Læsetid: 5 min.

Tør du gå alene i teatret?

Forestillinger for én tilskuer nedbryder grænserne for fiktionen. To nye mikroforestillinger på Det Kongelige Teater og Nordkraft pirker til tilskuerens indre uro – og trang til det spooky
Den grønne lænestol er tilskuerens faste holdepunkt i ’Porøset’, der kun spilles for én tilskuer ad gangen på Gamle Scene. Men når du sætter dig i stolen, ser du ikke kun performeren. Du ender med at synes, at du også ser dig selv …

Klaus Birkenfeldt

29. marts 2014

Mit hjerte banker vildere, end det plejer, når jeg går i teatret. For hvordan vil jeg egentlig have det med at være eneste tilskuer? Urolig er jeg i hvert fald.

Der er faktisk helt øde i forhallen på Gamle Scene, hvor Louise Alenius’ forestilling Porøset 2 skal foregå. I hvert fald indtil en kontrollør dukker op og siger mit mødetidspunkt, som var det et hemmeligt kodeord. Så følger hun mig om bag kongelogen – og ind til en af de gamle balletprøvesale.

Jeg har været der før. Men jeg har ikke været der alene. Min krop skal bare sætte sig i en grøn lænestol og lytte, smiler kontrolløren. Jeg stirrer på maleriet af den gamle balletmester Galeotti – og beundrer lyset gennem de runde vinduer.

Så lyder der ru buestrøg og blide blip i højttalerne.

»Det er mit trip,« siger en mandestemme. Og så taler han om »den dér ensomhedsfølelse,« så jeg næsten føler, at han kan se mig. Er balletspejlene faktisk gennemsigtige fra den anden side? Men så tager fanden ved strygerne i musikken, og alt kollapser i ækel lyd.

Kunstigt pilleglas

En ny kontrollørpige dukker op. Nu er det op til skræddersalen. Balletkostumer strutter som farvelader af tyl. Men omme bag tøjstativerne står en hospitalsseng. En mand ligger i sengen med lukkede øjne. Jeg kender ikke hans ansigt. Men jeg bliver foruroliget over hans nøgne overkrop. Hans arme er magre på den forkerte måde. Og selv om et medicinglas med ordet ’Morfin’ kunstigt er sat på hans sengebord, så er der noget, der ikke er fiktion her. Denne mand er syg.

Jeg har siddet ved mange hospitalssenge. Men altid ved mennesker, jeg har holdt af. Denne mand kender jeg ikke. Men jeg føler med ham og hans gullige hud, og jeg prøver at forstå, hvorfor han har gjort sig alle de anstrengelser med at blive kørt herind denne solskinsdag for at blive kigget på af fremmede mennesker.

En kvinde kommer gående gennem skræddersalen med hårde hæle i gulvet. Hun har en musikbælg i armene. Hendes hestehale strutter piget i kontrast til den udmagrede mand. Og så begynder hun ellers at synge for ham.

Bagefter sidder vi helt tæt alle tre og lytter til hinandens åndedrag. Så knapper hun instrumentet sammen og går. Og dér sidder jeg, alene sammen med den mand, som jeg ved, at jeg ikke vil nå at lære at kende. Han har ikke åbnet øjnene overhovedet; bare dirret lidt med øjenvipperne. Jeg ville ønske, at øjeblikket kunne vare længere. Det er først nu, jeg begynder at fatte, hvad dette her handler om. Men så bliver jeg hentet – og kan ikke nå andet end at sige tak.

Kunne jeg have oplevet dette i et traditionelt teaterrum? Nej. Ikke det samme. Jeg kunne sagtens have set musikforestillinger om det korte liv og om sygdom og død. Men jeg kunne ikke have mærket den følelse af FORPLIGTELSE, der pludselig blev skabt mellem performerne og mig. Forpligtelsen til at tage dette alvorligt som en gave – og til at give nærværet videre. Det føltes stort. Og smukt.

Men på den igen. For i Aalborg har Sara Hamming inviteret til Whole Body Treatment 4 på Teater Nordkraft.

Foyeren er godt nok helt mørk. Men på slaget åbner Sara Hamming døren og viser mig ind i teatersalen. Der står en massagebriks og et bord med mærkelige ting. Jeg skal lige se hendes rekvisitter, siger hun. Og jeg skal vælge, hvilket tøj, hun skal have på. Den blå havfruebadedragt er populær, siger hun. Men jeg vil hellere vælge den sorte shortie med blomster.

Organerne æltes

Så kan jeg godt lægge mig op på briksen. Hun beder mig tage et sort øjenbind på. Men det går kun godt i cirka tre sekunder; så må jeg flå det af. Det er alligevel for klaustrofobisk – og det er jo trods alt frivilligt, tænker jeg. Jeg lover at holde øjnene lukkede selv. Og så går hun ellers i gang i mørket.

Det er ret spooky. Hun pusler ved mit ærme og mine ben, med uventede bevægelser som en lille mus. Så rører hun rigtigt ved mig med faste hænder og i roligt tempo – det føles bedre. Organ for organ ælter hun et eller andet sanddyrsagtigt op på min mave, mens hun taler om min krops logik. Men også om verdens brutale forhold til kroppen – og om den 17-årige kineser, der solgte sin ene nyre for at kunne købe en iPhone og en iPad.

Hver gang hun tier stille, bliver jeg betænkelig. For hvor er hun så nu? Og nu? Til gengæld bliver jeg vildt forskrækket, når hun så pludselig dukker op lige ved mit hoved som en anden snigmorder. Forhåbentlig uden kniv.

Helt ærligt, så følger jeg mig utryg. Jeg er ikke bange, men jeg føler mig udsat – netop fordi jeg ligger på ryggen i mørket, mens hun kan se mig.

Men så kommer ordene om hendes ensomhed. Hun tvinger en maske fra et politisk teaterstykke ned over mine lukkede øjne, så jeg får indre billeder af Guantanamo – træk vejret dybt, Anne!

Og pludselig spiller hun Ophelias vanvidsscene fra Hamlet, så hendes lange hår hulker ind over mig. Jeg bliver i tvivl: Spiller hun nu? Eller græder hun faktisk rigtigt? Jeg prøver at holde om hende, men så forsvinder hun … Og så bliver lyset tændt.

Da jeg bagefter går ude i blæsten langs med Aalborg Havn, tænker jeg på, hvad denne forestilling egentlig fremprovokerede hos mig. En heftigere sårbarhed? Eller et tydeligere ønske om at kunne forstå det menneske, som er tæt på mig?

Jeg ved det ikke helt. Men oplevelsen virkede grænseoverskridende i dens klare manipulation af mig som tilskuer – selv om jeg frivilligt havde stillet min krop til rådighed.

Nu nogle dage senere kan jeg mærke, at både Whole Body Treatment #4 og Porøset skabte en intensitet og en troværdig desperation, som ophævede de almindelige krav til spændingsopbygning og ordakkuratesse. Teksterne var kun en lille del af sansepåvirkningerne. At være helt alene i teatret skabte nye muligheder i det specielle land mellem scenefiktion og dokumentarisme.

Men det stærkeste var, at dette mikroteater satte min egen tilskuerrolle på spil:

Rollen som medmenneske. Med uroligt hjerte.

Porøset 2. Iscenesættelse, musik og performance: Louise Alenius. Digter og medperformer: Klaus Birkenfeldt. Det Kongelige Teater, Gamle Scene. Varighed: 15 minutter. Porøset 3 spilles 24. maj. www.kglteater.dk

Whole Body Treatment #4. Iscenesættelse og performance: Sara Hamming. Tekster: Lene Asp. Objekter: Delphine Bechard. Oplevet på Teater Nordkraft. Varighed: 50 min. Turné. www.moribund.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

På AK 24syv havde René Fredensborg forleden Louise Alenius i studiet for at tale med hende om "Porøset". Han ringede under udsendelsen også til et par af de tilskuere, der havde overværet forestillingen for at høre nærmere om deres oplevelse. Det kom der både spændende og rørende samtaler ud af, og … en fornemmelse af, at man dér var gået glip af en usædvanlig oplevelse. Man får også en forklaring på, hvorfor den alvorligt syge mand er med i forestillingen.

Aflytning kan varmt anbefales.

http://arkiv.radio24syv.dk/video/9566032/ak-24syv-27-03-2014-2