Den slags verden vi lever i

Advarsel: Denne anmeldelse afslører væsentlige dele af handlingen af ’True Detective’s første sæson.

True Detective slutter, som den skal. Den amerikanske kabelkanal HBO’s nyeste tv-serie, som gennem de seneste otte uger forståeligt har begejstret seere verden over, slutter ikke med et brag eller et vildt twist, der vender det hele på hovedet.

Den binder heller ikke en traditionelt tilfredsstillende sløjfe på de to tidligere politimænd, Cohle (Matthew McConaughey) og Harts (Woody Harrelson), jagt på en seriemorder, de ellers troede sluttede for 17 år siden.

Serien ender dog med en vis forløsning for de to plagede mænd – og for seerne. Og så ender den med, hvilket er det mest overraskende, en slags sammenbrud for Cohle, der har været historiens eksistentielle mørkemand, som på ingen måder har kunnet se meningen med livet eller menneskehedens beståen eller har villet anerkende eksistensen af en gud eller andre styrende kræfter i universet.

Ud vælter Cohles monumentale sorg over sin fars og sin lille datters alt for tidlige død, og man forstår, at de to tragiske begivenheder om noget har farvet det forpinte menneskes livssyn. Han ønsker blot at blive udfriet, når han sammen med Hart endelig har fået opklaret sagen, der så længe har plaget ham.

Plæneklippermanden

Nic Pizzolatto, der har skrevet samtlige otte afsnit af True Detectives fremragende første sæson, har i flere interview udtalt, at han ikke bryder sig om, når tv-serier snyder; når de til slut hiver tæppet væk under fødderne på seerne ved at afsløre, at alt, hvad der tidligere er sket i serien, viser sig at være en løgn.

Derfor kunne man, inden ottende og sidste afsnit blev sendt, se bort fra nogle af de mere fantastiske teorier, som fans, kritikere og hobbykonspirationsteoretikere har fundet på.

Og derfor vidste man også – eller kunne i hvert fald regne ud – at den arrede plæneklippermand (Glenn Fleshler), som man ser til slut i syvende afsnit, er den samme, som vores hovedpersoner, kriminalassistenterne Cohle (Matthew McConaughey) og Hart (Woody Harrelson), mødte ved en lukket skole i et tidligere afsnit, og ikke mindst at det er ham, som gennem serien bliver omtalt som Den Gule Konge; altså manden eller monstret, der på vegne af en gruppe magtfulde mænd står bag kidnapning og misbrug af og mord på en lang række kvinder og børn langs Louisianas kyst.

Der er ingen overnaturlige elementer i True Detective, men der er masser af overtro, religion og gamle, perverterede traditioner udsprunget af voodoo og mardi gras, og selv om Pizzolatto ikke har villet lyve for sit publikum, så har han ingen kvaler haft ved at plante ’vildspor’ i en fortælling, der viser sig at være betydeligt mere enkel, end den tog sig ud til at begynde med.

Bedre mennesker

At True Detective ender med Cohles sammenbrud og en forsoning mellem ham og Hart, der for 10 år siden kom på kant med hinanden, tyder på, at Nic Pizzolatto og Cary Fukunaga, der har instrueret samtlige sæsonens otte afsnit, er fascinerede af menneskets evne til at tilpasse sig og overleve, af mænd og maskulinitet, af forholdet mellem mænd og kvinder, og hvordan de (vi) vælger at leve sammen, prøver at retfærdiggøre deres fejltrin og give deres liv indhold og mening.

Man kan argumentere for, at Cohles mange enetaler om altings meningsløshed og Udkantsamerikas forfald blot er lommefilosofi og ikke skal tages så alvorligt, men alt i serien – musik, den dystre billedside, skuespilpræstationer, dialog og handling – placerer os et sted, i den fugtige, hede bayou, hvor natur og civilisation kæmper om overtaget, hvor tro møder overtro, og rationaliteten udfordres, hvor moralbegreber forvanskes, og korruption, både åndelig og økonomisk, trives, og hvor kvinder bruges og smides væk.

Louisiana er i True Detective ikke blot Udkantsamerika, svigtet af omverdenen, men et eventyrland, som man kender dem fra grumme folkeeventyr, hvor hovedpersonen, en arketype, må gå gruligt meget igennem, før alting kan blive godt igen.

Hart og Cohle gennemgår en art manddomsprøve i løbet af de 17 år, deres efterforskning har varet, og meget tyder på, at de kommer ud af det som bedre, klogere mennesker – også selv om verden ikke nødvendigvis er blevet et bedre sted at leve. Af samme grund er True Detective heller ikke så meget en krimi som et drama eller et stykke Southern Gothic.

At fortælle

Som tv-kritikere og fans ivrigt har noteret sig, foregår der også mange andre ting i True Detective. Ting, de fleste kun vil få øje på, hvis de virkelig holder øje og ser afsnittene flere gange.

Strukturen i serien er kompleks: Den begynder i nutiden, 2012, hvor to kriminalassistenter, Gilbough og Papania (Michael Potts og Tory Kittles) udspørger Cohle og Hart om efterforskningen i 1995, springer tilbage til 1995 og arbejder sig frem til 2002, mens den indimellem hopper frem til 2012 igen.

Det tjener Nic Pizzolatto, Cary Fukunaga og seriens klipper til ære, at man trods disse mange tidsspring alligevel aldrig mister overblikket, men bliver suget ind i historien og besat af den og de to hovedpersoner på samme måde, som de er besat af den sag, de efterforsker.

Interessant er det også, at Nic Pizzolatto leger med selve kunsten at fortælle en historie – han lyver ikke, men han driver med os og demonstrerer, hvordan myter ved hjælp af vores fantasi kan vokse sig store og næsten føles mere virkelige end virkeligheden.

Cohle og Hart er ikke ligefrem pålidelige, når de sidder over for FBI – seerne får lov til at se, hvad der virkelig skete – og hele tiden er der referencer til andre tv-serier, film, tegneserier og litteratur, som tydeligvis har inspireret Pizzolatto, blandt andet Twin Peaks, Seven, Alan Moores From Hell og Kurt Vonnegut.

På et tidspunkt ser Hart f.eks. på tv John Fords brillante og mørke western The Searchers, der også handler om to mænd, den ene knap så uskyldig som den anden, der leder efter en kidnappet ung pige, og hvordan den søgen forandrer dem. I serien fokuserer kameraet på Hart, mens billeder fra The Searchers kan ses i et spejl bag sofaen, han sidder i. Serien spejler med andre ord filmen.

Den gule konge

I begyndelsen af ottende afsnit er vi hjemme hos plæneklippermanden, der bor i et beskidt, forfaldent palæagtigt hus langt ude i skoven. Han ser Alfred Hitchcocks North by Northwest på sit fjernsyn og efterligner både Cary Grant og James Masons forfinede, engelske accent, når han taler.

Det er bizart og foruroligende, fordi elegancen i filmen og sproget er så langt fra den verden af sprituel og menneskelig armod, brutalitet og modbydelige ugerninger, som huset, plæneklippermanden og hans tilbagestående, indavlede søster bebor, udstråler.

Man får ikke ligefrem ondt af plæneklippermanden, Den Gule Konge, der er en uhyggelig skikkelse, men man får en fornemmelse af det forfærdelige liv, han har levet, og den pomp og pragt, huset og familien engang havde, og som nu er degenereret til noget nær umenneskelighed.

Forrådnelsen er både udvendig og indvendig. Mytologien, der knytter sig til Den Gule Konge og hans kongerige, Carcosa, har Nic Pizzolatto i øvrigt også lånt. Den amerikanske kultforfatter Robert W. Chambers udgav i 1895 en samling noveller, The King in Yellow, hvoraf flere handler om et fiktivt teaterstykke, også med titlen The King in Yellow, som angiveligt driver én til vanvid eller desperation, hvis man læser det.

Chambers var selv inspireret af både Ambrose Bierce og Oscar Wilde, og han inspirerede blandt andet forfatteren H.P. Lovecraft, da denne skabte sin Cthulhu-mytologi, der blandt meget andet også handler om fornuftens skæbnesvangre møde med vanviddet.

Afdæmpet, jordbundet

Det er fascinerende – og en udelt fornøjelse – at True Detective trækker tråde ned gennem både mere mainstream og så ganske obskure dele af kulturhistorien. Serien fungerer på mange planer og kan nydes af fans af en god krimi- og dramaserie og dedikerede kunst- og populærkulturfanatikere, som spotter referencer, afkoder og teoretiserer på livet løs.

Det er befriende, at Nic Pizzolatto lader seere om at udarbejde de vildeste teorier og ikke selv forsøger at overgå dem, som f.eks. J.J. Abrams og Damon Lindelof, da de lavede tv-serien Lost og efterhånden mistede grebet om den vildtvoksende historie.

Der skal nok være dem, som bliver skuffede over True Detectives afslutning – jeg var selv lidt paf, lige da jeg havde set det sidste afsnit – men selv om rejsen har været mystisk og kompleks, så giver det kun mening, at destinationen er så afdæmpet og jordbundet, som den er.

Der er masser af løse ender og ting, som ikke bliver afklaret i serien, men som Hart til sidst i ottende afsnit siger til Cohle, så er det bare den slags verden, vi lever i.

’True Detective – sæson 1’. Manuskript: Nic Pizzolatto. Instruktion: Cary Fukunaga. Alle sæsonens otte afsnit kan ses på HBO Nordic