Det var naturligvis en begivenhed af de sjældne at høre en uropførelse af Paul von Klenaus mægtige 9. Symfoni, som har ligget bortgemt sammen med en bunke andre værker i en lejlighed i Wien indtil 2005. Men måske var forventningerne for store til denne katedral fra 1945, hævet op i lyset fra glemslens mudrede vande? Selv om der var originale tiltag og steder af senromantisk skønhed, blev det overskygget af en del forvirrende stilpluralisme og engagerende substans. Det kan man selvsagt ikke klandre de medvirkende for. Michael Schønwandt var med sit suveræne overblik mærkbart engageret i at få det bedste ud af materialet, og hvis der ikke så få gange kunne spores en manglende finish hos solister, kor og orkester, vil det hurtigt komme på plads i den efterfølgende pladeindspilning for Dacapo.
Klenau skrev symfonien under svær sygdom og døde året efter færdiggørelsen. Det er derfor nærliggende at høre den som et åndeligt testamente. Af dimensioner som en af Gustav Mahlers store symfonier – Klenau dirigerede i 1922 den danske førsteopførelse af hans Opstandelsessymfoni – og med et tydeligt forbillede i Beethovens 9. Symfoni med korfinalen til Schillers ode til glæden. Klenau levede en stor del af sit liv i Tyskland og Østrig, så længe at han så at sige blev opslugt af de nationalsocialistiske overtoner, hvilket ikke hjalp på hans omdømme herhjemme under og efter Anden Verdenskrig. Omvendt så han som modernist ikke med milde øjne på det danske musiklivs provinsialisme. Hvorom alting er, kan man ud af hans 9. Symfoni læse en kunstners fortvivlelse og sorg over krigens ødelæggelser, men sandelig også en lovprisning af livet efter døden i det evige lys.
Otte satser
Symfoniens anlæg er originalt med hele otte satser, heraf fire for solister og kor, og iklædt ganske forskellige stilgevandter. Åbningssatsen for orkester klang af mellemkrigsmodernisme, af Paul Hindemiths særegne blanding af tonalitet og kontrapunkt, førende frem til den næste sats’ katolske dødsmesseliturgi. Klenau anvender de to led ’Requiem aeternam’ og ’Dies Irae’, men for det sidstes vedkommende i langt kortere udsættelse, end man møder det hos eksempelvis Verdi og Britten. Her lød musikken af Klenau, fortællende, stærkt og selvstændigt. Symfoniens midterakse udgøres af en vidtspunden andante for alle medvirkende, smukt og stålsat intoneret af den svenske tenor Michael Weinius. Den latinske tekst af ukendt herkomst handler om vores modsætningsfyldte forhold til krigens væsen, og det har tydeligvis været Klenaus ærinde at skabe en omskiftelig og gennemarbejdet form med blik tilbage på fortidens kontrapunktteknik. Satsen kom imidlertid til at virke tung og uhåndterlig og kunne sikkert have fået sit budskab igennem på den halve tid.
Derefter var det noget ejendommeligt at høre femtesatsens march, ikke så fjernt fra en Pomp and Circumstance fra de britiske øer. Men det var i øvrigt en ret speciel march med to begivenhedsrige trioer i stedet for den normalt enlige. Bruckner, Mahler og Korngold kom frem på rad og række i den efterfølgende adagio, uden at den på noget tidspunkt løftede sig til noget en sang uden ord, man vil kunne huske.
Det sluttede med lys og lovprisning, sunget til en tekst der blander messeliturgi med ukendt digtning. Sådan kulminerer symfonier af Mahler, som også var inspireret af Beethoven, og det var vel begge, Klenau har søgt åndelig og musikalsk næring hos. Hans korfinale strålede sine steder overordentlig stærkt, for han behersker det store instrumentarium, måske bedre end nogen anden dansk komponist i første halvdel af sidste århundrede. Men substansen og dens symfoniske forvandlinger stod ikke overbevisende. Selv om man sad med den bedste vilje, gik den tiltænkte forløsning mere i retning af det trættende end det egentligt opløftende.
Paul von Klenau: ’Symfoni nr. 9’ (uropførelse). DR Koncertkoret. DR Symfoniorkestret. Dirigent: Michael Schønwandt. Koncerthuset den 20. marts
