Sort stærkt og strålende

Det var Det Kongelige, der i sin tid stod for Europapremieren på Gershwins folkeopera Porgy and Bess. Ikke en hvilken som helst opera i en hvilkensomhelst tid, men en amerikansk opera af en jødisk komponist om sorte mennesker sat op på Kongens Nytorv i 1943 under den tyske besættelse.

Bombetrusler fra værnemagten fik den daværende direktør til at overnatte på teatret i protest, men efter have spillet 22 gange for udsolgte huse, kapitulerede teatret og tog forestillingen ned.

Modsat en sortsværtet skare af danskere, som man stillede med i 1943, er hele sangerholdet i dagens opsætning af Porgy and Bess et stort set sort hold. Ikke nødvendigvis fra USA, men med møje hentet fra hele den internationale scene.

Mere for øjet end for øret

Om det er en opera eller en ambitiøs musical giver dagens opsætning et ganske klart svar på. Selv om det er musicaludgaven The Gershwin’s Porgy and Bess, hvor der blandt andet er skåret ned på opera-recitativerne, er det klart for øret, at det kun er de store stemmer, der virkelig kan løfte musikken ud og forløse den som den opera, den er. Dem var der ikke mange af.

Kun en Elizabeth Llewellyn stak ud, ikke bare som den eneste sanger, der ikke måtte forcere sin stemme for at klare operaens akustik og det store orkestermodspil, men som en sanger med så sjælden en kombination af ynde og styrke, at erindringen om en ung Leontyne Price dukkede op.

Orkesteret spillede formidabelt under Michael Boder, men manglede måske lige det med at akkompagnere i stedet for at brage igennem.

Porgys baritonstemme kæmpede så meget, at man kunne mistænke en dårlig dag, men når han stod helt fremme på scenekanten og fik mixet med orkesteret, var det smukt. Og hvad han manglede i stemme, havde han heldigvis i karisma. For resten af solisterne gjaldt det i det hele taget, at deres fysiske tilstedeværen overstrålede deres stemmepragt, så øjet var mere end tilfreds, mens øret var mindre.

I forening med de andre korsangere var alle til gengæld fantastiske. Det var som denne fysiske enhed, at folkeoperaen indtog Operaen helt og aldeles, når hele sangerholdet med stemme og krop gang på gang udgjorde et nyt stærkt tableau i den sparsomme scenografi og som et ægte tragediekor formede stemningen og trak publikum ind i dramaet.

En by på krykker

Porgys krykke er eksistentiel. Det forstår man af scenografien. Hele Cat Row, den lille fiskerby, hvor operaen foregår, er en by på krykker lavet af samme pindebrænde som Porgys støtteben.

Intet andet end huse af nøgent træ udgør scenografien, og det gør det endnu mere virkningsfuldt at se lyset skifte fra morgen til aften, fra solskin til storm, og at lade menneskene være fyldet, der enten fylder scenen helt ud til kanten med liv, eller efterlader den nøgen og trist.

Tak, for at der ikke er gjort brug af discountløsningen med video-kulisser for at skifte scene! Scenen skifter ikke, når vi er på øen eller inden for i husene i stormen, og det føles dejligt enkelt. Verden er jo den samme!

Karaktererne er enkle og ukomplicerede og indeholder i al deres enkelhed livets store kompleksitet. Porgy må som den svageste mand svare igen med en uproportioneret styrke og bliver krøblingen, der dræber den onde forbryder Crown.

Bess ved, at noget dybt inde i hende vil dø, når hun forlader Porgy, men at hun er bundet til Crown og ikke vil kunne lade være at følge ham.

Forbryderen Crown er den laveste, men netop fordi han hver dag må kæmpe med sin Gud, er han den, der er tættest på sin ’Big old friend’, »first me on top, then him on top …«

Masser af ingenting

Hele livets skrøbelighed og omskiftelighed står side om side med det stærke sammenhold og troen på Gud og på, at livet går videre. Det er faktisk ok at blive slået ihjel med en bomuldskrog.

Crowns temperament løber af med ham, og han dræber Robbins. Selvfølgelig er han i bad standing, men enken Serena gør ikke andet end at mugge lidt, da hun ser ham igen. For Crown er ligesom en storm, noget, du ikke kan skaffe dig af med eller undgå. Det hjælper heller ikke specielt at slå ham ihjel. Det sander Porgy, der godt nok får stukket forbryderen ned, men da Porgy vender tilbage til byen som rig efter at have blanket de andre medfanger i spil, spiller orkesteret igen hans sang »I Got Plenty o’ Nuttin«, nu endnu mere sandt end tidligere i operaen, for Bess er rejst.

Whisky, terningespil, død - det er alt sammen en del af livet. Men happy dust, narkoen, det er grus i maskineriet, og Sportin Life, der sælger det, er djævlen selv.

I en opløftende scene får byens big mamma, Maria, givet Sportin Life en næsten Shakespearsk virtuos rap med på vejen, en djævleforsagelse hamrer ned over Sportin Life, der bliver skåret ned til »Low Life« af ord og fægtende bomuldshøstekniv.

Mange af sangene har deres modsætning i sig. I »Summertime« ligger sekunden og vugger truende nedenunder, ligesom man omvendt i »My man’s gone now« hele tiden kan falde ind i »Summertime«.

I Gershwins gennemkomponerede musikdrama er det hele ét stort væv, hvor ledemotiver og sange ikke er entydige, men skifter karakter med samme enkelhed, som lyssætningen ændrer scenografien fra nat til dag. Det nøgne træ og det nøgne liv er lige så sikkert et vilkår, som at morgensolens røde lampe igen vil lyse.

The Gershwins Porgy and Bess, Operaen, 22. marts til 10. maj.