Læsetid: 7 min.

Hun satte ord på et samfund, der var ved at gå under

Marie Bregendahl voksede op i et bondesamfund fra den gamle tid, men brød ud af miljøet, fordi hun var en fremragende forfatter. Hendes udgangspunkt gav hende dog et ekstra skarpt blik for de konflikter, der opstod med det gamle samfunds død
Marie Bregendahl (1867-1940) skildrer bondelivet i hjemstavnen Fjends i romanen ’En dødsnat’ og en række noveller.

Marie Bregendahl (1867-1940) skildrer bondelivet i hjemstavnen Fjends i romanen ’En dødsnat’ og en række noveller.

Scanpix

28. marts 2014

Jyske Marie Bregendahl er gammeldags. I mere end en forstand. Hun er så godt som ukendt i dag, men dertil kommer, at hun også i sin samtid stod på det gamle bondesamfunds grund og skildrede livet på landet, som det levedes, før andelsbevægelse og husmandsbevægelse sammen med arbejderklassens begravelseskasser og fagforeninger lagde den gamle tid i graven.

Men i hendes tilfælde betyder gammeldags ikke reaktionær. Tværtimod giver hendes udgangspunkt hende et ekstra skarpt blik for de dilemmaer og – for de enkelte – ofte uløselige konflikter, der opstod med det gamle samfunds undergang, ikke mindst imellem kønnene.

Nu udsender forlaget Gladiator hendes roman nummer to, En Dødsnat (1912) suppleret med en af hendes noveller »Ved Lars Skrædders Sygeseng.« Den sidste er fra 1902, og ud fra den er man tilbøjelig til at slå hende i hartkorn med de øvrige hjemstavnsforfattere fra perioden, først og fremmest Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær. Aakjær var hun i øvrigt gift med fra 1893-1900.

Novellen om den fattige skrædder, der har mistet alt i forsøget på at bringe sin uduelige søn frem i verden, og som nu ligger uhelbredeligt syg af kræft hos en kunde, på en gård, hvor madmor ikke er ham venligt stemt, kan ubesværet glide ind i rækken af indignerede, sociale skildringer fra perioden. Novellen slutter sådan her:

»Da Simon Sørensens Vogn en Times Tid efter rullede ud ad Porten med Doktoren, raabte Karen Mari’ (madmor) ud i Køkkenet: ’Aa, hør Trine, ligger der ikke et Par gamle Dynsler, som ikke duer stort, deroppe paa Loftet?’

’Jo.’

’Tag os dem ned; dem kan vi bruge i Morgen, naar Skrædderen skal køres ned i Fattighuset. Det er ikke værd, han ligger og overspytter den rødstribede.«

Men der er afgørende forskelle såvel socialt som litterært. Hvor Jeppe Aakjær, der kom fra en fattig hedegård, hurtigt var med på det moderne gennembruds ideer og socialt indigneret skrev om de fattige landarbejderes kår og med Vredens Børn leverede et af dansk litteraturs stærkeste eksempler på genren, dér kom Marie Bregendahl fra et mere velstående gårdmandsmiljø med en Højre-far, der sympatiserede med Estrup, og hvor den gamle arbejdsdeling mellem kønnene var intakt. Husbond regerede udenfor, madmor indenfor i en husholdning, der gav fuldt op at gøre for såvel hende selv som hendes tyende. Der skulle sørges for alt til et større folkehold, slagtning, bagning, ølbrygning, storvask, rengøring, reparationer og konservering af madvarer, og dertil kom en børneflok, der ofte voksede med én om året. Arbejde fra tidlig morgen til lyset svandt, men også en tilværelse, hvor enhver kendte sin plads, og hvor fællesskabet var vigtigere end den enkelte.

Individualisering

Det moderne gennembrud betyder set fra denne synsvinkel, at den enkelte frigør sig fra fællesskabet, at der sker en individualisering. Hos Marie Bregendahl reflekteres dette i den række af kvinder, hun beskriver, der tager til byen, hvor de ikke kan klare sig under de nye vilkår. Mændene er blevet individer, som skal gøre sig fortjent for at gøre sig gældende og først og fremmest må tænke på egen karriere. For dem bliver magten et mål i sig selv, og kvinden, som tidligere havde sin sikre base i fællesskabet, udstødes og kommer til kort.

Omvendt møder vi, hos de kvinder, der stadig er en del af den gamle sammenhæng, den gode kone, der gør sin pligt, men som ikke kan elske sin mand, der skildres som den tavse, indadvendte bonde med grove hænder, uden ord for følelser eller for sit kærlighedsbehov. Sådan én er husbonden Anders Gram i En Dødsnat, sådan én var det, Marie Bregendahl skildrede i sin debutroman, Hendrik i Bakken (1904).

Anne Gram, som dør i barselssengen, er derimod den varme, omsorgsfulde Moder med stort M, som de guldlokkede små flokkes om. Skulle jeg indvende noget mod En Dødsnat er det indledningsafsnittets dyrkelse af Anne, der nærmer sig det rørstrømske.

Taget som en helhed er romanen dog fremragende. For et moderne blik virker hendes stil umiddelbart noget kantet, jysk bondesprog og litterært dansk blandes med skiftende synsvinkler og en fortæller, der glider ind og ud af personerne, som der nu er behov for.

Kulturhistorisk betragtet er hun derimod enestående i sine detaljerede skildringer af det daglige arbejde og de sociale relationer på landet. En Dødsnat indledes således med en lang, kyndig beskrivelse af, hvordan madmor Anne smører mad til høstfolkene. Vi får at vide, hvor mange stykker til hver, og hvad der kommer på af pålæg, »og saa er der den halvgamle Sine-Høstkone, hun skal have Skorpen skaaret af – »Det maa vi endelig ikke glemme,«« siger Anne. Vi er i et miljø, hvor man kender hinanden. Men det, der samler det hele, er med Birgitte Hesselaas formulering i Danske Digtere i det 20. århundrede, at »hun er en epiker med instruktørblik,« hvilket ikke mindst hænger sammen med de stemmer, hun skriver frem.

Marie Bregendahl skriver i scener, hvor det bliver en styrke hele tiden at glide ind og ud af personerne. Der opstår, som Hans Otto Jørgensen bemærker i efterordet til den nye udgivelse, »et spændingsfelt af konkurrerende bevidstheder, som på sæt og vis overtager eller træder i stedet for den plotfunderede spænding.«

Således også i En Dødsnat, hvor synsvinklen ligger hos Anne Grams otte børn, med den ældste, den tolvårige Lise, som hovedfigur. Anne Gram skal føde sit niende barn, men forbløder af en rift på livmoren. Børnene er med floromvundne forklaringer sendt over til bedstemor, men Lise – og efterhånden også de mindre børn – finder i løbet af natten ud af, hvad der foregår, indtil romanen slutter med, at de må tage afsked med den elskede mor, mens farmoren, kroget og furet af slid og tab, lægger ansvarets åg på Lises skuldre.

»Da den gamle havde set vist på Pigen i nogen Tid, gik hun hen til hende og lagde den ene af sine klamme, blaalige, af Slid og Gigt omskabte Hænder op paa hendes Skulder, mens hun med den anden Haand pegede rundt paa Søskendeflokken: Saa mange er der, Lise, sagde hun og saa’ hende haardt og fast ind i Øjnene, og du er den ældste. – Gaar det nu ikke de andre, som det skal, bliver det dig, der bliver spurgt efter.«

Skilsmisse

Marie Bregendahl brød ud af dette miljø. Men hvor Jeppe Aakjær om nogen inkarnerede det moderne, inkarnerede hun trods alt selv den traditionsbundne gårdmandsdatter med alle de gamle dyder under huden.

Det kunne ikke gå, og det gjorde det heller ikke. I sine Smaa Kommentarer til Aakjærs Erindringer (1936 – hun overlevede ham med seks år) skriver hun nok så nøgternt:

»Enhver, der har kendt os begge, vel bare læst os – vil være klar over, at vi var to bundforskellige Mennesker, og da de Vilkaar, hvorunder vi skulle realisere det vanskelige Problem, der hedder et Ægteskab, ikke lettede Forholdene for os, kan det vist være en naturlig Sag, at Forbindelsen brast.«

Vilkårene var fattigdom og storbyen og den beskrevne individualisering af livsskæbnen. Jeppe havde det som en fisk i vandet, Marie som en plante uden rødder.

En god forfatter

Men i modsætning til de kvinder, hun oftest skildrer, så klarede Marie Bregendahl sig på de nye betingelser. Hun var nemlig en god forfatter. Tværtimod at forlede hende til at skrive tilbageskuende hjemstavnsskildringer gav hendes udgangspunkt hende et skærpet blik for samtiden i en grad, der satte hende i stand til at skildre de nye livsvilkårs spændinger og konflikter i uforfærdet øjenhøjde og med skarpsindig indlevelse. Hun fik et forfatterskab og kunne forsørge sig selv og parrets fælles barn, en søn, på de nye vilkår.

I En Dødsnat falder bondesamfundets normer sammen med Lises individuelle skæbne, og det samme skete for Marie Bregendahl selv. Hun var ligesom Lise den ældste af en søskendeflok på otte, som mistede deres mor, da Marie var en stor pige.

Men hvis den selvbiografiske synsvinkel udgør den ene pol i Marie Bregendahls forfatterskab, så var der til gengæld en pol, der for hende trak i modsat retning. Det var naturligvis ægteskabet med Jeppe Aakjær, men også højskolen havde afgørende indflydelse her.

I et interview, da hun fylder 60 år, fortæller hun om sit ophold på Vrigsted Højskole i 1886:

»De aner ikke, hvor netop dette at staa op om Morgenen og gøre sig i stand og saa sætte sig hen med ledige Hænder og modtage Indtryk af en helt, helt anden Art end de vanlige, at udvide sine Kundskaber, faa Digtningens og Poesiens Verden lukket op, lære Naturen at kende fra en helt ny Side, hvor dette var en vidunderlig Oplevelse.«

At det var muligt at lære en ny verden at kende »med ledige hænder«, det var en erfaring, som ikke kun Marie Bregendahl, men mange af hendes samtidige gjorde for første gang. For de fleste blev det blot til et kært minde, for Marie blev det en vigtig del af baggrunden for, at hun kom til at leve – og var i stand til at klare sig – på den nye, individualiserede verdens præmisser.

 

Marie Bregendahl: En Dødsnat og Ved Lars Skrædders Sygeseng. Gladiator. 188 sider. 199,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Og lige en sidste ting: Den ovenstående metode er naturligvis "præ-photoshop", hvor man malede direkte på et papirfoto. :)