Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Det store statslige kunsttyveri

Over 200 værdifulde kunstværker blev ved lensafløsningen i 1919 brutalt fjernet fra danske godser og herregårde og overdraget til statens museer. En ny bog fortæller historien om et hidtil overset aspekt af det hårdhændede opgør med overklassens privilegier i mellemkrigstidens Danmark
’Eudamidas’ Testamente’: Den uden sammenligning mest værdifulde erhvervelse, som kom ud af statens Robin Hood-inspirerede omfordeling, var Nicolas Poussins berømte billede ’Eudamidas’ testamente’ (t.v) fra 1640’ere. Maleriet, der i dag betragtes som et hovedværk inden for fransk klassicisme, blev erhvervet fra grev Moltkes samling og overdraget til Statens Museum for Kunst, hvor det stadig udgør et af museets absolutte hovedværker

’Eudamidas’ Testamente’: Den uden sammenligning mest værdifulde erhvervelse, som kom ud af statens Robin Hood-inspirerede omfordeling, var Nicolas Poussins berømte billede ’Eudamidas’ testamente’ (t.v) fra 1640’ere. Maleriet, der i dag betragtes som et hovedværk inden for fransk klassicisme, blev erhvervet fra grev Moltkes samling og overdraget til Statens Museum for Kunst, hvor det stadig udgør et af museets absolutte hovedværker

Kultur
19. marts 2014

Lægger man vejen forbi Hillerød nord for København, kan man i Frederiksborgmuseets malerisamling betragte et af de bedst kendte portrætter af Christian IV: Karel van Manders monumentale rytterbillede fra 1643. Maleriet, der viser den danske konge til hest som en frygtløs feltherre, rangerer højt på den nationale kanonliste og er et af museets absolutte topværker – men i virkeligheden burde det slet ikke hænge på offentlige vægge. I mere end 200 år tilhørte maleriet Valdemars Slot på Tåsinge, hvor det stadig ville være at finde, hvis ikke lensloven i 1919 havde vendt op og ned på den gamle verdensorden og ændret dansk kulturhistorie med ét slag.

»Det er ikke for meget sagt, at opgøret med de store godser kom til at betyde en betragtelig udvidelse af hele vores fælles kulturarv,« siger kulturhistoriker John Erichsen.

Statssanktioneret skattejagt

Kernen i den kontroversielle lenslov var en jordreform: I århundreder havde den danske landadel været pakket ind i privilegier og beskyttet af særordninger, men nu blev den rige overklasse med ét pålagt at aflevere en tredjedel af sin landbrugsjord til staten og betale afgift af sine øvrige besiddelser. Alt det er gammelkendt stof – men i bogen Grever, baroner og husmænd, som udkommer i næste uge, sætter historikerne John Erichsen og Ditlev Tamm fingeren på et hidtil overset aspekt af opgøret med de store godser.

»Det har længe været opfattelsen, at godsejerne kun brugte deres kunst som en slags supplerende betaling, når de manglede penge til at betale statsafgiften,« siger John Erichsen. »Det troede vi også selv, inden vi gik i gang med bogen. Men i virkeligheden var der tale om en systematisk konfiskation af værdifulde kunstværker, hvor staten som led i et slags klasseopgør sagde: Kulturarven tilhører folket.«

Flere end 200 værdifulde malerier, skulpturer og andre rariteter blev fra 1919 og frem fjernet fra danske godser og herregårde og overdraget til offentlige institutioner – ofte under protest fra ejerne og uden nogen form for økonomisk kompensation.

Officielt fremstod de tidligere ejere som generøse ’givere’ og værkerne som ’gaver’. Men i realiteten var der tale om frivillig tvang.

Herregårdsspøgelset Andrup

Centralt i statens store kunstskattejagt stod en kontroversiel figur, hvis navn stadig går igen som et skrækindjagende herregårdsspøgelse i godsejermiljøer: Otto Andrup. Som en af landets førende kunst- eksperter repræsenterede han staten i forhandlingerne med de enkelte ejere. Andrup havde for så vidt sine faglige kvalifikationer i orden. Der var bare et problem: Han var hamrende inhabil.

»Andrup var ikke bare en statslig embedsmand, han var også museumsdirektør på Frederiksborgmuseet og dermed en af de største interessenter, man overhovedet kunne sætte til at repræsentere Lensnævnet,« siger John Erichsen, som slår fast, at habilitetsproblemerne ikke kun var af teoretisk karakter: Frederiksborgmuseet var uden sammenligning den offentlige institution, som fik mest ud af lenslovens paragraf 6 angående kunst af »almen Interesse«.

I alt modtog museet over 135 værker, de fleste i form af såkaldte ’gaver’ og resten gennem favorable køb, hvor prisen blev sat af ... Andrup selv. Blandt de mange værker, som museet kradsede ind, var Andrups personlige favorit et broderet portræt af Christian VI, som kongens yndlingsdatter, Leonora Christina, havde udarbejdet under sit mangeårige ophold i Maribo Kloster. Værket blev hentet hos lensbaron Rosenørn-Lehn til Oregaard på Lolland.

Når Andrup kom til at stå tilbage som personificeringen af det »statslige Overgreb«, skyldtes det ikke alene hans åbenlyse dobbeltrolle, men også hans til tider brutale fremfærd.

»Andrup var en noget ubehøvlet herre at få inden for sine døre,« fortæller John Erichsen. »Han var ikke nogen traditionel embedsmand, der gik forsigtigt til værks og sørgede for, at alt gik rigtigt for sig. Hvad loven dikterede, var ikke så afgørende for ham. Han gik efter at få de portrætter, han gerne ville have – og så måtte formalia falde på plads efterfølgende.«

Symboler på slægten

Det kræver en anelse psykologisk indlevelse at forstå, hvor ydmygende statens skattejagt må have oplevedes for de daværende ejere. Økonomisk set var statsafgiften og afgivelsen af landbrugsjord langt den største bet, men i følelsesmæssig forstand var tabet af de private kunstværker værre. Det første var bare en uretfærdighed – det andet en decideret krænkelse.

»Oplevelsen af, at en ’fremmed’ mand tiltvang sig adgang til deres private gemakker for at værdisætte og muligvis diktere en ufrivillig overdragelse af familiens klenodier, var en ydmygelse, som for godsejerne var svær at vaske af. Mange af værkerne havde jo været i de enkelte familiers varetægt i generationer og stod som symboler på selve slægtens identitet og betydning,« siger John Erichsen.

Der opstod hurtigt myter og vandrehistorier om Andrups metoder, og helt op til i dag bliver historier om den gemene, statslige tyveknægt stadig fortalt i herregårdsmiljøer.

»Hvis du nævner Andrups navn for en herregårdsejer, så gyser og fnyser han. Det er virkelig blevet hængende,« siger John Erichsen.

Jura vs. maskingevær

Den uden sammenligning mest værdifulde erhvervelse, som kom ud af den Robin Hood-inspirerede omfordeling, var Nicolas Poussins berømte billede Eudamidas’ testamente fra 1640’ere. Maleriet, der i dag betragtes som et hovedværk inden for fransk klassicisme, blev hentet fra grev Moltkes samling og overdraget til Statens Museum for Kunst, hvor det stadig udgør et af museets absolutte topstykker. I alt modtog Statens Museum for Kunst 19 malerier, syv grafiske blade og en skulptur – alle af særdeles høj kvalitet.

»Man kan ikke lade være med at glæde sig over, at man i dag kan gå ind på et offentligt museum og se noget af den store kunst, som ellers ville være gemt af vejen i privat varetægt. Men det skal selvfølgelig holdes op mod spørgsmålet om, hvorvidt manøvren også i juridisk forstand var i orden – og det bliver stadig diskuteret,« siger John Erichsen.

Ikke overraskende opfattede landets grever, baroner og godsejere loven som et uretfærdighed og krævede, at den blev afprøvet ved domstolene. I december 1920 kom loven for Højesteret, som slog fast, at bestemmelserne var fuldt forenelige med Grundloven. Det vakte bitterhed i de herskende klasser, men sandheden er, at de ved at betale en høj pris formentlig undgik at betale den højeste. Som socialdemokraten A.C. Meyer allerede dengang formulerede det, kunne overklassens juridiske krumspring hurtigt komme til at »staa daarligt overfor et Maskingevær«. Med andre ord: Hvis retfærdigheden ikke skete fyldest gennem politiske reformer, ville den blive gennemtvunget med magt:

»Det, der sker ved disse Jordlove, er, som ved den gældende Lovgivning i al Almindelighed, strengt taget ikke andet, end at man søger at give til Folket, hvad Folket egentlig lovmæssigt i Kraft af sin moralske Ret burde eje,« sagde A.C. Meyer under lovforslagets førstebehandling i Folketinget og refererede til Danmark som »et Land, der befinder sig i Revolutionens Tegn«.

Henvisningen til tidens revolutioner – først og fremmest den russiske revolution 1917, men også de revolutionære tilstande i Tyskland efter Første Verdenskrig – er vigtig for forståelsen af, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre at gennemføre så vidtgående indgreb i den grundlovssikrede ejendomsret, mener John Erichsen.

»Revolutioner og samfunds- omstyrtninger var pludselig kommet uhyggeligt tæt på. Den adelige overklasse behøvede bare at skæve til sine europæiske naboer for at se, at det hurtigt kunne komme til at gå vildere for sig, hvis ikke man gav efter for tidsåndens krav,« siger han.

Historien fortsætter

Ikke desto mindre vækker historien om det statslige kunsttyveri stadig stærke følelser i de øvre cirkler af samfundet. Så sent som i 2008 harcelerede den 95-årige kammerherre fra Clausholm Slot Henrik Berner offentligt over lensafløsningen, som han mener var en »camoufleret, grundlovsstridig ekspropriation« – og der er familier i det danske godsejermiljø, som stadig siger, at de skal op på Frederiksborgmuseet for at se »deres malerier«.

Men også i bogstavelig forstand trækker lensloven tråde til i dag: Ved afløsningen af stamhuset Egeskov i 1925 blev det bestemt, at Statens Museum for Kunst skulle overtage den franske maler Louis Tocqués prægtige portræt af kammerjunker Frederik Christian Krag til en vurdering af 5.000 kroner. En pris, som dengang svarede til en højere embedsmands årsgage. Det blev aftalt, at maleriet kunne forblive på Egeskov, indtil sønnen til den daværende ejer døde. Det skete i 1985, og så måtte hans arving vrangvilligt aflevere portrættet mod at indkassere vurderingssummen fra 1925: 5.000 kroner fra museet.

»Det er vist ikke for meget sagt, at ejeren af Egeskov ikke var helt tilfreds, da den check dumpede ind ad døren,« siger John Erichsen.

’Grever, baroner og husmænd: Opgøret med de store danske godser 1919’ af Ditlev Tamm & John Erichsen. Udkommer 28. marts på forlaget Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Madsen

Otto Andrup! Hvor er du nu? Vi har brug for dig!
Ikke kun til kunst, men også alt det andet overklassen har raget til sig..

Olaf Tehrani, Rasmus Kongshøj, Jette M. Abildgaard, Karsten Aaen, Michael Kongstad Nielsen og Ole Hansen anbefalede denne kommentar

Netop, Martin Madsen er inde på noget af det rigtige. Det er ikke kun det overklassen har raget til sig, meget mere burde tilbage til folket. Man skal ikke tro vi har glemt hoveriet og her er en undskyldning slet ikke nok. Der er mange andre steder vi kan tage fat på, grov udnyttelse og lemlæstelse af arbejdere på forskellige fabrikker gennem tiderne er sandelig heller ikke glemt.

Rasmus Kongshøj, Jette M. Abildgaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Ja, "godsejerklassen" skal da være glad for, at det bare var deres malerier der kom op at hænge offentligt.

Lars Olsen, Rasmus Kongshøj, Jette M. Abildgaard, Ole Hansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Det er snart 100 år siden en del af adelen fik fjernet nogle privilegier, er det ikke på tide at gøre arbejdet færdigt.
Vi har stadig en adelig familie der har nogle helt utidssvarende privilegier og eksklusiv råderet over slotte og kunstartikler, der burde være folkets.

Jette M. Abildgaard, Ole Hansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Det var dengang, der var noget ved de radikale og socialdemokraterne.

Rasmus Kongshøj, Jette M. Abildgaard, Ole Hansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Læg mærke til at i 1919 og deromkring var Kirken altså også en meget stor jordbesidder i Danmark. Og staten inddrog ganske simpelt også kirkens jord - præcis som den inddrog 1/3 af godsernes jord. Og det derfor staten betaler cirka 1 mia kr. til folkekirken hvert år - som en form for kompensation for at staten omkring 1919/1920 i praksis eksproprierede en del af de jorde, de tilhørte kirken.

Læg yderligere mærke til dette:

I 1919/1920 turde man godt gøre op med de privilegieredes rettigheder i Danmark; faktisk er det jo sådan set tale om en jordreform! Og den jord man fra statens side tog fra godejernes godser, ja den jord gav man jo til de jordløse bønder, dels selvfølgelig for at hjælpe dem, dels sikkert også for at præge dem i en retning, så de fik noget jord at miste...

Jette M. Abildgaard, Ole Hansen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Men med tidernes skiften bliver den næste reform, at omdanne gamle kollektiver til herregårde.

Rasmus Kongshøj, Jette M. Abildgaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Husmændene kom vist ikke til at eje jorden, de betalte bare en leje. Men det var virkelig en fed omvæltning, og samtidigt blev de sidste rester af fæstevæsenet forbudt. Hele reformen blev indbragt for domstolene, og landretten gav medhold i, at der var tale om ulovlig ekspropriation, men Højesteret frikendte staten - det var ikke ekspropriation. Herlige revolutionære dage!

Jette M. Abildgaard, Karsten Aaen og Ole Hansen anbefalede denne kommentar

Ole Hansen
Der er skrevet meget om hoveriet, det var dog kun nogle få godsejerfamilier, der misbrugte ordningen. For størsteparten tyske indvandrerfamilier og danske borgerlige "nyrige".
Hvis man lejer (fæster) en landbrugsbedrift, er det kun ret og rimeligt, at man skal betale leje.
I de tider var der for en stor del naturalieøkonomi, og hvis bonden ikke havde penge til huslejen, var det da en god ting, at man kunne arbejde huslejen af.
I dårlige år er der mange eksempler på, at godsejeren eftergav bonden den skyldige "landgilde" (husleje), prøv og se om en boligforening eftergiver husleje fordi familien er arbejdsløs.
Der er en masse legender om fæstevæsen og hoveri, men fæstebønderne var sikrede deres rettigheder mere end lejefolk idag, der var også noget der hed arvefæste, hvor sønnerne arvede fæstemålet (lejemålet).

Rasmus Kongshøj

Hvor er vi dog heldige, at man den gang i 1919 havde nok kulturel forståelse til også at inddrage kunstværkerne i opgøret med feudalismen, og afskaffelsen af adelens ublu privillegier.

Michael Kongstad Nielsen

At man virkelig befandt sig i revolutionære tider vidner også en anden hændelse om, der var knap så folkelig og demokratisk, nemlig "Påskekrisen" året efter. Om vreden i den herskende klasse over lensafløningen stadig spillede en rolle, ved jeg ikke, men de Konservative og Venstre var godt trætte af den radikale S-støttede regering, og da Folketinget rejste på Påskeferie i april 1920 benyttede kong Christian den tiende lejligheden til sammen med tidens helt store kapitalist, H. N. Andersen (Ø.K.) at afskedige ministeriet Zahle. Det var et vaskeægte kup, som kun Ukraine kan gøre det nu om stunder, til gengæld havde kongen ikke EU og NATO i ryggen, så han måtte under trusler om generalstrejke og folkeoptog til Amalienborg trække sine beslutninger tilbage, og der blev udskrevet nye valg.

@Jørn Boye
Det er vi slet ikke enige om, det man "lejede ud" havde man tilranet sig på mange forskellige ondskabsfulde måder.
Den med at være "sikret sine rettigheder", er den værste and jeg har hørt længe, rettighed til slaveri?

Det er simpelthen en and du kommer med, helt uden hold i virkeligheden.
Prøv at åbne en historiebog.

Michael Kongstad Nielsen

Du glemmer at det var helt efter grundloven, det der skabte balladen var, at ministeriet Zahle nægtede at fungere videre medens der blev udskrevet rigsdagsvalg.
Da Danmark så defakto var uden en regering, udnævnte Christian d.X en slags valgregering, lederen var ikke statsminister, men fik titlen overformynder, det var overformynder Friis, hvis eneste opgave var at udskrive valg og , sammen med kongen, indsætte en ny regering efter folketingets flertal.
Der var allerede påbegyndt strejker her og der, og der var et folketog til Amalienborg (ikke bare trussel), den der reddede situationen var Stauning, han fik sammensat et valgkabinet, som rigsdagen havde tillid til.
Grunden til kongens afskedigelse af Zahle var genforeningen af Sønderjylland, der var store kredse der arbejdede for at få Flensborg med til Danmark, det ville Zahle ikke høre tale om, og efter en heftig meningsudveksling, fyrede kongen Zahle.
Overformynder Friis gik af, og der blev afholdt valg.
Det viste sig så, at kongens afskedigelse af Zahle havde været berettiget, for Zahle tabte valget med et brag.
Så Michael, du har nu nok efterrationaliseret en del, for hvis kongen ville lave et kup, havde han nu nok udnævnt en ny statsminister, og ikke en "Overformynder".

Claus G. Jørgensen

@Jørn Boye

Kongens kup bestod i at fyre en regering, hvis parlamentariske grundlag var i orden. Hvorvidt det var berettiget efter den daværende Grundlov er ligegyldig; det er hamrende udemokratisk, at enkeltpersoner uden demokratisk mandat kan fyre en regering – uanset hvor upopulær en regering måtte være.

Michael Kongstad Nielsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Ole Hansen

Hvis man også skal debattere, hvordan de forskellige godsejere har købt deres godser, er vi langt ude.
Tag f.eks. Valdemar slot på Tåsinge, - det meste af øen var krongods og slottet var bygget af Christian d. IV, til en af hans uægte sønner ved navn Valdemar.
Han døde imidlertid ung, og kronen solgte slottet til anden side.
Efter slaget i Køge bugt fik admiral Niels Juul, så mange prisepenge til gode, at staten måtte betale med jord.
Niels Juul fik derfor alt krongodset på Tåsinge overdraget, meden slottet måtte han købe af en grosser i København.
Det kan da ikke være at tilrane sig på ondskabsfulde måder ?
Hvis du vil kritisere noget burde det være stavnsbåndet, men der kunne man også slippe. Har du aldrig hørt om Morten Børup, der løb fra fogeden, og vendte tilbage som rektor for århus latinskole.
Som jeg skrev, der har været tilfælde af misbrug, men det var ikke den gamle danske adel, det var borgerlig opkomlinge og tysk indvandrer adel der var vandt til livegne, og det var alligevel stort set en retstat man levede i, de der misbrugte fæste og hoveri, tabte sagerne når de kom til de højere domstole.
Men selv om der har været grove sager , var det jo ikke sådan overalt, misbrugsagerne var i mindretal.
Mit forrige indlæg gik nu også mest på tiden efter stavnsbåndets ophævelse, - der var endnu i 1860serne, mange steder hvor man fæstede gårde ud.
De sidste rester forsvandt ved godsafløsningen, som artiklen omhandler.

Du glemmer at det var helt efter grundloven, det der skabte balladen var, at ministeriet Zahle nægtede at fungere videre medens der blev udskrevet rigsdagsvalg.
Da Danmark så defakto var uden en regering, udnævnte Christian d.X en slags valgregering, lederen var ikke statsminister, men fik titlen overformynder, det var overformynder Friis, hvis eneste opgave var at udskrive valg og , sammen med kongen, indsætte en ny regering efter folketingets flertal.
Der var allerede påbegyndt strejker her og der, og der var et folketog til Amalienborg (ikke bare trussel), den der reddede situationen var Stauning, han fik sammensat et valgkabinet, som rigsdagen havde tillid til.
Grunden til kongens afskedigelse af Zahle var genforeningen af Sønderjylland, der var store kredse der arbejdede for at få Flensborg med til Danmark, det ville Zahle ikke høre tale om, og efter en heftig meningsudveksling, fyrede kongen Zahle.
Overformynder Friis gik af, og der blev afholdt valg.
Det viste sig så, at kongens afskedigelse af Zahle havde været berettiget, for Zahle tabte valget med et brag.
Så Michael, du har nu nok efterrationaliseret en del, for hvis kongen ville lave et kup, havde han nu nok udnævnt en ny statsminister, og ikke en "Overformynder".

Michael Kongstad Nielsen

Jørn Boye - dagbladene Politiken og Socialdemokraten kaldte det i alt fald et kup, og den indførte parlamentarisme betød jo, at en statsminister skulle have et flertal i tinget bag sig. Der var ikke konstateret det modsatte, så Zahle kunne trygt regere videre. Så kongens afskedigelse af ministeriet var vel et kup.
Det er rigtigt, at Flensborgspørgsmålet var én af grundene til, at mange (højre-) kræfter ønskede nyvalg. Men der havde jo været afholdt folkeafstemning om grænsen, og Flensborg var gået til Tyskland, men nu mente nogle K og V politikere, at man bare skulle nævne sagen over for krigens sejrherrer, så ville det nok ordne sig ved den endelige fredsslutning. Men den gik de radikale og S ikke med på. En afstemning var en afstemning.

Foruden mange andre ting, storlockout, varslet generalstrejke osv., førte kongens handling til oprettelse af hele to forretningsministerier, først under højesteretssagfører Otto Liebe, og så under overformynderen, som alle accepterede efter tumult og trusler og lange nattemøder. Da valget endelig kom, blev det vundet af V og K, og der dannedes en V-regering med Neergaard i spidsen, men det nye flertal gjorde ikke mere ved Flensborgsagen.