!), men først og fremmest er det måden, samtalen mumles på. Heri ligger ømheden hos en datter, der er ved at gro væk fra moderspøgelsets skygge, og som har gjort op med sin fars særegne selviskhed, men som også omfavner alt det. Pling, plong, plang.

 

’Arvingerne’. DR1. Anden sæson af ’Arvingerne’ sendes i januar 2015. Det sidste afsnit blev vist i går, søndag aften, på DR1. De tre sidste afsnit af ti kan ses på dr.dk/tv

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her