Læsetid: 2 min.

Pop og poesi

Kristian Leths nye digte er flygtige som fnug. Det kan udmærket være en kvalitet
14. marts 2014

Normalt vil det være en kras kritik, hvis man om en digtsamling siger, at den stritter i alle mulige retninger. Men sådan gør træer jo også, og siger man det om Kristian Leths tredje udspil inden for genren efter Land (2002) og Besværet (2008), kan det faktisk godt være ment som en ros, forstået på den måde, at han som poet tydeligvis har antennerne ude.

Hvis ikke virkeligheden er

mystisk

så forstår jeg den ikke

erklærer han sidst i et digt, med noget, der godt kunne være hans credo, en bekendelse til det flimrende, fnugagtigt flygtige, flerdimensionelle, uudgrundelige.

Engle og ’ikke’

Hele fem gange i bogen hedder det, at jeget har fire engle omkring sig. Det siger noget dels om trang efter tryghed, dels om længsel mod en art ny naivitet.

Vi har kun ordene

og den forsvindende følelse

af at eksistere

og den er ikke til at stole på

Alt andet synes her hos Kristian Leth kun at være ’vaklende tagkonstruktioner’ eller skrøbelige spiraler, der ustandselig vender tilbage, men samtidig udvider sig, som når et syn på en af samlingens mange rejser, i tog eller med fly, bliver del af en kæde, hvis led forsigtigt griber fat i hinanden, nogle gange med minimale skift:

Jeg ved ikke om jeg virkelig er her

Jeg ved ikke om jeg er virkelig her

Er denne oplevelse til stede, og er den personligt artikuleret, må digte såmænd gerne stritte i alle mulige retninger som »meningsløse forsøg« eller som »udsnit af noget, der ikke engang kan kaldes ’noget’«.

Læg for øvrigt mærke til, at Leth i hele fire af de fem citater, De hidtil har set, anvendte ordet ’ikke’. Det siger noget om konsekvensen i hans oplevelse af uvirkelighed og tomhed.

Øjeblikkets tøven

Af det ovenstående turde formentlig fremgå, at Kristian Leths digte kan være lidt vanskelige at få hold på. Hans stil fremtræder som en besynderlig, men ikke ucharmerende blanding af pop og poesi, af meditativ spiritualitet og nørdet intellektualitet. Men mærkeligt nok får han ved sin tøvende, prøvende skrivemåde pejlet sig ind på den form for viden eller rettere ikkeviden, som poesien kan udforske, og som samlingens titel peger på.

Før og efter videnskab hedder den udtryksmæssigt sarte og stofmæssigt ret spinkle bog. Poesi kan nemlig måske finde eller genfinde en viden, som er både usikker og sikker, såvel mystisk uigennemsigtig som klar. Og måske der i et digt kan være en tid for »øjeblikkets tøven / og det tunges ankomst«, et slags åbent felt for

en levende drøm

om at tabe det hele

om at miste sig selv

om at glide ud mellem

sine egne fingre

og ned i den fugtige

skovbund

Mens jeg læste disse digte, befandt jeg mig i et sådant felt. Hvad det så har med resten af vores verden at gøre, er ikke til at vide. Og måske gør det heller ikke så meget.

 

Kristian Leth: Før og efter videnskab. Lindhardt og Ringhof. 67 sider. 199,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu